Overproppet

Jeg har en taske som, udefra, ser stor og rummelig ud. Men når man skal pakke noget ned i den går det op for én hvor lidt plads der egentlig er. To liter mælk og en pose gulerødder, og så er det dét. Fjollet nok kunne jeg i går identificere mig med den taske. Jeg troede at jeg havde masser af plads i hjertet til, at kunne rumme et helt menneske, eller næsten. Men da jeg begyndte at pakke det, blev det meget hurtigere fyldt, end hvad jeg havde regnet med. Sad derfor med et propfyldt hjerte og græd i går. 

To dates på to dage lyder måske slet ikke værst. Men når man, som jeg, bliver fyldt til randen af en halv date, så får det pludselig en anden klang. Jeg sad derfor i min sofa hele dagen i går med hjertebanken, klaustrofobi og 4 pakker kleenex. Det hele var blevet for meget. Alt gik godt på vores "hæng ud og hør plader"-date, og Manden var hverken for meget eller for lidt. ALT gik godt. Og jeg tog mig selv i at tænke: "Det her kunne godt gå hen og blive seriøst". Men pludselig kunne jeg slet ikke holde ud at være i det. Jeg fik kvalme og hjertebanken og havde brug for at komme væk. Jeg prøvede at rationalisere min reaktion og kom frem til at jeg skulle have lov til at synke det. Og minsandten, i dag er det hele fint igen. Venter dog stadig lige et par dage med at kontakte ham. Har brug for lidt luft, ellers er jeg bange for at få tilbagefald. 

          Min teori er at hjertet ligesom bliver mindre når det ikke bliver brugt. Lidt ligesom med jeans fra Cheap Monday. Hvis man har haft det samme par på to dage i træk, så bliver de næsten for store. Men første dag man tager dem på efter vask, og voldsom varm tørretumbling, så er det næsten umuligt. Man er overbevist om at det ALDRIG bliver rart og at de ALDRIG vil give sig. Men det sker, også selvom det er lidt ubehageligt i mellemtiden. Så mit hjerte er måske stopfyldt nu, men det skal bare have tid til at give sig. Og måske det går hurtigere hvis man overpropper det lidt fra tid til anden. 

Jeg har i anledningen af ingenting valgt at holde fri fra universitetet i dag. Det er sjovt som jeg hele tiden føler at jeg er bagud med læsningen. Og selvom jeg læser er der ikke altid mere plads i mit hoved til at lagre al´ den nye viden. Måske det bare skal overproppes, ligesom med hjerter. 

Natdate

Jeg så en dokumentar om søvn, for noget der ligner, en måned siden. Den bestod vidst nok af flere afsnit, men jeg så dét der handlede om, om man kunne undvære søvn. Siden har jeg tænkt meget på hvad jeg ville lave i de ekstra 7-8 timer jeg ville få til rådighed hvis jeg blev "helbredt" for mit søvnbehov. Jeg kunne måske få læst alt det jeg burde på mit studie. Få lavet de fem musiknumre jeg har liggende færdige. Blive helt usandsynligt besat af fitness og bibeholde den krop jeg har nu til jeg bliver 80. Lave varm mad til aftensmad. Mulighederne er uendelige. Der var dog en tanke der strejfede mig som virkede mere tiltalende end resten. Jeg kunne bruge den ekstra tid på at date.

          Min hverdag bliver hurtigt fyldt op med aftaler. For et år siden brokkede jeg mig over at jeg ikke kendte nogen, men nu kender jeg flere end jeg kan nå at se. Og de er alle sammen lige vigtige for mig. Det er derfor svært at få tid nok. Men idéen med at natdate (og ja, natdate IKKE netdate) giver mig mulighed for at se dem jeg har udråbt til at være min selvvalgte familie om dagen, og mulighed for at se mænd, som jeg endnu ikke ved om jeg har lyst til at tilbringe min dyrebare tid med, om natten. Eller hvis man allerede har besluttet sig for at manden er værd at bruge tid med, så kan man få dobbelt så meget tid med ham ved også at bruge natten til formålet. Det jeg gerne vil frem til er, at jeg var på natdate i nat. Min første natdate, og så med en mand jeg allerede har besluttet mig for er værd at bruge mere tid sammen med end jeg har til rådighed!
          Jeg mødtes med Manden omkring kl. 01 på et værtshus efter at hver vores slæng var røget i svinget. Vi sad og snakkede til kl. 03 hvorefter han fulgte mig hen til den bus jeg skulle have. Jeg tror ikke at han har en kæreste. I så fald vil jeg ikke vide det. Jeg har besluttet mig for at gå efter min mavefornemmelse, og bede alle andre om at blande sig udenom. Så længe han hverken siger eller gør noget der giver mig mistanke om at der er noget galt, så er alt godt. Man kan ikke styre følelser og fornemmelser, og det skal man heller ikke prøve på. Hvis det føles rigtigt så er det, det nok også!
        Manden gør noget ved mig. Jeg plejer at tale meget, men i hans selskab har jeg pludselig ingen ord eller historier jeg bør fortælle. Jeg plejer at være hård og sarkastisk, men i hans selskab har jeg ikke brug for at være sådan. Jeg plejer at fortælle ting som jeg har fordrejet lidt for at gøre indtryk på mænd, men med Manden har jeg ikke noget behov for det. Jo mere han fortæller om sig selv, jo mere skræmt bliver jeg. Tænk at to mennesker der er så ens kan have gået rundt i 24 år uden at have kendt til hinandens eksistens. Måske det er derfor han gør mig mundlam. Jeg ville lyde som en forelsket teenager hvis jeg talte mere i hans selskab. "Er det også din yndlingsbog? Det er også min!", "Du elsker tresser møbler? Også mig!", "Gider du heller ikke at se film? Heller ikke mig!". Det kan jeg ikke magte.
          I mit stille sind bliver jeg dog ved med at lede efter fejl. Det er for godt til at være sandt. Måske det slet ikke fungerer når man er så ens? Det kan vel gå hen og blive kedeligt, eller..
Men der kommer ikke noget godt ud af at lede efter fejl. Tværtimod. Jeg beslutter mig hermed for at være i det. Uden forbehold.
           Vi skal ses om tre timer igen. En aftale der kom i hus efter min sms-invitation i sidste uge. Jeg prøver at gennemtænke det hele. Prøver at finde ud af hvordan jeg har det, hvad jeg føler, hvorfor jeg føler det, hvordan det skal gå. Men, i bund og grund gør han mig virkelig glad og tryg. Har sjældent følt mig mere værdsat end jeg gør i hans selskab, og så er alt andet ligegyldigt.

Uden søvn ville ens dage nok flyde en smule sammen. Og hvis man var i en periode af sit liv hvor alt var hårdt og uoverkommeligt vil 7-8 timers ekstra prøvelser nok ikke være at foretrække. Men hvis man, som jeg, var en smule forelsket så ville 7-8 timer ekstra hver dag give mulighed for at se den man datede, uden at tiden gik fra ens venner. Jeg kunne godt bruge de ekstra vågne timer i øjeblikket. Har vidst fået smag for at natdate.

Ventetid

Ventetid er en mærkelig størrelse. Den er oftest ubehagelig på den ene eller den anden måde. Man kan vente på jordens undergang, det er knap så rart. Man kan vente på at man skal ud og rejse, så snegler tiden sig afsted. Man kan også vente på at manden, man så tidligere på dagen, svarer på ens sms hvor man foreslår møde på snusket værtshus snarest muligt, det er ulideligt!

Første møde med manden, efter sidste fredag, forløb ganske fint. Ingen tegn på at manden har en kæreste. Ingen hentydninger. Ingenting. Vi gik og talte i noget der ligner fire timer. Ingen kys. Ingen unødvendige berøringer. Bortset fra et enkelt forsøg, fra hans side, som jeg ikke reagerede på. Er åbenbart blevet autistisk og har mistet evnen til at læse kropssprog. Men bare fordi der ikke skete noget i dag betyder det vel ikke at vi ikke kan ses igen? Han gav da også selv udtryk for at det havde været hyggeligt, og at vi skulle gøre det igen snart.

          Men helt ærligt. Er det for tidligt at skrive tre timer efter man sagde farvel og minde ham om at man glemte at give ham penge for kaffe og at han derfor har en øl til gode, og at han bare skal sige til, så finder vi ud af noget? Jeg er færdig med dating-regler. I virkeligheden skulle jeg have ventet tre dage og ikke bare tre timer. Men hvis man vil se nogen må man vel give udtryk for det. Det er muligt at det virker desperat, og det er det egentlig også. Ikke på "JEG VIL HAVE EN KÆRESTE"-måden, men mere på "jeg synes virkelig at du er fantastisk, og jeg kan ikke vente en hel uge på at se dig"-måden.

          Når nu ens hjerte har besluttet sig for at opføre sig som en fuld provinspige (læs: vælte rundt og råbe højt), hvad skal man så fordrive tiden med? Jeg har lyst til at danse det ud af kroppen, men kan ikke beslutte mig for til hvilken musik. Jeg kunne løbe det ud af kroppen, men er overbevist om at det fysiske pres vil føre til, at det psykiske pres bliver for stort og at jeg begynder at græde på halvvejen. For sådan er det at være vild med nogen. Det er stressende og fylder så meget at der skal helt uroligt lidt til, at vælte hele ens verden. Jeg har prøvet at lave musik, men kan ikke holde ud at høre min egen stemme eller mine egne akkorder. Har overvejet at tegne, men har hverken lyst til at bruge blyant eller tusch. Orker ikke at lave mad, og har egentlig heller ingen appetit. Jeg har overvejet at gå i seng, men tror ikke at jeg kan sove for min hjertebanken.

Da jeg var barn havde jeg svært ved at vente på juleaften. Nu har jeg svært ved at vente på at det bliver min tur i Netto. Jeg har svært ved at vente på at jeg bliver færdiguddannet. Jeg har svært ved at vente på at få børn. Det er som om, at jo ældre jeg bliver des sværere får jeg det med ventetid. Som om at jo kortere tid man har tilbage at leve i, des mere uudholdeligt bliver det at spilde sin tid på at vente. Især hvis man venter på noget som måske aldrig sker. Som for eksempel, at manden svarer på min sms

Homewrecker

Intet er så skønt som at have mødt en mand. En mand der rent faktisk synes om mig fordi jeg er mig, og ikke fordi jeg ser ud som jeg gør. En mand der er lige til. En mand der opfylder alle mine ekstreme krav. En mand der har en kæreste.. 

         Manden er intet mindre end Livas ven. Det var derfor også til Livas fødselsdag at jeg mødte denne mand. Jeg var selvfølgelig halvanden time forsinket, havde glemt maden til sammenskudsgildet hjemme på køkkenbordet og var helt forvirret da jeg, endelig, mødte op. Og der, på Livas trappe, står han. Han siger senere på aftenen, at han allerede dér kunne mærke en kemi. Nå, jeg vælter, mere eller mindre, elegant ind i Livas lejlighed i 12 cm høje hæle og undskylder for min forsinkelse, glemte mad og manglen på en god grund til begge dele. Jeg nævner hurtigt for Mara, der også var en del af selskabet, at jeg synes om manden. Hendes svar var ret svært at høre for musikken, men hører det som "Han skal have en kæreste. Han er ikke typen der er et engangsknald". Det hun i virkeligheden siger er, desværre: Han har en kæreste. Han er ikke typen der er et engangsknald. Det finder jeg dog først ud af dagen efter da Liva, meget chokeret, fortæller det selv samme da jeg gengiver min aften med manden. Det korte af det lange er, at han kysser mig midt i en samtale om resonans. Ud af det blå. Han undskyldte at det kom så pludseligt, men at han ikke kunne styre det mere. Han opførte sig dog eksemplarisk og jeg blev glædeligt overrasket over at han, max 20 min. efter vores første kys inviterede mig på cykel-date. Han hentydede på intet tidspunkt til sex. Omkring kl. 05 bevæger vi os ud i natten og han følger mig, helt uden skumle bagtanker, op til toget. Da jeg har fået hans nummer og vi har kysset farvel sender han mig ind på stationen med er venligt men bestemt "Kan du så komme afsted". 

          Selv dagen efter var jeg helt høj. Altså lige indtil jeg talte med Liva, og informationen om at manden har en kæreste dukkede op. 

         Jeg har derfor, siden lørdag, prøvet at analysere mig frem til hvad det kan betyde. Og prøvet at analysere mig frem til hvad jeg bør gøre. Nogle vil bestemt kalde mig en homewrecker, men han har jo ikke fortalt mig om det. At jeg får det at vide af bagveje er en smule uheldigt, mest for ham. Men jeg besluttede mig for at mødes med ham for at få det afklaret. Vi skal ses på torsdag der, så vidt jeg kunne forstå på sprut-grinende Mira, er valentinsdag. Jeg har ALDRIG haft en date på valentinsdag. Håber virkelig ikke at han ved det!

         Den nyeste information er at Liva, efter at have tjekket mandens Facebook profil, ikke længere kan se hans civilstatus. Den er væk, men den var der lørdag.

         Måske jeg er en homewrecker, men i så fald er det mit, lidt for hoppende, hjerte der får skylden. Jeg har bedt om præcis denne mand i seks mdr. og nu er han her. Lyslevende og fantastisk. I dette tilfælde lader jeg mit hjerte vinde over min fornuft. Hvem fanden opgiver én der muligvis er MANDEN, fordi man har fået oplysninger om en mulig kæreste. Der er vel en chance for at han allerede var gået fra hende fredag uden at fortælle nogen om det? Eller..