Sort, sort, sort

Nogle dage virker alt håbløst. I dag har jeg det sådan. Jeg har fået nok af det hele! Er træt og udmattet af lejligheden, E, Ozzy (som er vendt tilbage), Uffie, mit studie og Facebook. Har opgivet i dag, og sidder derfor bare og kigger ud i luften. Jeg skal lave projekt med min studiegruppe fra kl. 14:00 - 16:00 og bliver derfor nødt til at bevæge mig ud af lejligheden. Men har ikke lyst! 

E svarer ikke, og det grænser til tortur. Hader når folk ignorerer mig, især fordi det jeg skriver er vigtigt. Han har fået et anbefalet brev fra en advokat, men han svarer ikke. Han svarer kun når jeg skriver og spørger om han er ude, eller når jeg bare gerne vil vide hvad der sker i byen. Det er ikke fair. Af selv samme grund er jeg træt af lejligheden og vil bare gerne væk. Vil gerne have en hverdag uden E, for selvom jeg ikke snakker med ham eller ser ham, så bor jeg i alle hans ting. Hans navn står på døren, på mit sygesikringsbevis og på ruden i køkkenet. Hans bøger står på hylderne og hans deo står på badeværelset. Jeg vil bare gerne glemme ham.

Ozzy er tilbage. Ignorerede ham de første fem gange jeg gik forbi ham i går, til sidst rakte han hånden ud efter mig. Tog hans hånd og slap den ikke igen. Han har mistet et familiemedlem i en ulykke, og har haft det svært. Var på en eller anden måde glad for at se ham, men har på den anden side ikke plads i mit liv lige nu. Har åbenbart savnet ham, for holdte ham i hånden uden at tænke videre over det. Han holdte også fast.

Uffie har fundet en anden, og er ved at kaste op hver gang den nye pige 'liker' ting på Facebook. Mit studie er udmattende, og ingen har overskud til at gennemføre. Alle prøver at holde gejsten oppe, men det hjælper ingenting.

På dage som i dag har jeg brug for at tage hjem til Mara. Ligge på hendes sofa mens hun sidder i sin stol og, på bedste psykolog manér, ordner mit liv for mig. Hun kender mig bedre end de fleste, og selvom jeg er kompleks forstår hun mig. Hvis jeg har gjort noget dumt er hun den første jeg fortæller det til. Hvis Mara kan tilgive mig, så kan jeg også tilgive mig selv. Det er sjovt som en veninde kan være den eneste man har lyst til at se når man føler at livet er håbløst. Hun har heldigvis tid i dag, så jeg er i gode hænder efter kl. 16.

Synes at jeg skraber bunden lidt for ofte i øjeblikket. Mister modet helt og aldeles og overvejer om mit liv er værd at leve. Kommer dog altid frem til at livet er vidunderligt og at jeg skal leve det. Ser at folk omkring mig bliver bekymrede når jeg forsvinder, selv hvis det bare er en enkelt dag, og forstår at jeg ikke er alene. Så selvom verden ser sort, sort, sort ud i dag så er den måske kun grå i morgen, og det er i det mindste en forbedring.