Beregner ny rute

For 11 måneder siden levede jeg, på 4. år, i et lesbisk forhold med Uffie. Vi mødte hinanden da vi var 19 år gamle, og flyttede hurtigt sammen og anskaffede os en hund, Tyfon. Men på et eller andet tidspunkt gik noget galt. Jeg vågnede, som fra en drøm, og opdagede at jeg ikke var til kvinder. Jeg så attraktive og tiltrækkende mænd over alt. Kunne pludselig ikke modstå duften af mandeparfume, og drømte om nøgne mande overkroppe og skæg der kradsede. Hvad der udløste den pludselige, og ekstreme, lyst til at udforske det modsatte køn er endnu uvist, men det resulterede i at jeg forlod Uffie. Jeg pakkede mine ting, tog Tyfon under armen og forlod vores fælles hjem uden en nødplan. Uffie var ødelagt og var under opsyn af venner og veninder døgnet rundt i noget der ligner en måned før hun igen turde at være alene. Jeg kastede mig der i mod hovedkuls ud i et forhold til en mand(læs:E), der duftede af mandeparfume, hvis skæg kradsede og oven i købet var yderst attraktiv. Jeg gik ud fra at jeg her havde fundet hvad jeg havde længtes efter. Men det viste sig ikke at hænge sådan sammen. Manden jeg havde mødt var forfærdelig egocentreret, og det endte med at gå i stykker. Men hvad skete der egentlig med Uffie?

          Uffie lå i sin seng 90% af tiden den første måned efter jeg havde forladt hende. Hun blev passet, plejet og våget over af trofaste venner og veninder. Da hun endelig var klar til at genoptage sit liv, mødte hun en kvinde. En jysk, naiv, mørkhåret kvinde. På alle måder forskellig fra mig, så vidt jeg har fået fortalt. Uffie er dog ikke klar til at indlede et forhold til denne nye kvinde endnu, så hun trækker tiden. Hun beslutter sig dog cirka 3 måneder efter vores, for hende, alt ødelæggende brud, at indlede et forhold til kvinden. Alt i mens jeg står med mit hjerte dinglende fra brystkassen, uden nogen til at gribe det. Så hvorfor er det lige at det var hende der fandt en ny først? Tilfældigheder? Det tror jeg næppe!

          Efter snakke med Mira og Anna har jeg efterhånden fået samlet tilpas meget materiale til at kunne udtale mig. Ifølge mine statistikker er det oftest den forladte part der er den første til at finde en ny. Ligesom med Uffie der løb ud og fandt "kvinden i sit liv" efter min exit. Der findes to, nej tre grunde.

1.
Den part der forlader sin partner har brug for at finde sig selv efter et endt forhold. Man har måske længe gået og pønset på at stoppe forholdet. Vejet fordelene og ulemperne, og er til sidst blevet enig med sig selv om at det er bedst at forlade sin intetanende partner. Man har derfor, som den der har taget beslutningen, brug for at finde sig selv igen. Man har brug for at bearbejde det hele, og brug for at være alene. Derfor går man altså ikke ud og kaster sig i armene på den første og bedste potentielle partner.

2.
Den efterladte står i en situation som vedkommende ikke havde regnet med. Pludselig er der et stort hul i hverdagen. Trygheden er væk, og man er helt alene i verden. Det bedste man kunne gøre var at finde sig selv, men i stedet prøver man at presse et andet menneske ned i det hul som ens tidligere partner efterlod. Og hvis man er desperat nok kan man få de fleste mennesker til at passe, hvis bare man presser lidt. På den måde kommer man hurtigt videre. Man er dødsensangst for tomrummet, og derfor holder man fast i "hovsa-løsningen" så længe man kan.

3.
Den tredje løsning er en kombination af ovenstående.

Det er altså ikke altid en god ting at være den første der kommer videre. I hvert fald ikke hvis man er den efterladte part. Og slet ikke hvis der sker 3 måneder efter at ens kæreste har forladt en og taget hunden med! 

          Det er muligt at jeg er bitter over Uffies hurtige comeback til livet med en partner. Det er endnu mere muligt at jeg er både bitter, indebrændt, fornærmet, jaloux og voldsomt irriteret over hendes lykkelige liv, uden mig. Men i virkeligheden handler det mere om at jeg er en dårlig taber, end om at jeg vil have hende tilbage. For det vil jeg ikke! Jeg har bare ikke lyst til at være den stakkel som Uffie kan give gode råd, såsom "Du finder nok en, en dag" eller "Måske dumper der pludselig ind i dit liv, ligesom Louise gjorde i mit". Føj! Der er ikke nogen der skal 'dumpe' ind i mit liv. Jeg vil gerne selv have lov til at vælge. Ligesom i supermarkedet. Man skal aldrig tage den første og bedste vare, man bliver nødt til også at kigge på de andre olivenolier før man beslutter sig. Ellers ender man med at komme hjem med en olie der ser dyr ud, men smager rædselsfuldt.

          Eller.. måske er det ikke helt ligesom olivenolie. Måske er det mere som med en GPS. Den skal først finde din position før den kan guide dig til en ny og endnu ukendt, ellers ender man med at køre rundt på må og få. Sådan er det også lidt med livet. Man skal først vide hvor man står, før man kan rykke videre til et nyt kapitel i sit liv.