I mit liv som kvinde har jeg mødt mange forskellige mænd. Der er DJ´en, blærerøven (ofte kombineret med DJ), den reelle jyde, drengerøven, nørden, landmanden, den intellektuelle, ham der lader som om at han er intellektuelle men i virkeligheden er ganske blank (også gerne kombineret med både DJ og blærerøv), ADHD fyren, skateren/snowboarderen/surferen, rapperen, den følsomme musiker osv. osv.
I forbindelse med mine møder med mænd, har jeg opdaget at især landmændende prøver at omvende mig. Hvem har bildt de stakkels mænd fra landet ind at de kan omvende inkarnerede københavner piger til hjemmegående husmødre? Måske realityprogrammer som "Bonde søger brud" har været medvirkende, men det kan da ikke kun være derfor. Dette skete for mig i lørdags. Og hvordan er det lige at man fortæller en mand der bor på landet og nyder det, at jeg hverken bryder mig om grisefarme, stråtæktehuse eller traktorer? Jeg prøvede diskret at remse forskellene op. "Jeg kan ret godt li´ at der er liv omkring mig. Det er fx rart at kunne købe mælk kl. 2 om natten. Det kan man altså ikke på landet." Men det forstod landmanden ikke så jeg tyede til mindre diskrete, og ret overdrevne, hentydninger om at jeg virkelig godt kan lide byen. "Jeg ELSKER bilos, stoffer og så er det MEGA spændende at man ALDRIG kan vide sig sikker på om man bliver SKUDT når man går sig en tur."Den sidste udtalelse skræmte heldigvis landmanden lidt, og han stoppede med sine fortællinger om den skønne natur, flere kilometer til nærmeste nabo og grise der får klippet halerne af. Men det jeg husker bedst er at han gentog den samme sætning, igen og igen. "Jeg kan ikke forstå hvorfor du er single".
Hans udtalelse gjorde mig først lidt harm. Endnu en stikbemærkning om at jeg burde finde mig en kæreste. men nej, han forstod bare ikke at man kunne være single, i mere end et par måneder, i så stor en by som København. En by fyldt med mennesker, singler, folk der går fra hinanden. En by fyldt med klubber og barer der er overproppede, med rig mulighed for at møde nye potientielle partnere. Men i København taler man ikke med fremmede. Man holder sig for sig selv. Når jeg har prøvet at bryde den grænse og givet mit nummer eller fået et, så er der alligevel ingen kontakt når promillen igen nærmer sig nul. Vi er opdraget med at fremmede er farlige. Vi skal ikke gå med dem hjem. Vi må ikke give vores nummer ud. Men det sker, når vi er fulde, at vi alligevel bryder de regler. At vi går med en fremmed hjem. At vi giver vores nummer ud. Men når vi vågner dagen efter fortryder vi alt, for fremmede er farlige.
I København kan man altid møde en smukkere og mere veluddannet mand, så her må man på et tidspunkt beslutte sig for at "nøjes". På landet er det noget andet. Man har ikke helt så mange muligheder. Man venter ikke på om der dukker noget bedre op, for det findes måske slet ikke. På landet er det ikke dumt at tage den første og bedste. Måske derfor forstod landmanden ikke at jeg stadig var single. Måske handler det i virkeligheden mere om at være kræsen end om at møde mennesker. For hvem har brug for at møde nye potientielle partnere hvis man har fundet en der er ganske udemærket? Altså lige bortset fra, at nogle af os (læs:mig) er opdraget til ikke at lade sig nøjes. Jeg nægter at nøjes med 7-taller, jeg vil have 12. Jeg nægter at nøjes med en dårligt job, jeg vil have en topstilling. Jeg nægter at nøjes med en nogenlunde kæreste, jeg vil have en der er perfekt. Og måske, netop derfor har jeg ikke fundet nogen endnu. Måske er det derfor at jeg afviser landmanden, fordi jeg VED at der findes bedre. Måske er det derfor jeg tager til Paris, fordi min forestilling om franske mænd er nær det perfekte.
Det kunne være at man skulle lade sig nøjes, og ikke altid have så travlt med at være perfekt. Finde en udemærket kæreste og stoppe med at lede videre. Men en ting er sikkert og vist, jeg bliver aldrig kærester med en landmand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar