Manden er intet mindre end Livas ven. Det var derfor også til Livas fødselsdag at jeg mødte denne mand. Jeg var selvfølgelig halvanden time forsinket, havde glemt maden til sammenskudsgildet hjemme på køkkenbordet og var helt forvirret da jeg, endelig, mødte op. Og der, på Livas trappe, står han. Han siger senere på aftenen, at han allerede dér kunne mærke en kemi. Nå, jeg vælter, mere eller mindre, elegant ind i Livas lejlighed i 12 cm høje hæle og undskylder for min forsinkelse, glemte mad og manglen på en god grund til begge dele. Jeg nævner hurtigt for Mara, der også var en del af selskabet, at jeg synes om manden. Hendes svar var ret svært at høre for musikken, men hører det som "Han skal have en kæreste. Han er ikke typen der er et engangsknald". Det hun i virkeligheden siger er, desværre: Han har en kæreste. Han er ikke typen der er et engangsknald. Det finder jeg dog først ud af dagen efter da Liva, meget chokeret, fortæller det selv samme da jeg gengiver min aften med manden. Det korte af det lange er, at han kysser mig midt i en samtale om resonans. Ud af det blå. Han undskyldte at det kom så pludseligt, men at han ikke kunne styre det mere. Han opførte sig dog eksemplarisk og jeg blev glædeligt overrasket over at han, max 20 min. efter vores første kys inviterede mig på cykel-date. Han hentydede på intet tidspunkt til sex. Omkring kl. 05 bevæger vi os ud i natten og han følger mig, helt uden skumle bagtanker, op til toget. Da jeg har fået hans nummer og vi har kysset farvel sender han mig ind på stationen med er venligt men bestemt "Kan du så komme afsted".
Selv dagen efter var jeg helt høj. Altså lige indtil jeg talte med Liva, og informationen om at manden har en kæreste dukkede op.
Jeg har derfor, siden lørdag, prøvet at analysere mig frem til hvad det kan betyde. Og prøvet at analysere mig frem til hvad jeg bør gøre. Nogle vil bestemt kalde mig en homewrecker, men han har jo ikke fortalt mig om det. At jeg får det at vide af bagveje er en smule uheldigt, mest for ham. Men jeg besluttede mig for at mødes med ham for at få det afklaret. Vi skal ses på torsdag der, så vidt jeg kunne forstå på sprut-grinende Mira, er valentinsdag. Jeg har ALDRIG haft en date på valentinsdag. Håber virkelig ikke at han ved det!
Den nyeste information er at Liva, efter at have tjekket mandens Facebook profil, ikke længere kan se hans civilstatus. Den er væk, men den var der lørdag.
Måske jeg er en homewrecker, men i så fald er det mit, lidt for hoppende, hjerte der får skylden. Jeg har bedt om præcis denne mand i seks mdr. og nu er han her. Lyslevende og fantastisk. I dette tilfælde lader jeg mit hjerte vinde over min fornuft. Hvem fanden opgiver én der muligvis er MANDEN, fordi man har fået oplysninger om en mulig kæreste. Der er vel en chance for at han allerede var gået fra hende fredag uden at fortælle nogen om det? Eller..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar