IKEA-mænd

Nej det er ikke altid ovre selvom man tror det. Følelser forsvinder ikke bare, og det gør E åbenbart heller ikke. Overraskede mig med en "Du skylder stadig en middag"-besked. Og fik MEGET ufrivilligt sommerfugle i maven. Jeg har virkelig ikke tænkt mig at falde i igen. Konfronterede ham med F og kæreste-tingen. Hans svar var som forventet "Vi er sådan semi-kærester". Manden holder stadig alle døre åbne.
        Nej mænd som ham skal man ikke gå tilbage til. Jeg er kun interessant fordi jeg er kommet på afstand. Han er vel ved at samle et harem udenom F. Et slags sikkerhedsnet. Men det kommer jeg ikke til at indgå i.

Mira har været på endnu en date med Annas bror, og jeg er nu helt glad for at jeg ikke var den udvalgte. Efter et tabt spil backgammon valgte han nemlig at skubbe spillet så langt væk som muligt og næsten råbe "Fuck det lort!". Jeg HADER dårlige tabere. Jeg hader i det hele taget folk der reagerer sådan på småting. Men heldigvis betyder det ikke noget særligt for Mira der lykkeligt fortsætter sit date-forhold til manden.
          Jeg er heller ikke den bedste til at tale "mandsk". Nej, jeg taler følelser og det kan godt komplicere tingene en del. Jeg prøver virkelig at være logisk og rationel når jeg taler med mænd, men det er ikke altid det lykkes. Som i dag da E mindede mig om det med middagen og jeg svarede "Tja.. Orker bare ikke rigtigt". Jeg skulle have skrevet "Det er muligt. Men jeg har ikke lyst fordi..".. Fordi hvad? Fordi jeg stadig er forelsket og derfor synes at det er for hårdt? Det er næsten umuligt ikke at tale "kvindsk" når det nu engang er det man er vant til.
       
Vi kan lige så godt indse det. Mænd og kvinder taler ikke samme sprog, og det kommer vi heller aldrig til. Selv ikke selvom vi bilder os ind at den bløde moderne mand eksisterer. For det gør han ikke! Jeg falder dog selv i fælden gang på gang og tror at det interesserer mine mandevenner hvem jeg ser for tiden, hvad jeg tror jeg føler og hvor svært det er at finde den helt rette balance mellem desperat og tilbageholdende. Men de er jo egentlig ligeglade. Informationen om at jeg ser en og hvad han hedder er nok for dem. Så kunne jeg briefe dem en gang i mellem og sige: "Det går fint med *indsæt navn*", eller "*Indsæt navn* har sluttet det hele, har du en ven der vil overtage?". Ikke for mange detaljer, mænd kan simpelthen ikke rumme det.
          Vi kvinder derimod, elsker at mæske os i detaljer og analysere vores mænd til uigenkendelighed. Hvilket også er det der gør de fleste kvinder, mere eller mindre, neurotiske. Vi analyserer gerne vores forhold til atomer, hvorefter vi ikke kan finde ud af at samle det igen, og efterlader det på en bænk i Enghaveparken eller i et køkken i Vanløse. Og hver gang det sker efterlader vi en person der mest af alt ligner et IKEA møbel der mangler nogle skruer. Nogle af skruerne har vi gemt i vores dametasker i tilfælde af at vi skulle få brug for dem, resten har vi bare spredt udover hele indre by. På alle de caféer og restauranter hvor vi livligt har diskuteret vores forhold i stykker, i alle de butikker hvor vi har brokket os over vores kæresters ligegyldighed, på alle de gader hvor vi, fulde på vej hjem fra byen, har overvejet at tage med en anden hjem. Og så står mændene der og falder fra hinanden, indtil der kommer en ny kvinde forbi og prøver at samle dem med de skruer hun har taget med fra sit tidligere forhold. Og nogle gange lykkes det, andre gange er der simpelthen ikke nok skruer og så ender det med at kvinden efterlader manden i et tog på vej til Farum med dametasken fuld af skruer.

Det er på den måde ikke altid muligt at få det til at fungere med en mand. Ikke fordi man ikke vil, bare fordi man mangler skruer. Og sådan er det med E. Jeg har simpelthen ikke nok skruer til at samle ham. Han bliver ved med at falde fra hinanden, lige meget hvor meget jeg prøver. Og så må man bare indse at det ikke kommer til at lykkes, og i stedet prøve at finde en mand der mangler knapt så mange skruer. En mand man kan samle.

Bryster vs. mælkekasser

Jeg hørte radio forleden og endte midt i et program om singler. Der er over halvanden million singler i Danmark, og jeg er én af dem. Hvordan fanden kan der gå så mange enlige mennesker rundt uden at finde hinanden? Kan det virkelig være rigtigt at 1 ud af 5 er single? Vil i så fald begynde at tælle fra nu af. Optaget, optaget, optaget, optaget, SINGLE!

Men det er heller ikke let. Hver anden mand har en diagnose (dette bygger ikke på faktiske tal) og resten har "bare" problemer med at binde sig. Hvor fanden finder man en helt almindelig mand? En der hverken løber skrigende væk bare fordi man lægger en tandbørste hos dem, eller en der, på den skizofrene måde, bliver ved med at ændre personlighed. Jeg har for nyligt oplevet det sidste, og det kan jeg på ingen måder anbefale. Min mormor så engang en mand der flygtede da det hele kom for tæt på. Selv mændene over 60 er ikke blevet mindre komplicerede. Det ser altså sort ud for os 800.000 kvindelige singler. Mest fordi der kun er 700.000 enlige mænd. Det risikerer at blive lidt ligesom stole-leg. Man løber forvirret rundt og sætter sig pludselig på en stol, og når man endelig sidder ned så tør man ikke at rejse sig igen. For hvem har lyst til at stå uden nogen stol til sidst? Så hellere en taburet eller bare en ølkasse, for det er da trods alt værre at stå og kigge på alle dem der sidder ned og opdage at man har tabt.

Tror nu egentlig ikke at mændene har det meget lettere end os. Har mødt hundredevis af små neurotiske og hysteriske kvinder, og så er det da klart at mændene også føler at deres valgmuligheder er begrænsede. Ingen har lyst til at møde en kvinde der efter en uge flytter alle sine ting ind i ens lejlighed uden at spørge. Eller en der sidder oppe og venter, med slukket lys, når man kommer hjem efter en bytur med drengene. Der er også dem der kan gå og være fornærmede og afvisende i flere dage fordi deres kæreste har glemt at ønske tillykke på deres 21 måneders dag, eller fordi de ikke kunne få lov til at se genudsendelsen af afsnit 4952 af "De grumme mødre" der tilfældigvis blev sendt midt i EM finalen. Nej, jeg forstår godt mænd. 

Men hvordan fanden skal det hele så løse sig? Man kunne søge udover Danmarks grænser, men ikke for langt ud! For hvis man finder en mand fra et ikke-europæisk land har man jo heller ikke en chance. Nej, for så skal man til at flytte til Sverige eller til sin udkårnes hjemland, og det er altså heller ikke altid at foretrække hvis man nu engang er glad for at bo i Danmark. Man kunne også bare holde sig indenfor Europa, men med 700.000 enlige mænd at vælge imellem i Danmark burde der altså findes bare én der kan opfylde ens krav. Mine krav er egentlig ret enkle.

1)  Han må ikke have arvelige sygdomme (Han skal faktisk helst ikke fejle noget som helst)

2) Han skal være højere end mig (..og gerne mere end 5 cm. Dvs. at alle mænd under 185 cm. er udelukkede)

3) Han må ikke være overvægtig (..og helst heller ikke undervægtig)

4) Han må IKKE have hår på ryggen (men det er et must at han har hår på brystet) 

5) Han skal ikke være så meget i kontakt med sin feminine side at han græder over film (..men heller ikke så ufølsom at han ikke græder når han virkelig burde)

6) Han skal være pæn (hvilket, udover hans genetik, også indebærer at han aldrig, og jeg mener ALDRIG, må have hvide tennissokker på eller lyserøde skjorter)

7) Han må ikke have en lavere uddannelse end mig. (Han skal altså enten have studeret eller være i gang med at studere på universitetet)

.. Okay, måske er mine krav ikke helt så enkle som jeg går og bilder mig selv, og andre, ind. Jeg er ligesom alle de andre 800.000 single kvinder overdrevent kræsen. Men hvor mange kvinder slås jeg egentlig med? Lad os sige at 2/5 dele er under 35, så er vi nede på 320.000. Nogle af dem er vel selvvalgte singler? lad os sige 2%, og måske er 10% af dem mindre attraktive end mig (de kunne fx være udstyret med vigende hårgrænse, kraftigt sort overskæg eller mangle alle deres tænder), Vi bliver dog nødt til at lægge 5% til fra den gruppe jeg frasorterede først, grundet alderen, da "Cougars" efterhånden er et velkendt fænomen, men på den anden side kan vi sortere ca. 30% fra af den oprindelige gruppe, det svarer til dem der er helt og aldeles hysteriske og derfor ikke er i stand til at indgå i et længerevarende forhold med en helt normal mand. I så fald er der altså  209.000 kvinder som jeg skal kæmpe med om de få mænd der opfylder mine krav. Det kunne være at man skulle begynde at brande sig? Eller få lavet bryster? En af mine veninder fortalte en historie forleden. En kvinde hvis kæreste havde slået op, og da de taler om hvad der var gået galt havde manden tre grunde:

1: Langdistance forhold fungerede ikke for ham (godtaget)

2: Hun var for jaloux (også godtaget)

3: Hun burde få lavet bryster, og det skete ikke (???!!!!)
Siden hvornår er det blevet en legitim grund at forlade en kæreste p.g.a. manglende platikoperationer?

Måske er det alligevel i orden ikke at slås for meget med de 209.000 andre. Måske vi i stedet skulle hjælpe hinanden. Advare hinanden på et slags "single intranet" om de mænd man skal gå udenom, eller om dem som andre nu kan overtage? Vi burde stå sammen, der er trods alt en ret stor andel af os der kommer til at stå op for evigt fordi alle stolene er blevet taget. Og jeg vil altså langt hellere stå op, end at sidde på en mælkekasse resten af mit liv.