Update

Jobbet på restauranten var egentlig begyndt at gå mig på. Ikke kun min chef, også kunderne. Men pludselig stod der en mand med skæg og runde briller, som stammende inviterede mig på kaffe. Visitkortet jeg fik i hånden fejlede ikke noget, og jeg besluttede mig derfor for at mødes med designeren. Det holdte i halvanden måned. For når alt kommer til alt, hvem har så lyst til at date en 30-årig mand med en fed løn, der bor hjemme hos sine forældre? Indkøb var en by i Rusland for ham, og hans selvtillid var på størrelse med en to-krone. Hans madvaner var foruroligende. Mest af alt fordi han ofte havde lyst til junkfood og efterfølgende fortrød sit spiseri  bitterligt. Det var heller ikke ligefrem fordi, at han var en tynd mand, men hvis man har truffet et valg må man stå ved det. Jeg stoppede derfor vores "forhold", og svor at jeg aldrig ville finde en mand som ham igen.

Midt i oktober fandt jeg endelig den lejlighed jeg havde drømt om. Jeg flyttede ind midt i november og brugte de to første uger på at male, ordne gulv og gøre rent. Bor stadig i et mindre byggeprojekt, men er efterhånden begyndt at vænne mig til det. 

De sidste to uger har jeg brugt på en hovedkuls forelskelse i en mand, som på alle måder er meget langt fra mig. Han kommer fra mellemøsten og er netop blevet sendt tilbage, grundet en fejl i hans ansøgning om forlængelse af hans opholdstilladelse. Jeg bruger nu alt mit krudt på mit eksamensprojekt, i et forsøg på at arbejde mig ud af savnet. Sidste nyt er, at han har besluttet sig for at fortsætte sig studie i Danmark. På grund af mig. Og han kommer derfor højest sandsynligt tilbage til februar. Fortællingen om mit mellemøstlige eventyr kommer i et indlæg for sig selv. Det fortjener det.

Mormor

Har glemt mig selv, og tror måske at jeg ligger et sted mellem mine papirer med ufærdige sange og alle mine køkkenting i de flyttekasser der står i mine forældres sommerhus. Jeg pakkede mit liv ned sidst i juli og sagde farvel til min gamle lejlighed, og har derfor opholdt mig i min mormors lejlighed lige siden. Jeg er vel det man kalder husvild. Heldigvis har jeg kunne være i min mormors lejlighed der, det meste af tiden, står tom da min mormor hovedsageligt opholder sig hos sin kæreste. Bor derfor i hjem med suppeterrin, ægte tæpper og, hold fast, service til 100. Men det er desværre ikke udelukkende mig der bruger lejligheden, for min onkel er i øjeblikket ved at få bygget et hus og er derfor også husvild. Det er dog ikke fordi han mangler et sted at bo da han har en kæreste med rækkehus. Han mangler til gengæld et sted at udføre sine lyssky sidespring. Han bruger derfor lejligheden, og ha´ lige suppeterrinen, de ægte tæpper og service til 100 i baghovedet, som hore-hule. Hvem fanden knalder udenom i sin mors lejlighed? Og hvem fanden gør det en gang om ugen?! Det gør min onkel åbenbart..

Min boligsituation er, på trods af onkel, ikke så skidt endda. Lejligheden ligger ret centralt og jeg har fået lov til at låne en masse penge i banken og er derfor på boligjagt. Og selvom jeg kun har ledt i et par måneder ser det ud som om, at jeg har fundet lejligheden. Glæder mig til at kunne pakke mig selv ud og  få en, nogenlunde, normal hverdag igen.
          Til trods for at alt ser ganske lyst ud har jeg fået en sommer-depression. Er ret sikker på, at den er opstået som et resultat af mangel på en meningsfyldt hverdag. Jeg savner universitetet. De sidste to en halv måned har jeg arbejdet som tjener og har derfor ikke fået særlig mange intellektuelle input. Når min hjerne ikke får lov til at arbejde går resten af mit liv i stå. Helt og aldeles. Det har også resulteret i, at jeg helt har droppet at date, flirte og tage i byen. Jeg har stort set ikke arbejdet på min musik siden 1. august. Jeg er til gengæld begyndt at holde af de kork brikker min mormor har til at sætte under glas. Det bedste slik jeg kan komme i tanke om er bolcher. Jeg har malet mine tånegle røde. Jeg er blevet ganske glad for P4 og har næsten helt droppet P3, der ellers har været min yndlings radiokanal de sidste mange, mange år. Kryds og tværs er blevet min helt store fritidsbeskæftigelse. Jeg er ved at blive til min mormor!

Jeg har helt glemt mig selv og er i stedet ved at blive en ældre kvinde med hang til 'Werthers ægte' og bordskånere. Det eneste tegn på at jeg stadig har en snert af mig selv tilbage et sted indeni er, at jeg væmmes ved min onkels sidespring i lejligheden. Eller måske er det også sådan noget mormødre gør?

Symbiose

Igen gik det ikke med den mand livet havde tildelt mig. Denne gang var det dog mig selv der afsluttede det. Århusianeren var ikke ligefrem psykisk stabil, og til sidst blev det for meget for mig. Desuden er et forhold med to der lider af periodevis sindssyge ganske uholdbart. Jeg har derfor sat mig i hovedet, at hvis jeg skal være kærester med nogen må den anden part fungere som den stabiliserende faktor. Ikke mig. Alt i mens jeg har droppet mit forhold til Århusianere, har Mira og Anna fundet nogle nye mænd. Jeg er derfor den eneste uden hverken flirt eller potentiel mage i kikkerten i min omgangskreds. Og derfor har jeg taget min holdning til forhold og mænd op til grundig overvejelse. For hvordan vil jeg egentlig gerne have mit liv til at se ud? Vil jeg være alene? Eller skal jeg aktivt søge efter en mand? Og er der egentlig ikke en mellemting?

          Jeg har længe påstået, at jeg ikke tror på kærlighed. Jeg har også, mest overfor mig selv, holdt lange taler om, at ens livskvalitet ikke nødvendigvis bliver forbedret bare fordi man er i et fast forhold. Og det agter jeg at holde fast i. Men måske det alligevel ville være rart med en mand i mit liv engang. Som en slags fast inventar. Men hvis det nogensinde skal lykkes bliver jeg nødt til at ændre holdning til den der kærlighed. Problemet er bare, at jeg efterhånden har fundet mig rigtig godt til rette i min single tilværelse. Jeg har vitterligt svært ved at se hvorfor jeg skulle have brug for en partner. Og så er vi igen tilbage til min manglende tro på kærlighed. For hvis nu man er dødeligt forelsket i et andet menneske, så ønsker man sig jo ikke andet af tilværelsen end at være sammen med sin udkårne. Så meget kan jeg da huske. Konklusionen må være at jeg ikke har været forelsket siden E, som jeg droppede for over et år siden.
          Imens jeg sluger min nyvundne visdom har jeg brug for, at tage et andet emne op. Nemlig Mira og hendes nye mand. Jeg synes tit, at Mira kaster sig lidt for hurtigt ud i kæreste tilværelsen med de mænd hun møder. Sidst var det en fra hendes studie som hun kastede sin kærlighed på, og på første date spillede kort med, lavede mad med, så film med og sov sammen med. Sådan noget som kærestepar gør. Denne gang er hun gået all-in på Lille Jul og har på anden date præsenteret ham for sine bedsteforældre og sovet sammen med ham i hendes mors hus, imens moren var hjemme. Hvis det var mig ville alt det aldrig være sket før jeg havde været kærester med ham i mindst fire måneder. Og det med kæreste-tingen var ikke sket før efter tre. Mine forældre ville altså først få lov til at møde min nye mand efter jeg havde kendt ham i omegnen af syv måneder. Mira har valgt at lade det ske efter to uger. Da hun fortalte det blev jeg skræmt på hendes vegne. Jeg ved hvor ked af det hun bliver hvis det ikke kommer til at gå med Lille Jul, fordi hendes familie nu er involveret. Men måske det er den naive tilgang til kærligheden jeg mangler. En tro på, at det nye er smukt og svøbt i kærlighed på trods af tidligere fiaskoer.
          Hvis jeg skal få noget ud af al´ denne analyseren frem og tilbage bliver jeg nødt til, at vende tilbage til min manglende evne til at forelske mig. Det skyldes muligvis flere ting. Et, jeg har ikke mødt nogle mænd der havde hvad der skulle til for at slå benene væk under mig. To, jeg forbyder mig selv at blive forelsket af frygt for, at det endnu en gang vil ende i en tragedie. Og sidst men ikke mindst min distance til de forhold jeg prøver at etablere. Her på bloggen har jeg, af hensyn til min anonymitet, valgt at kalde alle ved alias'er. Men det er desværre ikke kun her på bloggen det sker, men også i virkeligheden. Jeg erkender de følelser jeg har for de mænd jeg dater, men jeg erkender ikke hvem mine følelser er rettet imod. I stedet for at kalde Ozzy, Århusianere, Min nye bedste ven (bedre kendt som T) og Manden ved deres rigtige navne, holder jeg mig til deres alias'er. På den måde får de ikke lov til at komme tæt på. Det samme sker med Miras nye mand, Lille Jul, som jeg kun kan holde ud at omtale hvis det er ved brug af hans alias. Alt andet giver mig kvalme. Og alt arbejdet for at gøre mænd så identitetsløse som muligt bunder vel i, at jeg ikke vil anerkende, at jeg har følelser for et andet menneske. Jeg tør ikke at give min lykke et navn. Og nu har det åbenbart bredt sig til, at jeg heller ikke tør at give andres lykke et navn. Jeg insisterer på, at dem jeg dater skal være bi-personer i MIT liv for jeg er dødsensangst for at de bliver hele mit liv. Det tør jeg ikke at lade nogen blive igen. At lade et andet menneske være grunden til, at man står op om morgenen, trækker vejret og spiser.

Kærlighed er så stor en del af vores liv. Men hvad nu hvis man er bange for den? Jeg er bange for at den overtager og kommer til at styre mig. Jeg holder krampagtigt fast i min selvstændighed og min frie vilje. Frygten bunder i en still-going-strong-forelskelse i den halvandet år gamle selvstændighed og "jeg"-følelse der opstod efter mit brud med Uffie. Måske er det okay at være forelsket i sin frie vilje og sig selv et stykke tid efter et fire-årigt katastrofe forhold støvsuget for ovenstående. Men helt ærligt, det kan jo ikke vare for altid. Måske jeg skulle prøve at bryde den symbiose jeg har dannet med mig selv og gøre plads til andre mennesker i mit liv? Eller måske jeg skulle starte i noget terapi? Jeg tror at jeg fortrækker at bryde min symbiose. Seperationsangst here I come!

Med vilje

At gøre ting "med vilje" bliver oftest brugt i beskyldninger og når folk skal forsvare sig. "Du kørte med vilje for stærkt!" eller "Jeg gjorde det ikke ikke med vilje!". Men hvis man skiller ordene ad er det egentlig en ret positivt vending. At gøre noget med vilje. Vilje er når man har besluttet sig for noget. På ordnet.dk bliver vilje beskrevet som: "Drivkraft i bevidstheden der tilskynder én til at tage beslutninger og føre dem ud i livet, evt. på trods af modstand fra omgivelserne eller usikkerhed eller manglende evner hos én selv". Men vi glemmer at bruge "med vilje"-vendingen positivt, og det vil jeg gøre noget ved.

I sidste uge mødtes jeg med en ven. Vi valgte at gå en tur rundt om søerne, og snakken faldt på Århusianeren. Ud af det blå udbryder min ven: "Skal i til at være kærester eller hvad?". Det er første gang, i de to måneder jeg har datet Århusianeren, at nogen har spurgt om det. Ingen har spurgt ind til om vi skulle være kærester, ikke før min ven gjorde det. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare og skøjtede let og elegant henover det med et "Naaahh, tjaaah, maah..". Men spørgsmålet var i virkeligheden ganske aktuelt, for hvad vil jeg egentlig?
          Da jeg et par dage senere mødtes med en min veninde Mira forelagde jeg min vens kæreste spørgsmål for hende. Mira prøvede, at fiske et svar ud af mig, men det endte i stedet i en one-man terapi-session med mig i stolen. Pludselig gik det op for mig, at jeg hele tiden har prøvet at sabotere mit og Århusianerens "forhold". Jeg har ikke lavet andet end at skubbe ham væk, for derefter at byde ham indenfor og alligevel smække døren i hovedet på ham når han stod på dørtrinnet, i overført betydning altså. Men når jeg nu er opmærksom på det, så må jeg kunne vende det om. Jeg ringede derfor i sidste uge til Århusianeren, bare for at snakke. Og da han skrev forleden og, i sjov, beskyldte mig for at have smittet ham med min søvnløshed, var mit svar omsorgsfuldt. Og det blev belønnet med, at Århusianeren roste mig for at være sød.
            Men nu melder der sig selvfølgelig et problem. I min verden (læs:København) er der en snert af afvisning i ordet "sød". Hvis en jeg dater bliver for "kæreste-agtig" og jeg ikke er klar til det, vil jeg, som en form for afvisning, sige "Hvor er du sød". På den måde har jeg hverken sagt for meget eller for lidt. Men læser Århusianere det samme ind i ordet som jeg? Måske betyder "hvor er du sød" lige præcis det, det altid har gjort, nemlig "hvor er du sød". En konstatering af, at min betænksomhed bliver registreret og at der bliver sat pris på den.

Når nu jeg, med vilje, har prøvet at skubbe Århusianeren væk tror jeg at mit næste move skal være at trække ham tættere på, med vilje. Jeg vil bruge min vilje til at ændre min adfærd så jeg kan finde ud af, om jeg har lyst til at blive kærester med ham. For lige nu er jeg langt fra sikker på, at det er dét jeg vil have det hele til at munde ud i.

Søvnløs

Burhan G har lavet en sang om det, måske jeg også skulle gøre det? På den anden side tvivler jeg stærkt på at mine sangskriver evner formår at indfange fænomenet lige så smukt som Burhan. Som fx dette uddrag fra hans eminente tekst til selv samme nummer:   

Ja vi besluttede, at vi sluttede
Ja vi sagde begge stop
Så jeg prøvede få det væk
Få det ud af min krop
Men mine tanker holder mig vågen nu (åh åhh)

Jeg taler selvfølgelig om at være søvnløs. Ikke helt af samme grund som stakkels Burhan, men jeg kunne snildt have skrevet en lige så hjernedød tekst. For det er nemlig hvad der sker når man ikke får sovet nok. Ens hjerne smelter langsomt, men sikkert, og til sidst kommer der udelukkende klichéer og banaliteter ud af munden på en. Ikke en eneste intelligent tanke har jeg tænkt den sidste uge, og det skyldes alt sammen at jeg ikke sover.

Nu lyder det umiddelbart ganske festligt det der med ikke at sove, men tro om igen. Jeg har selvfølgelig piftet min intro op for at indfange jer kære læsere, men i virkeligheden er det hele ganske kedeligt. Jeg har, siden januar engang, sovet utroligt dårligt. Jeg kan ikke falde i søvn om aftenen og jeg vågner efter 3-4 timers søvn. Den sidste uge er mængden af søvn dog faldet drastisk. Jeg har haft to meget søvnløse nætter, og har kun sovet 2 timer pr. nat de resterende nætter. Min krop er ved at falde fra hinanden og mit sind er ved at være så overbelastet at det snart lukker ned. Og nu sidder i sikkert derude og er kloge med råd som varm mælk med honning og et varme bade inden man skal i seng, men det virker ikke! Jeg har prøvet alt. Intet virker. Grundet min søvnmangel oplevede jeg i forgårs mit første rigtige 'breakdown'. Vi taler ikke om sådan noget med at tude. Nærmere vrangforestillinger.
          Jeg skulle hverken til møder eller på universitetet i onsdags, og min hjerne havde derfor masser af tid til at gå godt og grundigt i selvsving. Det første tegn var da jeg pludselig var overbevist om, at min veninde Anna, der de sidste fem måneder har været ud og rejse, var død. Pludselig var det den mest naturlige forklaring på hvorfor hun ikke havde været en fast del af mit liv det sidste stykke tid. Det værste var, at jeg ikke engang blev ked af det. Det hele føltes så naturligt. Derefter begyndte mit hjerte at hamre derudaf mens jeg sad i min sofa. Jeg har længe været stresset og et galoperende hjerte har derfor også været en fast del af min hverdag, men denne gang blev jeg bange. Jeg var sikker på at min hjertebanken havde noget med Århusianeren at gøre. Pludselig fik jeg også en klump i maven, og så stod det hele klart. Århusianeren havde fundet ud af at han ikke længere ville se mig. Jeg sad derfor og ventede på at han ringede eller skrev og overbragte nyheden, men det skete ikke. Efter at have ventet i to timer blev jeg pludselig klar i hovedet igen. Jeg vidste at Anna var et sted i Sydamerika og havde det godt, men følelsen af at der var noget galt med mig og Århusianeren kunne jeg ikke slippe. Jeg skrev derfor til ham og spurgte om han var ved at trække sig. Det var han selvfølgelig ikke. Tilbage sad jeg og følte at jeg havde haft en ud-af-kroppen oplevelse. Det var jo ikke mig der troede at Anna var død og det var heller ikke mig der troede at Århusianeren var ved at droppe mig. Det hele fandt sted et sted i min hjerne som jeg sjældent har besøgt i vågen tilstand. Midt i min underbevidsthed. Alt det jeg frygter mest var det der kom op til overfladen, og det er alt sammen min søvnmangels skyld. Min fornuft plejer at kunne holde styr på alle mine langt ude tanker, men i takt med at mit søvnunderskud vokser lukker vitale dele af min hjerne også ned. Og i dette tilfælde var det altså min fornuft og muligvis også dele af min hukommelse der lukkede ned.

Det der med at ligge søvnløs er egentlig ikke det værste. Det er mere at skulle gå rundt en hel dag med kun to timers søvn, eller slet ingen, i rygsækken og prøve at få det til at række. Og selvom at Burhan og jeg umiddelbart har en del tilfælles, i hvert fald det med at være søvnløse, så tror jeg at jeg lader ham om at skrive sangene om det. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at udgive en sang der er skrevet på baggrund af søvnmangel. Men kære Burhan G, jeg respekterer dit mod når du, som med nummeret søvnløs, tør at udgive en sang med så lidt indhold. Du er en værdig repræsentant for os andre søvnløse der render rundt og siger dybt uintelligente og banale ting fordi vores hjerner er blevet nødt til at skrue ned for blusset. Tak.

Forelsket?

Forelskelser kan antage mange former. Der er "jeg-kan-ikke-leve-uden-dig"- forelskelsen der ofte ender med en katastrofe (jvf. Romeo og Julie). "Du-er-da-egentlig-meget-sød"-forelskelsen der opstår grundet mangel på alternative partnere. "Jeg-hader-at-elske-dig-og-jeg-elsker-at-hade-dig"-forelskelsen der er den mest komplicerede forelskelse. "Du-er-SÅ-lækker"-forelskelsen der udelukkende er opstået på baggrund af ens partners udseende, og sidst men ikke mindst, "Der-var-du"-forelskelsen der får de ramte til at føle at de endelig har fundet den de hele tiden har ledt efter. Men hvordan er det nu lige, at man finder ud af om man er forelsket?

Jeg tror måske at jeg er blevet ramt, men det har taget mig noget tid at forstå. Det var faktisk først igår morges da jeg vågnede op hjemme hos Århusianeren at det gik op for mig. Det var ca. samtidig det gik op for mig at han måske også er ramt. Jeg vågnede omkring kl. 8:30, tre en halv time efter vi var gået i seng, lå derefter vågen i to timer og besluttede mig til sidst for at tage hjem og lade Århusianeren sove videre. Jeg tog mit tøj på og vækkede ham for at sige at jeg gik. Men han insisterede på at jeg blev. Endte med at lægge mig i sengen igen og kom først ud af døren halvanden time senere. For lige pludselig var det helt umuligt for mig at sige farvel til ham. Det var svært bare at give slip på hans hånd. Og han havde det vidst på samme måde. 

          Aftenen før havde jeg mødt en af hans venner der var meget opmærksom på mig. Han vidste nogle helt ligegyldige ting om mig som jeg har fortalt Århusianeren. Han observerede mig når jeg stod tæt på Århusianeren og i det hele taget følte jeg at jeg skulle godkendes. Jeg tror at det lykkedes.

         Jeg er også blevet pirrelig omkring hele Århusianer-situationen. Hvis nogen antyder at jeg kun finder utilgængelige mænd føler jeg at de allerede har dødsdømt mit og Århusianerens forhold. Anna, der er ude at rejse og snart har været væk i fem måneder, skrev i en mail at hendes veninde der har arbejdet sammen med Århusianeren havde nævnt, at han var typen hun burde date. Er sjældent blevet så ked af, og vred over, så ubetydelig en information. Også selvom han tidligere har talt om aldersforskelle og at han ikke ville date en der var mere end et par år yngre end ham (læs:Anna er 4 år yngre end Århusianeren og derfor er det slet ikke en mulighed). Desuden sidder hun pt. på den anden side af jorden og har aldrig mødt manden. Al den pirrelighed giver kun mening hvis jeg er forelsket. Og alt hans "mød min ven" og "du må ikke gå" giver kun mening hvis han også er forelsket, eller i det mindste på vej til at blive det. 

          Min veninde Mira tror ikke på at han ikke er klar til at få en kæreste, som han sagde for en måned siden. Hun tror på at han mente det da han sagde det, men hun er overbevist om at der har ændret sig siden da. Alt det han gør for mig, husker om mig og de ting han siger til mig, giver ikke mening hvis han stadig bare er følelsesmæssigt ustabil og ikke er interesseret i, at blive kærester med mig på et tidspunkt. Jeg er blevet nødt til at give hende ret. Jeg tror dog ikke, at han har tænkt sig at afsløre sine ændrede planer før om et par måneder. Jeg tror at han holder fast for at beskytte sig selv. Og det passer mig udemærket. Jeg har nemlig virkelig svært ved at stole på mænd efter mine, efterhånden en del, forliste forsøg. Så jeg har brug for tid til, at turde stole på ham. Ikke at han har givet mig grund til andet, men jeg skal overvinde min egen frygt før det kan lade sig gøre. Men i bund og grund er vi vidst begge godt på vej.

Nu hvor jeg har konstateret at jeg er forelsket, og at Århusianeren nok også er ved at blive det, er næste skridt at afkode hvilken slags forelskelse der er tale om. For jo, jeg glæder mig til at se ham men jeg er ikke ved at dø selvom der går en uge imellem. Jeg er ikke helt forblændet, men kan heller ikke finde nogen store fejl ved ham. Jeg føler mig tryg og får en følelse af 'os' når vi er sammen, men er bare 'mig' når jeg går og jeg føler mig stadig hel selvom han ikke er der. Denne her forelskelse må være en af dem der kommer snigende. Måske oven i købet en af dem hvor man kan bevare sin identitet på trods. En af dem hvor man komplementerer, og ikke ændrer, hinanden. Men også en af dem hvor man frygter at det går galt, selvom man slet ikke har nogen grund til det.

Mission Århusianer

Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Mission Århusianer

Efter flere mislykkede forsøg sættes der hermed hårdt ind, for at redde Elvas hjerte. Hun har denne gang udvalgt sig et eksemplar af arten Mand med rod i følelserne hvilket hun generelt har en tendens til. Dette eksemplar har dog udvist en ærlighed der gør den helt speciel. Og da Elva nu har udråbt dette eksemplar, Århusianeren, til en af de få "eneste ene´r", er det derfor også ekstremt vigtigt at denne misson lykkes. Hvis ikke vil det betyde at Elvas hjerte igen vil briste, og denne gang i så mange stykker, at det er uklart om det nogensinde vil kunne samles igen. 

Første fase

Missionens første fase er allerede, i skrivende stund, gået i gang. Elva har valgt at blive ved med at se Århusianeren, på trods af at det ikke vil føre nogle steder. Det er dog ekstremt vigtigt at påpege at Århusianeren ikke virker hverken afvisende eller uinteresseret på trods af rodet i følelserne. Målet i missionens første fase er, at vise interesse for Århusianerens følelses rod. For at bekæmpe fjenden (læs: følelserne) må man lære den at kende. Dette gøres bedst ved at spørge ind til hvornår følelserne opstod, hvorfor, for hvem osv.

Anden fase

Missionens anden fase består i at Elva skal udvise tålmodighed og stabilitet. Disse egenskaber er dog ikke nogle Elva besidder og det vil derfor kræve en hel del arbejde og proteindrikke. Tålmodigheden vil, hvis alt går vel, få Århusianeren til at føle sig mindre presset. Hvis Elva formår at udvise en tilpas mængde rummelighed, vil dette give Århusianeren tid og plads til at bekæmpe følelserne (læs: fjenden). Stabiliteten bliver muligvis Elvas største udfordring da hun skifter mening, og planer, som andre mennesker skifter strømper. Det er dog den vigtigste del af planen da Århusianeren, grundet sine følelser, næppe har et særligt stabilt indre. Elva kan derfor overtage rollen som den stabiliserende faktor i Århusianerens liv, og på den måde gøre sig uundværlig.

Tredje fase

Missionens tredje fase er, hvis alt går efter planen, den sidste. Det bliver sikkert også den længste. Efter at Elva har lært fjenden (læs: følelserne) at kende og har gjort sig uundværlig, skal der ventes. Dette bliver dog ikke en fase hvori Elva kan se passivt til. Det er her hendes rolle som kvinde skal udfoldes. Det er i denne fase, at omsorgen for Århusianeren skal udføres. For at bekæmpe fjenden (læs: følelserne), skal samtlige dårlige oplevelser erstattes af nye og gode. Dette gøres bedst ved at udvise omsorg, omtanke og ved at få Århusianeren til at grine. Det er derfor også en fase der kan trække ud, alt efter hvor grundig Elva er i sin uddrivelse af de dårlige oplevelser. Det skal dog bemærkes at Elva, hvis hun presser på, sætter udviklingen tilbage, og at derefter vil blive nødt til at gentage anden fase, hvis hun altså er så heldig at Århusianeren ikke flygter helt. 

Denne mission er særdeles farlig da den skal udføres af en impliceret. Elvas følelser risikerer derfor at påvirke hendes handlinger, og kan i værste fald udløse en katastrofe. Det er derfor af største vigtighed at Elvas veninder vil være til rådighed, dag og nat, i tilfælde af at Elvas følelser løber af med hende. Det er ofte sket at Elva handler på impulser, og det vil på ingen måder gavne missionen. 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt