Kummefryseren

Da jeg selv er forvirret over begivenhederne i mit liv i øjeblikket er jeg blevet nødt til at lave en livs-status, derfor:

Status:

- Følelsesløs

- Har aflyst planerne om at flytte til Paris

- Roomie-løs

- Begravet i semesterprojekt. En uge til deadline og mangler ALT.

- Har uendeligt mange mærkelige drømme hvori T optræder.

- Endnu en mand har meldt sin ankomst i mit liv. Guitar-manden.

- E er vendt tilbage og jeg har selv inviteret ham.


       Hvis jeg nu starter med begyndelsen. Eller.. Jeg ved ikke engang hvor det startede. Anna er flyttet fordi hun skal ud og rejse, så nu er jeg alene i en 2-værelses lejlighed. Paris planerne blev aflyst fordi.. ja fordi det ikke kunne lade sig gøre. Alle andre end mig jubler over at jeg bliver i København. T er stadig rejst og jeg er tilbage til at være helt og aldeles følelsesløs. Ikke at det gør mig noget, men mit indre føles som en kummefryser. Og så kommer vi til det med de andre mænd..

         Guitar-manden mødte jeg for godt og vel 3 mdr. siden kl. 5 om morgenen efter en lidt for vild bytur. Han talte om at han, for et år siden, havde købt en guitar fordi han så mente at det ville være lettere at score. Han lærte dog aldrig at spille på den, men fik en kæreste alligevel. Jeg var måske en smule fuld og tænkte, efter at have fundet ud af at han ikke selv var single, at han måske havde nogle lækre venner og tilbød ham derfor guitar lektioner. Altså mest bare for at nasse mig ind. Guitar-manden takkede pænt ja, og jeg fik hans nummer. Dagen efter skrev jeg til ham, 3-dags-reglen gælder ikke når manden man skriver til er optaget, men han svarede aldrig. 1 1/2 måned senere skriver han pludselig. Noget med at beskeden var blevet væk og at han derfor først havde set den nu (?!) men at han stadig gerne ville lære at spille guitar, hvis jeg altså stadig gad at lære ham det. Jeg svarede samme dag, men fik endnu engang ikke noget svar. To uger efter skrev jeg så igen og konfronterede ham med manglen på SMS´er fra hans side. Han skrev hurtigt tilbage og var, eftersigende, til forretningsmøde i Paris men ville vende tilbage efter d. 8/12. For ca. en uge siden modtog jeg dog en besked kl. 00:05 hvori der stod "Er du ude?!". Det var jeg ikke. Han skrev igen i dag og meddelte mig at han var hjemme fra Marokko, vidste slet ikke at han havde været afsted, og at han ikke helt vidste hvorfor han havde skrevet til mig midt om natten, men at det måske (måske?!) var fordi han ville drikke øl med mig. Nu er det så at tvivlen om hans hensigter dukker op. For hvis manden har en kæreste, så virker det suspekt at han svarer SÅ sporadisk og oven i købet skriver til mig når han er fuld. På den anden side kan det jo være at hans forhold er gået i vasken og at han derefter besluttede sig for, at det med guitaren måske ikke var en dårlig idé alligevel. I begge tilfælde virker det som om at dagsordenen har ændret sig lidt. Måske han ikke bare vil lære at spille guitar mere, men at han overvejer om jeg kunne være et muligt knald?
          E dukkede op, ud af mørket, en meget sen nat for halvanden uge siden. Pludselig kom han gående med meget uattraktiv pige ved siden side. Han valgte faktisk at sætte sig ned og snakke med mig. Han havde umiddelbart ikke ændret sig overhovedet. Han virkede en kende desorienteret, men det kan selvfølgelig bare skyldes tidspunktet. Da han sagde farvel til mig holdte han fast om min nakke mens han hviskede "Vi skal snart ses. Vi må drikke kaffe en dag". Jeg blev mere eller mindre paralyseret og der gik det meste af næste dag før jeg havde opfattet hvad der var sket. Havde E stået midt på Købmagergade og inviteret mig på en date, mens meget uattraktiv pige stod lige ved siden af? Jeg valgte en taktik jeg ellers sjældent bruger. Jeg ville være ekstremt offensiv og på den måde skræmme ham væk. Jeg skrev derfor en besked til ham og hentydede til sex. Alt jeg skrev havde seksuelle undertoner. Og det hjalp. Han skrev om at han var blevet et bedre menneske. At han datede F igen og at han virkelig gerne ville have det til at fungere. Han indvilligede dog i at drikke kaffe, men "UDEN HANKY PANKY". Det gode menneske E røg åbenbart i vasken, for i dag skrev han og spurgte hvornår vi skulle drikke kaffe og at jeg godt kunne pakke de "forbudte tanker" frem igen, for han var færdig med F. Men har jeg virkelig lyst til det? Tør jeg? Mira mener at det er dømt til at gå galt hvis jeg inviterer ham ind i mit liv igen. Jeg tror at E ville kunne give mig en lille pause fra den virkelige verden. Tage mig med til arrangementer med fri bar. Introducere mig for alle de vigtige mennesker. Blæse hjernen ud på mig med uanede mængder elektronisk musik og sex. Og det har jeg brug for.

          Jeg havde en bizar drøm i nat. T stak pludselig sit hoved ind i min lejlighed men gik igen uden at sige noget. Jeg løb efter ham og spurgte hvorfor han ikke kom ind og hilste men i stedet flygtede. Han svarede at han havde været helt sikker i sin sag lige inden han trådte ind af døren, men så havde han set mig og så havde det hele ændret sig. Jeg forstod selvfølgelig ingenting og bad om en forklaring. Han sagde: "Jeg havde besluttet mig for at vi ikke skulle ses mere. At det skulle være slut med os to. Men hver gang jeg ser dig, så ændrer jeg mening. Når jeg ser dig ønsker jeg ikke andet end at være sammen med dig.".  Hvis det virkelig er sådan T har det, så giver det hele mening. Min nye veninde Frida mener dog bare at han trænger til et par sæsoner mere, altså til at modne i. Han kan måske høstes når jeg er færdig med at rode rundt med E.. om et par år.

          E har samme virkning på mig som jeg havde på T i min drøm. Jeg véd godt at E er et dårligt parti, men jeg ikke sige nej til ham når jeg ser ham. Det er noget nær fysisk umuligt. Men det er i virkeligheden meget mere den verden han begår sig i, den helt vidunderlige sex vi har og det image der følger med at kende ham som jeg er forelsket i. Resten er lige til at lukke op og skide i.
          T er derimod lige modsat. Jeg er forelsket i HAM. Hans venner, hans job og hans (manglende) image er ikke en faktor der spiller ind. Hen er vidunderlig fordi han er ham.

Men hvad skal en kvinde med et indre som en kummefryser gøre af sig selv? Give sig selv væk til de mænd der byder sig og håbe på at de kan tø hendes indre op? Eller vente på at ofret for hendes følelser kommer hjem om halvanden måned og at han endnu engang forvandler kummefryseren til forår?

Kapitler

Han kom, han så, og han skabte kaos. Sådan var det med T. Nu er han taget af sted igen, og jeg er endnu en gang blevet efterladt med en følelse af.. ingenting? Jeg har intet kunne mærke de sidste to uger. Lige indtil i går hvor jeg pludselig kunne mærke det hele. Om det er tømmermændene efter den enorme mængde snaps jeg drak i forgårs, til årets første julefrokost, eller om det var manglen på søvn der bragte det frem er uvist. Men frem kom det.

          Nogle gange fylder man et tomrum ud med mere tomrum. Minus og minus giver plus, og da T tog afsted valgte jeg at droppe at føle. T forvirrede mig ved først at forføre mig og senere lade som om ingenting var sket. Jeg valgte ikke at fortælle ham om mine følelser, og nu går der to måneder før jeg ser ham igen. To måneder hvor jeg kan undertrykke min følelser, gætte på hans motiver. Det var meningen at jeg skulle være følelsesløs men da jeg vågnede i går morges savnede jeg ham pludselig helt ekstremt. Jeg savner ham så meget at det gør ondt at være vågen. Jeg prøver at benægte det, men jeg er forelsket. En fuldemands snak med en ven i fredags kastede en smule lys over min tidligere følelsesløshed, og det giver mening nu. Når man virkelig er forelsket, når det føles rigtigt, kan man blive nødt til at gemme det hele væk. Især når det ikke bliver gengældt. For hvor gør det ondt! Og hvad med T? Er det derfor han prøver at lade som ingenting? Eller er det virkelig fordi han ikke kan føle noget lige nu?
          Jeg tager væk på tirsdag. Tager en lille pause fra København og alle minderne. Gør som jeg plejer og flygter fra det hele. Bilder mig selv ind at det bliver bedre når jeg kommer hjem, men det ved jeg godt at det ikke gør. Jeg prøver at erstatte T med andre mænd, men jeg ved godt at det kun er et midlertidigt plaster på såret.
         Filmen i mit hoved kører på repeat. Jeg bliver ved med at tænke på da vi talte sammen første gang for 2 1/2 år siden. Følelsen af at jeg kendte ham, og hans besvær ved at tale med mig når vi kiggede på hinanden. Allerede dengang var der noget. Da jeg gik fra Uffie var han der. Jeg havde ikke regnet med at han nogensinde ville komme så tæt på mig, men pludselig kendte han alt til mine håb og drømme, og jeg kendte hans. Jeg havde på meget kort tid lukket ham ind, men der gik alligevel næsten ni måneder før at mine følelser pludselig eksploderede. Og selvom han skulle afsted lod jeg mit hjerte løbe af med mig. Og da han pludselig dukkede op igen troede jeg at jeg kunne styre det. At vi bare kunne gå tilbage til at være venner. Men nu sidder jeg her så igen. Sidder og venter på at han skal komme tilbage så jeg kan få lov til at føle. For selvom jeg savner ham så er alle andre følelser stadig blokeret. Er ikke engang i stand til at føle savn til nogen andre, kun lyst af den overfladiske slags.
         Og folk omkring mig forstår det ikke. Ingen ved hvor dybfølt det er. Selv ikke Anna og Mira. Jeg skammer mig over at skulle bringe det op, mest af alt fordi jeg føler mig dum og naiv. Hvordan kan jeg, pigen der kan kontrollere alt, falde så dybt i? Hvorfor har jeg ikke undgået det? Svaret er simpelt. Jeg kan ikke kontrollere alt selvom jeg prøver. Men det behøver andre ikke at vide..

Jeg er sat på standby de næste to måneder. Jeg laver ikke andet end at vente på at han kommer hjem igen. Han kom, han tog afsted igen og han tog det meste af mig med. Mira har lovet at skrive en bog om mig og T hvis det lykkes når han kommer permanent hjem om syv måneder. Jeg håber at næste kapitel bliver mere lykkeligt end det jeg er midt i nu.

Shit happens

Jeg har mistænkt mig selv for at lide af en personlighedsforstyrrelse lige siden det med E. Var det mig der var besværlig og ikke selv kunne se det? Var det mig der var urimelig? Var det i virkeligheden mig der drev E ud i tovene og derefter beskyldte ham for at være en egoistisk idiot? Svaret er nu klart. Nej, det var ikke mig der drev ham ud i noget som helst. Det sørgede han selv for.

          Historien om hans seneste kærester (og ja, i flertal) har overbevist mig om at det ikke er mig der fejler noget, det er ham! Han har åbenbart været kærester med to på en gang. F og en anden model. Og ikke nok med det, da de sammen konfronterer ham, til en fest hvor han spiller, angrer han ingenting. Det eneste han siger er: Shit happens. Nu kunne man tro at jeg på denne blog pynter på sandheden, hvilket også er sket, men dette er den pure sandhed, helt uden pynt. E har haft to kærester, spillet dem ud mod hinanden, og bagefter cuttet al kontakt til dem begge. Den ene er begyndt hos psykolog og den anden, så vidt jeg kunne forstå på min kilde, er også gået ned med flaget. Og det første jeg tænkte da jeg hørte historien var: Han er ledig, måske jeg skulle invitere ham på kaffe? Han har trods alt ikke fået mig helt ned med nakken. Han har ikke rost de andre piger han så, samtidig med mig, til skyerne. Han har aldrig spillet mig ud mod nogen. Måske var det vi havde ægte? Men man bliver hele tiden klogere..
          Jeg kom ikke til at invitere E på kaffe. han inviterede mig. Samme dag som jeg havde hørt historien om de to modeller, fik jeg en besked hvor der stod "Kaffe snart?"og derfor var aftalen at vi skulle mødes dagen efter kl. 16, men E dukkede aldrig op. Jeg stod og frøs på Østerbro i 15 meget lange minutter og mærkede på min egen krop hvor lidt E havde lært af sin kæmpe fejl. Jeg havde, med vilje, ikke fortalt nogen om min aftale med E, men blev nødt til at indrømme det overfor både Mira og Anna. De virkede egentlig ikke særlig overraskede. Men når nu E ikke har lært noget, har jeg så?
        Hvis det havde været enhver anden det skete for, havde jeg på nuværende tidspunkt analyseret mig frem til, at vedkommende havde det bedst med et knust hjerte og ikke VILLE videre. Men gælder det så også mig? Jeg ønsker brændende at komme videre med mit liv. Jeg har ikke lyst til, eller brug for, at tage endnu en tur på den store E-rutchebane. Så længe turen varer er man blind. Man kan ikke se at vognen konstant er på vej ud over kanten eller mærke at bremserne ikke virker, men når man endelig står af forstår man hvor farligt og dumt det man har gjort er. Jeg overskred mine grænser så gevaldigt sidst, at jeg ikke tør tænke på hvad der ville ske hvis jeg tog en tur mere. Jeg har en indre kamp med mig selv om hvor tæt på rutchebanen jeg tør gå. På den ene side kan jeg jo vælge at holde mig helt væk, men dens lys og musik lokker for meget. Jeg kunne måske også godt sætte mig i en af vognene og hoppe af inden den begynder at køre? Efter nogle dages overvejelser har jeg dog besluttet at det er slut med rutchebaner. Ikke flere ture med sommerfugle i maven det ene øjeblik og et hjerte så tungt som sten det andet. Det er slut med kærlighed og forelskelser.

          Men nu er det bare sådan, at man ikke altid kan styre hvem der bumler ind i ens liv. Så derfor er min plan måske også ved at skride i svinget. T, som jeg så i sommers og som rejste væk og først skulle komme hjem om et år, skrev til mig i går og inviterede mig på aftensmad. Han er åbenbart i København et par uger, og nu vil han altså se mig?! Vi har aftalt at ses i aften, og jeg har ingen idé om hvad jeg kan forvente. Har han tænkt sig om og har fundet ud af, at han er dødeligt forelsket i mig? Har han bare dårlig samvittighed over hvordan han sagde farvel (læs:flygtede uden at sige noget) da han rejste for tre måneder siden? Prøver han at opretholde illusionen om at vi sagtens kan være venner, på trods af en masse ugengældte følelser fra min side? Jeg har svært ved at gennemskue hans intentioner, og jeg finder først ud af det når jeg står foran ham og kan se hans reaktion på at se mig igen. Eller måske finder jeg først ud af det når der ikke sker andet end at vi spiser mad, snakker og krammer hinanden farvel. Eller måske finder jeg slet ikke ud af det. Måske er det for svært at finde ud af på én aften. Måske har jeg brug for flere. Og hvad har mit hjerte tænkt sig?
          Min mor ringede sidste weekend efter en bytur, hvor jeg åbenbart havde sendt hende en sms midt om natten, og spurgte om jeg havde haft det sjovt aftenen forinden. Jeg svarede at det havde været fint. Min mor spurgte om jeg havde mødt nogle søde mænd. Jeg svarede nej. Min far råbte fra et sted i baggrunden og jeg spurgte min mor hvad han sagde. Hun gentog hans ord og jeg begyndte at græde. For pludselig var der noget indeni mig, som jeg havde prøvet at gemme væk, der dukkede op. Som om nogen havde kaldt på det og det kom stormende. Min fars ord var: "Hvad hedder han?", og pludselig gik det op for mig at der var en grund til at jeg ikke har mødt nogle andre. En grund til at jeg ikke har forelsket mig i en fremmed på mit studie. Jeg har ikke fået bearbejdet hele T-situationen. Jeg valgte at gemme det væk og bilde mig selv ind at mine følelser have spillet mig et puds, da T ikke gengældte dem. Jeg valgte at tro på det, for at komme hurtigt videre. For ikke at miste ham som ven. Men nu er han tilbage. I hvert fald nogle uger. Og hvordan er det så lige at jeg skal forholde mig? Se det som den afslutning jeg behøver for at komme videre, eller bliver det en opblussen af de ubrugelige og ugengældte følelser jeg har for ham? Og hvad har jeg egentlig tænkt mig hvis det ikke bare bliver en afslutning?

Det er mig en gåde hvordan mit liv, gang på gang, kan gå fra at være helt begivenhedsløst, til pludselig at være tv-serie materiale. To gamle flammer på én uge? Hvad er oddsene? Al den uro det skaber i mit liv er på én og samme tid fantastisk og forfærdelig. Det får mig til at stille spørgsmål som jeg ikke kan besvare. Jeg bliver både mere klar i hovedet og lang mere forvirret. Og pludselig bliver jeg igen i tvivl om, om jeg har en personlighedsforstyrrelse. Men måske det bare er sådan vi kvinder fungerer i sådan nogle situationer. Nogle tanker bliver styret af vores følelser, andre prøver vores hjerner stadig at kontrollere og så bliver det et forfærdeligt rod. Mest af alt fordi man konstant forestiller sig det værste OG det bedste der kan ske, på én gang. Hvis man skal lære af det bliver man nødt bare at leve det hele ud og sige det samme til sig selv, hvis det går galt, som E sagde til sine to kærester: Shit happens.
       
       

Beregner ny rute

For 11 måneder siden levede jeg, på 4. år, i et lesbisk forhold med Uffie. Vi mødte hinanden da vi var 19 år gamle, og flyttede hurtigt sammen og anskaffede os en hund, Tyfon. Men på et eller andet tidspunkt gik noget galt. Jeg vågnede, som fra en drøm, og opdagede at jeg ikke var til kvinder. Jeg så attraktive og tiltrækkende mænd over alt. Kunne pludselig ikke modstå duften af mandeparfume, og drømte om nøgne mande overkroppe og skæg der kradsede. Hvad der udløste den pludselige, og ekstreme, lyst til at udforske det modsatte køn er endnu uvist, men det resulterede i at jeg forlod Uffie. Jeg pakkede mine ting, tog Tyfon under armen og forlod vores fælles hjem uden en nødplan. Uffie var ødelagt og var under opsyn af venner og veninder døgnet rundt i noget der ligner en måned før hun igen turde at være alene. Jeg kastede mig der i mod hovedkuls ud i et forhold til en mand(læs:E), der duftede af mandeparfume, hvis skæg kradsede og oven i købet var yderst attraktiv. Jeg gik ud fra at jeg her havde fundet hvad jeg havde længtes efter. Men det viste sig ikke at hænge sådan sammen. Manden jeg havde mødt var forfærdelig egocentreret, og det endte med at gå i stykker. Men hvad skete der egentlig med Uffie?

          Uffie lå i sin seng 90% af tiden den første måned efter jeg havde forladt hende. Hun blev passet, plejet og våget over af trofaste venner og veninder. Da hun endelig var klar til at genoptage sit liv, mødte hun en kvinde. En jysk, naiv, mørkhåret kvinde. På alle måder forskellig fra mig, så vidt jeg har fået fortalt. Uffie er dog ikke klar til at indlede et forhold til denne nye kvinde endnu, så hun trækker tiden. Hun beslutter sig dog cirka 3 måneder efter vores, for hende, alt ødelæggende brud, at indlede et forhold til kvinden. Alt i mens jeg står med mit hjerte dinglende fra brystkassen, uden nogen til at gribe det. Så hvorfor er det lige at det var hende der fandt en ny først? Tilfældigheder? Det tror jeg næppe!

          Efter snakke med Mira og Anna har jeg efterhånden fået samlet tilpas meget materiale til at kunne udtale mig. Ifølge mine statistikker er det oftest den forladte part der er den første til at finde en ny. Ligesom med Uffie der løb ud og fandt "kvinden i sit liv" efter min exit. Der findes to, nej tre grunde.

1.
Den part der forlader sin partner har brug for at finde sig selv efter et endt forhold. Man har måske længe gået og pønset på at stoppe forholdet. Vejet fordelene og ulemperne, og er til sidst blevet enig med sig selv om at det er bedst at forlade sin intetanende partner. Man har derfor, som den der har taget beslutningen, brug for at finde sig selv igen. Man har brug for at bearbejde det hele, og brug for at være alene. Derfor går man altså ikke ud og kaster sig i armene på den første og bedste potentielle partner.

2.
Den efterladte står i en situation som vedkommende ikke havde regnet med. Pludselig er der et stort hul i hverdagen. Trygheden er væk, og man er helt alene i verden. Det bedste man kunne gøre var at finde sig selv, men i stedet prøver man at presse et andet menneske ned i det hul som ens tidligere partner efterlod. Og hvis man er desperat nok kan man få de fleste mennesker til at passe, hvis bare man presser lidt. På den måde kommer man hurtigt videre. Man er dødsensangst for tomrummet, og derfor holder man fast i "hovsa-løsningen" så længe man kan.

3.
Den tredje løsning er en kombination af ovenstående.

Det er altså ikke altid en god ting at være den første der kommer videre. I hvert fald ikke hvis man er den efterladte part. Og slet ikke hvis der sker 3 måneder efter at ens kæreste har forladt en og taget hunden med! 

          Det er muligt at jeg er bitter over Uffies hurtige comeback til livet med en partner. Det er endnu mere muligt at jeg er både bitter, indebrændt, fornærmet, jaloux og voldsomt irriteret over hendes lykkelige liv, uden mig. Men i virkeligheden handler det mere om at jeg er en dårlig taber, end om at jeg vil have hende tilbage. For det vil jeg ikke! Jeg har bare ikke lyst til at være den stakkel som Uffie kan give gode råd, såsom "Du finder nok en, en dag" eller "Måske dumper der pludselig ind i dit liv, ligesom Louise gjorde i mit". Føj! Der er ikke nogen der skal 'dumpe' ind i mit liv. Jeg vil gerne selv have lov til at vælge. Ligesom i supermarkedet. Man skal aldrig tage den første og bedste vare, man bliver nødt til også at kigge på de andre olivenolier før man beslutter sig. Ellers ender man med at komme hjem med en olie der ser dyr ud, men smager rædselsfuldt.

          Eller.. måske er det ikke helt ligesom olivenolie. Måske er det mere som med en GPS. Den skal først finde din position før den kan guide dig til en ny og endnu ukendt, ellers ender man med at køre rundt på må og få. Sådan er det også lidt med livet. Man skal først vide hvor man står, før man kan rykke videre til et nyt kapitel i sit liv.

"Bondemanden han har altid travlt.."

I mit liv som kvinde har jeg mødt mange forskellige mænd. Der er DJ´en, blærerøven (ofte kombineret med DJ), den reelle jyde, drengerøven, nørden, landmanden, den intellektuelle, ham der lader som om at han er intellektuelle men i virkeligheden er ganske blank (også gerne kombineret med både DJ og blærerøv), ADHD fyren, skateren/snowboarderen/surferen, rapperen, den følsomme musiker osv. osv.
     
          I forbindelse med mine møder med mænd, har jeg opdaget at især landmændende prøver at omvende mig. Hvem har bildt de stakkels mænd fra landet ind at de kan omvende inkarnerede københavner piger til hjemmegående husmødre? Måske realityprogrammer som "Bonde søger brud" har været medvirkende, men det kan da ikke kun være derfor. Dette skete for mig i lørdags. Og hvordan er det lige at man fortæller en mand der bor på landet og nyder det, at jeg hverken bryder mig om grisefarme, stråtæktehuse eller traktorer? Jeg prøvede diskret at remse forskellene op. "Jeg kan ret godt li´ at der er liv omkring mig. Det er fx rart at kunne købe mælk kl. 2 om natten. Det kan man altså ikke på landet." Men det forstod landmanden ikke så jeg tyede til mindre diskrete, og ret overdrevne, hentydninger om at jeg virkelig godt kan lide byen. "Jeg ELSKER bilos, stoffer og så er det MEGA spændende at man ALDRIG kan vide sig sikker på om man bliver SKUDT når man går sig en tur."Den sidste udtalelse skræmte heldigvis landmanden lidt, og han stoppede med sine fortællinger om den skønne natur, flere kilometer til nærmeste nabo og grise der får klippet halerne af. Men det jeg husker bedst er at han gentog den samme sætning, igen og igen. "Jeg kan ikke forstå hvorfor du er single".
          Hans udtalelse gjorde mig først lidt harm. Endnu en stikbemærkning om at jeg burde finde mig en kæreste. men nej, han forstod bare ikke at man kunne være single, i mere end et par måneder, i så stor en by som København. En by fyldt med mennesker, singler, folk der går fra hinanden. En by fyldt med klubber og barer der er overproppede, med rig mulighed for at møde nye potientielle partnere. Men i København taler man ikke med fremmede. Man holder sig for sig selv. Når jeg har prøvet at bryde den grænse og givet mit nummer eller fået et, så er der alligevel ingen kontakt når promillen igen nærmer sig nul. Vi er opdraget med at fremmede er farlige. Vi skal ikke gå med dem hjem. Vi må ikke give vores nummer ud. Men det sker, når vi er fulde, at vi alligevel bryder de regler. At vi går med en fremmed hjem. At vi giver vores nummer ud. Men når vi vågner dagen efter fortryder vi alt, for fremmede er farlige.
          I København kan man altid møde en smukkere og mere veluddannet mand, så her må man på et tidspunkt beslutte sig for at "nøjes". På landet er det noget andet. Man har ikke helt så mange muligheder. Man venter ikke på om der dukker noget bedre op, for det findes måske slet ikke. På landet er det ikke dumt at tage den første og bedste. Måske derfor forstod landmanden ikke at jeg stadig var single. Måske handler det i virkeligheden mere om at være kræsen end om at møde mennesker. For hvem har brug for at møde nye potientielle partnere hvis man har fundet en der er ganske udemærket? Altså lige bortset fra, at nogle af os (læs:mig) er opdraget til ikke at lade sig nøjes. Jeg nægter at nøjes med 7-taller, jeg vil have 12. Jeg nægter at nøjes med en dårligt job, jeg vil have en topstilling. Jeg nægter at nøjes med en nogenlunde kæreste, jeg vil have en der er perfekt. Og måske, netop derfor har jeg ikke fundet nogen endnu. Måske er det derfor at jeg afviser landmanden, fordi jeg VED at der findes bedre. Måske er det derfor jeg tager til Paris, fordi min forestilling om franske mænd er nær det perfekte.

          Det kunne være at man skulle lade sig nøjes, og ikke altid have så travlt med at være perfekt. Finde en udemærket kæreste og stoppe med at lede videre. Men en ting er sikkert og vist, jeg bliver aldrig kærester med en landmand.

Et nyt fundament

Det er vidst på tide at give bloggen en saltvandsindsprøjtning. Jeg har haft en travl måned på uddannelses- og musikfronten og har derfor ikke skænket dagbogen en tanke. Men det er slut. Jeg vil fra nu af prøve at opdatere en gang om ugen, og håber på at kunne overholde det.

          Jeg er single. Mine veninder er singler. Men det er åbenbart et problem. Vores forældre, bedsteforældre, ja selv vores venner og veninder i faste forhold forventer at vi snart finder en kæreste, og vores respons er blevet automatiseret. Jeg gik tur med Tyfon i går aftes og passerede en far og hans datter, der var på min alder, og han havde, ud fra hendes svar, nævnt noget med at finde en kæreste snart, for hun svarede ligesom jeg gør. Hver gang jeg får en stik-kommentar om min singletilværelse svarer jeg "Ja, men alle de gode mænd er taget", og hvad er det egentlig for et svar? Jeg vil vædde med at single mænd svarer stort set det samme, de fleste skifter dog "mænd" ud med "kvinder". Men hvordan kan jeg forsvare det når mine bedste veninder er singler? De er gode kvinder, og de er ikke taget! Mira er vidunderlig, smuk og på ingen måder kompliceret, men hun har ikke en kæreste. Anna er sexet, spontan og intelligent og hun har heller ikke en kæreste. Hun er dog ikke et godt eksempel da hun dater Skater-boy og måske ikke et ledig meget længere. Liva er bragende musikalsk, varm og en fryd for øjet, men heller ikke hun har en kæreste. Jeg vil ikke bruge mig selv som eksempel da jeg, i følge mig selv, er voldsomt kompliceret, travl og følelsesmæssigt utilgængelig i øjeblikket, og det ødelægger lidt mit argument. Men hvordan kan jeg tillade mig at sige at "Alle de gode mænd er taget", når mine veninder er singler og er intet mindre end fantastiske? Der må da findes mænd derude, som siger det samme om kvinder, der ville være perfekte match til mine veninder. Vores svar er i virkeligheden mere en undskyldning end en forklaring. Vi undskylder overfor vores nærmeste at vi ikke har fundet en passende partner, og i virkeligheden burde vi slet ikke undskylde. Nej, vi burde være stolte af at have modet og overskuddet til at være alene. Verden er ikke lavet til singler. Supermarkedernes portioner er ikke single-venlige, lejelejligheder er for dyre til at man kan bo én, det er dyrere at bo på enkeltværelse end på dobbeltværelse når man rejser, ja selv film og tv-serier, som ellers er singlernes foretrukne virkelighedsflugt, handler om at finde den eneste ene og slå sig ned. Jeg vil fra nu af, når kæreste-kommentaren dukker op, svare "Jeg ser det lidt som udfordring at leve uden, men når jeg bliver træt af singletilværelsen finder jeg en". På den måde får jeg heller ikke overbevist mig selv om at alle de gode mænd rent faktisk er taget, for i bund og grund tror jeg ikke på det. Jeg tror at verden er fyldt med fantastiske, uopdagede mænd.

          Jeg har grundet ovenstående, og min kærlighed til byen, valgt at læse et semester i Paris næste efterår. Jeg tager væk i håb om at blive inspireret, forelsket og klogere. Jeg vil dyrke min musik, nyde gaderne og stemningen, lære sproget, blive dødeligt forelsket og studere det jeg interesserer mig aller mest for. Jeg vil gå lange ture med Tyfon i alle de små, og for mig hemmelige, gader, tage op til Sacré Coeur mindst én gang om ugen og tænke livet igennem imens jeg sidder på trappen og kigger ud over byen, sætte en hængelås på Pont Des Artes, spise mig mæt i macaroons og crème brulée, nyde at blive genkendt på den lokale café hvor jeg vil sidde og se på mennesker. Jeg vil måske blive forfærdeligt ensom, men det vil være i orden for jeg har mig selv. Jeg vil tage på markeder og snakke med de andre handlende om vind og vejr, slå et smut forbi Champ de Mars og håndfodre fuglene, tage på små spillesteder om aftenen og tale om musik, og så vil jeg stå tidligt op om søndagen og nyde at byen også kan være stille. Jeg vil så vidt som muligt bare nyde at være til.
          I København kan det være svært at nyde noget som helst for mig. Min hverdag er blevet en rutine. Jeg står op, går i bad, læser dagens lektier, tager toget, deltager aktivt i undervisningen, tager toget hjem, laver aftensmad, læser, går i seng. Jeg glemmer at nyde min hverdag. Men hvis jeg i en periode skiftede min hverdag i København ud med en hverdag i Paris, ville jeg forhåbentlig lære at sætte pris på den. Jeg kunne starte på en frisk.

          Der er ønsket om at høre til et sted, som er det der får folk til at finde sammen i par. Og så er der ønsket om at nedbryde sit fundament så man kan bygge et nyt. Det er bare et spørgsmål om hvilket ønske der er stærkest, for de eksisterer parallelt i de fleste af os. Jeg har prøvet at bygge mange ting op på mit fundament i tidens løb, men det er altid faldet sammen til sidst. Jeg behøver et nyt fundament for ellers vil mit ønske om at høre til et sted aldrig lykkes. Man kan ikke bygge et stabilt hus på et fundament fyldt med ujævnheder og huller.

It´s complicated

Livet er ikke kun kompliceret for single kvinder. Single mændene er også hårdt ramt. Det gik op for mig da jeg overhørte min, mandlige, overbos telefonsamtale. Kvinder er et mysterie for mænd, og mænd er et mysterie for kvinder. Jeg er dog blevet klogere, efter endnu et afsnit af "Sex and the city", og ved nu at kvinder kan opdeles i to grupper. Der er de komplicerede og så er der de ukomplicerede. Jeg hører til i den første gruppe. Derfor skred E. Det blev for svært med mig og derfor valgte han ukomplicerede F. Ikke at det var det bedste valg i verden, for ukomplicerede forhold har det med at blive kedelige. Ligesom mit forhold med Uffie.

          Efter mange ugers sms-korrespondance mødtes jeg endelig med Uffie i dag. Jeg kan se at hun er lykkelig sammen med "hende den nye", og det glæder mig. For selvom at gør ondt at vide, at jeg ikke kunne gøre hende nær så lykkelig, så retfærdigører det mit valg om at forlade hende. Og det minder mig om at jeg ikke savner hende. Når hun fortaler sig og siger at hun har ikke været så meget hjemme fordi M har været ude og rejse, og jeg spørger om hun ikke tager ud når M er hjemme, bliver hun mærkeligt flov. For det var præcis det der ødelagde mit og hendes forhold dengang. Det startede som en bragende forelskelse hvor vi ikke kunne undvære hinanden, og i stedet for at blive individer igen da forelskelsen lagde sig forblev vi en enhed. En uadskillelig enhed. Jeg blev vanvittig og prøvede at tage ud, og hun blev syg af jalousi. Det resulterede i at jeg gik fra hende. Og nej, ikke på den voksne måde. Jeg valgte at slæbe E med hjem i VORES lejlighed, i VORES seng imens Uffie, dybt ulykkelig, var taget hjem til sine forældre for at søge trøst. Jeg slog op over telefon dagen efter. Og havde hun ikke ringet mig op var der gået endnu længere tid, for jeg flygtede fra problemerne og opholdte mig hos mine venner eller på min skole og tog kun nødigt hjem. Jeg opførte mig som en mand. Jeg opførte mig som om jeg ingen følelser havde, og stak af i stedet for at tage tyren ved hornene. Jeg var engang kærester med en fyr der opførte sig sådan, og nu forstår jeg ham. Kvinder er komplicerede. Eller nogen er. Jeg er i hvert fald. 

          

          Jeg tror aldrig at jeg lærer kunsten at være ukompliceret. Specielt ikke hvis det indebærer at jeg ikke stiller krav, står til rådighed når min mand har tid og ikke PMS´er. Jeg er og bliver en kompliceret kvinde, og måske netop derfor har mine forhold ikke fungeret. Men det er okay. Hellere være kompliceret og ende sammen med en mand der kan håndtere det, end være ukompliceret og være 2. prioritet for de mænd der ikke kan håndtere komplicerede kvinder. Well, it´s complicated.

30-års planen.

Okay, jeg er altså ikke gravid. Jeg er til gengæld tæt på sindssyge. Aldrig i mit liv har jeg grædt så meget som jeg har de sidste par dage. Mine tårekanaler minder mest af alt om et utæt spinklersystem. Græder over alt og ingenting på én gang. Græder når jeg ser en fugl, når min taske er for tung, når min roomie kommer ind af døren og når min kaffe er kold. Det er absolut ingen sammenhæng mellem begivenhedernes karakter og de kaskader af vand der står ud af hovedet på mig. Måske det er en hormonel ubalance? Eller resultatet af 3 måneders konstant stress?

Det skuffede mig en kende at jeg ikke var gravid. Ikke at det var drømmescenariet at skulle have et barn alene, eller med T for den sags skyld, men blev pludselig så forelsket i ideen om at få et barn. At have en jeg kunne tage mig af, en der havde brug for mig, en som jeg kunne elske ubetinget. Tænk at have en hverdag der hang sammen, fordi den skulle. En hverdag med morgenmad ved spisebordet, og ikke stående eller løbende rundt i lejligheden i "sidste øjeblik"-stress. En hverdag med hentning og bringning, og ikke en dag der starter med at afgøre om jeg GIDER at stå op og en indre diskussion med mig selv senere om hvor lidt jeg kan nøjes med at sove, fordi jeg hellere vil sidde på bar end at gå hjem i seng. En hverdag med aftensmad, og ikke kun én gang hver 14. dag. En hverdag med børnetime, og ikke med kriminalserier som udelukkende handler om død og ondskab, og som jeg virkelig ikke kan tåle at se. En hverdag med børnesæde bag på cyklen, og ikke en stiv mand eller 3 flasker vodka og 5 pakker cigaretter. En hverdag med barn, og ikke en hverdag med mig selv som eneste levende indslag (Har selvfølgelig også Tyfon, men han gælder altså ikke). Nej, jeg ville gerne have et barn. Der vil selvfølgelig også være nætter med gråd og mangel på søvn. Dage hvor man bare gerne ville være fri for al´ ansvaret. Perioder hvor man forbander sin egen naivitet, for hvem havde troet at det ville være så hårdt at være forælder? Men jeg er klar! Jeg mangler bare en mand..
          Og hvor fanden opstøver man efterhånden sådan nogen? Har snart opgivet. Skal starte på en ny uddannelse, forhåbentlig, og der vil der selvfølgelig være mænd. Men også en til mig? Måske er det noget jeg udstråler der får folk til at behandle mig som om jeg ingen følelser har. Enten virker jeg for selvstændig, og ud fra det konkluderer mænd at jeg kun vil have sex. Eller måske virker jeg ynkelig og hjælpeløs, og så er jeg et let offer hvis DE kun vil have sex. Det er i hvert fald det eneste jeg bliver "brugt" til. Sex. Og selvom jeg virkelig prøver at udstråle at jeg leder efter en mand, ja så er det alligevel de forkerte jeg ender sammen med. Jeg bliver ualmindeligt hurtigt forelsket, eller det er i hvert fald det jeg tror, og lige så hurtigt af-forelsket når det går op for mig at objektet for mine følelser ikke gengælder dem. Jeg frygter at det ender i en Uffie-situation. Hvor jeg tror at jeg er forelsket, men det i virkeligheden er mere ideen om et forhold end personen jeg er forelsket i. Jeg har jo altid den mulighed at trække mig fra kød-markedet og forblive single til evig tid, det er bare ikke særlig tiltalende.

Konklusionen er altså at jeg skal finde en mand som jeg kan få et barn med. Men gudhjælpemig hvis manden jeg dater finder ud af det. Så er det i hvert fald slut. For hvilken mand under 30 år ønsker sig brændende en barn og er klar til at opgive sit ungkarle liv for en skrigende klump kød? Hvis de findes er de forstandstyperne der bare gerne vil have en stationcar, et job som tømrer og sovs og kartofler til aftensmad, og så vil jeg hellere være alene. Måske jeg bare skal tilbage til min oprindelige idé om at date mænd over 30. Prøvede med den 28-årige, nu 29-årige, og det var en fiasko. Men hvem siger at alle mænd på næsten 30 er ligesom ham? Jeg prøver sgu. Kan jo lade forsøget løbe indtil jeg selv bliver 30. Så får jeg alligevel et barn med mig selv og så behøver jeg ikke længere en mand.

Følelser og fostre

Man kan ikke styre sine følelser, men tænk hvis man kunne? Så havde man mulighed for at spare sig selv for en masse knubs. Jeg kunne fx have forelsket mig i den 28-årige (nu 29-årige), jeg kunne have opgivet E da jeg første gang kunne se at han ikke var god for mig, og jeg kunne lade være med at blande følelser ind i mit og T´s forhold. Men man kan ikke styre sådan noget. Det er ganske enkelt umuligt. Derfor er jeg nu, endnu en gang, dømt til at være ulykkeligt forelsket. Men måske er det bare mit lod i livet? Jeg skal give fyre selvtillid ved at forelske mig i dem, og kan derfor aldrig nogensinde blive elsket tilbage af dem, for hvem skulle så tage sig af alle de andre stakkels mænd med dårlig selvtillid? Jeg har trukket det korteste strå og må derfor leve med at være et redskab.
       
Jeg har oven i det mistanke om at jeg er gravid. En mistanke der driver mig til vanvid. Jeg kan intet gøre før om en uge hvor jeg kan teste. Jeg frygter at jeg skal tage en beslutning om hvorvidt jeg skal beholde det eller få det fjernet, for jeg har virkelig ikke lyst til nogen af delene. I tilfælde af at der er noget, så er det T´s. Og jeg skal IKKE have et barn med T. T skal ikke være far til noget som helst nu, det er han slet ikke i stand til. Han er stadig ung og prøver at finde sig selv. Han skal rejse verden rundt i en bil og.. nej, det er udelukket.
          Jeg har de sidste par måneder overvejet hvad jeg ville gøre hvis jeg stod og skulle tage et valg om at afbryde en graviditet eller få et barn. Jeg er kommet frem til at begge valg er egoistiske. Hvis jeg afbryder graviditeten er det ikke fordi jeg ikke ville kunne tage mig af et barn, men fordi det ikke passer ind i mit liv som det ser ud nu. Jeg ville sagtens kunne ændre mit liv så det ville passe bedre ind, men det har jeg ikke lyst til. Hvis jeg valgte at få barnet ville det være egoistisk overfor faderen. For hvem har lyst til at få et barn med en kvinde som mig? En kvinde som ikke er i stand til at være nogens kæreste, en kvinde der er kontrolfreak, en kvinde der er hysterisk og små-neurotisk. Og hvilken kvinde ville jeg være hvis jeg fik barnet, for ikke at være egoistisk, og derfor krævede børnepenge af en mand der ikke har lyst til at være far? Hvis jeg skulle vælge at få et barn, som ikke var planlagt, så ville jeg ikke tage imod børnepengene. Jeg ville sende dem direkte tilbage, for det var mit valg at få barnet, ikke mandens. Jeg håber dog stadig på at jeg aldrig skal træffe et sådant valg. Jeg håber at min krop bare skaber sig, og ikke viser symptomer på en graviditet. Helt ærligt, så uheldig kan jeg ikke være!

Jeg er fast besluttet på at finde en anden mand. T og mig skal bare være venner, ligesom vi hele tiden har været. Det nytter ikke noget at jeg forelsker mig i folk som jeg har brug for. For forelskelser ender altid i rod. Det er muligt at jeg skal fortælle T det en dag, men måske det kan klares når han kommer hjem om et år? Jeg er også ret fast besluttet på at jeg ikke skal være mor nu. At jeg ikke kan få mit liv til at være, eller blive, som jeg ønsker hvis jeg vælger at få et barn nu. Jeg er altså endnu en gang blevet kastet tilbage til status quo. Det føles efterhånden lidt som om der er kommet en kæmpe ridse i pladen efter jeg gik fra Uffie, og mit liv hakker. Måske jeg skal prøve at sætte en ny plade på?

T

Hvem ved med sikkerhed at vi bliver lykkeligst med en anden? Hvem siger at ens drømme bliver opfyldt hvis blot man bliver gift?

          Det virkede pludselig så urealistisk, at jeg skulle kunne leve sammen med et andet menneske. Da jeg gik fra Uffie i november brast mine drømme om en lykkelig familie med mig som "mor". Jeg blev, efter E-episoden, mere og mere overbevist om at jeg ikke var skabt til at leve i tosomhed. Men de sidste få dage har mit syn ændret sig.

En bekendt døde hvilket fik hele vennekredsen, som han plejede at indgå i, til at rykke tættere på hinanden. Og selvom vi støttede hinanden og selvom vi prøvede at forstå alles følelser, så manglede jeg pludselig en der var endnu tættere på. En der kunne holde om mig, kysse mig og få mig til at tro på at livet ikke altid er uretfærdigt. Og pludselig stod han der bare. Fortalte mig at jeg var smuk selvom jeg lige havde grædt, muntrede mig op med anekdoter fra hans barndom og forstod mig selvom jeg ingenting sagde. Han sov hos mig. Vi fjollede rundt som to forårskulrede teenagere, og mere skete der ikke. I virkeligheden en skøn historie, lige bortset fra at.. det er T.
T som jeg kaldte "min nye bedste ven", T som Anna datede for under to mdr. siden, T som rejser d. 1/8 og først kommer hjem om et år. Jeg har altså endnu en gang rodet mig ud i noget som ikke er særlig smart. Problemerne virker uoverskuelige, jeg har derfor lavet en liste:

Problemer forbundet med at se T:

- Jeg risikerer at få noget i klemme med Anna. For selvfølgelig er det mærkeligt at ens veninde, og roommate, dater en mand som man selv var ret glad for i en periode. 

- Jeg risikerer at ødelægge mit og T´s venskab. Det var trods alt ham der forsøgte at tage sig af mig dengang jeg flyttede fra Uffie.

- Jeg risikerer at få følelser i klemme. T rejser om to uger, og hvad ville være værre end at forelske sig for derefter at sige "Vi ses om et år"? Eller at jeg forelsker mig i løbet af året, og når han kommer hjem har han fundet en anden i.. Rusland?!

- T risikerer at få følelser i klemme. Hvis han kører sig selv op i løbet af det næste år, og han kommer hjem og jeg skal giftes.

Må indrømme at jeg er mest bekymret i forhold til Anna. Hun har sagt at alt er i orden. Men hvor ville man også føle sig egoistisk hvis man ikke undede sin veninde nærhed. Så selvfølgelig siger man at alt er fint, også selvom man får en knude i maven når man tænker på det. Ikke at det nødvendigvis er sådan hun har det, men sådan ville jeg have det. Det er ikke let at dele mænd med nogen, og slet ikke sine veninder. 

Alt det med følelser tror jeg egentlig ikke bliver det største problem. Altså jeg regner ikke med at forelske mig i T, og jeg regner heller ikke med at han forelsker sig i mig. Vi har været venner de sidste to år, og det er ikke let at vende venskab til kærlighed. Det virkede bare så trygt og naturligt da vi var sammen. Måske det bare er sådan når man kender hinanden rigtig, rigtig godt.

Det er egentlig mærkeligt, for når jeg tænker mig om har det, med mig og T, været under opsejling i lang tid. For to år siden var jeg meget fascineret af ham. Han har utallige gange fortalt mig hvor fantastisk jeg er. Vi har flirtet når vi har kunne komme til det. Men jeg troede egentlig bare at det fungerede sådan med drenge-venner. At spillet stadig ville være en del af det, men bare uden at det nogensinde ville føre til noget. Jeg havde ikke ret.

De sidste par dages begivenheder har fået mig til at droppe overvejelserne om at være alene resten af mit liv. Jeg har forstået at jeg nok bliver lykkeligst hvis jeg finder en jeg kan dele mine glæder og sorger med. En der kan opmuntre mig. En der kan få mig til at føle mig tryg og elsket. 

T har færdiggjort sit arbejde. Han prøvede at holde sammen på mig efter bruddet med Uffie, og nu har han overbevist mig om at kærlighed er at foretrække fremfor, stædigt, at fastholde min selvstændighed.

Tak.

IKEA-mænd

Nej det er ikke altid ovre selvom man tror det. Følelser forsvinder ikke bare, og det gør E åbenbart heller ikke. Overraskede mig med en "Du skylder stadig en middag"-besked. Og fik MEGET ufrivilligt sommerfugle i maven. Jeg har virkelig ikke tænkt mig at falde i igen. Konfronterede ham med F og kæreste-tingen. Hans svar var som forventet "Vi er sådan semi-kærester". Manden holder stadig alle døre åbne.
        Nej mænd som ham skal man ikke gå tilbage til. Jeg er kun interessant fordi jeg er kommet på afstand. Han er vel ved at samle et harem udenom F. Et slags sikkerhedsnet. Men det kommer jeg ikke til at indgå i.

Mira har været på endnu en date med Annas bror, og jeg er nu helt glad for at jeg ikke var den udvalgte. Efter et tabt spil backgammon valgte han nemlig at skubbe spillet så langt væk som muligt og næsten råbe "Fuck det lort!". Jeg HADER dårlige tabere. Jeg hader i det hele taget folk der reagerer sådan på småting. Men heldigvis betyder det ikke noget særligt for Mira der lykkeligt fortsætter sit date-forhold til manden.
          Jeg er heller ikke den bedste til at tale "mandsk". Nej, jeg taler følelser og det kan godt komplicere tingene en del. Jeg prøver virkelig at være logisk og rationel når jeg taler med mænd, men det er ikke altid det lykkes. Som i dag da E mindede mig om det med middagen og jeg svarede "Tja.. Orker bare ikke rigtigt". Jeg skulle have skrevet "Det er muligt. Men jeg har ikke lyst fordi..".. Fordi hvad? Fordi jeg stadig er forelsket og derfor synes at det er for hårdt? Det er næsten umuligt ikke at tale "kvindsk" når det nu engang er det man er vant til.
       
Vi kan lige så godt indse det. Mænd og kvinder taler ikke samme sprog, og det kommer vi heller aldrig til. Selv ikke selvom vi bilder os ind at den bløde moderne mand eksisterer. For det gør han ikke! Jeg falder dog selv i fælden gang på gang og tror at det interesserer mine mandevenner hvem jeg ser for tiden, hvad jeg tror jeg føler og hvor svært det er at finde den helt rette balance mellem desperat og tilbageholdende. Men de er jo egentlig ligeglade. Informationen om at jeg ser en og hvad han hedder er nok for dem. Så kunne jeg briefe dem en gang i mellem og sige: "Det går fint med *indsæt navn*", eller "*Indsæt navn* har sluttet det hele, har du en ven der vil overtage?". Ikke for mange detaljer, mænd kan simpelthen ikke rumme det.
          Vi kvinder derimod, elsker at mæske os i detaljer og analysere vores mænd til uigenkendelighed. Hvilket også er det der gør de fleste kvinder, mere eller mindre, neurotiske. Vi analyserer gerne vores forhold til atomer, hvorefter vi ikke kan finde ud af at samle det igen, og efterlader det på en bænk i Enghaveparken eller i et køkken i Vanløse. Og hver gang det sker efterlader vi en person der mest af alt ligner et IKEA møbel der mangler nogle skruer. Nogle af skruerne har vi gemt i vores dametasker i tilfælde af at vi skulle få brug for dem, resten har vi bare spredt udover hele indre by. På alle de caféer og restauranter hvor vi livligt har diskuteret vores forhold i stykker, i alle de butikker hvor vi har brokket os over vores kæresters ligegyldighed, på alle de gader hvor vi, fulde på vej hjem fra byen, har overvejet at tage med en anden hjem. Og så står mændene der og falder fra hinanden, indtil der kommer en ny kvinde forbi og prøver at samle dem med de skruer hun har taget med fra sit tidligere forhold. Og nogle gange lykkes det, andre gange er der simpelthen ikke nok skruer og så ender det med at kvinden efterlader manden i et tog på vej til Farum med dametasken fuld af skruer.

Det er på den måde ikke altid muligt at få det til at fungere med en mand. Ikke fordi man ikke vil, bare fordi man mangler skruer. Og sådan er det med E. Jeg har simpelthen ikke nok skruer til at samle ham. Han bliver ved med at falde fra hinanden, lige meget hvor meget jeg prøver. Og så må man bare indse at det ikke kommer til at lykkes, og i stedet prøve at finde en mand der mangler knapt så mange skruer. En mand man kan samle.

Bryster vs. mælkekasser

Jeg hørte radio forleden og endte midt i et program om singler. Der er over halvanden million singler i Danmark, og jeg er én af dem. Hvordan fanden kan der gå så mange enlige mennesker rundt uden at finde hinanden? Kan det virkelig være rigtigt at 1 ud af 5 er single? Vil i så fald begynde at tælle fra nu af. Optaget, optaget, optaget, optaget, SINGLE!

Men det er heller ikke let. Hver anden mand har en diagnose (dette bygger ikke på faktiske tal) og resten har "bare" problemer med at binde sig. Hvor fanden finder man en helt almindelig mand? En der hverken løber skrigende væk bare fordi man lægger en tandbørste hos dem, eller en der, på den skizofrene måde, bliver ved med at ændre personlighed. Jeg har for nyligt oplevet det sidste, og det kan jeg på ingen måder anbefale. Min mormor så engang en mand der flygtede da det hele kom for tæt på. Selv mændene over 60 er ikke blevet mindre komplicerede. Det ser altså sort ud for os 800.000 kvindelige singler. Mest fordi der kun er 700.000 enlige mænd. Det risikerer at blive lidt ligesom stole-leg. Man løber forvirret rundt og sætter sig pludselig på en stol, og når man endelig sidder ned så tør man ikke at rejse sig igen. For hvem har lyst til at stå uden nogen stol til sidst? Så hellere en taburet eller bare en ølkasse, for det er da trods alt værre at stå og kigge på alle dem der sidder ned og opdage at man har tabt.

Tror nu egentlig ikke at mændene har det meget lettere end os. Har mødt hundredevis af små neurotiske og hysteriske kvinder, og så er det da klart at mændene også føler at deres valgmuligheder er begrænsede. Ingen har lyst til at møde en kvinde der efter en uge flytter alle sine ting ind i ens lejlighed uden at spørge. Eller en der sidder oppe og venter, med slukket lys, når man kommer hjem efter en bytur med drengene. Der er også dem der kan gå og være fornærmede og afvisende i flere dage fordi deres kæreste har glemt at ønske tillykke på deres 21 måneders dag, eller fordi de ikke kunne få lov til at se genudsendelsen af afsnit 4952 af "De grumme mødre" der tilfældigvis blev sendt midt i EM finalen. Nej, jeg forstår godt mænd. 

Men hvordan fanden skal det hele så løse sig? Man kunne søge udover Danmarks grænser, men ikke for langt ud! For hvis man finder en mand fra et ikke-europæisk land har man jo heller ikke en chance. Nej, for så skal man til at flytte til Sverige eller til sin udkårnes hjemland, og det er altså heller ikke altid at foretrække hvis man nu engang er glad for at bo i Danmark. Man kunne også bare holde sig indenfor Europa, men med 700.000 enlige mænd at vælge imellem i Danmark burde der altså findes bare én der kan opfylde ens krav. Mine krav er egentlig ret enkle.

1)  Han må ikke have arvelige sygdomme (Han skal faktisk helst ikke fejle noget som helst)

2) Han skal være højere end mig (..og gerne mere end 5 cm. Dvs. at alle mænd under 185 cm. er udelukkede)

3) Han må ikke være overvægtig (..og helst heller ikke undervægtig)

4) Han må IKKE have hår på ryggen (men det er et must at han har hår på brystet) 

5) Han skal ikke være så meget i kontakt med sin feminine side at han græder over film (..men heller ikke så ufølsom at han ikke græder når han virkelig burde)

6) Han skal være pæn (hvilket, udover hans genetik, også indebærer at han aldrig, og jeg mener ALDRIG, må have hvide tennissokker på eller lyserøde skjorter)

7) Han må ikke have en lavere uddannelse end mig. (Han skal altså enten have studeret eller være i gang med at studere på universitetet)

.. Okay, måske er mine krav ikke helt så enkle som jeg går og bilder mig selv, og andre, ind. Jeg er ligesom alle de andre 800.000 single kvinder overdrevent kræsen. Men hvor mange kvinder slås jeg egentlig med? Lad os sige at 2/5 dele er under 35, så er vi nede på 320.000. Nogle af dem er vel selvvalgte singler? lad os sige 2%, og måske er 10% af dem mindre attraktive end mig (de kunne fx være udstyret med vigende hårgrænse, kraftigt sort overskæg eller mangle alle deres tænder), Vi bliver dog nødt til at lægge 5% til fra den gruppe jeg frasorterede først, grundet alderen, da "Cougars" efterhånden er et velkendt fænomen, men på den anden side kan vi sortere ca. 30% fra af den oprindelige gruppe, det svarer til dem der er helt og aldeles hysteriske og derfor ikke er i stand til at indgå i et længerevarende forhold med en helt normal mand. I så fald er der altså  209.000 kvinder som jeg skal kæmpe med om de få mænd der opfylder mine krav. Det kunne være at man skulle begynde at brande sig? Eller få lavet bryster? En af mine veninder fortalte en historie forleden. En kvinde hvis kæreste havde slået op, og da de taler om hvad der var gået galt havde manden tre grunde:

1: Langdistance forhold fungerede ikke for ham (godtaget)

2: Hun var for jaloux (også godtaget)

3: Hun burde få lavet bryster, og det skete ikke (???!!!!)
Siden hvornår er det blevet en legitim grund at forlade en kæreste p.g.a. manglende platikoperationer?

Måske er det alligevel i orden ikke at slås for meget med de 209.000 andre. Måske vi i stedet skulle hjælpe hinanden. Advare hinanden på et slags "single intranet" om de mænd man skal gå udenom, eller om dem som andre nu kan overtage? Vi burde stå sammen, der er trods alt en ret stor andel af os der kommer til at stå op for evigt fordi alle stolene er blevet taget. Og jeg vil altså langt hellere stå op, end at sidde på en mælkekasse resten af mit liv. 

Kæreste klar eller kæreste konfus

Hvad?!?!?! Virkelig?!?! Er E blevet kærester med F?! Det var facebook der sladrede.
"Din kæreste bliver nervøs når du ikke svarer.." skrev hun på hans væg. Og nu, 10 min. efter, er den væk! Fordi han ikke ser sig selv som hendes kæreste, eller fordi han bare ikke vil have at andre ser det?
Kom til at skrive til ham og spørge om vi skulle drikke øl senere. Han svarede "muligvis, jeg vender lige tilbage senere". Anna siger at man aldrig skal gå tilbage til noget afsluttet bare fordi man keder sig, og jeg ved at hun har ret. Men mit liv er simpelthen for kedeligt uden.

Mira var på date i går med Annas bror, og de havde det skønt. Vil derfor lægge alt på hylden i forhold til ham og håbe på at noget andet, og mindre besværligt, dukker op. Det er også dumt at blive involveret med sine veninders familiemedlemmer, når København er ét stort tag selv bord for single kvinder i starten af 20´erne. Helt ærligt, hvor svært kan det være at finde en ordentlig mand for en kvinde som mig? 

Har overvejet at tage mig sammen. At opsøge mænd i den kæreste-modne alder, og invitere dem på dates. Men er reglen ikke at man skal betale hvis man er den der inviterer? I så fald har jeg ikke råd til det. Og da jeg i virkeligheden holder utroligt meget af mænd der tager kontrollen, så giver det ikke rigtigt mening at jeg opsøger dem og ikke omvendt. På den anden side er jeg heller ikke typen der bryder mig om at se passivt til imens mit liv stryger forbi. Men jeg har så sandelig heller ikke tænkt mig at ende som E. At blive kærester med en jeg egentlig ikke kan se mig selv med i fremtiden. Så jeg vælger en mellemvej. Jeg inviterer mænd på dates, men lader dem tage styringen derfra. Og lige meget hvor desperat jeg bliver, NÆGTER jeg at blive kærester med nogen medmindre jeg virkelig føler noget.

Kon-cen-tra-tion

Jeg kan simpelthen ikke holde koncentrationen. Måske fordi det kræves af mig. Lidt ligesom når man har lovet ikke at grine inden ens veninde betror en et pinligt problem, og man alligevel bryder ud i et eksplosionsagtigt latter anfald. Sådan har jeg det!

Har lavet overspringshandling på overspringshandling den sidste uge. Hvordan skal jeg kunne bevare koncentrationen når jeg har så meget andet i hovedet?

Det er klart at jeg ikke kan koncentrere mig når:

- Solen skinner.

- Jeg konstant dagdrømmer om mænd jeg ikke har mødt endnu.

- Jeg er så træt af at være træt, at jeg bliver mere træt.

- Jeg har en deadline på en sang, og der absolut ikke kommer noget som helst inspiration til mig.

- Nogen ovenpå har hosteanfald hvert 10. min.

- Jeg har brug for ferie.

- E poster mærkelige billeder på min væg på facebook, og ud af ingenting spørger om hans veninde må låne min xylofon.

- Min eks kæreste Uffie og hendes nye kæreste har profilbilleder de har taget sammen på facebook.

- Facebook eksisterer.

- Jeg bliver ved med at lave overspringshandlinger. (Dette blog indlæg er én stor overspringshandling)

Jeg vil derfor holde fri resten af dagen og lave alt andet end at læse op. I morgen kan jeg måske bedre koncentrere mig.

Og så levede de... til de døde!

Det er ikke let at være en tilfreds single kvinde. Hvis det ikke er problemer med for mange bejlere er der problemer med manglen på samme. Jeg prøver virkelig at kæmpe imod og være lykkelig alligevel, men jeg kan få så usandsynligt ondt af mig selv når jeg sidder alene i min sofa for 3. dag i træk og ikke har været på date én eneste gang de sidste 2 måneder. Jeg prøver at overbevise mig selv om at jeg ikke har brug for mænd, nærhed eller sex, men helt ærligt.. hvem prøver jeg at narre? Jeg lader som om at mænd jeg er tiltrukket af er "blah" når mine veninder spørger. Jeg prøver bevidst at undgå fysisk kontakt, i mit forsøg på at overbevise mig selv om at man sagtens kan leve uden. Jeg foregiver at jeg får kvalme når Anna og T skal på date, men kun fordi jeg prøver at skubbe mit ønske om det samme væk.

Det er faktisk virkelig egoistisk. Jeg burde lade være med at gemme mig bag spydige bemærkninger og lade være med at bilde mig selv og andre ind at kærlighed er overvuderet. For selvfølgelig skal jeg være glad på Annas og T´s vegne, og selvfølgelig burde jeg ikke omtale folk, som jeg egentlig er tiltrukket af, som "lidt for stylede" bare fordi jeg ikke vil afsløre at jeg måske er interesseret, og jeg burde slet ikke ikke bebrejde min veninde, der er kærlighedshungrende som en i helvede, noget som helst. Nej, jeg burde faktisk opføre mig ordentligt! Lade være med at skubbe min usikkerhed og mit savn over på andre og bare gennemleve det. For når man først tillader sig selv at føle, så er det sjældent så slemt som man havde frygtet.

Nu jeg er igang, så undskyld til alle jer jeg har trådt over tæerne. Og jeg synes ikke at ham fyren er helt uinteressant, holder mig bare tilbage fordi min kærlighedshungrende veninde "så" ham først, og fordi jeg ikke kender ham overhovedet (og måske også fordi det er Annas bror!). Og selvfølgelig kan jeg godt forstå min veninde når hun hopper på alt der interesserer sig for hende, i håb om at han er den eneste ene. For hvem ønsker sig ikke at være en del af en fabelagtig kærlighedseventyr der ender med "Og så levede de lykkeligt til deres dages ende"? ..Altså lige bortset fra mig? Ok, måske er jeg ikke helt kurreret, men det gør vel heller ikke noget at jeg har nogle få spydige bemærkninger i ærmet i tilfælde af at nogen virkelig har fortjent dem?

KREA-knust-TI-hjerte-VITET

Jeg har fundet ud af at kreativitet lever af sorg, stress, tårer og vrede. Aldrig i mit liv har jeg været mere kreativ som da jeg lige var gået fra Uffie, og min turbulente affære med E stod på. Det væltede ud med sange, blog indlæg og mere eller mindre gode ideer. Men nu hvor jeg er flyttet og har stoppet mit forhold til E er min kreativitet næsten væk. Den er i hvert fald skrumpet ind og har forlagt sig et sted mellem pandekagerne, pige-pladderen og plateau-skoene. Jeg har i hærdigt prøvet at finde den frem, men med en virusinficeret computer, og derfor et musikprogram der ikke virker, er det forfærdeligt svært. Den kommer heller ikke når man kalder.. Jeg har prøvet.

Selvom mit liv er ganske fejlfrit, altså lige bortset fra delelejligheden vi kun kan bo i, i et år, manglen på en mand, for mange cigaretter, lidt for få kroner på kontoen og...
..Måske er det ikke så fejlfrit alligevel. For jeg savner faktisk en mand. Ikke på den desperate måde, og ikke som i at jeg vil have en kæreste. Bare som i, at det ville være rart at der kom en mand forbi engang imellem og opvartede mig. Jeg ser mænd over det hele i øjeblikket. Tiltrækkende mænd. Og de ser også mig. Det er muligvis forårets skyld og derfor hopper jeg ikke på den. Nej, jeg venter og ser tiden an. Det ville simpelthen være for dumt at have en kæreste når man skal starte på ny uddannelse. Der vrimler det jo med unge mænd, og kan lige så godt tjekke udvalget der inden jeg hopper på noget som helst. Jeg er ikke typen man narrer forår!!

På den anden side ville en ulykkelig forelskelse måske pynte. Kunne godt bruge inspiration til en ny sang eller tre, og er faktisk også ved at være træt af at skrive forholdvist ligegyldige blog indlæg. Så måske jeg bare skulle kaste mig ud i det? Altså blive forårs forelsket.

Kære liv..

Mit liv har det, som før nævnt, med at te sig. Det opfører sig som et 2-årigt barn og er udelukkende styret af lystpricippet. Dette gør min tilværelse ret omskiftelig, og selvom det bringer en del spænding, bringer det også stress og forvirring med sig. Mit liv er dog tilbage til status quo, og selvom det er trygt er det også død kedeligt. Ved dog at det hele ændrer sig om et øjeblik, og nyder derfor hvert et sekund af denne stille periode.

Ozzy havde inviteret mig på middag i dag, men endte med at aflyse. Han var sløj og mente ikke at han var særlig selskabelig. Jeg tror dog at det bunder i at han har fået kolde fødder. Han har før inviteret mig ud hvorefter der, på dagen, pludselig er kommet noget i vejen. Tror ikke at dette tilfælde er anderledes. Men hvad er det helt præcist han vil så? Ved han det overhovedet selv? Har siden han inviterede mig ud, undret mig over om det var en venne-middag eller en date-middag. Kom aldrig frem til noget, og nu er jeg endnu mere nysgerrig.

E er definitivt ude af mit liv, men jeg er åbenbart ikke helt ude af hans. Selvom jeg har gjort det klart at det er slut, flirter han uhæmmet når jeg tilfældigt møder ham. Så snart jeg er færdig på skolen til sommer sletter jeg alt der kan forbinde ham til mig. Hans telefon nummer, facebook og twitter. Aldrig mere egocentrerede mænd med mindreværdskomplekser, hang til modeller eller ulykkeligt forelskede "nyskilte" kvinder.

Er flyttet, og ikke alene. Er flyttet ind i en lejlighed med Anna. Da jeg lærte hende at kende for ca. 6 mdr. siden fortalte hun om hvor rart det var at have en roomie. Jeg gøs ved tanken dengang, men nu sidder jeg her selv. Midt i VORES lejlighed. Og hun havde ret. Hvor er det rart at have en roomie. Det er ligesom en allieret. Vi er os mod alle andre. Lidt ligesom med en kæreste, bare meget lettere.

Jeg ved at stilhed oftest betyder at det går løs om lidt, men helt ærligt så har jeg ikke tid. Står om 2 uger midt i eksamener til over begge ører, og skal have scoret nogle 12-taller for at komme ind på min videregående uddannelse. Så selvom jeg keder mig passer det egentlig udemærket ind, at mit liv har lagt sig i dvale. Det skal bare helst forblive sådan indtil 1. juli, men så må der også godt ske noget.


Kære liv

Vil du ikke være sød at opføre dig pænt indtil d. 1/7-12? Jeg har brug for at du samarbejder med mig selvom du plejer at gøre det modsatte af hvad jeg beder dig om. Jeg lover til gengæld at du må have det lige så sjovt du vil henover sommeren, og du må også selv bestemme dine sengetider..

Jeg håber at du vil tage det op til overvejelse.

Mvh. Elva

Over booked

Jeg flytter! Endelig er udsigten til et liv uden E tæt på. Petruska flytter ind i E´s lejligheden, og jeg kommer ud. Jeg flytter sammen med Anna, og på trods af lejligheden størrelse glæder jeg mig. Der er dog kun midlertidigt til vi finder noget større. Jeg har en tendens til at blive utryg når der sker store ændringer i min dagligdag, og sådan er det også denne gang. Alt er fint, og Tyfon må flytte med, men alligevel er jeg urolig. Det hjælper nok når vi sidder i den nye lejlighed. Når alle vores ting er kommet på plads og vi spiser vores første måltid ved Annas spisebord. Så er alt i orden.

Var til galla i fredags. E lagde op til alt muligt og tog på mig. Jeg afviste ham. Han fortalte at han ikke så særlig meget til F mere, og jeg troede ikke på det. Han sagde at der var rart at se mig, jeg ved at det er en del af hans spil. Jeg opførte mig ordentligt overfor ham selvom jeg afviste alle hans tilnærmelser. Ozzy var derimod helt sig selv igen. Han har de sidste mange måneder været helt og aldeles udenfor rækkevide, men i fredags var han tilbage. Han tilbød gratis øl og inviterede mig på middag hjemme hos ham. Venter nu bare på en egentlig invitation med en dertilhørende dato. Skrev dog til ham i går, lørdag, at jeg ville holde ham op på det selvom han var fuld da han sagde det. Han svarede at det var helt i orden. Min dating-karriere er måske ikke helt slut alligevel.

Min uge er helt proppet med aftaler og er allerede stresset. Skal have fundet ud af flytning i weekenden, læse op til det hænger mig langt ud af halsen, til koncert med Mira, se Annas teaterforestilling og spille et, stadig, ret ufærdigt nummer til en musikaften på torsdag. Håber at alt ordner sig, selvom det lige nu ser meget uoverskueligt ud. I morgen skal jeg underskrive lejekontrakt, beslutte hvilke møbler i den nye lejlighed der er værd af beholde og til fødselsdagsmiddag hos Mira. På lørdag, hvor Annas ting skal flyttes, skal vi fejre Miras fødselsdag hos den, nu, 29-årige. Skal nå en masse, hvornår skal jeg få tid til at nå mig selv?

Sort, sort, sort

Nogle dage virker alt håbløst. I dag har jeg det sådan. Jeg har fået nok af det hele! Er træt og udmattet af lejligheden, E, Ozzy (som er vendt tilbage), Uffie, mit studie og Facebook. Har opgivet i dag, og sidder derfor bare og kigger ud i luften. Jeg skal lave projekt med min studiegruppe fra kl. 14:00 - 16:00 og bliver derfor nødt til at bevæge mig ud af lejligheden. Men har ikke lyst! 

E svarer ikke, og det grænser til tortur. Hader når folk ignorerer mig, især fordi det jeg skriver er vigtigt. Han har fået et anbefalet brev fra en advokat, men han svarer ikke. Han svarer kun når jeg skriver og spørger om han er ude, eller når jeg bare gerne vil vide hvad der sker i byen. Det er ikke fair. Af selv samme grund er jeg træt af lejligheden og vil bare gerne væk. Vil gerne have en hverdag uden E, for selvom jeg ikke snakker med ham eller ser ham, så bor jeg i alle hans ting. Hans navn står på døren, på mit sygesikringsbevis og på ruden i køkkenet. Hans bøger står på hylderne og hans deo står på badeværelset. Jeg vil bare gerne glemme ham.

Ozzy er tilbage. Ignorerede ham de første fem gange jeg gik forbi ham i går, til sidst rakte han hånden ud efter mig. Tog hans hånd og slap den ikke igen. Han har mistet et familiemedlem i en ulykke, og har haft det svært. Var på en eller anden måde glad for at se ham, men har på den anden side ikke plads i mit liv lige nu. Har åbenbart savnet ham, for holdte ham i hånden uden at tænke videre over det. Han holdte også fast.

Uffie har fundet en anden, og er ved at kaste op hver gang den nye pige 'liker' ting på Facebook. Mit studie er udmattende, og ingen har overskud til at gennemføre. Alle prøver at holde gejsten oppe, men det hjælper ingenting.

På dage som i dag har jeg brug for at tage hjem til Mara. Ligge på hendes sofa mens hun sidder i sin stol og, på bedste psykolog manér, ordner mit liv for mig. Hun kender mig bedre end de fleste, og selvom jeg er kompleks forstår hun mig. Hvis jeg har gjort noget dumt er hun den første jeg fortæller det til. Hvis Mara kan tilgive mig, så kan jeg også tilgive mig selv. Det er sjovt som en veninde kan være den eneste man har lyst til at se når man føler at livet er håbløst. Hun har heldigvis tid i dag, så jeg er i gode hænder efter kl. 16.

Synes at jeg skraber bunden lidt for ofte i øjeblikket. Mister modet helt og aldeles og overvejer om mit liv er værd at leve. Kommer dog altid frem til at livet er vidunderligt og at jeg skal leve det. Ser at folk omkring mig bliver bekymrede når jeg forsvinder, selv hvis det bare er en enkelt dag, og forstår at jeg ikke er alene. Så selvom verden ser sort, sort, sort ud i dag så er den måske kun grå i morgen, og det er i det mindste en forbedring.

Kræsen egocentriker

Grådighed står højt  på min liste over karaktertræk jeg ikke kan forlige mig med. Jeg er i denne weekend blevet konfronteret med det på tæt hold, det dukkede nemlig op hos en person jeg virkelig godt kan lide, men som jeg ikke vidste indeholdte dette dybt ucharmerende karaktertræk.
Jeg har også problemer med en del fysisketræk. Et øje der skeler er på top-ti listen over turn-offs. To øjne der skeler er på top-tre. Anna så en mand lige da jeg mødte hende som på alle måder er perfekt. Han kan ALT! Han ser faktisk også ganske godt ud, hvis det altså ikke lige var for hans lazy eye.

Anna har selv foreslået at jeg prøvede at se om det kunne blive til noget med Manden. Som søstre vi dele, så derfor er det helt i orden at tage den andens aflagte mænd. Jeg er da også dybt fascineret af ham, men kan simpelthen ikke se hvordan jeg skal kunne distrahere fra hans øje. Det sidder trods alt midt i hans ansigt. Nej, bryder mig altså ikke om det. Anna siger at man hurtigt vænner sig til det, og hun har muligvis ret, men jeg kan ikke se hvordan jeg skal kunne holde det ud i mellemtiden.

Jeg har fået at vide, hele tre gange på en uge, at jeg er alle mænds drømmekvinde. Grundene dertil kommer her: (ja, jeg laver en liste over hvorfor jeg er en perfekt kvinde, så hvis egocentriske mennesker er på din liste over ting du ikke kan døje, er jeg altså også!)

Hvorfor mændene i mit liv synes at jeg er perfekt:


- I mit 4-årige lesbiske forhold har jeg fået nok af følelser! Orker ikke "Jeg føler at du er ligeglad, når du siger at du føler, at det føles som om..", og orker slet ikke når man selv skal gætte sig til hvad den anden part er sur over. Er derfor meget ligefrem. Hvis jeg er sur siger jeg det, og jeg bærer ikke nag. Laver ikke en scene, og NÆGTER at råbe, skrige og smække med dørene i flere timer!

- Jeg er ret selvstændig og kan derfor ikke holde ud hvis jeg skal være i selskab med det/de samme mennesker altid. En kæreste ville derfor ikke være fast inventar i min lejlighed, men derimod en jeg så tre-fire gange om ugen.

- Jeg er, som følge af min selvstændighed, også en ret habil handy-woman, og spørger derfor ikke om hjælp til at sætte hylder, lamper osv. op.

- Jeg er på ingen måder jaloux anlagt. Jeg har en grundlæggende tillid til  mennesker. Stoler altså fuldt og fast på folk, indtil noget giver mig grund til andet. Og da jeg selv er en ret heftig flirter skal der meget til før jeg føler mig stødt over min kærestes flirten.

- Jeg kimer ikke folk ned. Skriver én besked eller ringer én gang og venter på svar, medmindre det er akut, men det er virkelig sjældent. Er ikke typen der ringer indtil jeg får svar. Der kan være mange grunde til at man ikke tager sin telefon, og det kommer virkelig ikke mig ved hvorfor. Heller ikke hvis det er en kæreste jeg ikke kan få fat på.

- Jeg har ikke drømt om at være hvid brud siden jeg var 8 år gammel, og har i det hele taget aldrig drømt om at blive gift. Har ikke brudekjole, bordplan og blonde-underkjole liggende i tilfælde af et frieri, og panikker i virkeligheden en kende når "..til døden jer skiller" bliver sagt.

..Jeg har da helt sikkert også mine fejl. Jeg er en smule egocentrisk og til tider neurotisk og indadvendt. Men hvis alt det andet er perfekt kan de vel se bort fra mine fejl? Men hvad med mig selv? Kan jeg se bort fra Mandens dovne øje? Hvis jeg nu ikke var så satans kræsen kunne jeg vel sætte pris på alle hans evner og lade øje være øje. Han er trods alt ikke grådig!

Flytning eller flygtning?

Har besluttet mig for at flytte. Kan ikke længere bo i E´s lejlighed. Mest fordi jeg ikke kan holde til hans spil der bliver ved, selvom jeg har sluttet det vi havde. Hvis det vi havde overhovedet kan regnes for noget..
Jeg har brug for at komme væk og ikke have et sikkerhedsnet af mænd der kan gribe mig når ensomheden truer. Jeg har brug for at være single med alt hvad det indebærer. Single søndage, at være det tredje hjul, lange telefonsamtaler med veninder der er i samme båd, følelsen af at kaste sig ned i en dyb afgrund og ikke være sikker på om nogen griber en. Ja, har brug for følelsen af at være fri og kun mig!

Jeg ringede til E i dag og fortalte ham at jeg leder efter noget andet. Han blev sur. Han sagde at jeg var tarvelig, men kunne ikke forklare hvorfor, ellers sagde han næsten ingenting. Svarede kun med en-stavelses ord, og virkede fjern. Jeg har gjort E sur! Hvilken fantastisk fornemmelse at være den der styrer slagets gang. Det er mig, mig der siger fra, og mig der har såret E. For første gang lød han ked af det. Men hvad havde han regnet med? Spurgte ham, og det eneste han svarede var: "Du kan bo der så længe du har lyst!", og jeg sagde: "Men hvad nu hvis jeg ikke har lyst til at bo her mere?". Tror at det var netop den sætning der slog hårdest. Selvom følelsen af hævn er vidunderlig, så gnaver den dårlige samvittighed alligevel. Han hjalp mig jo faktisk da jeg lå ned, og ingen andre var interesserede i hvordan jeg havde det. Han hjalp mig virkelig! Men hans dårlige opførsel og vores "brud" for nylig gør, at det ikke længere er holdbart. Som Anna og Mira så rigtig sagde: "Det er netop den reaktion der gør at du ikke kan bo der længere. Der er jo stadig følelser indblandet, både fra hans og din side, og så er han ikke længere bare en udlejer.".

De har ret. Han er ikke bare min udlejer, han er en mand jeg har.. har haft et crush på. Han har været den eneste grund til at jeg ikke er gået til af selvmedlidenhed de sidste 4 mdr. Han har været grunden til at jeg spiste, gik i skole og tog ud og morede mig, selvom jeg ikke havde lyst. Men det er han ikke længere. Nu er han bare E. Og E skal ikke længere være en grund til noget som helst. Jeg skal være grunden til at jeg står op, grunden til at jeg har lyst til at være til, grunden til at jeg er lykkelig.

Så jeg flytter altså. Selvom jeg er glad for hvor jeg bor, skal jeg videre. Men kunne vel egentlig tolke det som om jeg flygter fra E, men det gør jeg ikke. Når man flygter er man nødsaget, jeg har truffet et valg. Jeg har valgt at flytte fra E. Jeg har brug for nye omgivelser og nye affærer.

Forresten.. Hvad bliver der af ham fra IR´s opkald? Han fik mit nummer i weekenden og han lovede at ringe. Han spurgte oven i købet selv efter mit nummer. Meget mærkelig mand!

Alene

Jeg elsker at være alene. Jeg nyder at være uafhængig og egoistisk. Derfor er forelskelser også en af de mest absurde ting der, trods alt, gang på gang finder vej til mit liv. Jeg bliver både afhængig og ganske uselvstændig af det, og det ligner mig meget lidt. Jeg bryder mig faktisk ikke om det! ..Jo selvfølgelig er det rart at mærke varmen og suset når man ser sin udkårne, men når det hele er overstået og jeg kigger tilbage bliver jeg så mærkeligt utilpas. For hvor var JEG i al forelskelsen? Jeg forsvinder helt og aldeles, og det er ret skræmmende.

Jeg er netop landet i København efter en mindre rejse. Jeg er fyldt op i alle henseender. Jeg er derfor vendt tilbage med en ro og afklarethed jeg ikke var i besiddelse af inden jeg tog af sted. Jeg kom ind af døren kl. 23:45 og fandt E´s og F´s tasker på min sofa. Var lige ved at ødelægge min indre ro, men følte efter og opdagede at jeg ingen grund havde til det. Min mave vendte sig ikke og mine tanker løb ikke af med mig. Jeg var præcis lige så rolig som jeg hele tiden havde været. Det var mit tegn på at jeg var fri. Endnu en gang har jeg vendt min forelskelse til ro. Jeg har formået at vende de aller mest ukontrolerbare følelser til fred.

Har brugt min ferie med en familie jeg ikke har mødt før. De minder en del om min egen, lige bortset fra at de er en storfamilie. Jeg er enebarn, og det er ikke noget man mærker. Har, heldigvis, altid været meget nøjsom og ydmyg og er derfor ikke blevet et kommanderende og umuligt menneske. Men jeg ville ønske at jeg havde nogle søskende. Jeg har været stand-in storesøster for en 10-årig pige de sidste par dage, og jeg ELSKEDE det. For helt ærligt.. mine forældre lever ikke evigt, og så står jeg der alene! Det er muligt at jeg har mine venner, og forhåbentlig selv har fået en familie til den tid, men jeg er stadig alene. Ingen vil kunne fortælle om min barndom, andre end mig selv. Og hvem skal minde mig om hvordan min far altid fortalte lange historier om "dengang han var dreng", og at min mor var så forbandet forvirret at hun fortalte anekdoter og derefter glemte at de nogensinde havde eksisteret? Hvad skal der blive af fortællingen om mig?

Det er muligt at jeg nyder tiden i mit eget selskab, men hvad nu hvis jeg ender som en trist, grå, buttet 40-årig single?! Og hvad så når jeg bliver helt alene, uden mine forældre, og alle mine venner har stiftet familie? Skal jeg så stå på sidelinjen og kigge på, mens alle vil klappe mig på skulderen og fortælle hvor flot det er at jeg ikke går på kompromis og bevarer min selvstændighed, trods udsigten til et laaaangt og ensom liv? Jeg vil ikke være en af dem!! Det er jo ikke på den måde jeg vil være alene, vil bare gerne have lov til at beholde mit indre for mig selv.
..Det behøver man da ikke at være alene for, vel?

Kvartals opgørelse

Gennemlever i øjeblikket en ret alvorlig krise. Krængede mig hjerte ud i går og E svarede at han ikke var forelsket i mig, ikke umiddelbart i hvert fald. Han har, endnu en gang, lavet et forsvindingsnummer og er altså ikke til at komme i kontakt med overhovedet. Derfor har jeg valgt at forlade byen. Bare for et par dage dog, men stadig væk. Mit liv roder, og jeg efterlader det hele i morgen tidlig. Håber at en anden rydder op inden jeg kommer hjem, men tvivler. Hvem har lyst til at stå med hænderne i en bunke med brugte trusser, sure sokker og uægte smykker?

Første kvartal af 2012 i tal:


Liter kaffe indtaget: 274

Antal affærer: 3

Antal knuste hjerter (inkl. mit eget): 2½ (Den 28-åriges, mit og lidt E´s (læs: ønsketænkning)).

Kilo kropsvægt tabt/taget på: Tabt 9 og taget 4 på igen (ligner nu næsten et rigtigt menneske igen).


Antal timer brugt på at kædehade F: ½ (Den halve time var før jeg fandt ud af hvor stor en nar E er overfor hende. Nu har jeg bare ondt af hende).

Antal timer brugt på at analysere E´s og mit forhold: Alle døgnets vågne timer (Er dog ikke kommet frem til noget som helst).

Antal børn: 0 menneske børn, 1 hunde barn (Tyfon)

Antal udenlandsrejser: 1 (rejser igen i morgen, men det er jo første dag i andet kvartal og tæller derfor ikke).

Forårsrengøring

Har besluttet at det er på tide til en forårsrengøring. Både i mit liv og i min lejlighed. Har brug for orden omkring mig for at jeg kan få mit indre i balance. Det er dog noget af en opgave. Min lejlighed ligner på overfladen et hjem fra et boligmagasin, men så snart man kigger efter ser man virkeligheden. Al rodet er blevet proppet ind i skabe og ned i skuffer, og selv mine vægge skal vaskes ned.

E skal ikke have lov til at fylde så meget i hverken min lejlighed eller mit liv, så derfor flytter jeg alle hans ting ud i skabet på trappen. Lejligheden skal ikke konstant minde mig E, lejligheden skal minde mig om min ny fundne frihed. Apropos "ny fundne", hvor længe kan jeg så blive ved med at sige "Jeg er lige kommet ud af et langt forhold"? Er 4 måneder kort eller lang tid? Og hvis det er lang tid skal jeg så til at sige "Jeg er ikke klar til et forhold, selvom det er ved at være lang tid siden at jeg gik fra min kæreste."? Det lyder som en dårlig undskyldning..

Drak kaffe med min eks kæreste Uffie i søndags. Ikke som en date, men som et forsøg på at blive venner efter vores ret dramatiske brud i efteråret. Det gik overraskende godt, og jeg fik hverken kvalme eller sommerfugle i maven da jeg så hende. Hun har åbenbart fundet en anden, og først var jeg glad på hendes vegne. De er ikke kærester endnu, men godt på vej. Uffie er forelsket og den nye pige gengælder så vidt jeg kunne forstå hendes følelser. Da hun var gået blev jeg pludselig bitter. Hvorfor har hun fundet en anden når jeg ikke har? Hun skal oven i købet finde en blandt det begrænsede udvalg af lesbiske i København, jeg skal bare finde en mand. København er næsten et tag-selv-bord for en heteroseksuel kvinde, men alligevel har jeg ikke fundet en. Tænkte videre over det, og kom i tanke om hvor hårdt Uffie har haft det efter vores brud. Hvor tidligt det egentlig er at have fundet en ny, næsten fast, "kæreste". Hvor kedeligt det er, og hvor lidt det stemmer overens med måden jeg har lyst til at leve mit liv på. Besluttede mig dog for at finde hende den nye på Facebook, blot for at kunne sætte et ansigt på hende (læs: i håb om at hun ikke var pænere end mig). Fandt hende, lad os kalde hende Ida, og hvor blev jeg lettet. Ida er i grunden en ganske køn pige, men hvor ser hun dog kedelig ud. Hendes tøj reddede min dag, for hvor er det dog mainstream og jysk (og dermed ikke sagt et eneste ondt ord om jylland). Hun klæder sig ligesom 90% af de 13-25 årige i Danmark. Hun ligner alle andre, og jeg føler mig pludselig meget speciel. Ida er en rigtig blah-type, og det tror jeg matcher Uffie bedre end sådan en som mig. Så skal hun ikke føle at hun konstant løber efter et tog, men måske selv være det tog som blah-Ida løber efter. Jeg er lykkelig på deres vegne, og på mine egne. Jeg vil aldrig finde en blah-mand, det er ikke sådan jeg skal ende.

Selvom Uffie ikke var på listen over ting der skulle ryddes op i, så blev vores kaffe-aftale alligevel til en indre forårsrengøring for mit vedkommende. Er nu helt afklaret, og kan komme videre. E er også ude af billedet, og jeg er altså klar til noget nyt. Har besluttet at foråret er tidspunktet hvor man kan ændre sig uden at skulle forklare sig. Jeg vil derfor invitere pæne mænd på dates, også selvom jeg ikke kender dem og bare ser dem på gaden. Det gør man for lidt i Danmark, og det skal næsten indføres. Hvordan skal man ellers møde nye mennesker? I byen? Nej, jeg tror på at mænd finder initiativ og handlekraft sexet og derfor vil sige "ja" til mit tilbud. Kan evt. starte nede hos min lokale øko-pusher hvor der står en ret lækker mand bag disken. Jeg vil i hvert fald gå udenfor og nyde vejret og mit ny fundne mod.

At give slip

At give slip er den bedste følelse i verden. Det endelig at have mod til at lade nogen gå, som har været årsag til en milliard bekymringer. Det er give slip på noget uholdbart som man i lang tid, krampagtigt, har holdt fast i for bare at have noget. Det er lykken at føle sig fri og lettet. Føle at man nu er klar til alt det nye der ligger lige rundt om hjørnet. Også selvom det kan være svært..

Liva ringede i dag, blot for at fortælle mig at jeg er bedre tjent uden E. For at fortælle mig at hun godt vidste hvor svært det var, og at hun ikke synes at jeg skulle bruge mere energi på det. At hun forstod hvorfor jeg var så fascineret, men at han ikke havde noget at byde på, på længere sigt. Var ved at græde, men kun fordi jeg ved at hun har ret. Hun har uendeligt meget ret. Hun kunne fortælle mig alt det, som jeg længe har vidst men ikke har turde sige højt. At det er illusionen om et liv med en mand der altid er hip som jeg er forelsket i. En mand der spiller musik, går i lækkert tøj og kender alle. Men hvad har han af kvaliteter udover det? Han glemmer at betale sine regninger, hans økonomi ligger i ruiner, han overholder ikke vores aftaler, og han behandler mig som om jeg altid vil stå til hans rådighed, lige meget hvor skidt han behandler mig. Og hvis han kan behandle F som han gør, uden kvaler, hvordan kunne han så ikke finde på at behandle mig?
Jeg har besluttet at give slip. Jeg vil ikke længere håbe på at han ændrer sig. Jeg vil ikke foreslå kaffe-dates. Jeg vil ikke længes efter ham, selvom jeg til tider føler mig ensom, for jeg er mere værd end det. Han er et godt menneske, bare ikke godt nok.

Jeg vil nu vie mit liv til musikken, skriveriet og foråret. Jeg starter snart på et nyt studie, og der vil sikkert være mænd der siger mig mere end E gør, som giver mig mere end E nogensinde har gjort, og som jeg kan se en fremtid i. Lige nu skal jeg altså bare holde ud, og håbe på at den kreative proces kan tage mine tanker fra at krybe tilbage. Jeg vil tage på udstillinger og i teateret og blive inspireret, og jeg vil nyde at ingen dræner min energi. Jeg vil nyde foråret og løftet om en ny start.

Jeg har givet slip på E. Nu er spørgsmålet bare om E også kan give slip på mig.

Sex and the.. curse?

Det hænder at mit liv minder om en tv-serie. Nogle gange ser jeg det hele udefra og kan se hvor meget mine veninder og jeg selv minder om karakterer fra amerikanske tøse-serier. I går var sådan en dag.

Vi gik ned af Nørrebrogade. Tre smukke lyshårede piger med læbestift, høje hæle og sorte kjoler. Vi værdigede nærmest ikke de forbipasserende et blik, vi havde nok i os selv. Vi snakkede sammen som om hele verden var vores, og som om vi var alt. I går var vi verdens navle. Men der er selvfølgelig altid en bagside. For hvorfor opførte vi os sådan? Hvorfor havde vi brug for at føle os overlegne? Svaret er ligetil. Vi har alle sammen problemer med mænd, hvilket igen smider os tilbage i serie-kategorien. Vi er en ægte "Sex and the city"-flok. Unge, smukke, overtræk på samtlige kontokort, ombejlede, håbløst forelskede og ude af stand til at leve medmindre vi dater mindst én mand. Det er vores forbandelse.

Jeg fik aldrig talt med E, men sidst han sagde at han kunne lide mig svarede jeg: "jeg kan også godt li´ dig.. måske lidt mere end hvad godt er". Han blev mærkeligt stille, men har kontaktet mig hver dag siden. Han blev altså ikke skræmt. Min veninde ringede i går, kun for at sige at hun lige havde set E og F gå på Østerbro på kærestemåden. Mit hjerte der ellers var begyndt at føles helt let blev pludselig ubeskrivelig tungt. Prøvede at overbevise mig selv om at F var 2. prioritet, da han jo havde ringet om formiddagen og spurgt om han skulle komme forbi og lave muslinger til mig. Jeg havde en anden aftale og blev derfor nødt til at afslå hans ellers udemærkede forslag, men han havde jo ringet til mig først..ik´?
 Det er i virkeligeheden noget pjat. Han foretrækker ingen af os. Han taler ikke altid lige pænt om F, men han taler nok heller ikke altid pænt om mig. Han må nyde livet med to "kærester" der begge er blindt forelskede i ham. Men jeg er begyndt at få kvaler ved at lade som om mig og E kun er venner når F er i nærheden. Hun tror  næsten at de er kærester og det er de, ud fra E´s opførsel, langt fra. Mænd kan være onde, det behøver vi piger ikke at hjælpe dem med. Så jeg har tænkt mig at fortælle ham at han enten skal fortælle F hvordan landet ligger, eller også skal vi ikke ses på den måde mere. Har ikke lyst til at knuse en anden piges hjerte hvis jeg kan undgå det, så hellere få knust mit eget og være et godt menneske.
Endnu engang er mit liv lige til en tv-serie. Et trekantsdrama der er uløseligt.

20 sæsoner med 30 episoder i hver, om hvordan jeg forgæves prøver at finde kærligheden. E min store kærlighed bliver ved med at poppe op, men det er for konfliktfyldt til at det nogensinde går. Derfor ser jeg andre, mere eller mindre, håbløse mænd som jeg egentlig ikke er særlig interesseret i. De lover mig guld og grønne skove men jeg bider aldrig på. I sidste sæson bliver jeg gravid med E, og vi beslutter os derfor for at blive gift. Alle tror at alt ender lykkeligt, men i kirken møder han ikke op. Kameraet zoomer ud og jeg, i brudekjole og 8-måneders gravid-mave, forsvinder lige så stille og roligt i flokken af de 250 mennesker vi har inviteret til vores bryllup. Solen skinner og vi ender scenen ved at kigge ind af et flyvindue hvor E sidder sammen med F og deres nyfødte datter på vej til Dubai for altid. Serien kunne passende hedde "Elva´s forbandelse" eller "Sex and the curse". Bliver forhåbentlig snart headhuntet til en kvalm komedieserie i stedet, orker ikke 20 sæsoners forbandelse.

Undskyld

Et undskyld er ganske brugbart i mange situationer. Et "undskyld, det sker ikke igen" er endnu mere brugbart. I hvert fald hvis man har brudt et løfte. Det er åbenbart også det der er sværest at sige, også i mit tilfælde. Jeg var forfærdelig dårlig til at sige undskyld men Uffie lærte mig det i sin tid, og nu prøver jeg at lære E det.

Jeg er åbenbart blevet den sure i E´s harem. Jeg synes at det er flabet ikke at svare på sms´er og opkald, jeg synes det er respektløst at bryde aftaler som omhandler MIN lejlighed og jeg synes at det er barnligt når man ikke vil indrømme at man har fejlet. Alle disse ting er hvad E gør og derfor har jeg lagt ham på is.. igen. Han mener at jeg er sur og jeg mener at jeg reagerer som alle andre omkring ham burde. Han slipper af sted med alt for meget, og kan ikke forstå når jeg siger fra. Den mulighed findes slet ikke i hans verden, og derfor trækker han sig også. Men det kan sgu da ikke være mit job at fortælle ham når han har gjort noget galt. Det burde han selv kunne se! Og det burde ikke være mig der skulle bede om et "undskyld, det sker ikke igen", men det er det. Så nu må jeg vente og håbe på en undskyldning en dag. Sidst gik der det meste af en måned, hvor lang tid går der mon denne gang?

Min ligegyldighed overfor mad er begyndt at bekymre mig. En ting er at man ikke gider at lave mad, noget andet er når man rent faktisk ikke gør det. Har ikke spist ordentligt de sidste 3 måneder og jeg har heller ikke lyst. Mad siger mig absolut ingenting. Går tit ned for at handle, men kommer aldrig hjem med andet end mælk og kaffe. Har prøvet at analysere det, og mit bud er mangel på overlevelsesinstinkt. Jeg er måske født uden, eller også er det bare deaktiveret. Jeg plejede at elske mad, men da jeg flyttede fra Uffie forsvandt glæden ved det. Det blev et nødvendigt onde og nu er jeg altså blevet helt ligeglad.

Det er muligt at de to ovenstående situationer kan kædes sammen. Der er alt for rodet indeni mig til at kunne rumme begge dele. En uduelige mand og mad er måske bare for stor en mundfuld for en kvinde som mig. Problemet bliver bare at få afskaffet manden og indført mad i min dagligdag i stedet. Det kan vel egentlig klares med et "Jeg synes ikke at vi skal ses mere", men det er ubærligt at skulle sige. Jeg er trods alt på vippen til at være forelsket.. Undskyld.

Krig vs. fred

Uro er det værste jeg ved. Krig og fred kan jeg forholde mig til, men uro er en mærkelig mellemting. Det er dog det der beskriver mit indre bedst. Jeg svinger mellem kærlighed/had, jalousi/ligegyldighed og tvivl/afklarethed. Ved ikke om jeg skal gå i krig eller holde fred.

Efter næsten en uge i solen er jeg ladet op. Det var dog noget af et chok at komme tilbage til virkeligheden. Jeg skulle pludselig tage stilling til mit liv i København igen, og det var jeg ikke klar til. Mit første døgn bød på overraskelsesbesøg af E, bisættelse, gravøl og rødvinsbesøg hos Anna. E valgte at lægge vejen forbi kl. 7.30 fredag morgen efter en laaaang bytur. Har efter min besked sidste fredag valgt at jeg vil være mindre afvisende og have tillid til at E vil mig det godt. Han provokerer mig dog stadig for at få en reaktion. Glemte at reagere i situationen, men skrev en besked senere og det virkede som om det passede ham godt. Lod ham låne lejligheden til en lille fest, og han lovede at rydde op inden de gik. Da jeg kom hjem kl. 01 i nat var der stadig tændte stearinlys og intet tegn på oprydning. Han har derimod efterladt ingredienserne til "skinny bitches", så det er hvad jeg drikker i aften. Han er sammen med F nu, hvilket efterhånden er begyndt at gå mig på. Hun er min største konkurrent, og jeg har svært ved at læse E når han taler om hende. Prøver at undgå jalousi men det er ikke altid let når man prøver at give slip på alle sine forbehold.

Mødte en mand på min rejse. Han var egentlig ikke min type og virkede uopnåelig, men tog mig sammen og talte med ham. Han arbejdede på den bar vi var på, og gjorde mig helt teenage fjollet. Jeg fik hans telefonnummer og mail efter et par timers flirt, men noget gik galt da jeg prøvede at skrive til ham dagen efter for at mødes. Har fundet ham på facebook, selvom det virker ligegyldigt nu. Han er der og jeg er her.. Men man kunne jo altid tage en tur derned igen. Det eneste jeg har er et sløret billede hvor han står i baggrunden og en "jeg kan hvad jeg vil"-følelse når jeg tænker på det. Men sådan skal en ferie-flirt nok bare være.

Uroen bringer et valg med sig. Enten skal jeg gå i krig eller også skal jeg trække mig. Tror at jeg går i krig, det er det mest tiltalende lige nu.

"Alle min´ veninder, alle min´ veninder.."

Har været et nervevrag de sidste 22 timer. Havde det ikke været for Anna havde jeg forladt alle mine egendele og var flyttet langt, langt væk. Havde det ikke været for Liva havde jeg smidt hele mit liv ud i en stor sort sæk, og sat den til afhentning nede ved storskrald.

Jeg sendte beskeden til E som planlagt. Han havde oven i købet taget F med til min koncert. Havde det ikke været for mit store indtag af øl havde jeg brækket mig i lår-tykke stråler over al´ deres kæresteri, men jeg var heldigvis nået til et punkt hvor jeg var ligeglad. Han kyssede mig ellers da vi sagde hej, men der må F have været udenfor. Da han var gået ventede jeg 15 min., drak en øl mere og sendte beskeden mens jeg holdte Anna i hånden. Panikkede ca. 3 timer efter fordi jeg ikke havde fået et svar. Men både Anna og Liva beroligede mig, og afholdte mig fra at sende en "bare glem den mærkelige besked"-besked. Prøvede at forlige mig med tanken om at jeg nok ikke ville få et svar hele eftermiddagen. Da jeg alligevel var ved at bukke under ringede Liva og overbeviste mig om at hvis han svarede var det skønt, men hvis han ikke gjorde betød det bare at jeg skulle ud og finde en anden skøn mand. Da jeg havde lagt på informerede min telefon mig om at jeg havde fået en besked. Helt uimponeret åbnede jeg den, uden at se hvem den var fra. Og lige der stoppede mit hjerte et sekund hvorefter det begyndte at slå hurtigere end nogensinde. Han svarede fandeme!!! Han svarede!! Og ikke nok med at han svarede, han har det på samme måde. Bliver helt blød i knæene når han skriver at han holder af mig og sætter mit navn bagefter. Og det var lige det han gjorde.

Rejser til et varmere sted i morgen. Har efter E´s besked ikke skænket pakning en tanke. Men nu skal jeg i gang. Jeg burde i hvert fald..

Er ikke længere et nervevrag, er nu bare umulig at få ned på jorden. Petruska er i dette tilfælde kvinden der kan  forhindre mig i at svæve helt væk. Hun er nemlig alt andet end begejstret for min fascination af E, og vil derfor sige noget i retning af "Jeg forstår bare ikke at du gider. Hvad har han nogensinde gjort af gode ting for dig?". I alt det her har mine veninder været min redning. Ønsker at jeg også kan redde dem en dag.

Hormon-paraden

Det er muligt at jeg er hysterisk, men det er virkelig ikke med vilje. Min krop har valgt at holde hormon-parade, og det er umuligt at få dem til at stoppe. De har festet i min krop, non-stop, de sidste tre måneder. Det er ulideligt at jeg græder over avisartikler, dameblade og mangel på mælk, det er ulideligt at jeg bliver sur fordi E ikke svarer på mine beskeder indenfor 3 minutter, det er ulideligt at jeg gennemgår 5-minutters forelskelser HVER gang jeg ser en smuk mand, og det er i den grad ulideligt at jeg ikke selv kan styre det.

Jeg mistænker E for at have set min blog. Han har lånt min computer og kunne snildt have fundet frem til den. Jeg frygter det, for hvad har han i så fald læst? Det hele?

Hvis du læser med E, så stop venligst igen. Det her er MIN blog, og du skal ikke vide hvad jeg tænker eller føler. Ikke sådan her i hvert fald!
..hvis du alligevel læser med, er du så ikke sød at reagere på det jeg skriver. Det er ikke fair at du ved hvad jeg tænker når du ikke deler dine tanker med mig. Vi bliver sgu nødt til at have et ligeværdigt forhold, ellers kan du godt glemme det der med at vi skal giftes.

Har ikke taget mig sammen til at tage samtalen med E endnu. Det er uoverskueligt! For hvad skulle jeg sige? Det er muligt at jeg tror at jeg er forelsket, men er jeg i virkeligheden det? Ville jeg være lige så vild med ham hvis vores spil stoppede? Det meste af vores forhold bygger trods alt på det spil. Han prøver at gøre mig jaloux, jeg spiller uinteresseret og upåvirket. Jeg prøver at gøre ham jaloux, han opmuntrer mig til at udvide mit harem. Har drøftet det med et par veninder efterhånden, og de mener alle sammen at hans "Jeg har overvejet at blive kærester med F"-, og "Skal jeg score din veninde O?"-bemærkninger bliver sagt for at provokere. Han har enten brug for en reaktion, eller også tester han mig for at se hvor tolerant jeg i virkeligheden er. Jo flere bemærkninger, jo mindre reagerer jeg. Men hvad vil han også have mig til at sige? "Hvorfor vil du være kærester med F? Jeg står jo lige her og er smaskforelsket i dig. Bliv kærester med mig!"", eller "Nej selvfølgelig skal du ikke score O. Jeg vil ha´ dig for mig selv!". Er en kujon og har derfor besluttet at jeg sender en besked på fredag (hvor han rejser væk i en uge), og forklarer hvordan jeg har det med ham. Regner ikke med at få et svar før han kommer hjem igen, hvis jeg overhovedet får et svar, men så har han en hel uge til at tænke over det i.

Men hvad så? Hvad hvis han ikke svarer og jeg derfor alligevel ikke får det ud af verden som var intentionen? Kan jeg så leve med at lade som ingenting eller vil jeg afkræve ham en reaktion? Prøver at gøre op med mig selv om det er bedst at lette mit hjerte eller beskytte det. Om bestemmer mig rundt regnet en gang i timen, og ligger søvnløs og kører alle mulighederne igennem i mit hoved. Der er virkelig mange muligheder, derfor laver jeg en liste:



Mest sandsynlige scenarier:
- E får beskeden, læser den og sletter den. Jeg får aldrig et svar, og vi taler ALDRIG om det.

- E får beskeden, sletter den inden han har læst den og tænker aldrig mere over det.

- E får beskeden, læser den og gemmer den. Jeg får aldrig et svar og vi taler ALDRIG om det.

- E får beskeden, læser den og svarer at han ikke har det på samme måde. Og at han desuden synes at det er uholdbart at have en forelsket lejer, og derfor opsiger mig pr. dags dato.

- E får beskeden, læser den og svarer at han ikke har det sådan, men at han stadig gerne vil have mig i sit harem.

- E får beskeden, læser den, griner højt og viser den til ALLE han kender.

- E får beskeden, læser den og svarer at han har det på samme måde.

- E får beskeden, læser den og vender om for at fortælle mig at han er dybt forelsket i mig (dette er faktisk ret urealistisk!).

- E får beskeden, læser den og vender ALDRIG tilbage til Danmark i frygt for hans sindssyge, forelskede lejer.

- E får ikke beskeden fordi jeg får kolde fødder, han læser den derfor ikke og vi taler aldrig om det for han ville ikke engang vide at jeg havde tænkt på at sende den (medmindre han læser med herinde selvfølgelig..).

- E får ikke beskeden fordi der er fejl på signalet, og i stedet bliver beskeden sendt til Uffie der straks svarer at hun også er forelsket i mig.


.. Lige meget hvad giver jeg min hormon-plagede krop skylden for mine vanvittige tanker. Og hvis han nu reagerer og intet er gengældt, kan jeg jo altid stikke ham den forklaring. Alle ved at kvinder tæt på en hormon OD bliver sære.