Et dårligt match

Min weekend tog hårdere på mig end planlagt. Var på IR torsdag og på Vesterbro fredag. Vågnede op i armene på den 28-årige lørdag morgen, og følte at jeg var døden nær. Har derfor brugt de sidste tre dage på at sidde og klynke for mig selv i min lejlighed.

Hvad er der egentlig galt med mig? Hvorfor kan mit hjerte ikke forstå at E er den sidste man skal forelske sig i hvis man, som mig, bryder sig om sit liv? Hvorfor skal det absolut galopere afsted med resten af mig? Og hvorfor har min hjerne ikke trukket håndbremsen? Gid at de to dele af mig kunne kommunikere engang i mellem. Så kunne jeg måske forelske mig i den 28-årige i stedet for. Men nej, jeg er splittet. Kan vælge at følge mit hjerte eller min hjerne. Og ingen af delene er særlig tiltalende, for hvad er følelser uden fornuft og omvendt?
Ville sådan ønske at E og den 28-årige kunne smelte sammen til én og samme person. Så behøvede jeg heller ikke at tage "du er virkelig sød, men vi skal ikke være kærester"-snakken med den 28-årige. Og jeg behøvede heller ikke at tage "det er muligt at du er forelsket, men hvis du bliver kærester med E så..."-samtalen med mig selv.

Det er virkelig ikke fordi jeg ikke kan li´ den 28-årige. Vi kommer bare fra to vidt forskellige verdener. Han elsker skiferier og charterrejser, jeg vil hellere til Paris eller Nepal. Han drikker 1½ l. mælk om dagen, jeg bruger kun mælk til min kaffe. Han er højdeskræk, jeg ELSKER højder. Han tænker for meget, jeg handler på impulser. Han er en ægte pleaser, jeg er ret ligeglad med hvad andre synes. Han er et rodehovede, jeg er minimalist. Det er egentlig ikke fordi der er de store forhindringer, men vi er bare dybt forskellige. Og så er han for sød.. ALT for sød.

Det betyder dog ikke at E og jeg ville være et bedre match. E minder mig på mange måder om en ex-kæreste jeg var sammen med for 5 år siden. Han er typen der skal reddes, og det orker jeg ikke igen. Han er typen der er usikker på sig selv og derfor søger bekræftelse hos det modsatte køn. Han er typen der vælger kærester ud fra hvor ambitiøse, smukke, selvstændige og veluddannede de er, ikke ud fra hvad han føler.

Konklusionen på alt dette må være, at jeg skal ud og lede efter en mand jeg rent faktisk kan se en fremtid i. Men hvor skal jeg efterhånden lede?