E har ændret sig. Han præsenterede mig som sin fremtidige kone for sine venner i går, og han mente det seriøst. Han så på mig på en anden måde, rørte ved mig på en anden måde og talte til mig på en anden måde. Selv i morges opførte han sig anderledes. Jeg prøver stadig at samle brikkerne i "E-og-Elva"-puslespillet, og jeg er vidst begyndt at ane et motiv. Han sagde at jeg ville blive skræmt hvis jeg vidste hvad han følte for mig..
Jeg prøver stadig at tage afstand fra det så jeg ikke bliver revet med. Kan ikke overskue et knust hjerte, så hellere en pose "hvad-mon-der-ville-være-sket-hvis..".
Jeg har meldt ud til den 28-årige at vi ikke skal være kærester. Har dog sagt det på den pæne måde. Noget i stil med "det er ikke dig, det er mig". Forklarede at jeg ikke skal have en kæreste nu eller i den nærmeste fremtid, og at det derfor ikke var der vi var på vej hen. Han har stadig ikke svaret, men hvad er det værste der kan ske?
Jeg prøver stadig at tage afstand fra det så jeg ikke bliver revet med. Kan ikke overskue et knust hjerte, så hellere en pose "hvad-mon-der-ville-være-sket-hvis..".
Jeg har meldt ud til den 28-årige at vi ikke skal være kærester. Har dog sagt det på den pæne måde. Noget i stil med "det er ikke dig, det er mig". Forklarede at jeg ikke skal have en kæreste nu eller i den nærmeste fremtid, og at det derfor ikke var der vi var på vej hen. Han har stadig ikke svaret, men hvad er det værste der kan ske?
Måske er et harem ikke lykken. Måske er et godt, solidt ægteskab et bedre bud. Måske vil jeg rent faktisk sige "ja" til E´s frieri en dag. Måske bliver vi lykkelige. Hvad nu hvis..?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar