30-års planen.

Okay, jeg er altså ikke gravid. Jeg er til gengæld tæt på sindssyge. Aldrig i mit liv har jeg grædt så meget som jeg har de sidste par dage. Mine tårekanaler minder mest af alt om et utæt spinklersystem. Græder over alt og ingenting på én gang. Græder når jeg ser en fugl, når min taske er for tung, når min roomie kommer ind af døren og når min kaffe er kold. Det er absolut ingen sammenhæng mellem begivenhedernes karakter og de kaskader af vand der står ud af hovedet på mig. Måske det er en hormonel ubalance? Eller resultatet af 3 måneders konstant stress?

Det skuffede mig en kende at jeg ikke var gravid. Ikke at det var drømmescenariet at skulle have et barn alene, eller med T for den sags skyld, men blev pludselig så forelsket i ideen om at få et barn. At have en jeg kunne tage mig af, en der havde brug for mig, en som jeg kunne elske ubetinget. Tænk at have en hverdag der hang sammen, fordi den skulle. En hverdag med morgenmad ved spisebordet, og ikke stående eller løbende rundt i lejligheden i "sidste øjeblik"-stress. En hverdag med hentning og bringning, og ikke en dag der starter med at afgøre om jeg GIDER at stå op og en indre diskussion med mig selv senere om hvor lidt jeg kan nøjes med at sove, fordi jeg hellere vil sidde på bar end at gå hjem i seng. En hverdag med aftensmad, og ikke kun én gang hver 14. dag. En hverdag med børnetime, og ikke med kriminalserier som udelukkende handler om død og ondskab, og som jeg virkelig ikke kan tåle at se. En hverdag med børnesæde bag på cyklen, og ikke en stiv mand eller 3 flasker vodka og 5 pakker cigaretter. En hverdag med barn, og ikke en hverdag med mig selv som eneste levende indslag (Har selvfølgelig også Tyfon, men han gælder altså ikke). Nej, jeg ville gerne have et barn. Der vil selvfølgelig også være nætter med gråd og mangel på søvn. Dage hvor man bare gerne ville være fri for al´ ansvaret. Perioder hvor man forbander sin egen naivitet, for hvem havde troet at det ville være så hårdt at være forælder? Men jeg er klar! Jeg mangler bare en mand..
          Og hvor fanden opstøver man efterhånden sådan nogen? Har snart opgivet. Skal starte på en ny uddannelse, forhåbentlig, og der vil der selvfølgelig være mænd. Men også en til mig? Måske er det noget jeg udstråler der får folk til at behandle mig som om jeg ingen følelser har. Enten virker jeg for selvstændig, og ud fra det konkluderer mænd at jeg kun vil have sex. Eller måske virker jeg ynkelig og hjælpeløs, og så er jeg et let offer hvis DE kun vil have sex. Det er i hvert fald det eneste jeg bliver "brugt" til. Sex. Og selvom jeg virkelig prøver at udstråle at jeg leder efter en mand, ja så er det alligevel de forkerte jeg ender sammen med. Jeg bliver ualmindeligt hurtigt forelsket, eller det er i hvert fald det jeg tror, og lige så hurtigt af-forelsket når det går op for mig at objektet for mine følelser ikke gengælder dem. Jeg frygter at det ender i en Uffie-situation. Hvor jeg tror at jeg er forelsket, men det i virkeligheden er mere ideen om et forhold end personen jeg er forelsket i. Jeg har jo altid den mulighed at trække mig fra kød-markedet og forblive single til evig tid, det er bare ikke særlig tiltalende.

Konklusionen er altså at jeg skal finde en mand som jeg kan få et barn med. Men gudhjælpemig hvis manden jeg dater finder ud af det. Så er det i hvert fald slut. For hvilken mand under 30 år ønsker sig brændende en barn og er klar til at opgive sit ungkarle liv for en skrigende klump kød? Hvis de findes er de forstandstyperne der bare gerne vil have en stationcar, et job som tømrer og sovs og kartofler til aftensmad, og så vil jeg hellere være alene. Måske jeg bare skal tilbage til min oprindelige idé om at date mænd over 30. Prøvede med den 28-årige, nu 29-årige, og det var en fiasko. Men hvem siger at alle mænd på næsten 30 er ligesom ham? Jeg prøver sgu. Kan jo lade forsøget løbe indtil jeg selv bliver 30. Så får jeg alligevel et barn med mig selv og så behøver jeg ikke længere en mand.

Følelser og fostre

Man kan ikke styre sine følelser, men tænk hvis man kunne? Så havde man mulighed for at spare sig selv for en masse knubs. Jeg kunne fx have forelsket mig i den 28-årige (nu 29-årige), jeg kunne have opgivet E da jeg første gang kunne se at han ikke var god for mig, og jeg kunne lade være med at blande følelser ind i mit og T´s forhold. Men man kan ikke styre sådan noget. Det er ganske enkelt umuligt. Derfor er jeg nu, endnu en gang, dømt til at være ulykkeligt forelsket. Men måske er det bare mit lod i livet? Jeg skal give fyre selvtillid ved at forelske mig i dem, og kan derfor aldrig nogensinde blive elsket tilbage af dem, for hvem skulle så tage sig af alle de andre stakkels mænd med dårlig selvtillid? Jeg har trukket det korteste strå og må derfor leve med at være et redskab.
       
Jeg har oven i det mistanke om at jeg er gravid. En mistanke der driver mig til vanvid. Jeg kan intet gøre før om en uge hvor jeg kan teste. Jeg frygter at jeg skal tage en beslutning om hvorvidt jeg skal beholde det eller få det fjernet, for jeg har virkelig ikke lyst til nogen af delene. I tilfælde af at der er noget, så er det T´s. Og jeg skal IKKE have et barn med T. T skal ikke være far til noget som helst nu, det er han slet ikke i stand til. Han er stadig ung og prøver at finde sig selv. Han skal rejse verden rundt i en bil og.. nej, det er udelukket.
          Jeg har de sidste par måneder overvejet hvad jeg ville gøre hvis jeg stod og skulle tage et valg om at afbryde en graviditet eller få et barn. Jeg er kommet frem til at begge valg er egoistiske. Hvis jeg afbryder graviditeten er det ikke fordi jeg ikke ville kunne tage mig af et barn, men fordi det ikke passer ind i mit liv som det ser ud nu. Jeg ville sagtens kunne ændre mit liv så det ville passe bedre ind, men det har jeg ikke lyst til. Hvis jeg valgte at få barnet ville det være egoistisk overfor faderen. For hvem har lyst til at få et barn med en kvinde som mig? En kvinde som ikke er i stand til at være nogens kæreste, en kvinde der er kontrolfreak, en kvinde der er hysterisk og små-neurotisk. Og hvilken kvinde ville jeg være hvis jeg fik barnet, for ikke at være egoistisk, og derfor krævede børnepenge af en mand der ikke har lyst til at være far? Hvis jeg skulle vælge at få et barn, som ikke var planlagt, så ville jeg ikke tage imod børnepengene. Jeg ville sende dem direkte tilbage, for det var mit valg at få barnet, ikke mandens. Jeg håber dog stadig på at jeg aldrig skal træffe et sådant valg. Jeg håber at min krop bare skaber sig, og ikke viser symptomer på en graviditet. Helt ærligt, så uheldig kan jeg ikke være!

Jeg er fast besluttet på at finde en anden mand. T og mig skal bare være venner, ligesom vi hele tiden har været. Det nytter ikke noget at jeg forelsker mig i folk som jeg har brug for. For forelskelser ender altid i rod. Det er muligt at jeg skal fortælle T det en dag, men måske det kan klares når han kommer hjem om et år? Jeg er også ret fast besluttet på at jeg ikke skal være mor nu. At jeg ikke kan få mit liv til at være, eller blive, som jeg ønsker hvis jeg vælger at få et barn nu. Jeg er altså endnu en gang blevet kastet tilbage til status quo. Det føles efterhånden lidt som om der er kommet en kæmpe ridse i pladen efter jeg gik fra Uffie, og mit liv hakker. Måske jeg skal prøve at sætte en ny plade på?

T

Hvem ved med sikkerhed at vi bliver lykkeligst med en anden? Hvem siger at ens drømme bliver opfyldt hvis blot man bliver gift?

          Det virkede pludselig så urealistisk, at jeg skulle kunne leve sammen med et andet menneske. Da jeg gik fra Uffie i november brast mine drømme om en lykkelig familie med mig som "mor". Jeg blev, efter E-episoden, mere og mere overbevist om at jeg ikke var skabt til at leve i tosomhed. Men de sidste få dage har mit syn ændret sig.

En bekendt døde hvilket fik hele vennekredsen, som han plejede at indgå i, til at rykke tættere på hinanden. Og selvom vi støttede hinanden og selvom vi prøvede at forstå alles følelser, så manglede jeg pludselig en der var endnu tættere på. En der kunne holde om mig, kysse mig og få mig til at tro på at livet ikke altid er uretfærdigt. Og pludselig stod han der bare. Fortalte mig at jeg var smuk selvom jeg lige havde grædt, muntrede mig op med anekdoter fra hans barndom og forstod mig selvom jeg ingenting sagde. Han sov hos mig. Vi fjollede rundt som to forårskulrede teenagere, og mere skete der ikke. I virkeligheden en skøn historie, lige bortset fra at.. det er T.
T som jeg kaldte "min nye bedste ven", T som Anna datede for under to mdr. siden, T som rejser d. 1/8 og først kommer hjem om et år. Jeg har altså endnu en gang rodet mig ud i noget som ikke er særlig smart. Problemerne virker uoverskuelige, jeg har derfor lavet en liste:

Problemer forbundet med at se T:

- Jeg risikerer at få noget i klemme med Anna. For selvfølgelig er det mærkeligt at ens veninde, og roommate, dater en mand som man selv var ret glad for i en periode. 

- Jeg risikerer at ødelægge mit og T´s venskab. Det var trods alt ham der forsøgte at tage sig af mig dengang jeg flyttede fra Uffie.

- Jeg risikerer at få følelser i klemme. T rejser om to uger, og hvad ville være værre end at forelske sig for derefter at sige "Vi ses om et år"? Eller at jeg forelsker mig i løbet af året, og når han kommer hjem har han fundet en anden i.. Rusland?!

- T risikerer at få følelser i klemme. Hvis han kører sig selv op i løbet af det næste år, og han kommer hjem og jeg skal giftes.

Må indrømme at jeg er mest bekymret i forhold til Anna. Hun har sagt at alt er i orden. Men hvor ville man også føle sig egoistisk hvis man ikke undede sin veninde nærhed. Så selvfølgelig siger man at alt er fint, også selvom man får en knude i maven når man tænker på det. Ikke at det nødvendigvis er sådan hun har det, men sådan ville jeg have det. Det er ikke let at dele mænd med nogen, og slet ikke sine veninder. 

Alt det med følelser tror jeg egentlig ikke bliver det største problem. Altså jeg regner ikke med at forelske mig i T, og jeg regner heller ikke med at han forelsker sig i mig. Vi har været venner de sidste to år, og det er ikke let at vende venskab til kærlighed. Det virkede bare så trygt og naturligt da vi var sammen. Måske det bare er sådan når man kender hinanden rigtig, rigtig godt.

Det er egentlig mærkeligt, for når jeg tænker mig om har det, med mig og T, været under opsejling i lang tid. For to år siden var jeg meget fascineret af ham. Han har utallige gange fortalt mig hvor fantastisk jeg er. Vi har flirtet når vi har kunne komme til det. Men jeg troede egentlig bare at det fungerede sådan med drenge-venner. At spillet stadig ville være en del af det, men bare uden at det nogensinde ville føre til noget. Jeg havde ikke ret.

De sidste par dages begivenheder har fået mig til at droppe overvejelserne om at være alene resten af mit liv. Jeg har forstået at jeg nok bliver lykkeligst hvis jeg finder en jeg kan dele mine glæder og sorger med. En der kan opmuntre mig. En der kan få mig til at føle mig tryg og elsket. 

T har færdiggjort sit arbejde. Han prøvede at holde sammen på mig efter bruddet med Uffie, og nu har han overbevist mig om at kærlighed er at foretrække fremfor, stædigt, at fastholde min selvstændighed.

Tak.