T

Hvem ved med sikkerhed at vi bliver lykkeligst med en anden? Hvem siger at ens drømme bliver opfyldt hvis blot man bliver gift?

          Det virkede pludselig så urealistisk, at jeg skulle kunne leve sammen med et andet menneske. Da jeg gik fra Uffie i november brast mine drømme om en lykkelig familie med mig som "mor". Jeg blev, efter E-episoden, mere og mere overbevist om at jeg ikke var skabt til at leve i tosomhed. Men de sidste få dage har mit syn ændret sig.

En bekendt døde hvilket fik hele vennekredsen, som han plejede at indgå i, til at rykke tættere på hinanden. Og selvom vi støttede hinanden og selvom vi prøvede at forstå alles følelser, så manglede jeg pludselig en der var endnu tættere på. En der kunne holde om mig, kysse mig og få mig til at tro på at livet ikke altid er uretfærdigt. Og pludselig stod han der bare. Fortalte mig at jeg var smuk selvom jeg lige havde grædt, muntrede mig op med anekdoter fra hans barndom og forstod mig selvom jeg ingenting sagde. Han sov hos mig. Vi fjollede rundt som to forårskulrede teenagere, og mere skete der ikke. I virkeligheden en skøn historie, lige bortset fra at.. det er T.
T som jeg kaldte "min nye bedste ven", T som Anna datede for under to mdr. siden, T som rejser d. 1/8 og først kommer hjem om et år. Jeg har altså endnu en gang rodet mig ud i noget som ikke er særlig smart. Problemerne virker uoverskuelige, jeg har derfor lavet en liste:

Problemer forbundet med at se T:

- Jeg risikerer at få noget i klemme med Anna. For selvfølgelig er det mærkeligt at ens veninde, og roommate, dater en mand som man selv var ret glad for i en periode. 

- Jeg risikerer at ødelægge mit og T´s venskab. Det var trods alt ham der forsøgte at tage sig af mig dengang jeg flyttede fra Uffie.

- Jeg risikerer at få følelser i klemme. T rejser om to uger, og hvad ville være værre end at forelske sig for derefter at sige "Vi ses om et år"? Eller at jeg forelsker mig i løbet af året, og når han kommer hjem har han fundet en anden i.. Rusland?!

- T risikerer at få følelser i klemme. Hvis han kører sig selv op i løbet af det næste år, og han kommer hjem og jeg skal giftes.

Må indrømme at jeg er mest bekymret i forhold til Anna. Hun har sagt at alt er i orden. Men hvor ville man også føle sig egoistisk hvis man ikke undede sin veninde nærhed. Så selvfølgelig siger man at alt er fint, også selvom man får en knude i maven når man tænker på det. Ikke at det nødvendigvis er sådan hun har det, men sådan ville jeg have det. Det er ikke let at dele mænd med nogen, og slet ikke sine veninder. 

Alt det med følelser tror jeg egentlig ikke bliver det største problem. Altså jeg regner ikke med at forelske mig i T, og jeg regner heller ikke med at han forelsker sig i mig. Vi har været venner de sidste to år, og det er ikke let at vende venskab til kærlighed. Det virkede bare så trygt og naturligt da vi var sammen. Måske det bare er sådan når man kender hinanden rigtig, rigtig godt.

Det er egentlig mærkeligt, for når jeg tænker mig om har det, med mig og T, været under opsejling i lang tid. For to år siden var jeg meget fascineret af ham. Han har utallige gange fortalt mig hvor fantastisk jeg er. Vi har flirtet når vi har kunne komme til det. Men jeg troede egentlig bare at det fungerede sådan med drenge-venner. At spillet stadig ville være en del af det, men bare uden at det nogensinde ville føre til noget. Jeg havde ikke ret.

De sidste par dages begivenheder har fået mig til at droppe overvejelserne om at være alene resten af mit liv. Jeg har forstået at jeg nok bliver lykkeligst hvis jeg finder en jeg kan dele mine glæder og sorger med. En der kan opmuntre mig. En der kan få mig til at føle mig tryg og elsket. 

T har færdiggjort sit arbejde. Han prøvede at holde sammen på mig efter bruddet med Uffie, og nu har han overbevist mig om at kærlighed er at foretrække fremfor, stædigt, at fastholde min selvstændighed.

Tak.