Jobbet på restauranten var egentlig begyndt at gå mig på. Ikke kun min chef, også kunderne. Men pludselig stod der en mand med skæg og runde briller, som stammende inviterede mig på kaffe. Visitkortet jeg fik i hånden fejlede ikke noget, og jeg besluttede mig derfor for at mødes med designeren. Det holdte i halvanden måned. For når alt kommer til alt, hvem har så lyst til at date en 30-årig mand med en fed løn, der bor hjemme hos sine forældre? Indkøb var en by i Rusland for ham, og hans selvtillid var på størrelse med en to-krone. Hans madvaner var foruroligende. Mest af alt fordi han ofte havde lyst til junkfood og efterfølgende fortrød sit spiseri bitterligt. Det var heller ikke ligefrem fordi, at han var en tynd mand, men hvis man har truffet et valg må man stå ved det. Jeg stoppede derfor vores "forhold", og svor at jeg aldrig ville finde en mand som ham igen.
Midt i oktober fandt jeg endelig den lejlighed jeg havde drømt om. Jeg flyttede ind midt i november og brugte de to første uger på at male, ordne gulv og gøre rent. Bor stadig i et mindre byggeprojekt, men er efterhånden begyndt at vænne mig til det.
De sidste to uger har jeg brugt på en hovedkuls forelskelse i en mand, som på alle måder er meget langt fra mig. Han kommer fra mellemøsten og er netop blevet sendt tilbage, grundet en fejl i hans ansøgning om forlængelse af hans opholdstilladelse. Jeg bruger nu alt mit krudt på mit eksamensprojekt, i et forsøg på at arbejde mig ud af savnet. Sidste nyt er, at han har besluttet sig for at fortsætte sig studie i Danmark. På grund af mig. Og han kommer derfor højest sandsynligt tilbage til februar. Fortællingen om mit mellemøstlige eventyr kommer i et indlæg for sig selv. Det fortjener det.
