Det er vidst på tide at give bloggen en saltvandsindsprøjtning. Jeg har haft en travl måned på uddannelses- og musikfronten og har derfor ikke skænket dagbogen en tanke. Men det er slut. Jeg vil fra nu af prøve at opdatere en gang om ugen, og håber på at kunne overholde det.
Jeg er single. Mine veninder er singler. Men det er åbenbart et problem. Vores forældre, bedsteforældre, ja selv vores venner og veninder i faste forhold forventer at vi snart finder en kæreste, og vores respons er blevet automatiseret. Jeg gik tur med Tyfon i går aftes og passerede en far og hans datter, der var på min alder, og han havde, ud fra hendes svar, nævnt noget med at finde en kæreste snart, for hun svarede ligesom jeg gør. Hver gang jeg får en stik-kommentar om min singletilværelse svarer jeg "Ja, men alle de gode mænd er taget", og hvad er det egentlig for et svar? Jeg vil vædde med at single mænd svarer stort set det samme, de fleste skifter dog "mænd" ud med "kvinder". Men hvordan kan jeg forsvare det når mine bedste veninder er singler? De er gode kvinder, og de er ikke taget! Mira er vidunderlig, smuk og på ingen måder kompliceret, men hun har ikke en kæreste. Anna er sexet, spontan og intelligent og hun har heller ikke en kæreste. Hun er dog ikke et godt eksempel da hun dater Skater-boy og måske ikke et ledig meget længere. Liva er bragende musikalsk, varm og en fryd for øjet, men heller ikke hun har en kæreste. Jeg vil ikke bruge mig selv som eksempel da jeg, i følge mig selv, er voldsomt kompliceret, travl og følelsesmæssigt utilgængelig i øjeblikket, og det ødelægger lidt mit argument. Men hvordan kan jeg tillade mig at sige at "Alle de gode mænd er taget", når mine veninder er singler og er intet mindre end fantastiske? Der må da findes mænd derude, som siger det samme om kvinder, der ville være perfekte match til mine veninder. Vores svar er i virkeligheden mere en undskyldning end en forklaring. Vi undskylder overfor vores nærmeste at vi ikke har fundet en passende partner, og i virkeligheden burde vi slet ikke undskylde. Nej, vi burde være stolte af at have modet og overskuddet til at være alene. Verden er ikke lavet til singler. Supermarkedernes portioner er ikke single-venlige, lejelejligheder er for dyre til at man kan bo én, det er dyrere at bo på enkeltværelse end på dobbeltværelse når man rejser, ja selv film og tv-serier, som ellers er singlernes foretrukne virkelighedsflugt, handler om at finde den eneste ene og slå sig ned. Jeg vil fra nu af, når kæreste-kommentaren dukker op, svare "Jeg ser det lidt som udfordring at leve uden, men når jeg bliver træt af singletilværelsen finder jeg en". På den måde får jeg heller ikke overbevist mig selv om at alle de gode mænd rent faktisk er taget, for i bund og grund tror jeg ikke på det. Jeg tror at verden er fyldt med fantastiske, uopdagede mænd.
Jeg har grundet ovenstående, og min kærlighed til byen, valgt at læse et semester i Paris næste efterår. Jeg tager væk i håb om at blive inspireret, forelsket og klogere. Jeg vil dyrke min musik, nyde gaderne og stemningen, lære sproget, blive dødeligt forelsket og studere det jeg interesserer mig aller mest for. Jeg vil gå lange ture med Tyfon i alle de små, og for mig hemmelige, gader, tage op til Sacré Coeur mindst én gang om ugen og tænke livet igennem imens jeg sidder på trappen og kigger ud over byen, sætte en hængelås på Pont Des Artes, spise mig mæt i macaroons og crème brulée, nyde at blive genkendt på den lokale café hvor jeg vil sidde og se på mennesker. Jeg vil måske blive forfærdeligt ensom, men det vil være i orden for jeg har mig selv. Jeg vil tage på markeder og snakke med de andre handlende om vind og vejr, slå et smut forbi Champ de Mars og håndfodre fuglene, tage på små spillesteder om aftenen og tale om musik, og så vil jeg stå tidligt op om søndagen og nyde at byen også kan være stille. Jeg vil så vidt som muligt bare nyde at være til.
I København kan det være svært at nyde noget som helst for mig. Min hverdag er blevet en rutine. Jeg står op, går i bad, læser dagens lektier, tager toget, deltager aktivt i undervisningen, tager toget hjem, laver aftensmad, læser, går i seng. Jeg glemmer at nyde min hverdag. Men hvis jeg i en periode skiftede min hverdag i København ud med en hverdag i Paris, ville jeg forhåbentlig lære at sætte pris på den. Jeg kunne starte på en frisk.
Der er ønsket om at høre til et sted, som er det der får folk til at finde sammen i par. Og så er der ønsket om at nedbryde sit fundament så man kan bygge et nyt. Det er bare et spørgsmål om hvilket ønske der er stærkest, for de eksisterer parallelt i de fleste af os. Jeg har prøvet at bygge mange ting op på mit fundament i tidens løb, men det er altid faldet sammen til sidst. Jeg behøver et nyt fundament for ellers vil mit ønske om at høre til et sted aldrig lykkes. Man kan ikke bygge et stabilt hus på et fundament fyldt med ujævnheder og huller.
