Forholdsfobi

Når et forhold er ovre har man, som oftest, brug for tid til at få styr på sit indre. Der er dog ingen der ved hvor lang tid det vil tage. Nogle flirts kan man være måneder om at komme sig over, og langvarige forhold tager, i nogle tilfælde(læs:mit), kun et par uger. Men hvornår er det helt præcist at man bliver klar til det der kærlighed igen? Og hvad nu hvis man aldrig bliver klar?

Jeg har det godt. Rigtig godt. Jeg er glad for at være alene og uafhængig. Jeg har nok i mig selv. Alligevel bliver jeg frustreret når jeg møder en mand og gerne vil kunne li´ ham, men at det ikke sker. Da jeg havde sovet hos 'den utro kæreste' fik jeg klaustrofobi. En følelse af at jeg blev frataget min kontrol. Tænk nu hvis, at det i virkeligheden er fordi jeg er bange for nærhed? Måske er jeg blevet så skræmt over mine oplevelser med mænd det sidste år, at mit indre nægter at lukke andre ind.
          Min manglende tro på kærlighed bunder måske også i frygt. Selvfølgelig findes kærlighed. Selvfølgelig findes det, hvad er det ellers der holder folk sammen? Jeg elsker mine veninder, derfor holder vi også kontakten. Jeg elsker min hund, derfor går jeg ture med ham, giver ham mad og tvinger ham til at ligge i ske med mig på sofaen når jeg har tømmermænd. Fejlen er dog at mange tror, at kærlighed bare opstår. Jeg tror at kærlighed opstår fordi vi får noget igen. En slags afhængigheds forhold. Hvis man ikke har brug for en person (eller hund), så elsker man dem ikke.        
         Så konklusionen er altså at jeg, i kraft af min angst for at blive såret og min derfor manglende tro på kærlighed, har valgt at blive helt og aldeles uafhængig. Jeg har, ubevidst, sørget for at kunne klare mig uden nogen form for romantisk kærlighed. Jeg har masser af kærlighed i mit liv, bare ikke nogen romantisk. Og fordi jeg ikke har brug for romantisk kærlighed opstår den altså heller ikke. Jeg må altså prøve at kortlægge de behov jeg ikke får dækket nu, og som kun kan dækkes hvis jeg forelsker mig i et andet menneske. Noget med nærhed, sex og..
          For at være helt ærlig er jeg i tvivl om hvad der ville blive bedre hvis jeg fik en kæreste. Når jeg hører om kærestepar bider jeg altid mærke i, at de ikke kan fungere uden hinanden. At de har dårlig samvittighed overfor venner/kæreste pga. tidsmangel. Men på den anden side er der helt sikkert også fordele. Jeg skal bare virkelig tænke mig godt om for at komme i tanke om nogen.

I virkeligheden er det jeg frygter mest, at jeg ender med at gro sammen med et andet menneske. At jeg mister min identitet og bliver til den ene del af 'os', i stedet for at være et selvstændigt menneske. Jeg er bange for ikke at kunne elske den anden part tilstrækkeligt. Jeg er bange for at den anden forlader mig. Jeg er bange for at vi pludselig vokser fra hinanden, og at det liv jeg havde forestillet mig pludselig smuldrer. Jeg er bange for at nogen forelsker sig i mig, og at mit forskruede hjerte pludselig mister interessen. Jeg er i bund og grund bange for at jeg ikke kan finde ud af det med at være nogens kæreste. Jeg lider af forholdsfobi.

Forårskuller

Min hund Tyfon har fået forårskuller. Han løber rundt som køer der bliver lukket ud efter vinteren. Jeg er vidst også ved at få forårskuller. Har sjældent været så glad som jeg er i øjeblikket. Og at min date i går gik over al forventning, har ikke ligefrem lagt en dæmper på euforien.

For ja, jeg var på date i går. Mødte den nye mand i sidste weekend hvor Frida gav ham mit telefon nummer. Han var modig, skrev til mig og inviterede mig på vin hos ham. Jeg mødte op kl. 20 med hjertet siddende i halsen og virkelig svedige håndflader. Kæmpede mig op på 5. sal og vidste ikke hvad jeg skulle forvente, overhovedet. Blev mødt af pæn, og utroligt afslappet, mand. Altså, ikke afslappet på den sjuskede måde men mere på "jeg har styr på situationen"-måden. Vi endte med at drikke vin og snakke i syv timer. Okay, måske kyssede vi også lidt. Han kyssede mig sågar på panden. Af en eller anden grund føler jeg mig altid helt overvældet over at blive kysset på panden. For mig er det den handling fra en mand der får mig til, at føle mig mest tryg og værdsat. Men, efter råd fra flere veninder, valgte jeg at tage hjem og ikke overnatte. Man skal ikke gi´ det hele op på én gang. Vi har snakket sammen i dag og aftalt at mødes på fredag. Føler mig heldig.

          Nogle mænd formår at opføre sig ordentligt, og det gør den nye mand. Ingen upassende berøringer og ingen hentydninger til sex, ikke på noget tidspunkt. Han er åbenbart typen der tror på 'den eneste ene' hvilket jeg finder en kende naivt, om end også virkelig sødt. Og selvom han finder idéen om kæledyr dum er det, umiddelbart, ikke noget problem at jeg har Tyfon. Men Tyfon er i virkeligheden heller ikke en ønske-hund. Det var jo slet ikke mig der ville have ham, men min eks kæreste Uffie. 

          Andre mænd er knap så eksemplariske. Jeg har altid troet på, at venskaber mellem mænd og kvinder sagtens kunne lade sig gøre. Jeg har derfor også en del gode mandlige venner.. eller jeg troede at vi var venner. Når jeg har været ude har mændende stået i kø. Fremmede mænd. Jeg har ikke selv "inviteret" dem. Jeg mener, hvis man blinker, smiler og opfører sig flirtende vil det af de fleste blive tolket som en invitation. Men det har jeg virkelig ikke gjort. Problemet er egentlig ikke de fremmede mænds interesse. Problemet er mine venners interesse. Stod derfor, igen, i en situation i fredags med en ven der kom lidt for tæt på. Jeg har normalt ingen problemer med at holde om mine venner eller kramme dem, men når de begynder at tage på mig trækker jeg grænsen. Blev derfor nødt til at bede en ven om at flytte sin hånd fra min bagdel i fredags. Og sammen med den ubehagelige situation forsvandt vores venskab. I hvert fald i min verden. Man kan ikke omgive sig med folk der udgiver sig for at være ens venner, men i virkeligheden er mere interesserede i at komme i bukserne på en. Jeg er derfor blevet to venner fattigere på en måned. 

Det er muligt at alle bliver ramt af forårskuller disse måneder, men der er alligevel grænser for hvad man kan tillade sig. Der er ingen grund til at sende sin fornuft i eksil, og det er den nye mands og min date et strålende eksempel på. Selvom kyssene sagtens kunne have udviklet sig på vores date, så gjorde de det ikke. Og selvom jeg sagtens kunne have overnattet hos ham, så valgte jeg at være fornuftig og tage hjem. 

         

Tøvejr

Solen skinnede i dag. Isen på kanalen er helt tøet op. Mit hjerte er også ved at tø op. Er blevet tilfreds med mit liv, helt som det er. Måske er det foråret, eller også er det grundet den forårsrengøring der har fundet sted, hver gang jeg har ladet mine tanker vandre. Føler mig fri og glad.

Jeg har meldt mig ud af dating-vanvidet. Eller.. det havde jeg indtil i søndags. Lige som jeg var blevet tilfreds med at opfatte mænd som mennesker ligesom alle andre, og ikke blot som byttedyr. Lige som jeg var blevet tilfreds og ikke længere nærede et ønske om at finde min bedre halvdel. Lige der, midt i al min selvtilfredshed dukker der en mand op. Og selvfølgelig gør der det. Det er det alle snakker om. Når man stopper med at lede dukker der en op. Hermed ikke sagt, at jeg på nogen måder er sikker på, at det bliver til mere end én date. Men der dukkede en op! 

          Historien om hvordan vi mødte hinanden fremstiller mig som en kujon, men den stiller ham i et ret godt lys, så jeg fortæller den alligevel. Var ude med min studiekammerat Frida, og efter at have set både E sammen med sin nye flamme, meget irriterende mand fra vores studie og pige fra min projektgruppe jeg har et yderst anstrengt forhold til, på samme bar, valgte Frida og jeg at flygte. Vi endte på halv-snusket værtshus og faldt, for tredje gang den aften, i snak med nogle mænd vi aldrig havde mødt før. Talte med meget sød mand, men grundet min nyfundne selvtilfredshed gik det først op for mig op for mig, at vi havde ret god kemi da Frida og jeg stod udenfor baren og havde sagt farvel til mændene. Sagde det højt, mest bare fordi jeg var fuld, og Frida spurgte om jeg havde fået hans nummer. Det havde jeg selvfølgelig ikke, og jeg nægtede at gå ind igen. Frida sendte mig mod bussen hvorefter hun selv gik ind på baren igen og gav manden jeg havde talt med mit nummer. Han var, ifølge Frida, blevet glad men havde undret sig over at jeg ikke selv havde givet det. Frida havde bortforklaret det med at jeg var genert. Hun kunne lige så godt have kaldt mig kontaktsvag. Det fantastiske var, at han allerede skrev lørdag kl. 15, under 12 timer efter at vi havde sagt farvel. Ingen mindgames, ingenting. Han inviterede mig på vin i næste weekend. Så på lørdag kl. 20 står jeg altså ude foran hans dør og prøver at samle mod til at ringe på. 

          Jeg ved ingenting om ham. Jeg kender hans navn, hans studieretning og hvilket semester han går på. Resten af vores samtale handlede om alt og ingenting. Jeg ved ikke engang hvor gammel han er. Har ellers lovet mig selv ikke at date mænd under 25, men den holder ligesom ikke hvis jeg glemmer at spørge om mændenes alder inden jeg siger "ja tak" til deres invitationer. 

På trods af at der, endnu en gang, er dukket en mand op har det ikke ødelagt min selvtilfredshed. Har aldrig hvilet så meget i mig selv som jeg gør nu. Er stadig ganske uinteresseret i mændene omkring mig når jeg er ude i offentligheden. Er stadig helt og aldeles tilfreds med at være single, og er derfor også langt fra desperat når det handler om at finde en kæreste. Derfor går jeg heller ikke på date med nogle forventninger om, at det bliver til noget. Nok mest fordi, at selvom solen dukker oftere op end den plejer, og stille og roligt tør mit dybfrosne hjerte op, så går det vidst lidt tid før det når op på 37 grader igen.

Øvelse gør mester

                 - ADVARSEL: INDEHOLDER EKSTREME MÆNGDER NEGATIVITET-

Brækker mig i galore-tykke stråler. Fy for helvede! Jeg er ikke typen der bærer nag, men til tider bliver det hele for meget. Så eksploderer det, og det gør det nu! Der er grænser for hvor længe jeg kan holde min kæft. Der er grænser for hvor meget pis jeg vil finde mig i. Og der er helt klart grænser for hvor meget kvalme jeg kan ha´. Det er på tide at jeg kommer af med min vrede, ellers risikerer det at ske ude i den virkelige verden, og det ville ikke blive pænt.

Hvem fanden har udråbt mig til at være den der skal bekæmpes i gruppesammenhænge? Jeg har aldrig, ALDRIG bedt om at bestemme noget som helst over andre. Jeg vil bare gerne have lov til at bestemme over mig selv. Så selvom folk siger "Gi´ *indsæt navn* en hånd", så gør jeg det kun hvis jeg synes vedkommende har fortjent det. Alligevel er det mig der står midt i magtkampene gang på gang. Og på mange måder kunne jeg bare melde mig ud, men mit problem er at jeg ikke er konfliktsky. Jeg tager konflikterne hvis jeg kan lugte uretfærdighed og magtliderlighed. Og magtliderlighed er der masser af derude. Og hvis man spiller op, så bør man også kunne håndtere et oprør. Det er bare de færreste der kan det. Gang på gang er det mig der tager kampen på andres vegne. Og forresten.. Hvis folk ikke automatisk giver dig "magten", så er det nok fordi du ikke har fortjent den og ikke kan håndtere den, så lad vær´ med at kræv den(!).

          Hævn er normalt ikke min ting, men min hævntørst er alligevel vokset eksponentielt den sidste måned. Den utro kæreste, tidligere kendt som Manden, er sluppet alt for let. Det er ikke ligefrem fordi han var over min standart og at jeg skulle være glad for, at han overhovedet havde vist mig opmærksomhed. Det var nærmere omvendt! Høj, rødhåret og virkelig dårlig til at læse kropssprog. Nåh ja, og så var han dårlig i sengen, men jeg er ikke typen der udleverer folk. Det er muligt at hans band er på vej op, men derfor behøver han vel ikke at anlægge sig rockstar-manerer på forhånd. Og hvad med kæresten? Triste-Trine, eller hvad hun hedder, der pludselig var ude af billedet og så pludselig var tilbage igen. Jeg håber fandeme ikke at hun ligger på den lade side heller. Faktisk håber jeg at hun snart har knaldet så mange andre, at det går op for hende hvor dårlig sex hun har med sin utro kæreste. Jeg håber at han falder på sin cykel, at hans lejlighed bliver ramt af skimmelsvamp og at alle hans store musikdrømme brister. Udover det er han en fucking løgner. Bildte mig ind at blade, magasiner og festivaler selv havde spottet bandet, men læser mig senere frem til at de selv har sendt tusindevis af ansøgninger og "be be"- breve ud. Fy for helvede! 

          Og ekskærester.. Hvorfor forsvinder de ikke bare? Ud af ens liv, uden mulighed for at dukke op igen. Men nej, Facebook er opfundet og er det bedste middel til selvpineri. Og hvorfor overhovedet bryde sit hoved med hvad en person fra ens fortid render rundt og laver? Bitterhed over ikke selv at være kommet videre, eller ren og skær masochisme? Lige meget grunden har jeg en smag i munden af afsky. Min ekskæreste er flyttet sammen med sin "nye" kæreste, som hun blev kærester med tre måneder efter at jeg var skredet, Altså kun to måneder efter at hun havde været så ødelagt at hun var blevet mandsopdækket i vores gamle lejlighed for ikke at gøre skade på sig selv. De er flyttet sammen i selv samme lejlighed som vi boede i, og nu har de anskaffet sig en hund. De har været kærester i et år! Helt ærligt.. Troede at man blev klogere, men det gør Uffie åbenbart ikke. Vi flyttede sammen efter fem måneder og fik Tyfon efter otte. Det var ikke ligefrem fordi det endte med at blive en kæmpe succes. Men nogen gentager åbenbart deres fejltagelser, uden tanke for fortiden. Hvor dum har man lov til at være?

          Og så er der mig selv der ændrer plan, holdning og smag som andre skifter undertøj. Bliver pludselig tiltrukket af bad guys, og hvor er det dumt når nu alle de gode mænd nærmest står i kø når jeg forlader min lejlighed. Men nej, jeg vil ha´ en mand der kan sætte mig på plads og en mand der kan beskytte mig. Ved dog ikke helt hvad han skal beskytte mig fra.. Lyder som en dum Amager-pige når jeg skal fortælle hvilken type mand jeg leder efter. Og nej, vi er ikke ude i steroide-pumpede Brian´er der bruger lidt for meget tid med Johnny, der vidst nok er rockerrelateret. Nej, jeg vil bare gerne have en god gammeldags hiphopper. En Pede B type der, på trods af hans tilsyneladende rolige ydre, kæmper med dæmoner på daglig basis. Måske mest af alt, så folks fokus fra min sindssyge forsvinder lidt. 

Bitterheden, magtesløsheden og hævntørsten er begyndt at sætte sig i min krop. Har ondt i maven, kvalme og en lyst til at flygte fra det hele. Men jo bedre man bliver til at leve livet, jo sjovere bliver det. Jeg vil gå ud og øve mig.

Sådan leves livet - 1. kapitel

Jeg vil her afsløre hemmeligheder du ikke troede var mulige at få indblik i. Jeg vil afsløre hvorfor grimme kvinder ofte har kærester og smukke kvinder ikke har. Jeg vil afsløre hvorfor man ikke skal satse på mænd under 25 og i samme ombæring hvorfor man bør satse på mænd såsom Huxi Bach. Og så synes jeg at begrebet "praktisk, kvadratisk, god" i forbindelse med ægteskab kræver en opfriskning.

Derfor har grimme kvinder ofte kærester:

Dette er absolut ikke et angreb på grimme, eller mindre kønne, kvinder. Det er en simpel forklaring på hvorfor smukke og yderst attraktive kvinder har sværere ved at opnå samme succes i deres privatliv som deres medkvinder. Forklaringen er simpel. Mænd er nogle bangebukse! Hvis en mand ser en smuk kvinde tænker han: Jeg har ikke en chance. Derfor vender han sig mod den mindre smukke kvinde og tænker: Hun kan ikke sige nej til mig. Kvinder der er pænere end gennemsnittet bliver altså i langt mindre grad, end helt almindelige kvinder, kontaktet af mænd. Der er selvfølgelig nogle modige mænd derude der, trods kvindens skønhed, tør at tage kontakt. Disse mænd er dog oftest opblæste, på stoffer eller ekstremt fulde, eller en kombination af disse, hvilket efterlader de smukke kvinder med en forestilling om at der ingen ordentlige mænd er. Men det er der! Kvinder hvis udseende skræmmer mænd bort, ikke fordi de er frastødende men fordi de er 'for smukke', skal altså selv tage initiativet når de vil møde mænd. På den måde undgår de opblæste mænd og skuffende byture uden mandlig kontakt.

Ingen mænd under 25 år:

Drengebørn er som regel senere skolemodne end kvinder. Det samme gælder når de bliver ældre og kvinderne endnu en gang overhaler og rundt regnet er følelsesmæssigt modne 5 år før de stakkels mænd. Deres pandelapper, hvor empati og evnen til at kunne forudse konsekvenserne af ens handlinger, er først færdigudviklede i en alder af 24-25 år. Derfor er alle mænd under 25 år altså bandlyst hvis man leder efter en kæreste, medmindre man er under 18 så er det helt andre regler der gælder. Derfor er Huxi Bach også et udemærket eksempel på en mand der er værd at gå efter. Han er et godt stykke over 25, har ambitioner, må man gå ud fra, og bor i mit tilfælde i nærheden. Der udover har han alt, alt for travlt til at kunne belejre ens liv, og man vil derfor stadig have sin frihed i behold selvom  man blev kærester med ham. Huxi Bach er altså typen man bør gå efter. Han er en rigtig kvalitets mand!

"Kvadratisk, praktisk, god"

Nu er det ikke nogen hemmelighed at jeg, gentagende gange, har mistet troen på romantisk kærlighed. Jeg mener ikke at mennesket er skabt til monogami og derfor er forstillingen om, at finde en partner som man vil elske til evig tid også utopi. Jeg er derfor af den overbevisning, at man bør vælge sig en 'kompagnon' i stedet for en elsker, når man skal vælge sin partner. En samarbejdspartner er praktisk at have. Og det er helt sikkert også godt at dele livet med andre end sig selv og sin hund. Kvadratisk er det vidst ikke, men det lyder dumt at sige "praktisk, god". 

Disse hemmeligheder jeg netop har afsløret bør ruste enhver single kvinde over 18 til et liv med mænd. Det bør ikke være sværere. De tre huskeregler bør repeteres hver dag inden du går ud af døren.

Dette er først kapitel til min kommende bog "Sådan leves livet". Nu må vi se om jeg nogensinde får skrevet flere kapitler. Det kan tænkes at der dukker et kapitel op omkring veninder snart.