Undskyld

Et undskyld er ganske brugbart i mange situationer. Et "undskyld, det sker ikke igen" er endnu mere brugbart. I hvert fald hvis man har brudt et løfte. Det er åbenbart også det der er sværest at sige, også i mit tilfælde. Jeg var forfærdelig dårlig til at sige undskyld men Uffie lærte mig det i sin tid, og nu prøver jeg at lære E det.

Jeg er åbenbart blevet den sure i E´s harem. Jeg synes at det er flabet ikke at svare på sms´er og opkald, jeg synes det er respektløst at bryde aftaler som omhandler MIN lejlighed og jeg synes at det er barnligt når man ikke vil indrømme at man har fejlet. Alle disse ting er hvad E gør og derfor har jeg lagt ham på is.. igen. Han mener at jeg er sur og jeg mener at jeg reagerer som alle andre omkring ham burde. Han slipper af sted med alt for meget, og kan ikke forstå når jeg siger fra. Den mulighed findes slet ikke i hans verden, og derfor trækker han sig også. Men det kan sgu da ikke være mit job at fortælle ham når han har gjort noget galt. Det burde han selv kunne se! Og det burde ikke være mig der skulle bede om et "undskyld, det sker ikke igen", men det er det. Så nu må jeg vente og håbe på en undskyldning en dag. Sidst gik der det meste af en måned, hvor lang tid går der mon denne gang?

Min ligegyldighed overfor mad er begyndt at bekymre mig. En ting er at man ikke gider at lave mad, noget andet er når man rent faktisk ikke gør det. Har ikke spist ordentligt de sidste 3 måneder og jeg har heller ikke lyst. Mad siger mig absolut ingenting. Går tit ned for at handle, men kommer aldrig hjem med andet end mælk og kaffe. Har prøvet at analysere det, og mit bud er mangel på overlevelsesinstinkt. Jeg er måske født uden, eller også er det bare deaktiveret. Jeg plejede at elske mad, men da jeg flyttede fra Uffie forsvandt glæden ved det. Det blev et nødvendigt onde og nu er jeg altså blevet helt ligeglad.

Det er muligt at de to ovenstående situationer kan kædes sammen. Der er alt for rodet indeni mig til at kunne rumme begge dele. En uduelige mand og mad er måske bare for stor en mundfuld for en kvinde som mig. Problemet bliver bare at få afskaffet manden og indført mad i min dagligdag i stedet. Det kan vel egentlig klares med et "Jeg synes ikke at vi skal ses mere", men det er ubærligt at skulle sige. Jeg er trods alt på vippen til at være forelsket.. Undskyld.