Jeg har mistænkt mig selv for at lide af en personlighedsforstyrrelse lige siden det med E. Var det mig der var besværlig og ikke selv kunne se det? Var det mig der var urimelig? Var det i virkeligheden mig der drev E ud i tovene og derefter beskyldte ham for at være en egoistisk idiot? Svaret er nu klart. Nej, det var ikke mig der drev ham ud i noget som helst. Det sørgede han selv for.
Historien om hans seneste kærester (og ja, i flertal) har overbevist mig om at det ikke er mig der fejler noget, det er ham! Han har åbenbart været kærester med to på en gang. F og en anden model. Og ikke nok med det, da de sammen konfronterer ham, til en fest hvor han spiller, angrer han ingenting. Det eneste han siger er: Shit happens. Nu kunne man tro at jeg på denne blog pynter på sandheden, hvilket også er sket, men dette er den pure sandhed, helt uden pynt. E har haft to kærester, spillet dem ud mod hinanden, og bagefter cuttet al kontakt til dem begge. Den ene er begyndt hos psykolog og den anden, så vidt jeg kunne forstå på min kilde, er også gået ned med flaget. Og det første jeg tænkte da jeg hørte historien var: Han er ledig, måske jeg skulle invitere ham på kaffe? Han har trods alt ikke fået mig helt ned med nakken. Han har ikke rost de andre piger han så, samtidig med mig, til skyerne. Han har aldrig spillet mig ud mod nogen. Måske var det vi havde ægte? Men man bliver hele tiden klogere..
Jeg kom ikke til at invitere E på kaffe. han inviterede mig. Samme dag som jeg havde hørt historien om de to modeller, fik jeg en besked hvor der stod "Kaffe snart?"og derfor var aftalen at vi skulle mødes dagen efter kl. 16, men E dukkede aldrig op. Jeg stod og frøs på Østerbro i 15 meget lange minutter og mærkede på min egen krop hvor lidt E havde lært af sin kæmpe fejl. Jeg havde, med vilje, ikke fortalt nogen om min aftale med E, men blev nødt til at indrømme det overfor både Mira og Anna. De virkede egentlig ikke særlig overraskede. Men når nu E ikke har lært noget, har jeg så?
Hvis det havde været enhver anden det skete for, havde jeg på nuværende tidspunkt analyseret mig frem til, at vedkommende havde det bedst med et knust hjerte og ikke VILLE videre. Men gælder det så også mig? Jeg ønsker brændende at komme videre med mit liv. Jeg har ikke lyst til, eller brug for, at tage endnu en tur på den store E-rutchebane. Så længe turen varer er man blind. Man kan ikke se at vognen konstant er på vej ud over kanten eller mærke at bremserne ikke virker, men når man endelig står af forstår man hvor farligt og dumt det man har gjort er. Jeg overskred mine grænser så gevaldigt sidst, at jeg ikke tør tænke på hvad der ville ske hvis jeg tog en tur mere. Jeg har en indre kamp med mig selv om hvor tæt på rutchebanen jeg tør gå. På den ene side kan jeg jo vælge at holde mig helt væk, men dens lys og musik lokker for meget. Jeg kunne måske også godt sætte mig i en af vognene og hoppe af inden den begynder at køre? Efter nogle dages overvejelser har jeg dog besluttet at det er slut med rutchebaner. Ikke flere ture med sommerfugle i maven det ene øjeblik og et hjerte så tungt som sten det andet. Det er slut med kærlighed og forelskelser.
Men nu er det bare sådan, at man ikke altid kan styre hvem der bumler ind i ens liv. Så derfor er min plan måske også ved at skride i svinget. T, som jeg så i sommers og som rejste væk og først skulle komme hjem om et år, skrev til mig i går og inviterede mig på aftensmad. Han er åbenbart i København et par uger, og nu vil han altså se mig?! Vi har aftalt at ses i aften, og jeg har ingen idé om hvad jeg kan forvente. Har han tænkt sig om og har fundet ud af, at han er dødeligt forelsket i mig? Har han bare dårlig samvittighed over hvordan han sagde farvel (læs:flygtede uden at sige noget) da han rejste for tre måneder siden? Prøver han at opretholde illusionen om at vi sagtens kan være venner, på trods af en masse ugengældte følelser fra min side? Jeg har svært ved at gennemskue hans intentioner, og jeg finder først ud af det når jeg står foran ham og kan se hans reaktion på at se mig igen. Eller måske finder jeg først ud af det når der ikke sker andet end at vi spiser mad, snakker og krammer hinanden farvel. Eller måske finder jeg slet ikke ud af det. Måske er det for svært at finde ud af på én aften. Måske har jeg brug for flere. Og hvad har mit hjerte tænkt sig?
Min mor ringede sidste weekend efter en bytur, hvor jeg åbenbart havde sendt hende en sms midt om natten, og spurgte om jeg havde haft det sjovt aftenen forinden. Jeg svarede at det havde været fint. Min mor spurgte om jeg havde mødt nogle søde mænd. Jeg svarede nej. Min far råbte fra et sted i baggrunden og jeg spurgte min mor hvad han sagde. Hun gentog hans ord og jeg begyndte at græde. For pludselig var der noget indeni mig, som jeg havde prøvet at gemme væk, der dukkede op. Som om nogen havde kaldt på det og det kom stormende. Min fars ord var: "Hvad hedder han?", og pludselig gik det op for mig at der var en grund til at jeg ikke har mødt nogle andre. En grund til at jeg ikke har forelsket mig i en fremmed på mit studie. Jeg har ikke fået bearbejdet hele T-situationen. Jeg valgte at gemme det væk og bilde mig selv ind at mine følelser have spillet mig et puds, da T ikke gengældte dem. Jeg valgte at tro på det, for at komme hurtigt videre. For ikke at miste ham som ven. Men nu er han tilbage. I hvert fald nogle uger. Og hvordan er det så lige at jeg skal forholde mig? Se det som den afslutning jeg behøver for at komme videre, eller bliver det en opblussen af de ubrugelige og ugengældte følelser jeg har for ham? Og hvad har jeg egentlig tænkt mig hvis det ikke bare bliver en afslutning?
Det er mig en gåde hvordan mit liv, gang på gang, kan gå fra at være helt begivenhedsløst, til pludselig at være tv-serie materiale. To gamle flammer på én uge? Hvad er oddsene? Al den uro det skaber i mit liv er på én og samme tid fantastisk og forfærdelig. Det får mig til at stille spørgsmål som jeg ikke kan besvare. Jeg bliver både mere klar i hovedet og lang mere forvirret. Og pludselig bliver jeg igen i tvivl om, om jeg har en personlighedsforstyrrelse. Men måske det bare er sådan vi kvinder fungerer i sådan nogle situationer. Nogle tanker bliver styret af vores følelser, andre prøver vores hjerner stadig at kontrollere og så bliver det et forfærdeligt rod. Mest af alt fordi man konstant forestiller sig det værste OG det bedste der kan ske, på én gang. Hvis man skal lære af det bliver man nødt bare at leve det hele ud og sige det samme til sig selv, hvis det går galt, som E sagde til sine to kærester: Shit happens.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar