"Det er ikke dig, det er mig.."

Intuition er ikke nogen dårlig ting at rette sig efter. Det har jeg efterhånden erfaret. I går blev jeg endnu en gang bekræftet i det. For at gøre en lang historie kort er det forbi med Manden. Han viste sig at være mere dreng end mand, og heldigvis gik det ret hurtigt op for mig. Der er ingen grund til at spilde sin tid på mennesker der ikke behandler en ordentligt. Bum!

Nu har jeg endnu en gang ikke noget der holder mig i København, og derfor er min rejselyst kommet tilbage gange ti. Jeg har lyst til at tage ud i lufthavnen, købe den første og bedste afbudsrejse og så bare tage afsted. Jeg er egentlig ligeglad med hvorhen, bare afsted. Jeg har lyst til sol og varme, nye mennesker, en anden valuta. Og så har jeg lyst til at blive træt af det hele igen så jeg kan komme hjem og glæde mig over mit, ellers udemærkede, liv i København. For min udlængsel er ikke en længsel der vil vare ved. Det ved jeg allerede nu. Men det ville bare være rart at få den mættet så jeg kan koncentrere mig om andre, og vigtigere, ting. Fx mit studie.
          Det er dog ikke kun "bruddet" med Manden der gør at jeg ikke har noget at blive for i København. Det er i høj grad også min mangel på lejlighed om få måneder. Men jeg tror at jeg har taget en drastisk beslutning om at købe noget. Jeg bliver mærkeligt tilpas når jeg ikke har en fast base. Min base har været midlertidig i snart halvandet år, og det er ikke holdbart længere. Så ja, nu står jeg altså og har besluttet mig for at investere flere penge end jeg nogensinde har tjent. Meget voksent. Har dog også besluttet mig for at jeg vil bo et ordentligt sted eftersom det nok bliver mit hjem de næste 5-6 år. Jeg er derfor gået på intensiv jagt og er yderst kritisk i forhold til beliggenhed.
     
Jeg har brændt mig en del gange på mænd det sidste år. Har ikke lyst til at opsøge flere mænd. Har ikke lyst til at gå alle følelserne igennem igen. Ens hjerne opdeler ting i skemaer, i hvert fald  hvis man skal tro på den kognitive psykologi, og jeg er begyndt at forbinde forelskelser med følelsen af tomhed og et hjerte der sidder helt nede i maven. Tror at jeg vil prøve at barrikadere mit hjerte. Bare for en tid. Kan ikke bære at høre flere variationer af "Det er ikke dig, det er mig.."-klichéen.

Aften-tristhed

Jeg bliver ked af det om aftenen. Føler mig frygteligt tom indeni. Jeg har altid haft det sådan. Det er selvfølgelig ikke hver aften, men der sker vel en 3-4 gange om ugen. Da jeg var yngre græd jeg, nu bliver jeg bare stille. I nogle perioder er det værre, og det er ligesom om at følelsesmæssigt overvældende begivenheder gør min aften-tristhed værre dagen derpå.

I går var alt forvirrende. Manden, som jeg ikke har set siden mit panik anfald for to uger siden, aflyste vores aftale fordi han var syg. Endte alligevel med at se ham en times tid senere på aftenen. Han sagde ting til mig som tilhører et højere trin på dating-trappen end vi var nået til sidst. Men jeg var klar til det. Jeg panikkede ikke. Følte mig bare.. tilpas. Da jeg kom hjem blev jeg dog i tvivl igen. For selvom at Manden og jeg har tilbragt flere timer på at snakke om vores liv og fortid, så er der alligevel noget der nager mig. Der er fx det med (ex) kæresten som jeg endnu ikke har fået afklaret. Men der er også noget andet.. 

          Jeg plejer at kunne gennemskue mennesker. Nogle endda før de præsenterer sig selv. Men Manden er en af de få som jeg ikke kan gennemskue. Hans adfærd er mærkelig sammensat. På den ene side er han åben og imødekommende, men på den anden side dyster og reserveret. Jeg mistænker ham for at have selvtillid på størrelse med et knappenålshoved og at han derfor, til tider, opfører sig overlegent for at kunne klare sig. Andre gange krakelerer facaden nemlig, og så fremhæver han i stedet de fejl han mener at han har. Men jeg er ligeglad med alt det han fremhæver. Nogle af tingene er grunden til at jeg synes om ham. 

          Jeg fik endnu engang ikke afklaret noget som helst i går. Jeg er dårlig til at gå rundt i uvished. Det har derfor også påvirket min dag i dag. Jeg har læst en hel bog. Ligget på sofaen, stirret ud i luften og hørt gamle podcasts. Gået en tur med mine nye solbriller på. Jeg har ikke sagt et eneste ord i dag. Ikke sunget. Ingen lyd. Kan ikke holde ud at høre musik. Har fået en passion for bøger der handler om mænd der gennemlever en eller anden form for eksistentiel krise. Det giver mig på en måde håb at man kan opleve en krise på så basalt et plan. Ikke noget med kvinde-kriser der handler om at de ikke kan leve op til andres forventninger om hjemmebagte klid-boller, fabelagtige karrierer og børn der bliver hentet tidligt og skal i zoo, hver dag! Nej mande-kriser er ægte på en helt anden måde. Mere troværdige og handler ofte om en grundlæggende forståelse af verden, sjældent om deres eget ego. Der er håb. Selv for mig, der i min navlepiller-nedtur kun tænker på hvad der skal ske med mig og Manden. 

          Jeg har en tendens til, ligesom alle andre kvinder, at overtænke. Derfor er disse spørgsmål opstået de sidste 24 timer:

- Mon manden tager initiativ til næste date, eller skal jeg gøre det igen?

- Hvem er egentlig ham Ken Burns der har været vigtig nok til at få opkaldt en effekt i Imovie efter sig?

- Kaldte Manden mig virkelig "Skat" i går eller er det bare noget jeg bilder mig ind?

- Hvordan krammer man en to meter høj mand bedst muligt?

- Er det mig eller verden der er noget galt med i dag? 

- Hvordan mon jeg ser ud i fugleperspektiv, nøgen?

- Kan jeg sælge min krop og/eller sjæl for at blive gældfri?

- Skyldes min stilhed en snigende forelskelse?

          ..Det sidste spørgsmål har jeg brugt mest tid på at tænke over. Jeg er dog stadig for usikker til at give et entydigt svar, men er godt ovre i ja-området. 

Jeg har, grundet mødet med Manden i går, haft et ret heftigt anfald af aften-tristhed. Men har, efter at have pløjet igennem endnu en bog om en eksistentiel krise, fundet en løsning. Man skal finde tilbage til de ting man holdte af som barn. Det laver ligesom huller i den sorte sky. Jeg har derfor bygget en mindre landsby på mit spisebord af bøger, glas, pap og en enkelt skål der fungerer som gadekær. Bliver glad af at se på den. Lader den stå til i morgen. Hvem ved, hvis jeg virkelig er ved at blive forelsket går min aften-tristhed nok ikke væk foreløbig, grundet det følelsesmæssige pres, og så kan jeg lige så godt beholde min hjemmebyggede by lidt endnu.