Intuition er ikke nogen dårlig ting at rette sig efter. Det har jeg efterhånden erfaret. I går blev jeg endnu en gang bekræftet i det. For at gøre en lang historie kort er det forbi med Manden. Han viste sig at være mere dreng end mand, og heldigvis gik det ret hurtigt op for mig. Der er ingen grund til at spilde sin tid på mennesker der ikke behandler en ordentligt. Bum!
Nu har jeg endnu en gang ikke noget der holder mig i København, og derfor er min rejselyst kommet tilbage gange ti. Jeg har lyst til at tage ud i lufthavnen, købe den første og bedste afbudsrejse og så bare tage afsted. Jeg er egentlig ligeglad med hvorhen, bare afsted. Jeg har lyst til sol og varme, nye mennesker, en anden valuta. Og så har jeg lyst til at blive træt af det hele igen så jeg kan komme hjem og glæde mig over mit, ellers udemærkede, liv i København. For min udlængsel er ikke en længsel der vil vare ved. Det ved jeg allerede nu. Men det ville bare være rart at få den mættet så jeg kan koncentrere mig om andre, og vigtigere, ting. Fx mit studie.
Det er dog ikke kun "bruddet" med Manden der gør at jeg ikke har noget at blive for i København. Det er i høj grad også min mangel på lejlighed om få måneder. Men jeg tror at jeg har taget en drastisk beslutning om at købe noget. Jeg bliver mærkeligt tilpas når jeg ikke har en fast base. Min base har været midlertidig i snart halvandet år, og det er ikke holdbart længere. Så ja, nu står jeg altså og har besluttet mig for at investere flere penge end jeg nogensinde har tjent. Meget voksent. Har dog også besluttet mig for at jeg vil bo et ordentligt sted eftersom det nok bliver mit hjem de næste 5-6 år. Jeg er derfor gået på intensiv jagt og er yderst kritisk i forhold til beliggenhed.
Jeg har brændt mig en del gange på mænd det sidste år. Har ikke lyst til at opsøge flere mænd. Har ikke lyst til at gå alle følelserne igennem igen. Ens hjerne opdeler ting i skemaer, i hvert fald hvis man skal tro på den kognitive psykologi, og jeg er begyndt at forbinde forelskelser med følelsen af tomhed og et hjerte der sidder helt nede i maven. Tror at jeg vil prøve at barrikadere mit hjerte. Bare for en tid. Kan ikke bære at høre flere variationer af "Det er ikke dig, det er mig.."-klichéen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar