Forlagt eller forsvundet?

Jeg forlægger tit ting. De bliver simpelthen væk. Det skete også med mit gode humør, min optimisme og mit håb. Havde netop stået med det hele i hånden og så var det pludselig væk. Ledte alle de steder jeg normalt plejer at gemme sådanne ting, men forgæves. Endte med at lede et meget mørkt sted jeg ikke har været siden jeg var teenager. Var faktisk dernede hele dagen i går, og fandt absolut ingenting. Men da jeg vågnede i morges lå både mit gode humør, min optimisme og mit håb på min hovedpude. Man kan nogle gange lede så meget at man glemmer at kigge de mest åbenlyse steder. Så fra nu af vil jeg bære disse ting tæt på kroppen. På den måde bliver de nemlig aldrig væk igen.

Mit uge har været et helvede, i går nåede jeg bunden og i dag er jeg gladere end jeg har været i flere måneder. Har lyst til at danse i solen, synge højt og dele dagen med alle mine venner. I stedet skal jeg lave en aflevering, gøre rent og regne på hvordan jeg bedst overlever resten af måneden på 20 kr. og et tomt køleskab. Men det er okay. I dag har jeg overskuddet til det, i dag er jeg tilfreds med bare at leve, i dag er jeg lykkelig. Livet er intet mindre end fantastisk. Tænk at jeg, Elva, har skabt dette liv for mig selv. Jeg har fået nye venner, fået en masse tilbud om at synge på diverse projekter, fået min kreativitet tilbage, fået en fandens masse selvtillid og et liv jeg er tilfreds med. Hellere single-søndage end par-søndage med skænderier. Hellere take-away til en end hjemmelavet middag og dårlig stemning. Hellere mindre sex end dårlig sex. Ja, hellere være alene end at jeg være sammen med den forkerte.

Mit næste projekt er lidt uvist. Men skal have talt med den 28-årige og fortalt at vi ikke skal lege kærester alligevel. Jeg har indset at jeg er forelsket i E, og derfor får jeg det forfærdeligt med mig selv når jeg er sammen med den 28-årige. Det går imod mine egne følelser, og det er det værste jeg ved. Så hellere afskaffe mit harem, være alene og håbløst forelsket. Men burde tale med E en dag..

E virker i perioder ret uinteresseret og i andre helt forelsket. Måske jeg har haft for travlt med at holde min følelser hemmelige, og derfor har virket uinteresseret når han har åbnet sig. Jeg er ubeskriveligt dårlig til sådan noget med følelser. De er alt for flyvske og omskiftelige til at jeg kan tage dem seriøst. Derfor har jeg det også utroligt svært med at skulle indrømme overfor mig selv når jeg er forelsket, eller når forelskelsen er slut. Og endnu værre er det når jeg skal fortælle ofret for min forelskelse om det.

Alt var lettere da man var teenager og følelserne sad udenpå tøjet. Det kunne godt være at jeg lige skulle smutte derned i mørket igen og lede efter noget forlagt teenage-mentalitet.