Shit happens

Jeg har mistænkt mig selv for at lide af en personlighedsforstyrrelse lige siden det med E. Var det mig der var besværlig og ikke selv kunne se det? Var det mig der var urimelig? Var det i virkeligheden mig der drev E ud i tovene og derefter beskyldte ham for at være en egoistisk idiot? Svaret er nu klart. Nej, det var ikke mig der drev ham ud i noget som helst. Det sørgede han selv for.

          Historien om hans seneste kærester (og ja, i flertal) har overbevist mig om at det ikke er mig der fejler noget, det er ham! Han har åbenbart været kærester med to på en gang. F og en anden model. Og ikke nok med det, da de sammen konfronterer ham, til en fest hvor han spiller, angrer han ingenting. Det eneste han siger er: Shit happens. Nu kunne man tro at jeg på denne blog pynter på sandheden, hvilket også er sket, men dette er den pure sandhed, helt uden pynt. E har haft to kærester, spillet dem ud mod hinanden, og bagefter cuttet al kontakt til dem begge. Den ene er begyndt hos psykolog og den anden, så vidt jeg kunne forstå på min kilde, er også gået ned med flaget. Og det første jeg tænkte da jeg hørte historien var: Han er ledig, måske jeg skulle invitere ham på kaffe? Han har trods alt ikke fået mig helt ned med nakken. Han har ikke rost de andre piger han så, samtidig med mig, til skyerne. Han har aldrig spillet mig ud mod nogen. Måske var det vi havde ægte? Men man bliver hele tiden klogere..
          Jeg kom ikke til at invitere E på kaffe. han inviterede mig. Samme dag som jeg havde hørt historien om de to modeller, fik jeg en besked hvor der stod "Kaffe snart?"og derfor var aftalen at vi skulle mødes dagen efter kl. 16, men E dukkede aldrig op. Jeg stod og frøs på Østerbro i 15 meget lange minutter og mærkede på min egen krop hvor lidt E havde lært af sin kæmpe fejl. Jeg havde, med vilje, ikke fortalt nogen om min aftale med E, men blev nødt til at indrømme det overfor både Mira og Anna. De virkede egentlig ikke særlig overraskede. Men når nu E ikke har lært noget, har jeg så?
        Hvis det havde været enhver anden det skete for, havde jeg på nuværende tidspunkt analyseret mig frem til, at vedkommende havde det bedst med et knust hjerte og ikke VILLE videre. Men gælder det så også mig? Jeg ønsker brændende at komme videre med mit liv. Jeg har ikke lyst til, eller brug for, at tage endnu en tur på den store E-rutchebane. Så længe turen varer er man blind. Man kan ikke se at vognen konstant er på vej ud over kanten eller mærke at bremserne ikke virker, men når man endelig står af forstår man hvor farligt og dumt det man har gjort er. Jeg overskred mine grænser så gevaldigt sidst, at jeg ikke tør tænke på hvad der ville ske hvis jeg tog en tur mere. Jeg har en indre kamp med mig selv om hvor tæt på rutchebanen jeg tør gå. På den ene side kan jeg jo vælge at holde mig helt væk, men dens lys og musik lokker for meget. Jeg kunne måske også godt sætte mig i en af vognene og hoppe af inden den begynder at køre? Efter nogle dages overvejelser har jeg dog besluttet at det er slut med rutchebaner. Ikke flere ture med sommerfugle i maven det ene øjeblik og et hjerte så tungt som sten det andet. Det er slut med kærlighed og forelskelser.

          Men nu er det bare sådan, at man ikke altid kan styre hvem der bumler ind i ens liv. Så derfor er min plan måske også ved at skride i svinget. T, som jeg så i sommers og som rejste væk og først skulle komme hjem om et år, skrev til mig i går og inviterede mig på aftensmad. Han er åbenbart i København et par uger, og nu vil han altså se mig?! Vi har aftalt at ses i aften, og jeg har ingen idé om hvad jeg kan forvente. Har han tænkt sig om og har fundet ud af, at han er dødeligt forelsket i mig? Har han bare dårlig samvittighed over hvordan han sagde farvel (læs:flygtede uden at sige noget) da han rejste for tre måneder siden? Prøver han at opretholde illusionen om at vi sagtens kan være venner, på trods af en masse ugengældte følelser fra min side? Jeg har svært ved at gennemskue hans intentioner, og jeg finder først ud af det når jeg står foran ham og kan se hans reaktion på at se mig igen. Eller måske finder jeg først ud af det når der ikke sker andet end at vi spiser mad, snakker og krammer hinanden farvel. Eller måske finder jeg slet ikke ud af det. Måske er det for svært at finde ud af på én aften. Måske har jeg brug for flere. Og hvad har mit hjerte tænkt sig?
          Min mor ringede sidste weekend efter en bytur, hvor jeg åbenbart havde sendt hende en sms midt om natten, og spurgte om jeg havde haft det sjovt aftenen forinden. Jeg svarede at det havde været fint. Min mor spurgte om jeg havde mødt nogle søde mænd. Jeg svarede nej. Min far råbte fra et sted i baggrunden og jeg spurgte min mor hvad han sagde. Hun gentog hans ord og jeg begyndte at græde. For pludselig var der noget indeni mig, som jeg havde prøvet at gemme væk, der dukkede op. Som om nogen havde kaldt på det og det kom stormende. Min fars ord var: "Hvad hedder han?", og pludselig gik det op for mig at der var en grund til at jeg ikke har mødt nogle andre. En grund til at jeg ikke har forelsket mig i en fremmed på mit studie. Jeg har ikke fået bearbejdet hele T-situationen. Jeg valgte at gemme det væk og bilde mig selv ind at mine følelser have spillet mig et puds, da T ikke gengældte dem. Jeg valgte at tro på det, for at komme hurtigt videre. For ikke at miste ham som ven. Men nu er han tilbage. I hvert fald nogle uger. Og hvordan er det så lige at jeg skal forholde mig? Se det som den afslutning jeg behøver for at komme videre, eller bliver det en opblussen af de ubrugelige og ugengældte følelser jeg har for ham? Og hvad har jeg egentlig tænkt mig hvis det ikke bare bliver en afslutning?

Det er mig en gåde hvordan mit liv, gang på gang, kan gå fra at være helt begivenhedsløst, til pludselig at være tv-serie materiale. To gamle flammer på én uge? Hvad er oddsene? Al den uro det skaber i mit liv er på én og samme tid fantastisk og forfærdelig. Det får mig til at stille spørgsmål som jeg ikke kan besvare. Jeg bliver både mere klar i hovedet og lang mere forvirret. Og pludselig bliver jeg igen i tvivl om, om jeg har en personlighedsforstyrrelse. Men måske det bare er sådan vi kvinder fungerer i sådan nogle situationer. Nogle tanker bliver styret af vores følelser, andre prøver vores hjerner stadig at kontrollere og så bliver det et forfærdeligt rod. Mest af alt fordi man konstant forestiller sig det værste OG det bedste der kan ske, på én gang. Hvis man skal lære af det bliver man nødt bare at leve det hele ud og sige det samme til sig selv, hvis det går galt, som E sagde til sine to kærester: Shit happens.
       
       

Beregner ny rute

For 11 måneder siden levede jeg, på 4. år, i et lesbisk forhold med Uffie. Vi mødte hinanden da vi var 19 år gamle, og flyttede hurtigt sammen og anskaffede os en hund, Tyfon. Men på et eller andet tidspunkt gik noget galt. Jeg vågnede, som fra en drøm, og opdagede at jeg ikke var til kvinder. Jeg så attraktive og tiltrækkende mænd over alt. Kunne pludselig ikke modstå duften af mandeparfume, og drømte om nøgne mande overkroppe og skæg der kradsede. Hvad der udløste den pludselige, og ekstreme, lyst til at udforske det modsatte køn er endnu uvist, men det resulterede i at jeg forlod Uffie. Jeg pakkede mine ting, tog Tyfon under armen og forlod vores fælles hjem uden en nødplan. Uffie var ødelagt og var under opsyn af venner og veninder døgnet rundt i noget der ligner en måned før hun igen turde at være alene. Jeg kastede mig der i mod hovedkuls ud i et forhold til en mand(læs:E), der duftede af mandeparfume, hvis skæg kradsede og oven i købet var yderst attraktiv. Jeg gik ud fra at jeg her havde fundet hvad jeg havde længtes efter. Men det viste sig ikke at hænge sådan sammen. Manden jeg havde mødt var forfærdelig egocentreret, og det endte med at gå i stykker. Men hvad skete der egentlig med Uffie?

          Uffie lå i sin seng 90% af tiden den første måned efter jeg havde forladt hende. Hun blev passet, plejet og våget over af trofaste venner og veninder. Da hun endelig var klar til at genoptage sit liv, mødte hun en kvinde. En jysk, naiv, mørkhåret kvinde. På alle måder forskellig fra mig, så vidt jeg har fået fortalt. Uffie er dog ikke klar til at indlede et forhold til denne nye kvinde endnu, så hun trækker tiden. Hun beslutter sig dog cirka 3 måneder efter vores, for hende, alt ødelæggende brud, at indlede et forhold til kvinden. Alt i mens jeg står med mit hjerte dinglende fra brystkassen, uden nogen til at gribe det. Så hvorfor er det lige at det var hende der fandt en ny først? Tilfældigheder? Det tror jeg næppe!

          Efter snakke med Mira og Anna har jeg efterhånden fået samlet tilpas meget materiale til at kunne udtale mig. Ifølge mine statistikker er det oftest den forladte part der er den første til at finde en ny. Ligesom med Uffie der løb ud og fandt "kvinden i sit liv" efter min exit. Der findes to, nej tre grunde.

1.
Den part der forlader sin partner har brug for at finde sig selv efter et endt forhold. Man har måske længe gået og pønset på at stoppe forholdet. Vejet fordelene og ulemperne, og er til sidst blevet enig med sig selv om at det er bedst at forlade sin intetanende partner. Man har derfor, som den der har taget beslutningen, brug for at finde sig selv igen. Man har brug for at bearbejde det hele, og brug for at være alene. Derfor går man altså ikke ud og kaster sig i armene på den første og bedste potentielle partner.

2.
Den efterladte står i en situation som vedkommende ikke havde regnet med. Pludselig er der et stort hul i hverdagen. Trygheden er væk, og man er helt alene i verden. Det bedste man kunne gøre var at finde sig selv, men i stedet prøver man at presse et andet menneske ned i det hul som ens tidligere partner efterlod. Og hvis man er desperat nok kan man få de fleste mennesker til at passe, hvis bare man presser lidt. På den måde kommer man hurtigt videre. Man er dødsensangst for tomrummet, og derfor holder man fast i "hovsa-løsningen" så længe man kan.

3.
Den tredje løsning er en kombination af ovenstående.

Det er altså ikke altid en god ting at være den første der kommer videre. I hvert fald ikke hvis man er den efterladte part. Og slet ikke hvis der sker 3 måneder efter at ens kæreste har forladt en og taget hunden med! 

          Det er muligt at jeg er bitter over Uffies hurtige comeback til livet med en partner. Det er endnu mere muligt at jeg er både bitter, indebrændt, fornærmet, jaloux og voldsomt irriteret over hendes lykkelige liv, uden mig. Men i virkeligheden handler det mere om at jeg er en dårlig taber, end om at jeg vil have hende tilbage. For det vil jeg ikke! Jeg har bare ikke lyst til at være den stakkel som Uffie kan give gode råd, såsom "Du finder nok en, en dag" eller "Måske dumper der pludselig ind i dit liv, ligesom Louise gjorde i mit". Føj! Der er ikke nogen der skal 'dumpe' ind i mit liv. Jeg vil gerne selv have lov til at vælge. Ligesom i supermarkedet. Man skal aldrig tage den første og bedste vare, man bliver nødt til også at kigge på de andre olivenolier før man beslutter sig. Ellers ender man med at komme hjem med en olie der ser dyr ud, men smager rædselsfuldt.

          Eller.. måske er det ikke helt ligesom olivenolie. Måske er det mere som med en GPS. Den skal først finde din position før den kan guide dig til en ny og endnu ukendt, ellers ender man med at køre rundt på må og få. Sådan er det også lidt med livet. Man skal først vide hvor man står, før man kan rykke videre til et nyt kapitel i sit liv.

"Bondemanden han har altid travlt.."

I mit liv som kvinde har jeg mødt mange forskellige mænd. Der er DJ´en, blærerøven (ofte kombineret med DJ), den reelle jyde, drengerøven, nørden, landmanden, den intellektuelle, ham der lader som om at han er intellektuelle men i virkeligheden er ganske blank (også gerne kombineret med både DJ og blærerøv), ADHD fyren, skateren/snowboarderen/surferen, rapperen, den følsomme musiker osv. osv.
     
          I forbindelse med mine møder med mænd, har jeg opdaget at især landmændende prøver at omvende mig. Hvem har bildt de stakkels mænd fra landet ind at de kan omvende inkarnerede københavner piger til hjemmegående husmødre? Måske realityprogrammer som "Bonde søger brud" har været medvirkende, men det kan da ikke kun være derfor. Dette skete for mig i lørdags. Og hvordan er det lige at man fortæller en mand der bor på landet og nyder det, at jeg hverken bryder mig om grisefarme, stråtæktehuse eller traktorer? Jeg prøvede diskret at remse forskellene op. "Jeg kan ret godt li´ at der er liv omkring mig. Det er fx rart at kunne købe mælk kl. 2 om natten. Det kan man altså ikke på landet." Men det forstod landmanden ikke så jeg tyede til mindre diskrete, og ret overdrevne, hentydninger om at jeg virkelig godt kan lide byen. "Jeg ELSKER bilos, stoffer og så er det MEGA spændende at man ALDRIG kan vide sig sikker på om man bliver SKUDT når man går sig en tur."Den sidste udtalelse skræmte heldigvis landmanden lidt, og han stoppede med sine fortællinger om den skønne natur, flere kilometer til nærmeste nabo og grise der får klippet halerne af. Men det jeg husker bedst er at han gentog den samme sætning, igen og igen. "Jeg kan ikke forstå hvorfor du er single".
          Hans udtalelse gjorde mig først lidt harm. Endnu en stikbemærkning om at jeg burde finde mig en kæreste. men nej, han forstod bare ikke at man kunne være single, i mere end et par måneder, i så stor en by som København. En by fyldt med mennesker, singler, folk der går fra hinanden. En by fyldt med klubber og barer der er overproppede, med rig mulighed for at møde nye potientielle partnere. Men i København taler man ikke med fremmede. Man holder sig for sig selv. Når jeg har prøvet at bryde den grænse og givet mit nummer eller fået et, så er der alligevel ingen kontakt når promillen igen nærmer sig nul. Vi er opdraget med at fremmede er farlige. Vi skal ikke gå med dem hjem. Vi må ikke give vores nummer ud. Men det sker, når vi er fulde, at vi alligevel bryder de regler. At vi går med en fremmed hjem. At vi giver vores nummer ud. Men når vi vågner dagen efter fortryder vi alt, for fremmede er farlige.
          I København kan man altid møde en smukkere og mere veluddannet mand, så her må man på et tidspunkt beslutte sig for at "nøjes". På landet er det noget andet. Man har ikke helt så mange muligheder. Man venter ikke på om der dukker noget bedre op, for det findes måske slet ikke. På landet er det ikke dumt at tage den første og bedste. Måske derfor forstod landmanden ikke at jeg stadig var single. Måske handler det i virkeligheden mere om at være kræsen end om at møde mennesker. For hvem har brug for at møde nye potientielle partnere hvis man har fundet en der er ganske udemærket? Altså lige bortset fra, at nogle af os (læs:mig) er opdraget til ikke at lade sig nøjes. Jeg nægter at nøjes med 7-taller, jeg vil have 12. Jeg nægter at nøjes med en dårligt job, jeg vil have en topstilling. Jeg nægter at nøjes med en nogenlunde kæreste, jeg vil have en der er perfekt. Og måske, netop derfor har jeg ikke fundet nogen endnu. Måske er det derfor at jeg afviser landmanden, fordi jeg VED at der findes bedre. Måske er det derfor jeg tager til Paris, fordi min forestilling om franske mænd er nær det perfekte.

          Det kunne være at man skulle lade sig nøjes, og ikke altid have så travlt med at være perfekt. Finde en udemærket kæreste og stoppe med at lede videre. Men en ting er sikkert og vist, jeg bliver aldrig kærester med en landmand.