Kvartals opgørelse

Gennemlever i øjeblikket en ret alvorlig krise. Krængede mig hjerte ud i går og E svarede at han ikke var forelsket i mig, ikke umiddelbart i hvert fald. Han har, endnu en gang, lavet et forsvindingsnummer og er altså ikke til at komme i kontakt med overhovedet. Derfor har jeg valgt at forlade byen. Bare for et par dage dog, men stadig væk. Mit liv roder, og jeg efterlader det hele i morgen tidlig. Håber at en anden rydder op inden jeg kommer hjem, men tvivler. Hvem har lyst til at stå med hænderne i en bunke med brugte trusser, sure sokker og uægte smykker?

Første kvartal af 2012 i tal:


Liter kaffe indtaget: 274

Antal affærer: 3

Antal knuste hjerter (inkl. mit eget): 2½ (Den 28-åriges, mit og lidt E´s (læs: ønsketænkning)).

Kilo kropsvægt tabt/taget på: Tabt 9 og taget 4 på igen (ligner nu næsten et rigtigt menneske igen).


Antal timer brugt på at kædehade F: ½ (Den halve time var før jeg fandt ud af hvor stor en nar E er overfor hende. Nu har jeg bare ondt af hende).

Antal timer brugt på at analysere E´s og mit forhold: Alle døgnets vågne timer (Er dog ikke kommet frem til noget som helst).

Antal børn: 0 menneske børn, 1 hunde barn (Tyfon)

Antal udenlandsrejser: 1 (rejser igen i morgen, men det er jo første dag i andet kvartal og tæller derfor ikke).

Forårsrengøring

Har besluttet at det er på tide til en forårsrengøring. Både i mit liv og i min lejlighed. Har brug for orden omkring mig for at jeg kan få mit indre i balance. Det er dog noget af en opgave. Min lejlighed ligner på overfladen et hjem fra et boligmagasin, men så snart man kigger efter ser man virkeligheden. Al rodet er blevet proppet ind i skabe og ned i skuffer, og selv mine vægge skal vaskes ned.

E skal ikke have lov til at fylde så meget i hverken min lejlighed eller mit liv, så derfor flytter jeg alle hans ting ud i skabet på trappen. Lejligheden skal ikke konstant minde mig E, lejligheden skal minde mig om min ny fundne frihed. Apropos "ny fundne", hvor længe kan jeg så blive ved med at sige "Jeg er lige kommet ud af et langt forhold"? Er 4 måneder kort eller lang tid? Og hvis det er lang tid skal jeg så til at sige "Jeg er ikke klar til et forhold, selvom det er ved at være lang tid siden at jeg gik fra min kæreste."? Det lyder som en dårlig undskyldning..

Drak kaffe med min eks kæreste Uffie i søndags. Ikke som en date, men som et forsøg på at blive venner efter vores ret dramatiske brud i efteråret. Det gik overraskende godt, og jeg fik hverken kvalme eller sommerfugle i maven da jeg så hende. Hun har åbenbart fundet en anden, og først var jeg glad på hendes vegne. De er ikke kærester endnu, men godt på vej. Uffie er forelsket og den nye pige gengælder så vidt jeg kunne forstå hendes følelser. Da hun var gået blev jeg pludselig bitter. Hvorfor har hun fundet en anden når jeg ikke har? Hun skal oven i købet finde en blandt det begrænsede udvalg af lesbiske i København, jeg skal bare finde en mand. København er næsten et tag-selv-bord for en heteroseksuel kvinde, men alligevel har jeg ikke fundet en. Tænkte videre over det, og kom i tanke om hvor hårdt Uffie har haft det efter vores brud. Hvor tidligt det egentlig er at have fundet en ny, næsten fast, "kæreste". Hvor kedeligt det er, og hvor lidt det stemmer overens med måden jeg har lyst til at leve mit liv på. Besluttede mig dog for at finde hende den nye på Facebook, blot for at kunne sætte et ansigt på hende (læs: i håb om at hun ikke var pænere end mig). Fandt hende, lad os kalde hende Ida, og hvor blev jeg lettet. Ida er i grunden en ganske køn pige, men hvor ser hun dog kedelig ud. Hendes tøj reddede min dag, for hvor er det dog mainstream og jysk (og dermed ikke sagt et eneste ondt ord om jylland). Hun klæder sig ligesom 90% af de 13-25 årige i Danmark. Hun ligner alle andre, og jeg føler mig pludselig meget speciel. Ida er en rigtig blah-type, og det tror jeg matcher Uffie bedre end sådan en som mig. Så skal hun ikke føle at hun konstant løber efter et tog, men måske selv være det tog som blah-Ida løber efter. Jeg er lykkelig på deres vegne, og på mine egne. Jeg vil aldrig finde en blah-mand, det er ikke sådan jeg skal ende.

Selvom Uffie ikke var på listen over ting der skulle ryddes op i, så blev vores kaffe-aftale alligevel til en indre forårsrengøring for mit vedkommende. Er nu helt afklaret, og kan komme videre. E er også ude af billedet, og jeg er altså klar til noget nyt. Har besluttet at foråret er tidspunktet hvor man kan ændre sig uden at skulle forklare sig. Jeg vil derfor invitere pæne mænd på dates, også selvom jeg ikke kender dem og bare ser dem på gaden. Det gør man for lidt i Danmark, og det skal næsten indføres. Hvordan skal man ellers møde nye mennesker? I byen? Nej, jeg tror på at mænd finder initiativ og handlekraft sexet og derfor vil sige "ja" til mit tilbud. Kan evt. starte nede hos min lokale øko-pusher hvor der står en ret lækker mand bag disken. Jeg vil i hvert fald gå udenfor og nyde vejret og mit ny fundne mod.

At give slip

At give slip er den bedste følelse i verden. Det endelig at have mod til at lade nogen gå, som har været årsag til en milliard bekymringer. Det er give slip på noget uholdbart som man i lang tid, krampagtigt, har holdt fast i for bare at have noget. Det er lykken at føle sig fri og lettet. Føle at man nu er klar til alt det nye der ligger lige rundt om hjørnet. Også selvom det kan være svært..

Liva ringede i dag, blot for at fortælle mig at jeg er bedre tjent uden E. For at fortælle mig at hun godt vidste hvor svært det var, og at hun ikke synes at jeg skulle bruge mere energi på det. At hun forstod hvorfor jeg var så fascineret, men at han ikke havde noget at byde på, på længere sigt. Var ved at græde, men kun fordi jeg ved at hun har ret. Hun har uendeligt meget ret. Hun kunne fortælle mig alt det, som jeg længe har vidst men ikke har turde sige højt. At det er illusionen om et liv med en mand der altid er hip som jeg er forelsket i. En mand der spiller musik, går i lækkert tøj og kender alle. Men hvad har han af kvaliteter udover det? Han glemmer at betale sine regninger, hans økonomi ligger i ruiner, han overholder ikke vores aftaler, og han behandler mig som om jeg altid vil stå til hans rådighed, lige meget hvor skidt han behandler mig. Og hvis han kan behandle F som han gør, uden kvaler, hvordan kunne han så ikke finde på at behandle mig?
Jeg har besluttet at give slip. Jeg vil ikke længere håbe på at han ændrer sig. Jeg vil ikke foreslå kaffe-dates. Jeg vil ikke længes efter ham, selvom jeg til tider føler mig ensom, for jeg er mere værd end det. Han er et godt menneske, bare ikke godt nok.

Jeg vil nu vie mit liv til musikken, skriveriet og foråret. Jeg starter snart på et nyt studie, og der vil sikkert være mænd der siger mig mere end E gør, som giver mig mere end E nogensinde har gjort, og som jeg kan se en fremtid i. Lige nu skal jeg altså bare holde ud, og håbe på at den kreative proces kan tage mine tanker fra at krybe tilbage. Jeg vil tage på udstillinger og i teateret og blive inspireret, og jeg vil nyde at ingen dræner min energi. Jeg vil nyde foråret og løftet om en ny start.

Jeg har givet slip på E. Nu er spørgsmålet bare om E også kan give slip på mig.

Sex and the.. curse?

Det hænder at mit liv minder om en tv-serie. Nogle gange ser jeg det hele udefra og kan se hvor meget mine veninder og jeg selv minder om karakterer fra amerikanske tøse-serier. I går var sådan en dag.

Vi gik ned af Nørrebrogade. Tre smukke lyshårede piger med læbestift, høje hæle og sorte kjoler. Vi værdigede nærmest ikke de forbipasserende et blik, vi havde nok i os selv. Vi snakkede sammen som om hele verden var vores, og som om vi var alt. I går var vi verdens navle. Men der er selvfølgelig altid en bagside. For hvorfor opførte vi os sådan? Hvorfor havde vi brug for at føle os overlegne? Svaret er ligetil. Vi har alle sammen problemer med mænd, hvilket igen smider os tilbage i serie-kategorien. Vi er en ægte "Sex and the city"-flok. Unge, smukke, overtræk på samtlige kontokort, ombejlede, håbløst forelskede og ude af stand til at leve medmindre vi dater mindst én mand. Det er vores forbandelse.

Jeg fik aldrig talt med E, men sidst han sagde at han kunne lide mig svarede jeg: "jeg kan også godt li´ dig.. måske lidt mere end hvad godt er". Han blev mærkeligt stille, men har kontaktet mig hver dag siden. Han blev altså ikke skræmt. Min veninde ringede i går, kun for at sige at hun lige havde set E og F gå på Østerbro på kærestemåden. Mit hjerte der ellers var begyndt at føles helt let blev pludselig ubeskrivelig tungt. Prøvede at overbevise mig selv om at F var 2. prioritet, da han jo havde ringet om formiddagen og spurgt om han skulle komme forbi og lave muslinger til mig. Jeg havde en anden aftale og blev derfor nødt til at afslå hans ellers udemærkede forslag, men han havde jo ringet til mig først..ik´?
 Det er i virkeligeheden noget pjat. Han foretrækker ingen af os. Han taler ikke altid lige pænt om F, men han taler nok heller ikke altid pænt om mig. Han må nyde livet med to "kærester" der begge er blindt forelskede i ham. Men jeg er begyndt at få kvaler ved at lade som om mig og E kun er venner når F er i nærheden. Hun tror  næsten at de er kærester og det er de, ud fra E´s opførsel, langt fra. Mænd kan være onde, det behøver vi piger ikke at hjælpe dem med. Så jeg har tænkt mig at fortælle ham at han enten skal fortælle F hvordan landet ligger, eller også skal vi ikke ses på den måde mere. Har ikke lyst til at knuse en anden piges hjerte hvis jeg kan undgå det, så hellere få knust mit eget og være et godt menneske.
Endnu engang er mit liv lige til en tv-serie. Et trekantsdrama der er uløseligt.

20 sæsoner med 30 episoder i hver, om hvordan jeg forgæves prøver at finde kærligheden. E min store kærlighed bliver ved med at poppe op, men det er for konfliktfyldt til at det nogensinde går. Derfor ser jeg andre, mere eller mindre, håbløse mænd som jeg egentlig ikke er særlig interesseret i. De lover mig guld og grønne skove men jeg bider aldrig på. I sidste sæson bliver jeg gravid med E, og vi beslutter os derfor for at blive gift. Alle tror at alt ender lykkeligt, men i kirken møder han ikke op. Kameraet zoomer ud og jeg, i brudekjole og 8-måneders gravid-mave, forsvinder lige så stille og roligt i flokken af de 250 mennesker vi har inviteret til vores bryllup. Solen skinner og vi ender scenen ved at kigge ind af et flyvindue hvor E sidder sammen med F og deres nyfødte datter på vej til Dubai for altid. Serien kunne passende hedde "Elva´s forbandelse" eller "Sex and the curse". Bliver forhåbentlig snart headhuntet til en kvalm komedieserie i stedet, orker ikke 20 sæsoners forbandelse.

Undskyld

Et undskyld er ganske brugbart i mange situationer. Et "undskyld, det sker ikke igen" er endnu mere brugbart. I hvert fald hvis man har brudt et løfte. Det er åbenbart også det der er sværest at sige, også i mit tilfælde. Jeg var forfærdelig dårlig til at sige undskyld men Uffie lærte mig det i sin tid, og nu prøver jeg at lære E det.

Jeg er åbenbart blevet den sure i E´s harem. Jeg synes at det er flabet ikke at svare på sms´er og opkald, jeg synes det er respektløst at bryde aftaler som omhandler MIN lejlighed og jeg synes at det er barnligt når man ikke vil indrømme at man har fejlet. Alle disse ting er hvad E gør og derfor har jeg lagt ham på is.. igen. Han mener at jeg er sur og jeg mener at jeg reagerer som alle andre omkring ham burde. Han slipper af sted med alt for meget, og kan ikke forstå når jeg siger fra. Den mulighed findes slet ikke i hans verden, og derfor trækker han sig også. Men det kan sgu da ikke være mit job at fortælle ham når han har gjort noget galt. Det burde han selv kunne se! Og det burde ikke være mig der skulle bede om et "undskyld, det sker ikke igen", men det er det. Så nu må jeg vente og håbe på en undskyldning en dag. Sidst gik der det meste af en måned, hvor lang tid går der mon denne gang?

Min ligegyldighed overfor mad er begyndt at bekymre mig. En ting er at man ikke gider at lave mad, noget andet er når man rent faktisk ikke gør det. Har ikke spist ordentligt de sidste 3 måneder og jeg har heller ikke lyst. Mad siger mig absolut ingenting. Går tit ned for at handle, men kommer aldrig hjem med andet end mælk og kaffe. Har prøvet at analysere det, og mit bud er mangel på overlevelsesinstinkt. Jeg er måske født uden, eller også er det bare deaktiveret. Jeg plejede at elske mad, men da jeg flyttede fra Uffie forsvandt glæden ved det. Det blev et nødvendigt onde og nu er jeg altså blevet helt ligeglad.

Det er muligt at de to ovenstående situationer kan kædes sammen. Der er alt for rodet indeni mig til at kunne rumme begge dele. En uduelige mand og mad er måske bare for stor en mundfuld for en kvinde som mig. Problemet bliver bare at få afskaffet manden og indført mad i min dagligdag i stedet. Det kan vel egentlig klares med et "Jeg synes ikke at vi skal ses mere", men det er ubærligt at skulle sige. Jeg er trods alt på vippen til at være forelsket.. Undskyld.

Krig vs. fred

Uro er det værste jeg ved. Krig og fred kan jeg forholde mig til, men uro er en mærkelig mellemting. Det er dog det der beskriver mit indre bedst. Jeg svinger mellem kærlighed/had, jalousi/ligegyldighed og tvivl/afklarethed. Ved ikke om jeg skal gå i krig eller holde fred.

Efter næsten en uge i solen er jeg ladet op. Det var dog noget af et chok at komme tilbage til virkeligheden. Jeg skulle pludselig tage stilling til mit liv i København igen, og det var jeg ikke klar til. Mit første døgn bød på overraskelsesbesøg af E, bisættelse, gravøl og rødvinsbesøg hos Anna. E valgte at lægge vejen forbi kl. 7.30 fredag morgen efter en laaaang bytur. Har efter min besked sidste fredag valgt at jeg vil være mindre afvisende og have tillid til at E vil mig det godt. Han provokerer mig dog stadig for at få en reaktion. Glemte at reagere i situationen, men skrev en besked senere og det virkede som om det passede ham godt. Lod ham låne lejligheden til en lille fest, og han lovede at rydde op inden de gik. Da jeg kom hjem kl. 01 i nat var der stadig tændte stearinlys og intet tegn på oprydning. Han har derimod efterladt ingredienserne til "skinny bitches", så det er hvad jeg drikker i aften. Han er sammen med F nu, hvilket efterhånden er begyndt at gå mig på. Hun er min største konkurrent, og jeg har svært ved at læse E når han taler om hende. Prøver at undgå jalousi men det er ikke altid let når man prøver at give slip på alle sine forbehold.

Mødte en mand på min rejse. Han var egentlig ikke min type og virkede uopnåelig, men tog mig sammen og talte med ham. Han arbejdede på den bar vi var på, og gjorde mig helt teenage fjollet. Jeg fik hans telefonnummer og mail efter et par timers flirt, men noget gik galt da jeg prøvede at skrive til ham dagen efter for at mødes. Har fundet ham på facebook, selvom det virker ligegyldigt nu. Han er der og jeg er her.. Men man kunne jo altid tage en tur derned igen. Det eneste jeg har er et sløret billede hvor han står i baggrunden og en "jeg kan hvad jeg vil"-følelse når jeg tænker på det. Men sådan skal en ferie-flirt nok bare være.

Uroen bringer et valg med sig. Enten skal jeg gå i krig eller også skal jeg trække mig. Tror at jeg går i krig, det er det mest tiltalende lige nu.

"Alle min´ veninder, alle min´ veninder.."

Har været et nervevrag de sidste 22 timer. Havde det ikke været for Anna havde jeg forladt alle mine egendele og var flyttet langt, langt væk. Havde det ikke været for Liva havde jeg smidt hele mit liv ud i en stor sort sæk, og sat den til afhentning nede ved storskrald.

Jeg sendte beskeden til E som planlagt. Han havde oven i købet taget F med til min koncert. Havde det ikke været for mit store indtag af øl havde jeg brækket mig i lår-tykke stråler over al´ deres kæresteri, men jeg var heldigvis nået til et punkt hvor jeg var ligeglad. Han kyssede mig ellers da vi sagde hej, men der må F have været udenfor. Da han var gået ventede jeg 15 min., drak en øl mere og sendte beskeden mens jeg holdte Anna i hånden. Panikkede ca. 3 timer efter fordi jeg ikke havde fået et svar. Men både Anna og Liva beroligede mig, og afholdte mig fra at sende en "bare glem den mærkelige besked"-besked. Prøvede at forlige mig med tanken om at jeg nok ikke ville få et svar hele eftermiddagen. Da jeg alligevel var ved at bukke under ringede Liva og overbeviste mig om at hvis han svarede var det skønt, men hvis han ikke gjorde betød det bare at jeg skulle ud og finde en anden skøn mand. Da jeg havde lagt på informerede min telefon mig om at jeg havde fået en besked. Helt uimponeret åbnede jeg den, uden at se hvem den var fra. Og lige der stoppede mit hjerte et sekund hvorefter det begyndte at slå hurtigere end nogensinde. Han svarede fandeme!!! Han svarede!! Og ikke nok med at han svarede, han har det på samme måde. Bliver helt blød i knæene når han skriver at han holder af mig og sætter mit navn bagefter. Og det var lige det han gjorde.

Rejser til et varmere sted i morgen. Har efter E´s besked ikke skænket pakning en tanke. Men nu skal jeg i gang. Jeg burde i hvert fald..

Er ikke længere et nervevrag, er nu bare umulig at få ned på jorden. Petruska er i dette tilfælde kvinden der kan  forhindre mig i at svæve helt væk. Hun er nemlig alt andet end begejstret for min fascination af E, og vil derfor sige noget i retning af "Jeg forstår bare ikke at du gider. Hvad har han nogensinde gjort af gode ting for dig?". I alt det her har mine veninder været min redning. Ønsker at jeg også kan redde dem en dag.