Update

Jobbet på restauranten var egentlig begyndt at gå mig på. Ikke kun min chef, også kunderne. Men pludselig stod der en mand med skæg og runde briller, som stammende inviterede mig på kaffe. Visitkortet jeg fik i hånden fejlede ikke noget, og jeg besluttede mig derfor for at mødes med designeren. Det holdte i halvanden måned. For når alt kommer til alt, hvem har så lyst til at date en 30-årig mand med en fed løn, der bor hjemme hos sine forældre? Indkøb var en by i Rusland for ham, og hans selvtillid var på størrelse med en to-krone. Hans madvaner var foruroligende. Mest af alt fordi han ofte havde lyst til junkfood og efterfølgende fortrød sit spiseri  bitterligt. Det var heller ikke ligefrem fordi, at han var en tynd mand, men hvis man har truffet et valg må man stå ved det. Jeg stoppede derfor vores "forhold", og svor at jeg aldrig ville finde en mand som ham igen.

Midt i oktober fandt jeg endelig den lejlighed jeg havde drømt om. Jeg flyttede ind midt i november og brugte de to første uger på at male, ordne gulv og gøre rent. Bor stadig i et mindre byggeprojekt, men er efterhånden begyndt at vænne mig til det. 

De sidste to uger har jeg brugt på en hovedkuls forelskelse i en mand, som på alle måder er meget langt fra mig. Han kommer fra mellemøsten og er netop blevet sendt tilbage, grundet en fejl i hans ansøgning om forlængelse af hans opholdstilladelse. Jeg bruger nu alt mit krudt på mit eksamensprojekt, i et forsøg på at arbejde mig ud af savnet. Sidste nyt er, at han har besluttet sig for at fortsætte sig studie i Danmark. På grund af mig. Og han kommer derfor højest sandsynligt tilbage til februar. Fortællingen om mit mellemøstlige eventyr kommer i et indlæg for sig selv. Det fortjener det.

Mormor

Har glemt mig selv, og tror måske at jeg ligger et sted mellem mine papirer med ufærdige sange og alle mine køkkenting i de flyttekasser der står i mine forældres sommerhus. Jeg pakkede mit liv ned sidst i juli og sagde farvel til min gamle lejlighed, og har derfor opholdt mig i min mormors lejlighed lige siden. Jeg er vel det man kalder husvild. Heldigvis har jeg kunne være i min mormors lejlighed der, det meste af tiden, står tom da min mormor hovedsageligt opholder sig hos sin kæreste. Bor derfor i hjem med suppeterrin, ægte tæpper og, hold fast, service til 100. Men det er desværre ikke udelukkende mig der bruger lejligheden, for min onkel er i øjeblikket ved at få bygget et hus og er derfor også husvild. Det er dog ikke fordi han mangler et sted at bo da han har en kæreste med rækkehus. Han mangler til gengæld et sted at udføre sine lyssky sidespring. Han bruger derfor lejligheden, og ha´ lige suppeterrinen, de ægte tæpper og service til 100 i baghovedet, som hore-hule. Hvem fanden knalder udenom i sin mors lejlighed? Og hvem fanden gør det en gang om ugen?! Det gør min onkel åbenbart..

Min boligsituation er, på trods af onkel, ikke så skidt endda. Lejligheden ligger ret centralt og jeg har fået lov til at låne en masse penge i banken og er derfor på boligjagt. Og selvom jeg kun har ledt i et par måneder ser det ud som om, at jeg har fundet lejligheden. Glæder mig til at kunne pakke mig selv ud og  få en, nogenlunde, normal hverdag igen.
          Til trods for at alt ser ganske lyst ud har jeg fået en sommer-depression. Er ret sikker på, at den er opstået som et resultat af mangel på en meningsfyldt hverdag. Jeg savner universitetet. De sidste to en halv måned har jeg arbejdet som tjener og har derfor ikke fået særlig mange intellektuelle input. Når min hjerne ikke får lov til at arbejde går resten af mit liv i stå. Helt og aldeles. Det har også resulteret i, at jeg helt har droppet at date, flirte og tage i byen. Jeg har stort set ikke arbejdet på min musik siden 1. august. Jeg er til gengæld begyndt at holde af de kork brikker min mormor har til at sætte under glas. Det bedste slik jeg kan komme i tanke om er bolcher. Jeg har malet mine tånegle røde. Jeg er blevet ganske glad for P4 og har næsten helt droppet P3, der ellers har været min yndlings radiokanal de sidste mange, mange år. Kryds og tværs er blevet min helt store fritidsbeskæftigelse. Jeg er ved at blive til min mormor!

Jeg har helt glemt mig selv og er i stedet ved at blive en ældre kvinde med hang til 'Werthers ægte' og bordskånere. Det eneste tegn på at jeg stadig har en snert af mig selv tilbage et sted indeni er, at jeg væmmes ved min onkels sidespring i lejligheden. Eller måske er det også sådan noget mormødre gør?

Symbiose

Igen gik det ikke med den mand livet havde tildelt mig. Denne gang var det dog mig selv der afsluttede det. Århusianeren var ikke ligefrem psykisk stabil, og til sidst blev det for meget for mig. Desuden er et forhold med to der lider af periodevis sindssyge ganske uholdbart. Jeg har derfor sat mig i hovedet, at hvis jeg skal være kærester med nogen må den anden part fungere som den stabiliserende faktor. Ikke mig. Alt i mens jeg har droppet mit forhold til Århusianere, har Mira og Anna fundet nogle nye mænd. Jeg er derfor den eneste uden hverken flirt eller potentiel mage i kikkerten i min omgangskreds. Og derfor har jeg taget min holdning til forhold og mænd op til grundig overvejelse. For hvordan vil jeg egentlig gerne have mit liv til at se ud? Vil jeg være alene? Eller skal jeg aktivt søge efter en mand? Og er der egentlig ikke en mellemting?

          Jeg har længe påstået, at jeg ikke tror på kærlighed. Jeg har også, mest overfor mig selv, holdt lange taler om, at ens livskvalitet ikke nødvendigvis bliver forbedret bare fordi man er i et fast forhold. Og det agter jeg at holde fast i. Men måske det alligevel ville være rart med en mand i mit liv engang. Som en slags fast inventar. Men hvis det nogensinde skal lykkes bliver jeg nødt til at ændre holdning til den der kærlighed. Problemet er bare, at jeg efterhånden har fundet mig rigtig godt til rette i min single tilværelse. Jeg har vitterligt svært ved at se hvorfor jeg skulle have brug for en partner. Og så er vi igen tilbage til min manglende tro på kærlighed. For hvis nu man er dødeligt forelsket i et andet menneske, så ønsker man sig jo ikke andet af tilværelsen end at være sammen med sin udkårne. Så meget kan jeg da huske. Konklusionen må være at jeg ikke har været forelsket siden E, som jeg droppede for over et år siden.
          Imens jeg sluger min nyvundne visdom har jeg brug for, at tage et andet emne op. Nemlig Mira og hendes nye mand. Jeg synes tit, at Mira kaster sig lidt for hurtigt ud i kæreste tilværelsen med de mænd hun møder. Sidst var det en fra hendes studie som hun kastede sin kærlighed på, og på første date spillede kort med, lavede mad med, så film med og sov sammen med. Sådan noget som kærestepar gør. Denne gang er hun gået all-in på Lille Jul og har på anden date præsenteret ham for sine bedsteforældre og sovet sammen med ham i hendes mors hus, imens moren var hjemme. Hvis det var mig ville alt det aldrig være sket før jeg havde været kærester med ham i mindst fire måneder. Og det med kæreste-tingen var ikke sket før efter tre. Mine forældre ville altså først få lov til at møde min nye mand efter jeg havde kendt ham i omegnen af syv måneder. Mira har valgt at lade det ske efter to uger. Da hun fortalte det blev jeg skræmt på hendes vegne. Jeg ved hvor ked af det hun bliver hvis det ikke kommer til at gå med Lille Jul, fordi hendes familie nu er involveret. Men måske det er den naive tilgang til kærligheden jeg mangler. En tro på, at det nye er smukt og svøbt i kærlighed på trods af tidligere fiaskoer.
          Hvis jeg skal få noget ud af al´ denne analyseren frem og tilbage bliver jeg nødt til, at vende tilbage til min manglende evne til at forelske mig. Det skyldes muligvis flere ting. Et, jeg har ikke mødt nogle mænd der havde hvad der skulle til for at slå benene væk under mig. To, jeg forbyder mig selv at blive forelsket af frygt for, at det endnu en gang vil ende i en tragedie. Og sidst men ikke mindst min distance til de forhold jeg prøver at etablere. Her på bloggen har jeg, af hensyn til min anonymitet, valgt at kalde alle ved alias'er. Men det er desværre ikke kun her på bloggen det sker, men også i virkeligheden. Jeg erkender de følelser jeg har for de mænd jeg dater, men jeg erkender ikke hvem mine følelser er rettet imod. I stedet for at kalde Ozzy, Århusianere, Min nye bedste ven (bedre kendt som T) og Manden ved deres rigtige navne, holder jeg mig til deres alias'er. På den måde får de ikke lov til at komme tæt på. Det samme sker med Miras nye mand, Lille Jul, som jeg kun kan holde ud at omtale hvis det er ved brug af hans alias. Alt andet giver mig kvalme. Og alt arbejdet for at gøre mænd så identitetsløse som muligt bunder vel i, at jeg ikke vil anerkende, at jeg har følelser for et andet menneske. Jeg tør ikke at give min lykke et navn. Og nu har det åbenbart bredt sig til, at jeg heller ikke tør at give andres lykke et navn. Jeg insisterer på, at dem jeg dater skal være bi-personer i MIT liv for jeg er dødsensangst for at de bliver hele mit liv. Det tør jeg ikke at lade nogen blive igen. At lade et andet menneske være grunden til, at man står op om morgenen, trækker vejret og spiser.

Kærlighed er så stor en del af vores liv. Men hvad nu hvis man er bange for den? Jeg er bange for at den overtager og kommer til at styre mig. Jeg holder krampagtigt fast i min selvstændighed og min frie vilje. Frygten bunder i en still-going-strong-forelskelse i den halvandet år gamle selvstændighed og "jeg"-følelse der opstod efter mit brud med Uffie. Måske er det okay at være forelsket i sin frie vilje og sig selv et stykke tid efter et fire-årigt katastrofe forhold støvsuget for ovenstående. Men helt ærligt, det kan jo ikke vare for altid. Måske jeg skulle prøve at bryde den symbiose jeg har dannet med mig selv og gøre plads til andre mennesker i mit liv? Eller måske jeg skulle starte i noget terapi? Jeg tror at jeg fortrækker at bryde min symbiose. Seperationsangst here I come!

Med vilje

At gøre ting "med vilje" bliver oftest brugt i beskyldninger og når folk skal forsvare sig. "Du kørte med vilje for stærkt!" eller "Jeg gjorde det ikke ikke med vilje!". Men hvis man skiller ordene ad er det egentlig en ret positivt vending. At gøre noget med vilje. Vilje er når man har besluttet sig for noget. På ordnet.dk bliver vilje beskrevet som: "Drivkraft i bevidstheden der tilskynder én til at tage beslutninger og føre dem ud i livet, evt. på trods af modstand fra omgivelserne eller usikkerhed eller manglende evner hos én selv". Men vi glemmer at bruge "med vilje"-vendingen positivt, og det vil jeg gøre noget ved.

I sidste uge mødtes jeg med en ven. Vi valgte at gå en tur rundt om søerne, og snakken faldt på Århusianeren. Ud af det blå udbryder min ven: "Skal i til at være kærester eller hvad?". Det er første gang, i de to måneder jeg har datet Århusianeren, at nogen har spurgt om det. Ingen har spurgt ind til om vi skulle være kærester, ikke før min ven gjorde det. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare og skøjtede let og elegant henover det med et "Naaahh, tjaaah, maah..". Men spørgsmålet var i virkeligheden ganske aktuelt, for hvad vil jeg egentlig?
          Da jeg et par dage senere mødtes med en min veninde Mira forelagde jeg min vens kæreste spørgsmål for hende. Mira prøvede, at fiske et svar ud af mig, men det endte i stedet i en one-man terapi-session med mig i stolen. Pludselig gik det op for mig, at jeg hele tiden har prøvet at sabotere mit og Århusianerens "forhold". Jeg har ikke lavet andet end at skubbe ham væk, for derefter at byde ham indenfor og alligevel smække døren i hovedet på ham når han stod på dørtrinnet, i overført betydning altså. Men når jeg nu er opmærksom på det, så må jeg kunne vende det om. Jeg ringede derfor i sidste uge til Århusianeren, bare for at snakke. Og da han skrev forleden og, i sjov, beskyldte mig for at have smittet ham med min søvnløshed, var mit svar omsorgsfuldt. Og det blev belønnet med, at Århusianeren roste mig for at være sød.
            Men nu melder der sig selvfølgelig et problem. I min verden (læs:København) er der en snert af afvisning i ordet "sød". Hvis en jeg dater bliver for "kæreste-agtig" og jeg ikke er klar til det, vil jeg, som en form for afvisning, sige "Hvor er du sød". På den måde har jeg hverken sagt for meget eller for lidt. Men læser Århusianere det samme ind i ordet som jeg? Måske betyder "hvor er du sød" lige præcis det, det altid har gjort, nemlig "hvor er du sød". En konstatering af, at min betænksomhed bliver registreret og at der bliver sat pris på den.

Når nu jeg, med vilje, har prøvet at skubbe Århusianeren væk tror jeg at mit næste move skal være at trække ham tættere på, med vilje. Jeg vil bruge min vilje til at ændre min adfærd så jeg kan finde ud af, om jeg har lyst til at blive kærester med ham. For lige nu er jeg langt fra sikker på, at det er dét jeg vil have det hele til at munde ud i.

Søvnløs

Burhan G har lavet en sang om det, måske jeg også skulle gøre det? På den anden side tvivler jeg stærkt på at mine sangskriver evner formår at indfange fænomenet lige så smukt som Burhan. Som fx dette uddrag fra hans eminente tekst til selv samme nummer:   

Ja vi besluttede, at vi sluttede
Ja vi sagde begge stop
Så jeg prøvede få det væk
Få det ud af min krop
Men mine tanker holder mig vågen nu (åh åhh)

Jeg taler selvfølgelig om at være søvnløs. Ikke helt af samme grund som stakkels Burhan, men jeg kunne snildt have skrevet en lige så hjernedød tekst. For det er nemlig hvad der sker når man ikke får sovet nok. Ens hjerne smelter langsomt, men sikkert, og til sidst kommer der udelukkende klichéer og banaliteter ud af munden på en. Ikke en eneste intelligent tanke har jeg tænkt den sidste uge, og det skyldes alt sammen at jeg ikke sover.

Nu lyder det umiddelbart ganske festligt det der med ikke at sove, men tro om igen. Jeg har selvfølgelig piftet min intro op for at indfange jer kære læsere, men i virkeligheden er det hele ganske kedeligt. Jeg har, siden januar engang, sovet utroligt dårligt. Jeg kan ikke falde i søvn om aftenen og jeg vågner efter 3-4 timers søvn. Den sidste uge er mængden af søvn dog faldet drastisk. Jeg har haft to meget søvnløse nætter, og har kun sovet 2 timer pr. nat de resterende nætter. Min krop er ved at falde fra hinanden og mit sind er ved at være så overbelastet at det snart lukker ned. Og nu sidder i sikkert derude og er kloge med råd som varm mælk med honning og et varme bade inden man skal i seng, men det virker ikke! Jeg har prøvet alt. Intet virker. Grundet min søvnmangel oplevede jeg i forgårs mit første rigtige 'breakdown'. Vi taler ikke om sådan noget med at tude. Nærmere vrangforestillinger.
          Jeg skulle hverken til møder eller på universitetet i onsdags, og min hjerne havde derfor masser af tid til at gå godt og grundigt i selvsving. Det første tegn var da jeg pludselig var overbevist om, at min veninde Anna, der de sidste fem måneder har været ud og rejse, var død. Pludselig var det den mest naturlige forklaring på hvorfor hun ikke havde været en fast del af mit liv det sidste stykke tid. Det værste var, at jeg ikke engang blev ked af det. Det hele føltes så naturligt. Derefter begyndte mit hjerte at hamre derudaf mens jeg sad i min sofa. Jeg har længe været stresset og et galoperende hjerte har derfor også været en fast del af min hverdag, men denne gang blev jeg bange. Jeg var sikker på at min hjertebanken havde noget med Århusianeren at gøre. Pludselig fik jeg også en klump i maven, og så stod det hele klart. Århusianeren havde fundet ud af at han ikke længere ville se mig. Jeg sad derfor og ventede på at han ringede eller skrev og overbragte nyheden, men det skete ikke. Efter at have ventet i to timer blev jeg pludselig klar i hovedet igen. Jeg vidste at Anna var et sted i Sydamerika og havde det godt, men følelsen af at der var noget galt med mig og Århusianeren kunne jeg ikke slippe. Jeg skrev derfor til ham og spurgte om han var ved at trække sig. Det var han selvfølgelig ikke. Tilbage sad jeg og følte at jeg havde haft en ud-af-kroppen oplevelse. Det var jo ikke mig der troede at Anna var død og det var heller ikke mig der troede at Århusianeren var ved at droppe mig. Det hele fandt sted et sted i min hjerne som jeg sjældent har besøgt i vågen tilstand. Midt i min underbevidsthed. Alt det jeg frygter mest var det der kom op til overfladen, og det er alt sammen min søvnmangels skyld. Min fornuft plejer at kunne holde styr på alle mine langt ude tanker, men i takt med at mit søvnunderskud vokser lukker vitale dele af min hjerne også ned. Og i dette tilfælde var det altså min fornuft og muligvis også dele af min hukommelse der lukkede ned.

Det der med at ligge søvnløs er egentlig ikke det værste. Det er mere at skulle gå rundt en hel dag med kun to timers søvn, eller slet ingen, i rygsækken og prøve at få det til at række. Og selvom at Burhan og jeg umiddelbart har en del tilfælles, i hvert fald det med at være søvnløse, så tror jeg at jeg lader ham om at skrive sangene om det. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at udgive en sang der er skrevet på baggrund af søvnmangel. Men kære Burhan G, jeg respekterer dit mod når du, som med nummeret søvnløs, tør at udgive en sang med så lidt indhold. Du er en værdig repræsentant for os andre søvnløse der render rundt og siger dybt uintelligente og banale ting fordi vores hjerner er blevet nødt til at skrue ned for blusset. Tak.

Forelsket?

Forelskelser kan antage mange former. Der er "jeg-kan-ikke-leve-uden-dig"- forelskelsen der ofte ender med en katastrofe (jvf. Romeo og Julie). "Du-er-da-egentlig-meget-sød"-forelskelsen der opstår grundet mangel på alternative partnere. "Jeg-hader-at-elske-dig-og-jeg-elsker-at-hade-dig"-forelskelsen der er den mest komplicerede forelskelse. "Du-er-SÅ-lækker"-forelskelsen der udelukkende er opstået på baggrund af ens partners udseende, og sidst men ikke mindst, "Der-var-du"-forelskelsen der får de ramte til at føle at de endelig har fundet den de hele tiden har ledt efter. Men hvordan er det nu lige, at man finder ud af om man er forelsket?

Jeg tror måske at jeg er blevet ramt, men det har taget mig noget tid at forstå. Det var faktisk først igår morges da jeg vågnede op hjemme hos Århusianeren at det gik op for mig. Det var ca. samtidig det gik op for mig at han måske også er ramt. Jeg vågnede omkring kl. 8:30, tre en halv time efter vi var gået i seng, lå derefter vågen i to timer og besluttede mig til sidst for at tage hjem og lade Århusianeren sove videre. Jeg tog mit tøj på og vækkede ham for at sige at jeg gik. Men han insisterede på at jeg blev. Endte med at lægge mig i sengen igen og kom først ud af døren halvanden time senere. For lige pludselig var det helt umuligt for mig at sige farvel til ham. Det var svært bare at give slip på hans hånd. Og han havde det vidst på samme måde. 

          Aftenen før havde jeg mødt en af hans venner der var meget opmærksom på mig. Han vidste nogle helt ligegyldige ting om mig som jeg har fortalt Århusianeren. Han observerede mig når jeg stod tæt på Århusianeren og i det hele taget følte jeg at jeg skulle godkendes. Jeg tror at det lykkedes.

         Jeg er også blevet pirrelig omkring hele Århusianer-situationen. Hvis nogen antyder at jeg kun finder utilgængelige mænd føler jeg at de allerede har dødsdømt mit og Århusianerens forhold. Anna, der er ude at rejse og snart har været væk i fem måneder, skrev i en mail at hendes veninde der har arbejdet sammen med Århusianeren havde nævnt, at han var typen hun burde date. Er sjældent blevet så ked af, og vred over, så ubetydelig en information. Også selvom han tidligere har talt om aldersforskelle og at han ikke ville date en der var mere end et par år yngre end ham (læs:Anna er 4 år yngre end Århusianeren og derfor er det slet ikke en mulighed). Desuden sidder hun pt. på den anden side af jorden og har aldrig mødt manden. Al den pirrelighed giver kun mening hvis jeg er forelsket. Og alt hans "mød min ven" og "du må ikke gå" giver kun mening hvis han også er forelsket, eller i det mindste på vej til at blive det. 

          Min veninde Mira tror ikke på at han ikke er klar til at få en kæreste, som han sagde for en måned siden. Hun tror på at han mente det da han sagde det, men hun er overbevist om at der har ændret sig siden da. Alt det han gør for mig, husker om mig og de ting han siger til mig, giver ikke mening hvis han stadig bare er følelsesmæssigt ustabil og ikke er interesseret i, at blive kærester med mig på et tidspunkt. Jeg er blevet nødt til at give hende ret. Jeg tror dog ikke, at han har tænkt sig at afsløre sine ændrede planer før om et par måneder. Jeg tror at han holder fast for at beskytte sig selv. Og det passer mig udemærket. Jeg har nemlig virkelig svært ved at stole på mænd efter mine, efterhånden en del, forliste forsøg. Så jeg har brug for tid til, at turde stole på ham. Ikke at han har givet mig grund til andet, men jeg skal overvinde min egen frygt før det kan lade sig gøre. Men i bund og grund er vi vidst begge godt på vej.

Nu hvor jeg har konstateret at jeg er forelsket, og at Århusianeren nok også er ved at blive det, er næste skridt at afkode hvilken slags forelskelse der er tale om. For jo, jeg glæder mig til at se ham men jeg er ikke ved at dø selvom der går en uge imellem. Jeg er ikke helt forblændet, men kan heller ikke finde nogen store fejl ved ham. Jeg føler mig tryg og får en følelse af 'os' når vi er sammen, men er bare 'mig' når jeg går og jeg føler mig stadig hel selvom han ikke er der. Denne her forelskelse må være en af dem der kommer snigende. Måske oven i købet en af dem hvor man kan bevare sin identitet på trods. En af dem hvor man komplementerer, og ikke ændrer, hinanden. Men også en af dem hvor man frygter at det går galt, selvom man slet ikke har nogen grund til det.

Mission Århusianer

Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Mission Århusianer

Efter flere mislykkede forsøg sættes der hermed hårdt ind, for at redde Elvas hjerte. Hun har denne gang udvalgt sig et eksemplar af arten Mand med rod i følelserne hvilket hun generelt har en tendens til. Dette eksemplar har dog udvist en ærlighed der gør den helt speciel. Og da Elva nu har udråbt dette eksemplar, Århusianeren, til en af de få "eneste ene´r", er det derfor også ekstremt vigtigt at denne misson lykkes. Hvis ikke vil det betyde at Elvas hjerte igen vil briste, og denne gang i så mange stykker, at det er uklart om det nogensinde vil kunne samles igen. 

Første fase

Missionens første fase er allerede, i skrivende stund, gået i gang. Elva har valgt at blive ved med at se Århusianeren, på trods af at det ikke vil føre nogle steder. Det er dog ekstremt vigtigt at påpege at Århusianeren ikke virker hverken afvisende eller uinteresseret på trods af rodet i følelserne. Målet i missionens første fase er, at vise interesse for Århusianerens følelses rod. For at bekæmpe fjenden (læs: følelserne) må man lære den at kende. Dette gøres bedst ved at spørge ind til hvornår følelserne opstod, hvorfor, for hvem osv.

Anden fase

Missionens anden fase består i at Elva skal udvise tålmodighed og stabilitet. Disse egenskaber er dog ikke nogle Elva besidder og det vil derfor kræve en hel del arbejde og proteindrikke. Tålmodigheden vil, hvis alt går vel, få Århusianeren til at føle sig mindre presset. Hvis Elva formår at udvise en tilpas mængde rummelighed, vil dette give Århusianeren tid og plads til at bekæmpe følelserne (læs: fjenden). Stabiliteten bliver muligvis Elvas største udfordring da hun skifter mening, og planer, som andre mennesker skifter strømper. Det er dog den vigtigste del af planen da Århusianeren, grundet sine følelser, næppe har et særligt stabilt indre. Elva kan derfor overtage rollen som den stabiliserende faktor i Århusianerens liv, og på den måde gøre sig uundværlig.

Tredje fase

Missionens tredje fase er, hvis alt går efter planen, den sidste. Det bliver sikkert også den længste. Efter at Elva har lært fjenden (læs: følelserne) at kende og har gjort sig uundværlig, skal der ventes. Dette bliver dog ikke en fase hvori Elva kan se passivt til. Det er her hendes rolle som kvinde skal udfoldes. Det er i denne fase, at omsorgen for Århusianeren skal udføres. For at bekæmpe fjenden (læs: følelserne), skal samtlige dårlige oplevelser erstattes af nye og gode. Dette gøres bedst ved at udvise omsorg, omtanke og ved at få Århusianeren til at grine. Det er derfor også en fase der kan trække ud, alt efter hvor grundig Elva er i sin uddrivelse af de dårlige oplevelser. Det skal dog bemærkes at Elva, hvis hun presser på, sætter udviklingen tilbage, og at derefter vil blive nødt til at gentage anden fase, hvis hun altså er så heldig at Århusianeren ikke flygter helt. 

Denne mission er særdeles farlig da den skal udføres af en impliceret. Elvas følelser risikerer derfor at påvirke hendes handlinger, og kan i værste fald udløse en katastrofe. Det er derfor af største vigtighed at Elvas veninder vil være til rådighed, dag og nat, i tilfælde af at Elvas følelser løber af med hende. Det er ofte sket at Elva handler på impulser, og det vil på ingen måder gavne missionen. 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  

To skridt frem og et tilbage

To skridt frem og et tilbage. Dette er sådan rundt regnet hvad der er sket på dating-fronten. Havde en skøn første date med Århusianeren. Anden date var også ganske vellykket, og endte med at vi sov sammen (læs: havde sex). Men daten i dag, som jeg have besluttet mig for skulle være sådan en hvor vi ikke havde sex, blev mærkelig og skabte en distance som jeg absolut ikke brød mig om.

Jeg er ikke desperat. Jeg har ikke travlt med at give afkald på min frihed som single. Ikke fordi jeg har brug for at se andre mænd end Århusianeren, mere fordi jeg endelig har fundet mig til rette med rollen som single powerkvinde. Dermed ikke sagt at jeg er følelses forladt, for det er jeg bestemt ikke! Da jeg kom hjem fra Århusianeren i eftermiddags talte jeg med Mira, og pludselig gik det op for mig at forelskelses-frøene er begyndt at spire. Omend der er langt til en reel forelskelse er den dog på vej. Men alligevel havde jeg en fornemmelse af at der var noget galt.

        Har netop talt med Århusianeren om min fornemmelse, og havde endnu en gang ret. Han er stadig ikke følelsesmæssigt på toppen efter hans eks kærestes exit fra hans liv i vinters. Men jeg har besluttet mig for at det ikke skal forhindre mig i at nyde hans selskab. Desuden er jeg ret fast besluttet på, at han er den rigtige. Eller, det vil sige at han er en af dem. Er gået tilbage til min tidligere overbevisning om, at der findes flere 'rigtige'. Den eneste ene er, i mine ører, stadig noget vås. Men tanken om flere 'eneste en´er' tror jeg på. Og han er en af dem. Derfor bliver jeg ved med at se ham, velvidende at han er følelsesmæssigt utilgængelig. For som den naive kvinde jeg, trods alt, er tror jeg på at det bare handler om tid. Jeg tror ikke på at han kan forblive et følelsesmæssigt rod i mit selskab. Ikke for evigt i hvert fald. Og når nu min mavefornemmelse plejer at være rigtig, hvorfor så ikke også denne gang? Måske han i virkeligheden bare stejler over det der med at skulle binde sig. Jeg tror i hvert fald på det, og så længe jeg gør det forbeholder jeg mig retten til at se ham og stille håbe.

Jeg har aldrig lært at danse hverken vals eller noget der minder om det. Jeg har altid været bedst til at danse alene. Men nogle gange er der alligevel nogle der byder en op til en dans som man ikke har mulighed for at sidde over. Livet bød mig op for halvandet år siden, og grundet mine manglende evner på et dansegulv er jeg blevet trådt en del over tæerne. Men jeg tror at jeg efterhånden har lært at danse med livet. To skridt frem og et tilbage, to skridt frem og et tilbage, to skridt frem og et tilbage..

Forholdsfobi

Når et forhold er ovre har man, som oftest, brug for tid til at få styr på sit indre. Der er dog ingen der ved hvor lang tid det vil tage. Nogle flirts kan man være måneder om at komme sig over, og langvarige forhold tager, i nogle tilfælde(læs:mit), kun et par uger. Men hvornår er det helt præcist at man bliver klar til det der kærlighed igen? Og hvad nu hvis man aldrig bliver klar?

Jeg har det godt. Rigtig godt. Jeg er glad for at være alene og uafhængig. Jeg har nok i mig selv. Alligevel bliver jeg frustreret når jeg møder en mand og gerne vil kunne li´ ham, men at det ikke sker. Da jeg havde sovet hos 'den utro kæreste' fik jeg klaustrofobi. En følelse af at jeg blev frataget min kontrol. Tænk nu hvis, at det i virkeligheden er fordi jeg er bange for nærhed? Måske er jeg blevet så skræmt over mine oplevelser med mænd det sidste år, at mit indre nægter at lukke andre ind.
          Min manglende tro på kærlighed bunder måske også i frygt. Selvfølgelig findes kærlighed. Selvfølgelig findes det, hvad er det ellers der holder folk sammen? Jeg elsker mine veninder, derfor holder vi også kontakten. Jeg elsker min hund, derfor går jeg ture med ham, giver ham mad og tvinger ham til at ligge i ske med mig på sofaen når jeg har tømmermænd. Fejlen er dog at mange tror, at kærlighed bare opstår. Jeg tror at kærlighed opstår fordi vi får noget igen. En slags afhængigheds forhold. Hvis man ikke har brug for en person (eller hund), så elsker man dem ikke.        
         Så konklusionen er altså at jeg, i kraft af min angst for at blive såret og min derfor manglende tro på kærlighed, har valgt at blive helt og aldeles uafhængig. Jeg har, ubevidst, sørget for at kunne klare mig uden nogen form for romantisk kærlighed. Jeg har masser af kærlighed i mit liv, bare ikke nogen romantisk. Og fordi jeg ikke har brug for romantisk kærlighed opstår den altså heller ikke. Jeg må altså prøve at kortlægge de behov jeg ikke får dækket nu, og som kun kan dækkes hvis jeg forelsker mig i et andet menneske. Noget med nærhed, sex og..
          For at være helt ærlig er jeg i tvivl om hvad der ville blive bedre hvis jeg fik en kæreste. Når jeg hører om kærestepar bider jeg altid mærke i, at de ikke kan fungere uden hinanden. At de har dårlig samvittighed overfor venner/kæreste pga. tidsmangel. Men på den anden side er der helt sikkert også fordele. Jeg skal bare virkelig tænke mig godt om for at komme i tanke om nogen.

I virkeligheden er det jeg frygter mest, at jeg ender med at gro sammen med et andet menneske. At jeg mister min identitet og bliver til den ene del af 'os', i stedet for at være et selvstændigt menneske. Jeg er bange for ikke at kunne elske den anden part tilstrækkeligt. Jeg er bange for at den anden forlader mig. Jeg er bange for at vi pludselig vokser fra hinanden, og at det liv jeg havde forestillet mig pludselig smuldrer. Jeg er bange for at nogen forelsker sig i mig, og at mit forskruede hjerte pludselig mister interessen. Jeg er i bund og grund bange for at jeg ikke kan finde ud af det med at være nogens kæreste. Jeg lider af forholdsfobi.

Forårskuller

Min hund Tyfon har fået forårskuller. Han løber rundt som køer der bliver lukket ud efter vinteren. Jeg er vidst også ved at få forårskuller. Har sjældent været så glad som jeg er i øjeblikket. Og at min date i går gik over al forventning, har ikke ligefrem lagt en dæmper på euforien.

For ja, jeg var på date i går. Mødte den nye mand i sidste weekend hvor Frida gav ham mit telefon nummer. Han var modig, skrev til mig og inviterede mig på vin hos ham. Jeg mødte op kl. 20 med hjertet siddende i halsen og virkelig svedige håndflader. Kæmpede mig op på 5. sal og vidste ikke hvad jeg skulle forvente, overhovedet. Blev mødt af pæn, og utroligt afslappet, mand. Altså, ikke afslappet på den sjuskede måde men mere på "jeg har styr på situationen"-måden. Vi endte med at drikke vin og snakke i syv timer. Okay, måske kyssede vi også lidt. Han kyssede mig sågar på panden. Af en eller anden grund føler jeg mig altid helt overvældet over at blive kysset på panden. For mig er det den handling fra en mand der får mig til, at føle mig mest tryg og værdsat. Men, efter råd fra flere veninder, valgte jeg at tage hjem og ikke overnatte. Man skal ikke gi´ det hele op på én gang. Vi har snakket sammen i dag og aftalt at mødes på fredag. Føler mig heldig.

          Nogle mænd formår at opføre sig ordentligt, og det gør den nye mand. Ingen upassende berøringer og ingen hentydninger til sex, ikke på noget tidspunkt. Han er åbenbart typen der tror på 'den eneste ene' hvilket jeg finder en kende naivt, om end også virkelig sødt. Og selvom han finder idéen om kæledyr dum er det, umiddelbart, ikke noget problem at jeg har Tyfon. Men Tyfon er i virkeligheden heller ikke en ønske-hund. Det var jo slet ikke mig der ville have ham, men min eks kæreste Uffie. 

          Andre mænd er knap så eksemplariske. Jeg har altid troet på, at venskaber mellem mænd og kvinder sagtens kunne lade sig gøre. Jeg har derfor også en del gode mandlige venner.. eller jeg troede at vi var venner. Når jeg har været ude har mændende stået i kø. Fremmede mænd. Jeg har ikke selv "inviteret" dem. Jeg mener, hvis man blinker, smiler og opfører sig flirtende vil det af de fleste blive tolket som en invitation. Men det har jeg virkelig ikke gjort. Problemet er egentlig ikke de fremmede mænds interesse. Problemet er mine venners interesse. Stod derfor, igen, i en situation i fredags med en ven der kom lidt for tæt på. Jeg har normalt ingen problemer med at holde om mine venner eller kramme dem, men når de begynder at tage på mig trækker jeg grænsen. Blev derfor nødt til at bede en ven om at flytte sin hånd fra min bagdel i fredags. Og sammen med den ubehagelige situation forsvandt vores venskab. I hvert fald i min verden. Man kan ikke omgive sig med folk der udgiver sig for at være ens venner, men i virkeligheden er mere interesserede i at komme i bukserne på en. Jeg er derfor blevet to venner fattigere på en måned. 

Det er muligt at alle bliver ramt af forårskuller disse måneder, men der er alligevel grænser for hvad man kan tillade sig. Der er ingen grund til at sende sin fornuft i eksil, og det er den nye mands og min date et strålende eksempel på. Selvom kyssene sagtens kunne have udviklet sig på vores date, så gjorde de det ikke. Og selvom jeg sagtens kunne have overnattet hos ham, så valgte jeg at være fornuftig og tage hjem. 

         

Tøvejr

Solen skinnede i dag. Isen på kanalen er helt tøet op. Mit hjerte er også ved at tø op. Er blevet tilfreds med mit liv, helt som det er. Måske er det foråret, eller også er det grundet den forårsrengøring der har fundet sted, hver gang jeg har ladet mine tanker vandre. Føler mig fri og glad.

Jeg har meldt mig ud af dating-vanvidet. Eller.. det havde jeg indtil i søndags. Lige som jeg var blevet tilfreds med at opfatte mænd som mennesker ligesom alle andre, og ikke blot som byttedyr. Lige som jeg var blevet tilfreds og ikke længere nærede et ønske om at finde min bedre halvdel. Lige der, midt i al min selvtilfredshed dukker der en mand op. Og selvfølgelig gør der det. Det er det alle snakker om. Når man stopper med at lede dukker der en op. Hermed ikke sagt, at jeg på nogen måder er sikker på, at det bliver til mere end én date. Men der dukkede en op! 

          Historien om hvordan vi mødte hinanden fremstiller mig som en kujon, men den stiller ham i et ret godt lys, så jeg fortæller den alligevel. Var ude med min studiekammerat Frida, og efter at have set både E sammen med sin nye flamme, meget irriterende mand fra vores studie og pige fra min projektgruppe jeg har et yderst anstrengt forhold til, på samme bar, valgte Frida og jeg at flygte. Vi endte på halv-snusket værtshus og faldt, for tredje gang den aften, i snak med nogle mænd vi aldrig havde mødt før. Talte med meget sød mand, men grundet min nyfundne selvtilfredshed gik det først op for mig op for mig, at vi havde ret god kemi da Frida og jeg stod udenfor baren og havde sagt farvel til mændene. Sagde det højt, mest bare fordi jeg var fuld, og Frida spurgte om jeg havde fået hans nummer. Det havde jeg selvfølgelig ikke, og jeg nægtede at gå ind igen. Frida sendte mig mod bussen hvorefter hun selv gik ind på baren igen og gav manden jeg havde talt med mit nummer. Han var, ifølge Frida, blevet glad men havde undret sig over at jeg ikke selv havde givet det. Frida havde bortforklaret det med at jeg var genert. Hun kunne lige så godt have kaldt mig kontaktsvag. Det fantastiske var, at han allerede skrev lørdag kl. 15, under 12 timer efter at vi havde sagt farvel. Ingen mindgames, ingenting. Han inviterede mig på vin i næste weekend. Så på lørdag kl. 20 står jeg altså ude foran hans dør og prøver at samle mod til at ringe på. 

          Jeg ved ingenting om ham. Jeg kender hans navn, hans studieretning og hvilket semester han går på. Resten af vores samtale handlede om alt og ingenting. Jeg ved ikke engang hvor gammel han er. Har ellers lovet mig selv ikke at date mænd under 25, men den holder ligesom ikke hvis jeg glemmer at spørge om mændenes alder inden jeg siger "ja tak" til deres invitationer. 

På trods af at der, endnu en gang, er dukket en mand op har det ikke ødelagt min selvtilfredshed. Har aldrig hvilet så meget i mig selv som jeg gør nu. Er stadig ganske uinteresseret i mændene omkring mig når jeg er ude i offentligheden. Er stadig helt og aldeles tilfreds med at være single, og er derfor også langt fra desperat når det handler om at finde en kæreste. Derfor går jeg heller ikke på date med nogle forventninger om, at det bliver til noget. Nok mest fordi, at selvom solen dukker oftere op end den plejer, og stille og roligt tør mit dybfrosne hjerte op, så går det vidst lidt tid før det når op på 37 grader igen.

Øvelse gør mester

                 - ADVARSEL: INDEHOLDER EKSTREME MÆNGDER NEGATIVITET-

Brækker mig i galore-tykke stråler. Fy for helvede! Jeg er ikke typen der bærer nag, men til tider bliver det hele for meget. Så eksploderer det, og det gør det nu! Der er grænser for hvor længe jeg kan holde min kæft. Der er grænser for hvor meget pis jeg vil finde mig i. Og der er helt klart grænser for hvor meget kvalme jeg kan ha´. Det er på tide at jeg kommer af med min vrede, ellers risikerer det at ske ude i den virkelige verden, og det ville ikke blive pænt.

Hvem fanden har udråbt mig til at være den der skal bekæmpes i gruppesammenhænge? Jeg har aldrig, ALDRIG bedt om at bestemme noget som helst over andre. Jeg vil bare gerne have lov til at bestemme over mig selv. Så selvom folk siger "Gi´ *indsæt navn* en hånd", så gør jeg det kun hvis jeg synes vedkommende har fortjent det. Alligevel er det mig der står midt i magtkampene gang på gang. Og på mange måder kunne jeg bare melde mig ud, men mit problem er at jeg ikke er konfliktsky. Jeg tager konflikterne hvis jeg kan lugte uretfærdighed og magtliderlighed. Og magtliderlighed er der masser af derude. Og hvis man spiller op, så bør man også kunne håndtere et oprør. Det er bare de færreste der kan det. Gang på gang er det mig der tager kampen på andres vegne. Og forresten.. Hvis folk ikke automatisk giver dig "magten", så er det nok fordi du ikke har fortjent den og ikke kan håndtere den, så lad vær´ med at kræv den(!).

          Hævn er normalt ikke min ting, men min hævntørst er alligevel vokset eksponentielt den sidste måned. Den utro kæreste, tidligere kendt som Manden, er sluppet alt for let. Det er ikke ligefrem fordi han var over min standart og at jeg skulle være glad for, at han overhovedet havde vist mig opmærksomhed. Det var nærmere omvendt! Høj, rødhåret og virkelig dårlig til at læse kropssprog. Nåh ja, og så var han dårlig i sengen, men jeg er ikke typen der udleverer folk. Det er muligt at hans band er på vej op, men derfor behøver han vel ikke at anlægge sig rockstar-manerer på forhånd. Og hvad med kæresten? Triste-Trine, eller hvad hun hedder, der pludselig var ude af billedet og så pludselig var tilbage igen. Jeg håber fandeme ikke at hun ligger på den lade side heller. Faktisk håber jeg at hun snart har knaldet så mange andre, at det går op for hende hvor dårlig sex hun har med sin utro kæreste. Jeg håber at han falder på sin cykel, at hans lejlighed bliver ramt af skimmelsvamp og at alle hans store musikdrømme brister. Udover det er han en fucking løgner. Bildte mig ind at blade, magasiner og festivaler selv havde spottet bandet, men læser mig senere frem til at de selv har sendt tusindevis af ansøgninger og "be be"- breve ud. Fy for helvede! 

          Og ekskærester.. Hvorfor forsvinder de ikke bare? Ud af ens liv, uden mulighed for at dukke op igen. Men nej, Facebook er opfundet og er det bedste middel til selvpineri. Og hvorfor overhovedet bryde sit hoved med hvad en person fra ens fortid render rundt og laver? Bitterhed over ikke selv at være kommet videre, eller ren og skær masochisme? Lige meget grunden har jeg en smag i munden af afsky. Min ekskæreste er flyttet sammen med sin "nye" kæreste, som hun blev kærester med tre måneder efter at jeg var skredet, Altså kun to måneder efter at hun havde været så ødelagt at hun var blevet mandsopdækket i vores gamle lejlighed for ikke at gøre skade på sig selv. De er flyttet sammen i selv samme lejlighed som vi boede i, og nu har de anskaffet sig en hund. De har været kærester i et år! Helt ærligt.. Troede at man blev klogere, men det gør Uffie åbenbart ikke. Vi flyttede sammen efter fem måneder og fik Tyfon efter otte. Det var ikke ligefrem fordi det endte med at blive en kæmpe succes. Men nogen gentager åbenbart deres fejltagelser, uden tanke for fortiden. Hvor dum har man lov til at være?

          Og så er der mig selv der ændrer plan, holdning og smag som andre skifter undertøj. Bliver pludselig tiltrukket af bad guys, og hvor er det dumt når nu alle de gode mænd nærmest står i kø når jeg forlader min lejlighed. Men nej, jeg vil ha´ en mand der kan sætte mig på plads og en mand der kan beskytte mig. Ved dog ikke helt hvad han skal beskytte mig fra.. Lyder som en dum Amager-pige når jeg skal fortælle hvilken type mand jeg leder efter. Og nej, vi er ikke ude i steroide-pumpede Brian´er der bruger lidt for meget tid med Johnny, der vidst nok er rockerrelateret. Nej, jeg vil bare gerne have en god gammeldags hiphopper. En Pede B type der, på trods af hans tilsyneladende rolige ydre, kæmper med dæmoner på daglig basis. Måske mest af alt, så folks fokus fra min sindssyge forsvinder lidt. 

Bitterheden, magtesløsheden og hævntørsten er begyndt at sætte sig i min krop. Har ondt i maven, kvalme og en lyst til at flygte fra det hele. Men jo bedre man bliver til at leve livet, jo sjovere bliver det. Jeg vil gå ud og øve mig.

Sådan leves livet - 1. kapitel

Jeg vil her afsløre hemmeligheder du ikke troede var mulige at få indblik i. Jeg vil afsløre hvorfor grimme kvinder ofte har kærester og smukke kvinder ikke har. Jeg vil afsløre hvorfor man ikke skal satse på mænd under 25 og i samme ombæring hvorfor man bør satse på mænd såsom Huxi Bach. Og så synes jeg at begrebet "praktisk, kvadratisk, god" i forbindelse med ægteskab kræver en opfriskning.

Derfor har grimme kvinder ofte kærester:

Dette er absolut ikke et angreb på grimme, eller mindre kønne, kvinder. Det er en simpel forklaring på hvorfor smukke og yderst attraktive kvinder har sværere ved at opnå samme succes i deres privatliv som deres medkvinder. Forklaringen er simpel. Mænd er nogle bangebukse! Hvis en mand ser en smuk kvinde tænker han: Jeg har ikke en chance. Derfor vender han sig mod den mindre smukke kvinde og tænker: Hun kan ikke sige nej til mig. Kvinder der er pænere end gennemsnittet bliver altså i langt mindre grad, end helt almindelige kvinder, kontaktet af mænd. Der er selvfølgelig nogle modige mænd derude der, trods kvindens skønhed, tør at tage kontakt. Disse mænd er dog oftest opblæste, på stoffer eller ekstremt fulde, eller en kombination af disse, hvilket efterlader de smukke kvinder med en forestilling om at der ingen ordentlige mænd er. Men det er der! Kvinder hvis udseende skræmmer mænd bort, ikke fordi de er frastødende men fordi de er 'for smukke', skal altså selv tage initiativet når de vil møde mænd. På den måde undgår de opblæste mænd og skuffende byture uden mandlig kontakt.

Ingen mænd under 25 år:

Drengebørn er som regel senere skolemodne end kvinder. Det samme gælder når de bliver ældre og kvinderne endnu en gang overhaler og rundt regnet er følelsesmæssigt modne 5 år før de stakkels mænd. Deres pandelapper, hvor empati og evnen til at kunne forudse konsekvenserne af ens handlinger, er først færdigudviklede i en alder af 24-25 år. Derfor er alle mænd under 25 år altså bandlyst hvis man leder efter en kæreste, medmindre man er under 18 så er det helt andre regler der gælder. Derfor er Huxi Bach også et udemærket eksempel på en mand der er værd at gå efter. Han er et godt stykke over 25, har ambitioner, må man gå ud fra, og bor i mit tilfælde i nærheden. Der udover har han alt, alt for travlt til at kunne belejre ens liv, og man vil derfor stadig have sin frihed i behold selvom  man blev kærester med ham. Huxi Bach er altså typen man bør gå efter. Han er en rigtig kvalitets mand!

"Kvadratisk, praktisk, god"

Nu er det ikke nogen hemmelighed at jeg, gentagende gange, har mistet troen på romantisk kærlighed. Jeg mener ikke at mennesket er skabt til monogami og derfor er forstillingen om, at finde en partner som man vil elske til evig tid også utopi. Jeg er derfor af den overbevisning, at man bør vælge sig en 'kompagnon' i stedet for en elsker, når man skal vælge sin partner. En samarbejdspartner er praktisk at have. Og det er helt sikkert også godt at dele livet med andre end sig selv og sin hund. Kvadratisk er det vidst ikke, men det lyder dumt at sige "praktisk, god". 

Disse hemmeligheder jeg netop har afsløret bør ruste enhver single kvinde over 18 til et liv med mænd. Det bør ikke være sværere. De tre huskeregler bør repeteres hver dag inden du går ud af døren.

Dette er først kapitel til min kommende bog "Sådan leves livet". Nu må vi se om jeg nogensinde får skrevet flere kapitler. Det kan tænkes at der dukker et kapitel op omkring veninder snart.  

"Det er ikke dig, det er mig.."

Intuition er ikke nogen dårlig ting at rette sig efter. Det har jeg efterhånden erfaret. I går blev jeg endnu en gang bekræftet i det. For at gøre en lang historie kort er det forbi med Manden. Han viste sig at være mere dreng end mand, og heldigvis gik det ret hurtigt op for mig. Der er ingen grund til at spilde sin tid på mennesker der ikke behandler en ordentligt. Bum!

Nu har jeg endnu en gang ikke noget der holder mig i København, og derfor er min rejselyst kommet tilbage gange ti. Jeg har lyst til at tage ud i lufthavnen, købe den første og bedste afbudsrejse og så bare tage afsted. Jeg er egentlig ligeglad med hvorhen, bare afsted. Jeg har lyst til sol og varme, nye mennesker, en anden valuta. Og så har jeg lyst til at blive træt af det hele igen så jeg kan komme hjem og glæde mig over mit, ellers udemærkede, liv i København. For min udlængsel er ikke en længsel der vil vare ved. Det ved jeg allerede nu. Men det ville bare være rart at få den mættet så jeg kan koncentrere mig om andre, og vigtigere, ting. Fx mit studie.
          Det er dog ikke kun "bruddet" med Manden der gør at jeg ikke har noget at blive for i København. Det er i høj grad også min mangel på lejlighed om få måneder. Men jeg tror at jeg har taget en drastisk beslutning om at købe noget. Jeg bliver mærkeligt tilpas når jeg ikke har en fast base. Min base har været midlertidig i snart halvandet år, og det er ikke holdbart længere. Så ja, nu står jeg altså og har besluttet mig for at investere flere penge end jeg nogensinde har tjent. Meget voksent. Har dog også besluttet mig for at jeg vil bo et ordentligt sted eftersom det nok bliver mit hjem de næste 5-6 år. Jeg er derfor gået på intensiv jagt og er yderst kritisk i forhold til beliggenhed.
     
Jeg har brændt mig en del gange på mænd det sidste år. Har ikke lyst til at opsøge flere mænd. Har ikke lyst til at gå alle følelserne igennem igen. Ens hjerne opdeler ting i skemaer, i hvert fald  hvis man skal tro på den kognitive psykologi, og jeg er begyndt at forbinde forelskelser med følelsen af tomhed og et hjerte der sidder helt nede i maven. Tror at jeg vil prøve at barrikadere mit hjerte. Bare for en tid. Kan ikke bære at høre flere variationer af "Det er ikke dig, det er mig.."-klichéen.

Aften-tristhed

Jeg bliver ked af det om aftenen. Føler mig frygteligt tom indeni. Jeg har altid haft det sådan. Det er selvfølgelig ikke hver aften, men der sker vel en 3-4 gange om ugen. Da jeg var yngre græd jeg, nu bliver jeg bare stille. I nogle perioder er det værre, og det er ligesom om at følelsesmæssigt overvældende begivenheder gør min aften-tristhed værre dagen derpå.

I går var alt forvirrende. Manden, som jeg ikke har set siden mit panik anfald for to uger siden, aflyste vores aftale fordi han var syg. Endte alligevel med at se ham en times tid senere på aftenen. Han sagde ting til mig som tilhører et højere trin på dating-trappen end vi var nået til sidst. Men jeg var klar til det. Jeg panikkede ikke. Følte mig bare.. tilpas. Da jeg kom hjem blev jeg dog i tvivl igen. For selvom at Manden og jeg har tilbragt flere timer på at snakke om vores liv og fortid, så er der alligevel noget der nager mig. Der er fx det med (ex) kæresten som jeg endnu ikke har fået afklaret. Men der er også noget andet.. 

          Jeg plejer at kunne gennemskue mennesker. Nogle endda før de præsenterer sig selv. Men Manden er en af de få som jeg ikke kan gennemskue. Hans adfærd er mærkelig sammensat. På den ene side er han åben og imødekommende, men på den anden side dyster og reserveret. Jeg mistænker ham for at have selvtillid på størrelse med et knappenålshoved og at han derfor, til tider, opfører sig overlegent for at kunne klare sig. Andre gange krakelerer facaden nemlig, og så fremhæver han i stedet de fejl han mener at han har. Men jeg er ligeglad med alt det han fremhæver. Nogle af tingene er grunden til at jeg synes om ham. 

          Jeg fik endnu engang ikke afklaret noget som helst i går. Jeg er dårlig til at gå rundt i uvished. Det har derfor også påvirket min dag i dag. Jeg har læst en hel bog. Ligget på sofaen, stirret ud i luften og hørt gamle podcasts. Gået en tur med mine nye solbriller på. Jeg har ikke sagt et eneste ord i dag. Ikke sunget. Ingen lyd. Kan ikke holde ud at høre musik. Har fået en passion for bøger der handler om mænd der gennemlever en eller anden form for eksistentiel krise. Det giver mig på en måde håb at man kan opleve en krise på så basalt et plan. Ikke noget med kvinde-kriser der handler om at de ikke kan leve op til andres forventninger om hjemmebagte klid-boller, fabelagtige karrierer og børn der bliver hentet tidligt og skal i zoo, hver dag! Nej mande-kriser er ægte på en helt anden måde. Mere troværdige og handler ofte om en grundlæggende forståelse af verden, sjældent om deres eget ego. Der er håb. Selv for mig, der i min navlepiller-nedtur kun tænker på hvad der skal ske med mig og Manden. 

          Jeg har en tendens til, ligesom alle andre kvinder, at overtænke. Derfor er disse spørgsmål opstået de sidste 24 timer:

- Mon manden tager initiativ til næste date, eller skal jeg gøre det igen?

- Hvem er egentlig ham Ken Burns der har været vigtig nok til at få opkaldt en effekt i Imovie efter sig?

- Kaldte Manden mig virkelig "Skat" i går eller er det bare noget jeg bilder mig ind?

- Hvordan krammer man en to meter høj mand bedst muligt?

- Er det mig eller verden der er noget galt med i dag? 

- Hvordan mon jeg ser ud i fugleperspektiv, nøgen?

- Kan jeg sælge min krop og/eller sjæl for at blive gældfri?

- Skyldes min stilhed en snigende forelskelse?

          ..Det sidste spørgsmål har jeg brugt mest tid på at tænke over. Jeg er dog stadig for usikker til at give et entydigt svar, men er godt ovre i ja-området. 

Jeg har, grundet mødet med Manden i går, haft et ret heftigt anfald af aften-tristhed. Men har, efter at have pløjet igennem endnu en bog om en eksistentiel krise, fundet en løsning. Man skal finde tilbage til de ting man holdte af som barn. Det laver ligesom huller i den sorte sky. Jeg har derfor bygget en mindre landsby på mit spisebord af bøger, glas, pap og en enkelt skål der fungerer som gadekær. Bliver glad af at se på den. Lader den stå til i morgen. Hvem ved, hvis jeg virkelig er ved at blive forelsket går min aften-tristhed nok ikke væk foreløbig, grundet det følelsesmæssige pres, og så kan jeg lige så godt beholde min hjemmebyggede by lidt endnu. 

Overproppet

Jeg har en taske som, udefra, ser stor og rummelig ud. Men når man skal pakke noget ned i den går det op for én hvor lidt plads der egentlig er. To liter mælk og en pose gulerødder, og så er det dét. Fjollet nok kunne jeg i går identificere mig med den taske. Jeg troede at jeg havde masser af plads i hjertet til, at kunne rumme et helt menneske, eller næsten. Men da jeg begyndte at pakke det, blev det meget hurtigere fyldt, end hvad jeg havde regnet med. Sad derfor med et propfyldt hjerte og græd i går. 

To dates på to dage lyder måske slet ikke værst. Men når man, som jeg, bliver fyldt til randen af en halv date, så får det pludselig en anden klang. Jeg sad derfor i min sofa hele dagen i går med hjertebanken, klaustrofobi og 4 pakker kleenex. Det hele var blevet for meget. Alt gik godt på vores "hæng ud og hør plader"-date, og Manden var hverken for meget eller for lidt. ALT gik godt. Og jeg tog mig selv i at tænke: "Det her kunne godt gå hen og blive seriøst". Men pludselig kunne jeg slet ikke holde ud at være i det. Jeg fik kvalme og hjertebanken og havde brug for at komme væk. Jeg prøvede at rationalisere min reaktion og kom frem til at jeg skulle have lov til at synke det. Og minsandten, i dag er det hele fint igen. Venter dog stadig lige et par dage med at kontakte ham. Har brug for lidt luft, ellers er jeg bange for at få tilbagefald. 

          Min teori er at hjertet ligesom bliver mindre når det ikke bliver brugt. Lidt ligesom med jeans fra Cheap Monday. Hvis man har haft det samme par på to dage i træk, så bliver de næsten for store. Men første dag man tager dem på efter vask, og voldsom varm tørretumbling, så er det næsten umuligt. Man er overbevist om at det ALDRIG bliver rart og at de ALDRIG vil give sig. Men det sker, også selvom det er lidt ubehageligt i mellemtiden. Så mit hjerte er måske stopfyldt nu, men det skal bare have tid til at give sig. Og måske det går hurtigere hvis man overpropper det lidt fra tid til anden. 

Jeg har i anledningen af ingenting valgt at holde fri fra universitetet i dag. Det er sjovt som jeg hele tiden føler at jeg er bagud med læsningen. Og selvom jeg læser er der ikke altid mere plads i mit hoved til at lagre al´ den nye viden. Måske det bare skal overproppes, ligesom med hjerter. 

Natdate

Jeg så en dokumentar om søvn, for noget der ligner, en måned siden. Den bestod vidst nok af flere afsnit, men jeg så dét der handlede om, om man kunne undvære søvn. Siden har jeg tænkt meget på hvad jeg ville lave i de ekstra 7-8 timer jeg ville få til rådighed hvis jeg blev "helbredt" for mit søvnbehov. Jeg kunne måske få læst alt det jeg burde på mit studie. Få lavet de fem musiknumre jeg har liggende færdige. Blive helt usandsynligt besat af fitness og bibeholde den krop jeg har nu til jeg bliver 80. Lave varm mad til aftensmad. Mulighederne er uendelige. Der var dog en tanke der strejfede mig som virkede mere tiltalende end resten. Jeg kunne bruge den ekstra tid på at date.

          Min hverdag bliver hurtigt fyldt op med aftaler. For et år siden brokkede jeg mig over at jeg ikke kendte nogen, men nu kender jeg flere end jeg kan nå at se. Og de er alle sammen lige vigtige for mig. Det er derfor svært at få tid nok. Men idéen med at natdate (og ja, natdate IKKE netdate) giver mig mulighed for at se dem jeg har udråbt til at være min selvvalgte familie om dagen, og mulighed for at se mænd, som jeg endnu ikke ved om jeg har lyst til at tilbringe min dyrebare tid med, om natten. Eller hvis man allerede har besluttet sig for at manden er værd at bruge tid med, så kan man få dobbelt så meget tid med ham ved også at bruge natten til formålet. Det jeg gerne vil frem til er, at jeg var på natdate i nat. Min første natdate, og så med en mand jeg allerede har besluttet mig for er værd at bruge mere tid sammen med end jeg har til rådighed!
          Jeg mødtes med Manden omkring kl. 01 på et værtshus efter at hver vores slæng var røget i svinget. Vi sad og snakkede til kl. 03 hvorefter han fulgte mig hen til den bus jeg skulle have. Jeg tror ikke at han har en kæreste. I så fald vil jeg ikke vide det. Jeg har besluttet mig for at gå efter min mavefornemmelse, og bede alle andre om at blande sig udenom. Så længe han hverken siger eller gør noget der giver mig mistanke om at der er noget galt, så er alt godt. Man kan ikke styre følelser og fornemmelser, og det skal man heller ikke prøve på. Hvis det føles rigtigt så er det, det nok også!
        Manden gør noget ved mig. Jeg plejer at tale meget, men i hans selskab har jeg pludselig ingen ord eller historier jeg bør fortælle. Jeg plejer at være hård og sarkastisk, men i hans selskab har jeg ikke brug for at være sådan. Jeg plejer at fortælle ting som jeg har fordrejet lidt for at gøre indtryk på mænd, men med Manden har jeg ikke noget behov for det. Jo mere han fortæller om sig selv, jo mere skræmt bliver jeg. Tænk at to mennesker der er så ens kan have gået rundt i 24 år uden at have kendt til hinandens eksistens. Måske det er derfor han gør mig mundlam. Jeg ville lyde som en forelsket teenager hvis jeg talte mere i hans selskab. "Er det også din yndlingsbog? Det er også min!", "Du elsker tresser møbler? Også mig!", "Gider du heller ikke at se film? Heller ikke mig!". Det kan jeg ikke magte.
          I mit stille sind bliver jeg dog ved med at lede efter fejl. Det er for godt til at være sandt. Måske det slet ikke fungerer når man er så ens? Det kan vel gå hen og blive kedeligt, eller..
Men der kommer ikke noget godt ud af at lede efter fejl. Tværtimod. Jeg beslutter mig hermed for at være i det. Uden forbehold.
           Vi skal ses om tre timer igen. En aftale der kom i hus efter min sms-invitation i sidste uge. Jeg prøver at gennemtænke det hele. Prøver at finde ud af hvordan jeg har det, hvad jeg føler, hvorfor jeg føler det, hvordan det skal gå. Men, i bund og grund gør han mig virkelig glad og tryg. Har sjældent følt mig mere værdsat end jeg gør i hans selskab, og så er alt andet ligegyldigt.

Uden søvn ville ens dage nok flyde en smule sammen. Og hvis man var i en periode af sit liv hvor alt var hårdt og uoverkommeligt vil 7-8 timers ekstra prøvelser nok ikke være at foretrække. Men hvis man, som jeg, var en smule forelsket så ville 7-8 timer ekstra hver dag give mulighed for at se den man datede, uden at tiden gik fra ens venner. Jeg kunne godt bruge de ekstra vågne timer i øjeblikket. Har vidst fået smag for at natdate.

Ventetid

Ventetid er en mærkelig størrelse. Den er oftest ubehagelig på den ene eller den anden måde. Man kan vente på jordens undergang, det er knap så rart. Man kan vente på at man skal ud og rejse, så snegler tiden sig afsted. Man kan også vente på at manden, man så tidligere på dagen, svarer på ens sms hvor man foreslår møde på snusket værtshus snarest muligt, det er ulideligt!

Første møde med manden, efter sidste fredag, forløb ganske fint. Ingen tegn på at manden har en kæreste. Ingen hentydninger. Ingenting. Vi gik og talte i noget der ligner fire timer. Ingen kys. Ingen unødvendige berøringer. Bortset fra et enkelt forsøg, fra hans side, som jeg ikke reagerede på. Er åbenbart blevet autistisk og har mistet evnen til at læse kropssprog. Men bare fordi der ikke skete noget i dag betyder det vel ikke at vi ikke kan ses igen? Han gav da også selv udtryk for at det havde været hyggeligt, og at vi skulle gøre det igen snart.

          Men helt ærligt. Er det for tidligt at skrive tre timer efter man sagde farvel og minde ham om at man glemte at give ham penge for kaffe og at han derfor har en øl til gode, og at han bare skal sige til, så finder vi ud af noget? Jeg er færdig med dating-regler. I virkeligheden skulle jeg have ventet tre dage og ikke bare tre timer. Men hvis man vil se nogen må man vel give udtryk for det. Det er muligt at det virker desperat, og det er det egentlig også. Ikke på "JEG VIL HAVE EN KÆRESTE"-måden, men mere på "jeg synes virkelig at du er fantastisk, og jeg kan ikke vente en hel uge på at se dig"-måden.

          Når nu ens hjerte har besluttet sig for at opføre sig som en fuld provinspige (læs: vælte rundt og råbe højt), hvad skal man så fordrive tiden med? Jeg har lyst til at danse det ud af kroppen, men kan ikke beslutte mig for til hvilken musik. Jeg kunne løbe det ud af kroppen, men er overbevist om at det fysiske pres vil føre til, at det psykiske pres bliver for stort og at jeg begynder at græde på halvvejen. For sådan er det at være vild med nogen. Det er stressende og fylder så meget at der skal helt uroligt lidt til, at vælte hele ens verden. Jeg har prøvet at lave musik, men kan ikke holde ud at høre min egen stemme eller mine egne akkorder. Har overvejet at tegne, men har hverken lyst til at bruge blyant eller tusch. Orker ikke at lave mad, og har egentlig heller ingen appetit. Jeg har overvejet at gå i seng, men tror ikke at jeg kan sove for min hjertebanken.

Da jeg var barn havde jeg svært ved at vente på juleaften. Nu har jeg svært ved at vente på at det bliver min tur i Netto. Jeg har svært ved at vente på at jeg bliver færdiguddannet. Jeg har svært ved at vente på at få børn. Det er som om, at jo ældre jeg bliver des sværere får jeg det med ventetid. Som om at jo kortere tid man har tilbage at leve i, des mere uudholdeligt bliver det at spilde sin tid på at vente. Især hvis man venter på noget som måske aldrig sker. Som for eksempel, at manden svarer på min sms

Homewrecker

Intet er så skønt som at have mødt en mand. En mand der rent faktisk synes om mig fordi jeg er mig, og ikke fordi jeg ser ud som jeg gør. En mand der er lige til. En mand der opfylder alle mine ekstreme krav. En mand der har en kæreste.. 

         Manden er intet mindre end Livas ven. Det var derfor også til Livas fødselsdag at jeg mødte denne mand. Jeg var selvfølgelig halvanden time forsinket, havde glemt maden til sammenskudsgildet hjemme på køkkenbordet og var helt forvirret da jeg, endelig, mødte op. Og der, på Livas trappe, står han. Han siger senere på aftenen, at han allerede dér kunne mærke en kemi. Nå, jeg vælter, mere eller mindre, elegant ind i Livas lejlighed i 12 cm høje hæle og undskylder for min forsinkelse, glemte mad og manglen på en god grund til begge dele. Jeg nævner hurtigt for Mara, der også var en del af selskabet, at jeg synes om manden. Hendes svar var ret svært at høre for musikken, men hører det som "Han skal have en kæreste. Han er ikke typen der er et engangsknald". Det hun i virkeligheden siger er, desværre: Han har en kæreste. Han er ikke typen der er et engangsknald. Det finder jeg dog først ud af dagen efter da Liva, meget chokeret, fortæller det selv samme da jeg gengiver min aften med manden. Det korte af det lange er, at han kysser mig midt i en samtale om resonans. Ud af det blå. Han undskyldte at det kom så pludseligt, men at han ikke kunne styre det mere. Han opførte sig dog eksemplarisk og jeg blev glædeligt overrasket over at han, max 20 min. efter vores første kys inviterede mig på cykel-date. Han hentydede på intet tidspunkt til sex. Omkring kl. 05 bevæger vi os ud i natten og han følger mig, helt uden skumle bagtanker, op til toget. Da jeg har fået hans nummer og vi har kysset farvel sender han mig ind på stationen med er venligt men bestemt "Kan du så komme afsted". 

          Selv dagen efter var jeg helt høj. Altså lige indtil jeg talte med Liva, og informationen om at manden har en kæreste dukkede op. 

         Jeg har derfor, siden lørdag, prøvet at analysere mig frem til hvad det kan betyde. Og prøvet at analysere mig frem til hvad jeg bør gøre. Nogle vil bestemt kalde mig en homewrecker, men han har jo ikke fortalt mig om det. At jeg får det at vide af bagveje er en smule uheldigt, mest for ham. Men jeg besluttede mig for at mødes med ham for at få det afklaret. Vi skal ses på torsdag der, så vidt jeg kunne forstå på sprut-grinende Mira, er valentinsdag. Jeg har ALDRIG haft en date på valentinsdag. Håber virkelig ikke at han ved det!

         Den nyeste information er at Liva, efter at have tjekket mandens Facebook profil, ikke længere kan se hans civilstatus. Den er væk, men den var der lørdag.

         Måske jeg er en homewrecker, men i så fald er det mit, lidt for hoppende, hjerte der får skylden. Jeg har bedt om præcis denne mand i seks mdr. og nu er han her. Lyslevende og fantastisk. I dette tilfælde lader jeg mit hjerte vinde over min fornuft. Hvem fanden opgiver én der muligvis er MANDEN, fordi man har fået oplysninger om en mulig kæreste. Der er vel en chance for at han allerede var gået fra hende fredag uden at fortælle nogen om det? Eller..

Karma

Undskyld, men hvad fanden er det der sker med det der karma? Har åbenbart en del dårlig af slagsen i bagagen, og agter at skille mig af med det. Hurtigst muligt. Er det muligt at sælge sin dårlige karma på de gule sider? Eller måske bare bytte sig til noget god karma? Pretty please?

          For helvede. Samtalen med T gik langt værre end forventet. Men jeg var modig. Jeg fortalte det hele. Alt imens han forvandlede sig til mr. Hyde. Vi har, ifølge T, aldrig været rigtige venner. Ved ikke om det gjorde mest ondt i mit hjerte eller i hans skuldre. Der dumpede i hvert fald mindst 30 kilo dårlig karma ned i hans rygsæk for den udmelding. Han blev yderligere 10 kilo dårlig karma rigere for hans udtalelse om, at han havde været sammen med mig fordi jeg var nem. Hele miseren endte med et akavet kram og ham der sagde "vi ses". Jeg tvivler på at jeg nogensinde ser ham igen. Jeg håber i hvert fald ikke at det sker.
          Min succes i den akademiske verden er næsten i minus. Fik en kæmpe lussing med en meget våd og tung udgave af Berlinske i eftermiddags. Jeg har faktisk overvejet at droppe ud. Jeg har også overvejet at starte på noget andet. Mit største problem er manglen på et 2. fremmedsprog på mit eksamensbevis og en stærk uvilje mod at flytte til Århus. Den umiddelbare konklusion er at jeg bliver hvor jeg er. Om et år bliver al´ ting anderledes derude, og så får jeg lov til at lave det jeg vil. I hvertfald i et halvt års tid.
          Jeg er trods mine nederlag ikke ked af det. Jeg har ikke grædt én eneste gang. Måske jeg virkelig er ved at blive en ægte super kvinde?

          Jeg synes egentlig at karma er et forfærdeligt begreb. Hvem har lyst til at have en stor sort sky fyldt med dårlig karma hængende over sit hoved, og leve med frygten for at der pludselig går hul på den, og at det regner med død og ødelæggelse? På den anden side er ideen om at jeg, det sidste år, har handlet i god tro, og at det derfor må have resulteret i en overflod af god karma på min konto i livets bank, ganske tiltalende. Og så synes jeg egentlig også kun at det er fair hvis T skal leve med frygten om død og ødelæggelse. Bare lidt.

                                                                                 


Kære karma.

Jeg havde sikkert fortjent den portion dårligdomme der har hærget mit liv de sidste par dage. Men nu synes jeg også at jeg har fortjent en del, om end bare en lille en, af den gode karma jeg har optjent det sidste år. Og forresten, den dårlige karma jeg har til gode skal overføres til kontonummer 19584730285. Og du må meget gerne vedhæfte en lille besked. Der skal stå: Hej T. Håber at du har haft det sjovt på min bekostning. Nu er det vidst på tide at jeg får del i morskaben.

Mvh. Elva

Konfrontationen

E er ude af billedet. Guitar manden er ude af billedet. T er stadig ude et sted i det store udland.

.. Eller det troede jeg i hvert fald indtil for en time siden.

          T er tilbage for en kort periode. Han tager snart afsted igen. igen igen. Og nu er det at jeg pludselig skal tale med ham, skælde ham ud og fortælle det hele som det er. Og det er ikke fordi jeg ligefrem nyder at konfrontere gamle gode venner med min forelskelse i dem. Oven i købet en forelskelse der grænser til det ekstreme. Hvordan fanden starter man?

"Hej T. Har du haft det godt? mmhh. Okay. Ja.

Om jeg har haft det godt? Altså.. Nej! Jeg bliver simpelthen nødt til at skælde dig ud først. Hvad fanden bilder du dig ind? Du vidste at jeg havde været/var forelsket i dig, og det udnytter du. Det er fandeme at synke lavt. Hvad havde du tænkt dig? At jeg bare skulle stå til rådighed? Er du klar over hvor dårligt jeg har haft det imens du har været ude og opleve verden? Er du?! JEG HAR HADET DIG FOR DET! HADET DIG!!!!

Nå, men ellers har jeg jo været meget på uni, og så har jeg været ude og rejse med..."

Det går i hvert fald ikke! Men hvad så? Det er på tide at få det ud af verden. At få sagt det hele som det er. Og som så mange andre har pointeret er det nok ikke det store venskab tilbage efter alt det her. Så hvis det ikke er fordi vi skal være kærester, og det kommer vidst ikke til at ske, så handler det vel bare om at komme af med al´ galden så jeg ikke behøver at jonglere mere rundt med den. Det er bare ikke let. Og slet ikke for mig.

          Min mor bliver ved med at sige "Bare rolig, du møder ham derude et sted". Og selvom det er en smuk tanke, så ved jeg godt at det ikke hænger sådan sammen. En af mine venner opfordrede mig til at begynde at net-date. Han mener ikke at det er hverken ynkeligt eller pinligt, men helt ærligt.. Folk der net-dater er virkelig desperate. Og er det sådan en jeg vil møde? Nej! Jeg vil gerne møde en der giver mig modspil. En der hviler i sig selv. En jeg kan snakke med, diskutere med. Og så er vi tilbage til T. For hvis han skulle være den rigtige, bare en lille smule, så skal jeg også kunne tage snakken med ham. Snakken om at jeg har været følelsesløs siden han tog afsted. Snakken om at jeg har været ulykkeligt forelsket i ham i snart et halvt år. Snakken om at han ikke kan være bekendt at bruge mig som en trøst når han VED hvordan jeg har/har haft det med ham. Det er vidst på tide at jeg bliver modig. Man kan ikke rende rundt og være næsten midt i tyverne, og stadig ikke turde at tage følsomme emner op på andre måder end skriftligt. Nej. Jeg tager konfrontationen denne her gang.

Nye fortsætter

2012 handlede, for mig, utroligt meget om kvantitet. Flere mænd, flere ridser i lakken og flere højhælede sko. Set i bakspejlet var det måske ikke den helt rigtige løsning. Jeg har derfor besluttet mig for at 2013 skal handle om kvalitet. Jeg har derfor kun ét nytårsfortsæt.

                   Kvalitet fremfor kvantitet

          Dette skal selvfølgelig gælde i alle livets henseender. Hellere én skøn mand end flere, mere eller mindre uduelige mænd. Hellere én smuk kjole der kan holde lææænge end flere kjoler lavet af nylon der holder i max 6 mdr. Hellere spise mindre mængder økologisk kød end ekstreme mængder konventionelt. Hellere se mine venner færre gange og virkelig være i det når jeg gør, end at se dem hele tiden og stresse over at jeg burde lave alt muligt andet.
          Jeg har faktisk glemt noget. Jeg har også besluttet mig for at jeg ikke vil finde mig i dårlig service mere. Jeg er SÅ træt af ekspedienter der siger "Hej" men ikke kigger på en. Ekspedienter der taler privat med deres kollegaer imens de ekspederer en. Ekspedienter der sukker og vender øjne når man spørger om hjælp, eller i værste fald siger "Er du sikker på at der ikke er flere? Har du kigger ordentligt efter?". Jeg nægter at finde mig i, at folk der har valgt et job i servicesektoren ikke orker service-delen. Det skal i hvert fald ikke gå ud over mig! Fra nu af går jeg hvis jeg ikke synes om service niveauet. Så kære ekspedienter, opfør jer venligst ordentligt eller væn jer til at jeg vender ryggen til jer og går uden varsel. Mit andet nytårsfortsæt lyder altså:

     Man skal ikke finde sig i dårlig service

       2013 bliver altså et år med færre ting, bedre ting og ingen flabede ekspedienter. Hvis det altså står til mig. Og det gør det!
          Jeg ville virkelig gerne indføre noget regelmæssig træning i mit liv i 2013, men det bliver ikke med et nytårsfortsæt. Det bliver med stædighed og vedholdenhed.. og nok også noget med bare at melde mig på et yogahold og droppe fitnesscenter-stilen. Jeg tror bare ikke at det er mig med vægte, løbebånd og maskiner. Så vil jeg hellere slæbe mine indkøb op af trappen til fjerde sal i stedet for at tage elevatoren, løbe en tur i naturen eller cykle i stedet for at tage bussen. Det virker dumt at betale penge for at svede og ligne en idiot i et rum med 25 andre når man kan gøre det alene. Derfor bliver det altså yoga.

Alt i alt ønsker jeg bare at 2013 bliver er fantastisk og begivenhedsrigt år. For et år siden havde jeg ikke kunne forudse, at jeg ville være hvor jeg er i dag. Så jeg glæder mig til at blive overrasket. Hvem ved, måske bor jeg i et helt andet land om et år. 

Elva´s årsopgørelse 2012

Det er på tide at opgøre året 2012 i tal.  Så, her kommer det:

Elva´s årsopgørelse 2012:

Antal forelskelser: 4 - to reelle (E og T) og to indbildte (den 29-årige og Ozzy).

Antal gange mit hjerte er blevet knust: 2 - den 2. gang er stadig ikke overstået

Antal kærester: 0

Børn: 0 - medmindre Tyfon, min hyperaktive hund, tæller?

Antal gange jeg har lovet mig selv væk: 2 - Kom til at foreslå den 29-årige at vi kunne gifte os så han slap for at blive pebersvend. Til mit forsvar var jeg ret fuld! Og så har jeg lovet T at hvis vi ikke har fundet andre når vi bliver 30, så finder vi hinanden. 

Afsluttede uddannelser: 1 - Oven i købet med et snit på 10,9

År til jeg er færdiguddannet: 5 1/2

Antal opførte koncerter: 1 - Helt alene og med hele 7 selvkomponerede numre

Antal rejser til udlandet: 3 - Barcelona, Berlin og Wien

Allergier: 1 - Hvilket er en fordobling siden sidste år. Farvel pasta, brød, yndlings lakridser og øl. Gluten, vores veje skilles her.

Kr. på opsparingskonto: 0

Penge brugt på tøj: Alt for mange!

Cigaretter røget: 8.509.274.936.175

Liter ren alkohol indtaget: 592 - mindst..

Psykiske sammenbrud: 49 - eksklusiv 734 tøjkriser

Bristede drømme: 90.374.650

Drømme opfyldt: ..Ingen


         I bund og grund et ganske begivenhedsrigt år. Det levede bare ikke op til mine forventninger. Hvor blev MANDEN af? Hvor blev min mulighed for at flytte til Paris af? På den anden side kan de fleste af mine nytårsfortsætter fra sidste år krydses af.



Nytårsfortsætter for 2012:

Ikke én mand, flere mænd -  Hele 4 af slagsen.

Ingen baby - Opfyldt.

Flere ridser i lakken - Har aldrig fået så mange ridser i lakken på ét år.

Få en fed frisure og rent faktisk vedligeholde den - Pagen har fulgt mig i mange forskellige variationer det sidste år.

Flere bøder for blufærdighedskrænkelse - Denne kan jeg ikke prale af at have holdt. Og gudskelov for det!

Flere højhælede sko - Samlingen er blevet udvidet med tre par.

Færre cigaretter - Er ikke blevt holdt. Det er nærmere blevet til flere. 

Bygge flere huler - Er heller ikke blevet holdt. Overhovedet.

Komme videre med min musik - Eftersom at jeg har spillet min første solo koncert vil jeg våge at påstå, at jeg er kommet videre. 

Være lykkelig helt ud til fingerspidserne - Det skete for mig i næsten en hel uge i sommers. Dengang jeg troede at mine følelser for T var gengældt.

Opgive ideen om at E er god nok på bunden - Idéen er opgivet, men lysten til at se ham er ikke blevet mindre. 

          Mine nytårsfortsætter har været en succes, med få undtagelser. Så jeg kan måske forme 2013 med nogle nye. Det må dog blive en anden dag hvor jeg ikke har dunkende hovedpine og en følelse af,  at nogen har tapetseret mine tænder med frotté.

         

                 Tak for et dejligt år, jeg ved at 2013 bliver endnu bedre.