Konfrontationen

E er ude af billedet. Guitar manden er ude af billedet. T er stadig ude et sted i det store udland.

.. Eller det troede jeg i hvert fald indtil for en time siden.

          T er tilbage for en kort periode. Han tager snart afsted igen. igen igen. Og nu er det at jeg pludselig skal tale med ham, skælde ham ud og fortælle det hele som det er. Og det er ikke fordi jeg ligefrem nyder at konfrontere gamle gode venner med min forelskelse i dem. Oven i købet en forelskelse der grænser til det ekstreme. Hvordan fanden starter man?

"Hej T. Har du haft det godt? mmhh. Okay. Ja.

Om jeg har haft det godt? Altså.. Nej! Jeg bliver simpelthen nødt til at skælde dig ud først. Hvad fanden bilder du dig ind? Du vidste at jeg havde været/var forelsket i dig, og det udnytter du. Det er fandeme at synke lavt. Hvad havde du tænkt dig? At jeg bare skulle stå til rådighed? Er du klar over hvor dårligt jeg har haft det imens du har været ude og opleve verden? Er du?! JEG HAR HADET DIG FOR DET! HADET DIG!!!!

Nå, men ellers har jeg jo været meget på uni, og så har jeg været ude og rejse med..."

Det går i hvert fald ikke! Men hvad så? Det er på tide at få det ud af verden. At få sagt det hele som det er. Og som så mange andre har pointeret er det nok ikke det store venskab tilbage efter alt det her. Så hvis det ikke er fordi vi skal være kærester, og det kommer vidst ikke til at ske, så handler det vel bare om at komme af med al´ galden så jeg ikke behøver at jonglere mere rundt med den. Det er bare ikke let. Og slet ikke for mig.

          Min mor bliver ved med at sige "Bare rolig, du møder ham derude et sted". Og selvom det er en smuk tanke, så ved jeg godt at det ikke hænger sådan sammen. En af mine venner opfordrede mig til at begynde at net-date. Han mener ikke at det er hverken ynkeligt eller pinligt, men helt ærligt.. Folk der net-dater er virkelig desperate. Og er det sådan en jeg vil møde? Nej! Jeg vil gerne møde en der giver mig modspil. En der hviler i sig selv. En jeg kan snakke med, diskutere med. Og så er vi tilbage til T. For hvis han skulle være den rigtige, bare en lille smule, så skal jeg også kunne tage snakken med ham. Snakken om at jeg har været følelsesløs siden han tog afsted. Snakken om at jeg har været ulykkeligt forelsket i ham i snart et halvt år. Snakken om at han ikke kan være bekendt at bruge mig som en trøst når han VED hvordan jeg har/har haft det med ham. Det er vidst på tide at jeg bliver modig. Man kan ikke rende rundt og være næsten midt i tyverne, og stadig ikke turde at tage følsomme emner op på andre måder end skriftligt. Nej. Jeg tager konfrontationen denne her gang.