Hormon-paraden

Det er muligt at jeg er hysterisk, men det er virkelig ikke med vilje. Min krop har valgt at holde hormon-parade, og det er umuligt at få dem til at stoppe. De har festet i min krop, non-stop, de sidste tre måneder. Det er ulideligt at jeg græder over avisartikler, dameblade og mangel på mælk, det er ulideligt at jeg bliver sur fordi E ikke svarer på mine beskeder indenfor 3 minutter, det er ulideligt at jeg gennemgår 5-minutters forelskelser HVER gang jeg ser en smuk mand, og det er i den grad ulideligt at jeg ikke selv kan styre det.

Jeg mistænker E for at have set min blog. Han har lånt min computer og kunne snildt have fundet frem til den. Jeg frygter det, for hvad har han i så fald læst? Det hele?

Hvis du læser med E, så stop venligst igen. Det her er MIN blog, og du skal ikke vide hvad jeg tænker eller føler. Ikke sådan her i hvert fald!
..hvis du alligevel læser med, er du så ikke sød at reagere på det jeg skriver. Det er ikke fair at du ved hvad jeg tænker når du ikke deler dine tanker med mig. Vi bliver sgu nødt til at have et ligeværdigt forhold, ellers kan du godt glemme det der med at vi skal giftes.

Har ikke taget mig sammen til at tage samtalen med E endnu. Det er uoverskueligt! For hvad skulle jeg sige? Det er muligt at jeg tror at jeg er forelsket, men er jeg i virkeligheden det? Ville jeg være lige så vild med ham hvis vores spil stoppede? Det meste af vores forhold bygger trods alt på det spil. Han prøver at gøre mig jaloux, jeg spiller uinteresseret og upåvirket. Jeg prøver at gøre ham jaloux, han opmuntrer mig til at udvide mit harem. Har drøftet det med et par veninder efterhånden, og de mener alle sammen at hans "Jeg har overvejet at blive kærester med F"-, og "Skal jeg score din veninde O?"-bemærkninger bliver sagt for at provokere. Han har enten brug for en reaktion, eller også tester han mig for at se hvor tolerant jeg i virkeligheden er. Jo flere bemærkninger, jo mindre reagerer jeg. Men hvad vil han også have mig til at sige? "Hvorfor vil du være kærester med F? Jeg står jo lige her og er smaskforelsket i dig. Bliv kærester med mig!"", eller "Nej selvfølgelig skal du ikke score O. Jeg vil ha´ dig for mig selv!". Er en kujon og har derfor besluttet at jeg sender en besked på fredag (hvor han rejser væk i en uge), og forklarer hvordan jeg har det med ham. Regner ikke med at få et svar før han kommer hjem igen, hvis jeg overhovedet får et svar, men så har han en hel uge til at tænke over det i.

Men hvad så? Hvad hvis han ikke svarer og jeg derfor alligevel ikke får det ud af verden som var intentionen? Kan jeg så leve med at lade som ingenting eller vil jeg afkræve ham en reaktion? Prøver at gøre op med mig selv om det er bedst at lette mit hjerte eller beskytte det. Om bestemmer mig rundt regnet en gang i timen, og ligger søvnløs og kører alle mulighederne igennem i mit hoved. Der er virkelig mange muligheder, derfor laver jeg en liste:



Mest sandsynlige scenarier:
- E får beskeden, læser den og sletter den. Jeg får aldrig et svar, og vi taler ALDRIG om det.

- E får beskeden, sletter den inden han har læst den og tænker aldrig mere over det.

- E får beskeden, læser den og gemmer den. Jeg får aldrig et svar og vi taler ALDRIG om det.

- E får beskeden, læser den og svarer at han ikke har det på samme måde. Og at han desuden synes at det er uholdbart at have en forelsket lejer, og derfor opsiger mig pr. dags dato.

- E får beskeden, læser den og svarer at han ikke har det sådan, men at han stadig gerne vil have mig i sit harem.

- E får beskeden, læser den, griner højt og viser den til ALLE han kender.

- E får beskeden, læser den og svarer at han har det på samme måde.

- E får beskeden, læser den og vender om for at fortælle mig at han er dybt forelsket i mig (dette er faktisk ret urealistisk!).

- E får beskeden, læser den og vender ALDRIG tilbage til Danmark i frygt for hans sindssyge, forelskede lejer.

- E får ikke beskeden fordi jeg får kolde fødder, han læser den derfor ikke og vi taler aldrig om det for han ville ikke engang vide at jeg havde tænkt på at sende den (medmindre han læser med herinde selvfølgelig..).

- E får ikke beskeden fordi der er fejl på signalet, og i stedet bliver beskeden sendt til Uffie der straks svarer at hun også er forelsket i mig.


.. Lige meget hvad giver jeg min hormon-plagede krop skylden for mine vanvittige tanker. Og hvis han nu reagerer og intet er gengældt, kan jeg jo altid stikke ham den forklaring. Alle ved at kvinder tæt på en hormon OD bliver sære.

Forlagt eller forsvundet?

Jeg forlægger tit ting. De bliver simpelthen væk. Det skete også med mit gode humør, min optimisme og mit håb. Havde netop stået med det hele i hånden og så var det pludselig væk. Ledte alle de steder jeg normalt plejer at gemme sådanne ting, men forgæves. Endte med at lede et meget mørkt sted jeg ikke har været siden jeg var teenager. Var faktisk dernede hele dagen i går, og fandt absolut ingenting. Men da jeg vågnede i morges lå både mit gode humør, min optimisme og mit håb på min hovedpude. Man kan nogle gange lede så meget at man glemmer at kigge de mest åbenlyse steder. Så fra nu af vil jeg bære disse ting tæt på kroppen. På den måde bliver de nemlig aldrig væk igen.

Mit uge har været et helvede, i går nåede jeg bunden og i dag er jeg gladere end jeg har været i flere måneder. Har lyst til at danse i solen, synge højt og dele dagen med alle mine venner. I stedet skal jeg lave en aflevering, gøre rent og regne på hvordan jeg bedst overlever resten af måneden på 20 kr. og et tomt køleskab. Men det er okay. I dag har jeg overskuddet til det, i dag er jeg tilfreds med bare at leve, i dag er jeg lykkelig. Livet er intet mindre end fantastisk. Tænk at jeg, Elva, har skabt dette liv for mig selv. Jeg har fået nye venner, fået en masse tilbud om at synge på diverse projekter, fået min kreativitet tilbage, fået en fandens masse selvtillid og et liv jeg er tilfreds med. Hellere single-søndage end par-søndage med skænderier. Hellere take-away til en end hjemmelavet middag og dårlig stemning. Hellere mindre sex end dårlig sex. Ja, hellere være alene end at jeg være sammen med den forkerte.

Mit næste projekt er lidt uvist. Men skal have talt med den 28-årige og fortalt at vi ikke skal lege kærester alligevel. Jeg har indset at jeg er forelsket i E, og derfor får jeg det forfærdeligt med mig selv når jeg er sammen med den 28-årige. Det går imod mine egne følelser, og det er det værste jeg ved. Så hellere afskaffe mit harem, være alene og håbløst forelsket. Men burde tale med E en dag..

E virker i perioder ret uinteresseret og i andre helt forelsket. Måske jeg har haft for travlt med at holde min følelser hemmelige, og derfor har virket uinteresseret når han har åbnet sig. Jeg er ubeskriveligt dårlig til sådan noget med følelser. De er alt for flyvske og omskiftelige til at jeg kan tage dem seriøst. Derfor har jeg det også utroligt svært med at skulle indrømme overfor mig selv når jeg er forelsket, eller når forelskelsen er slut. Og endnu værre er det når jeg skal fortælle ofret for min forelskelse om det.

Alt var lettere da man var teenager og følelserne sad udenpå tøjet. Det kunne godt være at jeg lige skulle smutte derned i mørket igen og lede efter noget forlagt teenage-mentalitet.

Undtagelsestilstand

Når tæppet bliver trukket væk under dig, er der ikke andet at gøre end at få det til at ligne et planlagt danse-move. Og derefter blive ved med at danse for at overbevise folk omkring dig om, at du har helt styr på situationen. Det er sådan cirka der jeg er. Har brugt de sidste to dage på at overbevise folk om at jeg bare er træt - "Det har intet, absolut intet, med den middelkarakter jeg brutalt fik slynget i ansigtet onsdag eftermiddag.". 

..Men man kan ikke lyve for sig selv. For det er netop grundet nederlaget i onsdags at jeg stadig sidder i min lejlighed og er fuldstændig handlingslammet. Det er netop derfor at mit hjem ligner en krigszone, og jeg selv ligner en såret soldat. De røde pletter på mit tøj skyldes dog ikke projektiler der ubarmhjertigt har boret sig ind i min forsvarsløse krop, men derimod rødvin. Det vilde blik i mine øjne og pludselige bevægelser skyldes ikke erindringer om tortur eller andre modbydeligheder, med derimod fuldskab. Min udsultede krop og min huds grålige skær skyldes ikke at jeg har delt mine feltrationer med fattige børn eller har manglet rent drikkevand i flere dage, men derimod en stigende frygt for at forlade mit hjem og gå de 50 m. over til supermarkedet for at købe ind til aftensmad. Det er ynkeligt. Jeg er ynkelig.

Prøver at samle energi til at tage hjem til en veninde senere. Ville have sagt nej hvis det ikke havde været for hendes løfte om øl. Forstår nu pludselig alkoholikere. Men jeg ender ikke selv som en. Det lover jeg!

E ringede i morges. Havde ikke lyst til at tale med ham, selvom jeg har indset at jeg er forelsket. Måske netop derfor afviste jeg opkaldet. Det er aldrig rart at være forelsket i en, som højest sandsynligt bare "holder af en". Vil prøve at holde afstand i noget tid, og håbe på at følelserne også kommer lidt på afstand.
En af mine veninder har fortalt mig (om det er rigtigt vides ikke), at når kvinder har sex udløser det de samme stoffer i hjernen som gør os forelskede. Dette sker dog ikke for mænd, og hvor er det uretfærdigt. Så kan de rende rundt og "kneppe i flæng" helt uden at blive følelsesmæssigt berørt, mens vi kvinder forelsker os hovedkulds i dem. Vi har jo ikke en chance!

Lover mig selv at starte på en frisk på mandag. Men indtil da har jeg indført undtagelsestilstand.

Ateist

Har mistet troen på at man kan blive lykkelig. Har mistet troen på at man kan elske, og blive elsket lige så meget tilbage. Har også mistet troen på retfærdighed.

Lavede redningsaktion sent i går aftes. Napoleon var gået fra Mira, og Anna og jeg forsøgte at holde samling på stakkels Mira. Det er længe siden jeg har følt så meget med et andet menneske som i går, men blev selv forfærdeligt ked af det. Og samtidig med det fik jeg en trang til at beskytte hende og skælde Napoleon ud til hans storhedsvanvid var ikke-eksisterende. Men det må komme en anden dag.

Min selvmedlidenhed fra i går er vendt til vrede. Har fået en begrundelse for min middelkarakter, og er uenig på så mange punkter. Kan give dem ret i to ting, men resten er ganske ubegrundet. Tror at jeg vælger at klage. Lige nu er jeg dog for sølle til at foretage mig noget som helst. Sidder i nattøj, der er rødvin på gulvet, jeg har ikke noget mad i huset overhovedet, mit kort er lænset for penge og jeg har mistet troen på kærligheden.

Er blevet slået ud af dårlige karakterer og dumme mænd. Til gengæld skinner solen, og så kan man da i det mindste fornemme at resten af verden går videre selvom ens egen er gået i stå.

Fejl og mangler

Bryder mig ikke om fejl. Det er ganske muligt at der findes et par stykker i mine ellers nøje gennemlæste indlæg, men er oftest meget omhyggelig. Er perfektionist til fingerspidserne og derfor huer det mig ikke at jeg har fået en middel karakter for en, om ikke perfekt så bare fantastisk velskrevet og velovervejet, opgave. Hvad værre er, at karakteren kommer på mit eksamensbevis. Har derfor tilbragt min eftermiddag og aften i selskab med et par flasker vin, en forfærdelig masse cigaretter og en heldragt af selvmedlidenhed.

E har omsider fået mit valentins-kort og er svært begejstret. Er ikke en af de kvinder der går op i valentinsdag og er på ingen måder romantisk anlagt, men en joke gjorde det ganske oplagt at sende et kort til ham. Det rimede oven i købet.. Han har nu lovet mig et også. Det lover godt efter hans besked søndag nat hvor han skrev "Jeg holder meget af dig Elva".

Den 28-årige og jeg er nu venner der leger kærester. Han er indforstået med at vi ikke skal være det i virkeligheden, men synes dog ikke at han vil undvære mit selskab af den grund.

Mit liv er ikke perfekt i øjeblikket og det irriterer mig grænseløst. Men måske er perfekt ikke altid godt. Der er også en charme ved småfejl. I øjeblikket er mit liv ikke andet, og jeg kan ikke tillade mig ikke at invitere dem indenfor i varmen.

Hvad nu hvis..?

Er det socialt acceptabelt at blive gift af praktiske årsager? Altså ikke noget med opholdtilladelser eller penge, men fordi man ville have det godt og ville få smukke børn? Bare uden "jeg-er-dødeligt-forelsket"-delen? 

E har ændret sig. Han præsenterede mig som sin fremtidige kone for sine venner i går, og han mente det seriøst. Han så på mig på en anden måde, rørte ved mig på en anden måde og talte til mig på en anden måde. Selv i morges opførte han sig anderledes. Jeg prøver stadig at samle brikkerne i "E-og-Elva"-puslespillet, og jeg er vidst begyndt at ane et motiv. Han sagde at jeg ville blive skræmt hvis jeg vidste hvad han følte for mig..
Jeg prøver stadig at tage afstand fra det så jeg ikke bliver revet med. Kan ikke overskue et knust hjerte, så hellere en pose "hvad-mon-der-ville-være-sket-hvis..".

Jeg har meldt ud til den 28-årige at vi ikke skal være kærester. Har dog sagt det på den pæne måde. Noget i stil med "det er ikke dig, det er mig". Forklarede at jeg ikke skal have en kæreste nu eller i den nærmeste fremtid, og at det derfor ikke var der vi var på vej hen. Han har stadig ikke svaret, men hvad er det værste der kan ske?

Måske er et harem ikke lykken. Måske er et godt, solidt ægteskab et bedre bud. Måske vil jeg rent faktisk sige "ja" til E´s frieri en dag. Måske bliver vi lykkelige. Hvad nu hvis..?

Et dårligt match

Min weekend tog hårdere på mig end planlagt. Var på IR torsdag og på Vesterbro fredag. Vågnede op i armene på den 28-årige lørdag morgen, og følte at jeg var døden nær. Har derfor brugt de sidste tre dage på at sidde og klynke for mig selv i min lejlighed.

Hvad er der egentlig galt med mig? Hvorfor kan mit hjerte ikke forstå at E er den sidste man skal forelske sig i hvis man, som mig, bryder sig om sit liv? Hvorfor skal det absolut galopere afsted med resten af mig? Og hvorfor har min hjerne ikke trukket håndbremsen? Gid at de to dele af mig kunne kommunikere engang i mellem. Så kunne jeg måske forelske mig i den 28-årige i stedet for. Men nej, jeg er splittet. Kan vælge at følge mit hjerte eller min hjerne. Og ingen af delene er særlig tiltalende, for hvad er følelser uden fornuft og omvendt?
Ville sådan ønske at E og den 28-årige kunne smelte sammen til én og samme person. Så behøvede jeg heller ikke at tage "du er virkelig sød, men vi skal ikke være kærester"-snakken med den 28-årige. Og jeg behøvede heller ikke at tage "det er muligt at du er forelsket, men hvis du bliver kærester med E så..."-samtalen med mig selv.

Det er virkelig ikke fordi jeg ikke kan li´ den 28-årige. Vi kommer bare fra to vidt forskellige verdener. Han elsker skiferier og charterrejser, jeg vil hellere til Paris eller Nepal. Han drikker 1½ l. mælk om dagen, jeg bruger kun mælk til min kaffe. Han er højdeskræk, jeg ELSKER højder. Han tænker for meget, jeg handler på impulser. Han er en ægte pleaser, jeg er ret ligeglad med hvad andre synes. Han er et rodehovede, jeg er minimalist. Det er egentlig ikke fordi der er de store forhindringer, men vi er bare dybt forskellige. Og så er han for sød.. ALT for sød.

Det betyder dog ikke at E og jeg ville være et bedre match. E minder mig på mange måder om en ex-kæreste jeg var sammen med for 5 år siden. Han er typen der skal reddes, og det orker jeg ikke igen. Han er typen der er usikker på sig selv og derfor søger bekræftelse hos det modsatte køn. Han er typen der vælger kærester ud fra hvor ambitiøse, smukke, selvstændige og veluddannede de er, ikke ud fra hvad han føler.

Konklusionen på alt dette må være, at jeg skal ud og lede efter en mand jeg rent faktisk kan se en fremtid i. Men hvor skal jeg efterhånden lede?

Welcome back harem

Kan det virkelig lade sig gøre at se flere på en gang, og ikke foretrække nogen af dem?

Drak kaffe med den 28-årige i går. Troede at alle følelser var blevet lagt på is efter min fredag med E. Men nej. Vi tog på café og gik tur om søerne, og talte om alt og intet. Han kyssede mig farvel nede foran og cyklede hjem. Det er sjovt fordi det er så ukompliceret. Det er dog også det diametralt modsatte af mit forhold til E.

E sidder pt. på gulvet i min stue efter en løbetur på max. 7 min. Han kom forbi for at hente sine løbesko, men gik aldrig igen. Havde ellers planlagt  filmaften med mig selv. Han planlægger vidst at sove her, og er faktisk helt okay med det. Lader ham dog ikke gøre det. Tror at det er på tide at jeg spiller lidt uinteresseret. Med E er det en evig jagt. Jeg jagter, han lader sig jage, han jager og jeg lader mig jage.

Det er trygheden vs. lidenskaben. Men behøver de to overhovedet at kæmpe mod hinanden? Hvorfor ikke bare lade dem eksistere parallelt? Er det virkelig utænkeligt at to personer kan udgøre den perfekte kæreste? Jeg er i hvert fald lykkelig i mit "forhold" lige nu.

..Men kender jeg mit liv ret begynder det at te sig om en dag eller to.

Frieri

Jeg troede rent faktisk på at jeg var små-forelsket i den 28-årige. Jeg troede på at jeg var klar til at falde til ro igen. Jeg var overbevist om at alt med E var et overstået kapitel og at jeg havde valgt ham fra.

Fredagens fest og mit nye kortere hår satte åbenbart gang i mit og E´s forhold igen. Da vi endelig kom hjem om morgenen, efter 4 timers rave, talte E fremtidsplaner. Han var ikke påvirket af noget som helst længere og virkede helt klar i hovedet.

E: Vi skal giftes en dag..

Elva: Mhh.. Nej!

E: "Jeg mener det! Jeg frier til dig en dag. Så kan du sige nej hvis du vil."

Elva: "Det lyder som en virkelig dårlig idé. Der er jo ikke engang følelser involveret, det er kun fordi jeg har et snit på 12."

E: "Nej. Jeg er faktisk allerede begyndt at holde af dig."

Elva: "...!!!"

Ja, det var så rundt regnet her at filmen knækkede for mig. Hvad fanden skal det nu betyde? Allerede? Vi har kendt hinanden i 2 ½ måned, og han mener at det er hurtigt at "holde af" nogen? Og hvad dækker det der "holde af" over? Som i "du-er-sød-og-jeg-får-lyst-til-at-kramme-dig-når-jeg-ser-dig", eller som i "jeg-synes-at-du-er-fantastisk-og-jeg-vil-ikke-undvære-dig-i-mit-liv"?
Jeg er i chok og ved stadig ikke hvordan jeg skal reagere. Jeg er ikke engang sikker på om han mener det. Måske er det bare mind-games? I så fald virker de! Selvom jeg ikke stoler på ham, har det han sagde sat nogle tanker i gang. 

Hvad er det egentlig jeg vil med mit liv? Skal jeg "nøjes" når jeg føler at jeg kan få noget bedre? Skal jeg virkelig slå mig ned nu, få en familie og undvære mit vilde liv, fordi jeg ikke vil have råd til andet? Eller skal jeg leve det hele ud de næste par år, så få en familie og en au-pair og stadig have overskud til både drinks og karriere?

Jeg har talt med Mara og hendes råd er, at jeg skal indrømme overfor mig selv at jeg har følelser for E. Jeg er stadig ikke nået dertil, men det komme måske en dag. Jeg er også lidt i tvivl om hvad jeg skal gøre når det sker. Prøve at droppe ham eller sige ja til hans frieri?

Klamydia og andre onder

E var forbi i går. Vi talte som vi plejer og han smed oven i købet en bemærkning om at han så mig som kæreste potentiale. Var dog ganske afvisende. Han skal ikke tro at jeg har glemt hans stunt, bare fordi der er gået næsten en måned, og derfor lukker ham ind i varmen igen. Udover hans ganske upassende kommentarer havde han også et es i ærmet. "Du skal nok lige gå til lægen.." sagde han og skar ansigt. Tak E! Ikke nok med at du ikke opfører dig ordentligt, du giver mig også klamydia?! Jamen altså..
Bestilte tid så snart han var gået.

Den 28-årige sov her igen i nat. Klaustrofobien kom snigende i eftermiddags, og efterlod mig med en mærkelig følelse. Valgte at tage det i opløbet og skrev en sms til ham. Vi er blevet enige om at tage det stille og roligt. Jeg har dog også fået bekræftet at han er en kende vild med mig, hvilket på ingen måder skræmmer mig.

Af alle onder er E dog den værste. Jeg fik ikke blomster og en undskyldning, men lumrer tilnærmelser og klamydia.

Kærlighed to-go

Havde egentlig ikke de store forventninger til daten med den 28-årige i går. Kom lidt for sent og var helt forfrossen, Tyfon levede op til sit navn og løb rundt i hele lejligheden de to første time. Vi spiste og drak vin (måske også et glas eller to for meget), og pludselig var klokken 23.30. Han fulgte mig hjem langs med søerne, og da vi endelig nåede frem var der gået en time. Stod og kyssede nede foran hoveddøren, og jeg endte med at invitere ham med op.
...

Han gik for to timer siden og jeg er stadig ude af stand til at foretage mig noget som helst fornuftigt. Hver gang jeg går forbi spejlet ude i gangen, ser mit spejlbillede tilbage på mig med et stort, skævt smil. Er i en tilstand af eufori, og jeg tror ikke at jeg kommer tilbage til den virkelig verden lige foreløbig. Håber i hvert fald på at jeg kan holde den lidt på afstand, har ikke lyst til at give slip på smilet eller den indre ro endnu.

Har virkelig ikke tid til at være sådan her, men må vidst bare følge med. 

"Undskyld kan jeg få den der forelskelse to-go?"