fredag den 4. januar 2013

Nye fortsætter

2012 handlede, for mig, utroligt meget om kvantitet. Flere mænd, flere ridser i lakken og flere højhælede sko. Set i bakspejlet var det måske ikke den helt rigtige løsning. Jeg har derfor besluttet mig for at 2013 skal handle om kvalitet. Jeg har derfor kun ét nytårsfortsæt.

                   Kvalitet fremfor kvantitet

          Dette skal selvfølgelig gælde i alle livets henseender. Hellere én skøn mand end flere, mere eller mindre uduelige mænd. Hellere én smuk kjole der kan holde lææænge end flere kjoler lavet af nylon der holder i max 6 mdr. Hellere spise mindre mængder økologisk kød end ekstreme mængder konventionelt. Hellere se mine venner færre gange og virkelig være i det når jeg gør, end at se dem hele tiden og stresse over at jeg burde lave alt muligt andet.
          Jeg har faktisk glemt noget. Jeg har også besluttet mig for at jeg ikke vil finde mig i dårlig service mere. Jeg er SÅ træt af ekspedienter der siger "Hej" men ikke kigger på en. Ekspedienter der taler privat med deres kollegaer imens de ekspederer en. Ekspedienter der sukker og vender øjne når man spørger om hjælp, eller i værste fald siger "Er du sikker på at der ikke er flere? Har du kigger ordentligt efter?". Jeg nægter at finde mig i, at folk der har valgt et job i servicesektoren ikke orker service-delen. Det skal i hvert fald ikke gå ud over mig! Fra nu af går jeg hvis jeg ikke synes om service niveauet. Så kære ekspedienter, opfør jer venligst ordentligt eller væn jer til at jeg vender ryggen til jer og går uden varsel. Mit andet nytårsfortsæt lyder altså:

     Man skal ikke finde sig i dårlig service

       2013 bliver altså et år med færre ting, bedre ting og ingen flabede ekspedienter. Hvis det altså står til mig. Og det gør det!
          Jeg ville virkelig gerne indføre noget regelmæssig træning i mit liv i 2013, men det bliver ikke med et nytårsfortsæt. Det bliver med stædighed og vedholdenhed.. og nok også noget med bare at melde mig på et yogahold og droppe fitnesscenter-stilen. Jeg tror bare ikke at det er mig med vægte, løbebånd og maskiner. Så vil jeg hellere slæbe mine indkøb op af trappen til fjerde sal i stedet for at tage elevatoren, løbe en tur i naturen eller cykle i stedet for at tage bussen. Det virker dumt at betale penge for at svede og ligne en idiot i et rum med 25 andre når man kan gøre det alene. Derfor bliver det altså yoga.

Alt i alt ønsker jeg bare at 2013 bliver er fantastisk og begivenhedsrigt år. For et år siden havde jeg ikke kunne forudse, at jeg ville være hvor jeg er i dag. Så jeg glæder mig til at blive overrasket. Hvem ved, måske bor jeg i et helt andet land om et år. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar