Over booked

Jeg flytter! Endelig er udsigten til et liv uden E tæt på. Petruska flytter ind i E´s lejligheden, og jeg kommer ud. Jeg flytter sammen med Anna, og på trods af lejligheden størrelse glæder jeg mig. Der er dog kun midlertidigt til vi finder noget større. Jeg har en tendens til at blive utryg når der sker store ændringer i min dagligdag, og sådan er det også denne gang. Alt er fint, og Tyfon må flytte med, men alligevel er jeg urolig. Det hjælper nok når vi sidder i den nye lejlighed. Når alle vores ting er kommet på plads og vi spiser vores første måltid ved Annas spisebord. Så er alt i orden.

Var til galla i fredags. E lagde op til alt muligt og tog på mig. Jeg afviste ham. Han fortalte at han ikke så særlig meget til F mere, og jeg troede ikke på det. Han sagde at der var rart at se mig, jeg ved at det er en del af hans spil. Jeg opførte mig ordentligt overfor ham selvom jeg afviste alle hans tilnærmelser. Ozzy var derimod helt sig selv igen. Han har de sidste mange måneder været helt og aldeles udenfor rækkevide, men i fredags var han tilbage. Han tilbød gratis øl og inviterede mig på middag hjemme hos ham. Venter nu bare på en egentlig invitation med en dertilhørende dato. Skrev dog til ham i går, lørdag, at jeg ville holde ham op på det selvom han var fuld da han sagde det. Han svarede at det var helt i orden. Min dating-karriere er måske ikke helt slut alligevel.

Min uge er helt proppet med aftaler og er allerede stresset. Skal have fundet ud af flytning i weekenden, læse op til det hænger mig langt ud af halsen, til koncert med Mira, se Annas teaterforestilling og spille et, stadig, ret ufærdigt nummer til en musikaften på torsdag. Håber at alt ordner sig, selvom det lige nu ser meget uoverskueligt ud. I morgen skal jeg underskrive lejekontrakt, beslutte hvilke møbler i den nye lejlighed der er værd af beholde og til fødselsdagsmiddag hos Mira. På lørdag, hvor Annas ting skal flyttes, skal vi fejre Miras fødselsdag hos den, nu, 29-årige. Skal nå en masse, hvornår skal jeg få tid til at nå mig selv?

Sort, sort, sort

Nogle dage virker alt håbløst. I dag har jeg det sådan. Jeg har fået nok af det hele! Er træt og udmattet af lejligheden, E, Ozzy (som er vendt tilbage), Uffie, mit studie og Facebook. Har opgivet i dag, og sidder derfor bare og kigger ud i luften. Jeg skal lave projekt med min studiegruppe fra kl. 14:00 - 16:00 og bliver derfor nødt til at bevæge mig ud af lejligheden. Men har ikke lyst! 

E svarer ikke, og det grænser til tortur. Hader når folk ignorerer mig, især fordi det jeg skriver er vigtigt. Han har fået et anbefalet brev fra en advokat, men han svarer ikke. Han svarer kun når jeg skriver og spørger om han er ude, eller når jeg bare gerne vil vide hvad der sker i byen. Det er ikke fair. Af selv samme grund er jeg træt af lejligheden og vil bare gerne væk. Vil gerne have en hverdag uden E, for selvom jeg ikke snakker med ham eller ser ham, så bor jeg i alle hans ting. Hans navn står på døren, på mit sygesikringsbevis og på ruden i køkkenet. Hans bøger står på hylderne og hans deo står på badeværelset. Jeg vil bare gerne glemme ham.

Ozzy er tilbage. Ignorerede ham de første fem gange jeg gik forbi ham i går, til sidst rakte han hånden ud efter mig. Tog hans hånd og slap den ikke igen. Han har mistet et familiemedlem i en ulykke, og har haft det svært. Var på en eller anden måde glad for at se ham, men har på den anden side ikke plads i mit liv lige nu. Har åbenbart savnet ham, for holdte ham i hånden uden at tænke videre over det. Han holdte også fast.

Uffie har fundet en anden, og er ved at kaste op hver gang den nye pige 'liker' ting på Facebook. Mit studie er udmattende, og ingen har overskud til at gennemføre. Alle prøver at holde gejsten oppe, men det hjælper ingenting.

På dage som i dag har jeg brug for at tage hjem til Mara. Ligge på hendes sofa mens hun sidder i sin stol og, på bedste psykolog manér, ordner mit liv for mig. Hun kender mig bedre end de fleste, og selvom jeg er kompleks forstår hun mig. Hvis jeg har gjort noget dumt er hun den første jeg fortæller det til. Hvis Mara kan tilgive mig, så kan jeg også tilgive mig selv. Det er sjovt som en veninde kan være den eneste man har lyst til at se når man føler at livet er håbløst. Hun har heldigvis tid i dag, så jeg er i gode hænder efter kl. 16.

Synes at jeg skraber bunden lidt for ofte i øjeblikket. Mister modet helt og aldeles og overvejer om mit liv er værd at leve. Kommer dog altid frem til at livet er vidunderligt og at jeg skal leve det. Ser at folk omkring mig bliver bekymrede når jeg forsvinder, selv hvis det bare er en enkelt dag, og forstår at jeg ikke er alene. Så selvom verden ser sort, sort, sort ud i dag så er den måske kun grå i morgen, og det er i det mindste en forbedring.

Kræsen egocentriker

Grådighed står højt  på min liste over karaktertræk jeg ikke kan forlige mig med. Jeg er i denne weekend blevet konfronteret med det på tæt hold, det dukkede nemlig op hos en person jeg virkelig godt kan lide, men som jeg ikke vidste indeholdte dette dybt ucharmerende karaktertræk.
Jeg har også problemer med en del fysisketræk. Et øje der skeler er på top-ti listen over turn-offs. To øjne der skeler er på top-tre. Anna så en mand lige da jeg mødte hende som på alle måder er perfekt. Han kan ALT! Han ser faktisk også ganske godt ud, hvis det altså ikke lige var for hans lazy eye.

Anna har selv foreslået at jeg prøvede at se om det kunne blive til noget med Manden. Som søstre vi dele, så derfor er det helt i orden at tage den andens aflagte mænd. Jeg er da også dybt fascineret af ham, men kan simpelthen ikke se hvordan jeg skal kunne distrahere fra hans øje. Det sidder trods alt midt i hans ansigt. Nej, bryder mig altså ikke om det. Anna siger at man hurtigt vænner sig til det, og hun har muligvis ret, men jeg kan ikke se hvordan jeg skal kunne holde det ud i mellemtiden.

Jeg har fået at vide, hele tre gange på en uge, at jeg er alle mænds drømmekvinde. Grundene dertil kommer her: (ja, jeg laver en liste over hvorfor jeg er en perfekt kvinde, så hvis egocentriske mennesker er på din liste over ting du ikke kan døje, er jeg altså også!)

Hvorfor mændene i mit liv synes at jeg er perfekt:


- I mit 4-årige lesbiske forhold har jeg fået nok af følelser! Orker ikke "Jeg føler at du er ligeglad, når du siger at du føler, at det føles som om..", og orker slet ikke når man selv skal gætte sig til hvad den anden part er sur over. Er derfor meget ligefrem. Hvis jeg er sur siger jeg det, og jeg bærer ikke nag. Laver ikke en scene, og NÆGTER at råbe, skrige og smække med dørene i flere timer!

- Jeg er ret selvstændig og kan derfor ikke holde ud hvis jeg skal være i selskab med det/de samme mennesker altid. En kæreste ville derfor ikke være fast inventar i min lejlighed, men derimod en jeg så tre-fire gange om ugen.

- Jeg er, som følge af min selvstændighed, også en ret habil handy-woman, og spørger derfor ikke om hjælp til at sætte hylder, lamper osv. op.

- Jeg er på ingen måder jaloux anlagt. Jeg har en grundlæggende tillid til  mennesker. Stoler altså fuldt og fast på folk, indtil noget giver mig grund til andet. Og da jeg selv er en ret heftig flirter skal der meget til før jeg føler mig stødt over min kærestes flirten.

- Jeg kimer ikke folk ned. Skriver én besked eller ringer én gang og venter på svar, medmindre det er akut, men det er virkelig sjældent. Er ikke typen der ringer indtil jeg får svar. Der kan være mange grunde til at man ikke tager sin telefon, og det kommer virkelig ikke mig ved hvorfor. Heller ikke hvis det er en kæreste jeg ikke kan få fat på.

- Jeg har ikke drømt om at være hvid brud siden jeg var 8 år gammel, og har i det hele taget aldrig drømt om at blive gift. Har ikke brudekjole, bordplan og blonde-underkjole liggende i tilfælde af et frieri, og panikker i virkeligheden en kende når "..til døden jer skiller" bliver sagt.

..Jeg har da helt sikkert også mine fejl. Jeg er en smule egocentrisk og til tider neurotisk og indadvendt. Men hvis alt det andet er perfekt kan de vel se bort fra mine fejl? Men hvad med mig selv? Kan jeg se bort fra Mandens dovne øje? Hvis jeg nu ikke var så satans kræsen kunne jeg vel sætte pris på alle hans evner og lade øje være øje. Han er trods alt ikke grådig!

Flytning eller flygtning?

Har besluttet mig for at flytte. Kan ikke længere bo i E´s lejlighed. Mest fordi jeg ikke kan holde til hans spil der bliver ved, selvom jeg har sluttet det vi havde. Hvis det vi havde overhovedet kan regnes for noget..
Jeg har brug for at komme væk og ikke have et sikkerhedsnet af mænd der kan gribe mig når ensomheden truer. Jeg har brug for at være single med alt hvad det indebærer. Single søndage, at være det tredje hjul, lange telefonsamtaler med veninder der er i samme båd, følelsen af at kaste sig ned i en dyb afgrund og ikke være sikker på om nogen griber en. Ja, har brug for følelsen af at være fri og kun mig!

Jeg ringede til E i dag og fortalte ham at jeg leder efter noget andet. Han blev sur. Han sagde at jeg var tarvelig, men kunne ikke forklare hvorfor, ellers sagde han næsten ingenting. Svarede kun med en-stavelses ord, og virkede fjern. Jeg har gjort E sur! Hvilken fantastisk fornemmelse at være den der styrer slagets gang. Det er mig, mig der siger fra, og mig der har såret E. For første gang lød han ked af det. Men hvad havde han regnet med? Spurgte ham, og det eneste han svarede var: "Du kan bo der så længe du har lyst!", og jeg sagde: "Men hvad nu hvis jeg ikke har lyst til at bo her mere?". Tror at det var netop den sætning der slog hårdest. Selvom følelsen af hævn er vidunderlig, så gnaver den dårlige samvittighed alligevel. Han hjalp mig jo faktisk da jeg lå ned, og ingen andre var interesserede i hvordan jeg havde det. Han hjalp mig virkelig! Men hans dårlige opførsel og vores "brud" for nylig gør, at det ikke længere er holdbart. Som Anna og Mira så rigtig sagde: "Det er netop den reaktion der gør at du ikke kan bo der længere. Der er jo stadig følelser indblandet, både fra hans og din side, og så er han ikke længere bare en udlejer.".

De har ret. Han er ikke bare min udlejer, han er en mand jeg har.. har haft et crush på. Han har været den eneste grund til at jeg ikke er gået til af selvmedlidenhed de sidste 4 mdr. Han har været grunden til at jeg spiste, gik i skole og tog ud og morede mig, selvom jeg ikke havde lyst. Men det er han ikke længere. Nu er han bare E. Og E skal ikke længere være en grund til noget som helst. Jeg skal være grunden til at jeg står op, grunden til at jeg har lyst til at være til, grunden til at jeg er lykkelig.

Så jeg flytter altså. Selvom jeg er glad for hvor jeg bor, skal jeg videre. Men kunne vel egentlig tolke det som om jeg flygter fra E, men det gør jeg ikke. Når man flygter er man nødsaget, jeg har truffet et valg. Jeg har valgt at flytte fra E. Jeg har brug for nye omgivelser og nye affærer.

Forresten.. Hvad bliver der af ham fra IR´s opkald? Han fik mit nummer i weekenden og han lovede at ringe. Han spurgte oven i købet selv efter mit nummer. Meget mærkelig mand!

Alene

Jeg elsker at være alene. Jeg nyder at være uafhængig og egoistisk. Derfor er forelskelser også en af de mest absurde ting der, trods alt, gang på gang finder vej til mit liv. Jeg bliver både afhængig og ganske uselvstændig af det, og det ligner mig meget lidt. Jeg bryder mig faktisk ikke om det! ..Jo selvfølgelig er det rart at mærke varmen og suset når man ser sin udkårne, men når det hele er overstået og jeg kigger tilbage bliver jeg så mærkeligt utilpas. For hvor var JEG i al forelskelsen? Jeg forsvinder helt og aldeles, og det er ret skræmmende.

Jeg er netop landet i København efter en mindre rejse. Jeg er fyldt op i alle henseender. Jeg er derfor vendt tilbage med en ro og afklarethed jeg ikke var i besiddelse af inden jeg tog af sted. Jeg kom ind af døren kl. 23:45 og fandt E´s og F´s tasker på min sofa. Var lige ved at ødelægge min indre ro, men følte efter og opdagede at jeg ingen grund havde til det. Min mave vendte sig ikke og mine tanker løb ikke af med mig. Jeg var præcis lige så rolig som jeg hele tiden havde været. Det var mit tegn på at jeg var fri. Endnu en gang har jeg vendt min forelskelse til ro. Jeg har formået at vende de aller mest ukontrolerbare følelser til fred.

Har brugt min ferie med en familie jeg ikke har mødt før. De minder en del om min egen, lige bortset fra at de er en storfamilie. Jeg er enebarn, og det er ikke noget man mærker. Har, heldigvis, altid været meget nøjsom og ydmyg og er derfor ikke blevet et kommanderende og umuligt menneske. Men jeg ville ønske at jeg havde nogle søskende. Jeg har været stand-in storesøster for en 10-årig pige de sidste par dage, og jeg ELSKEDE det. For helt ærligt.. mine forældre lever ikke evigt, og så står jeg der alene! Det er muligt at jeg har mine venner, og forhåbentlig selv har fået en familie til den tid, men jeg er stadig alene. Ingen vil kunne fortælle om min barndom, andre end mig selv. Og hvem skal minde mig om hvordan min far altid fortalte lange historier om "dengang han var dreng", og at min mor var så forbandet forvirret at hun fortalte anekdoter og derefter glemte at de nogensinde havde eksisteret? Hvad skal der blive af fortællingen om mig?

Det er muligt at jeg nyder tiden i mit eget selskab, men hvad nu hvis jeg ender som en trist, grå, buttet 40-årig single?! Og hvad så når jeg bliver helt alene, uden mine forældre, og alle mine venner har stiftet familie? Skal jeg så stå på sidelinjen og kigge på, mens alle vil klappe mig på skulderen og fortælle hvor flot det er at jeg ikke går på kompromis og bevarer min selvstændighed, trods udsigten til et laaaangt og ensom liv? Jeg vil ikke være en af dem!! Det er jo ikke på den måde jeg vil være alene, vil bare gerne have lov til at beholde mit indre for mig selv.
..Det behøver man da ikke at være alene for, vel?