Efter mange ugers sms-korrespondance mødtes jeg endelig med Uffie i dag. Jeg kan se at hun er lykkelig sammen med "hende den nye", og det glæder mig. For selvom at gør ondt at vide, at jeg ikke kunne gøre hende nær så lykkelig, så retfærdigører det mit valg om at forlade hende. Og det minder mig om at jeg ikke savner hende. Når hun fortaler sig og siger at hun har ikke været så meget hjemme fordi M har været ude og rejse, og jeg spørger om hun ikke tager ud når M er hjemme, bliver hun mærkeligt flov. For det var præcis det der ødelagde mit og hendes forhold dengang. Det startede som en bragende forelskelse hvor vi ikke kunne undvære hinanden, og i stedet for at blive individer igen da forelskelsen lagde sig forblev vi en enhed. En uadskillelig enhed. Jeg blev vanvittig og prøvede at tage ud, og hun blev syg af jalousi. Det resulterede i at jeg gik fra hende. Og nej, ikke på den voksne måde. Jeg valgte at slæbe E med hjem i VORES lejlighed, i VORES seng imens Uffie, dybt ulykkelig, var taget hjem til sine forældre for at søge trøst. Jeg slog op over telefon dagen efter. Og havde hun ikke ringet mig op var der gået endnu længere tid, for jeg flygtede fra problemerne og opholdte mig hos mine venner eller på min skole og tog kun nødigt hjem. Jeg opførte mig som en mand. Jeg opførte mig som om jeg ingen følelser havde, og stak af i stedet for at tage tyren ved hornene. Jeg var engang kærester med en fyr der opførte sig sådan, og nu forstår jeg ham. Kvinder er komplicerede. Eller nogen er. Jeg er i hvert fald.
Jeg tror aldrig at jeg lærer kunsten at være ukompliceret. Specielt ikke hvis det indebærer at jeg ikke stiller krav, står til rådighed når min mand har tid og ikke PMS´er. Jeg er og bliver en kompliceret kvinde, og måske netop derfor har mine forhold ikke fungeret. Men det er okay. Hellere være kompliceret og ende sammen med en mand der kan håndtere det, end være ukompliceret og være 2. prioritet for de mænd der ikke kan håndtere komplicerede kvinder. Well, it´s complicated.
