Kæreste klar eller kæreste konfus

Hvad?!?!?! Virkelig?!?! Er E blevet kærester med F?! Det var facebook der sladrede.
"Din kæreste bliver nervøs når du ikke svarer.." skrev hun på hans væg. Og nu, 10 min. efter, er den væk! Fordi han ikke ser sig selv som hendes kæreste, eller fordi han bare ikke vil have at andre ser det?
Kom til at skrive til ham og spørge om vi skulle drikke øl senere. Han svarede "muligvis, jeg vender lige tilbage senere". Anna siger at man aldrig skal gå tilbage til noget afsluttet bare fordi man keder sig, og jeg ved at hun har ret. Men mit liv er simpelthen for kedeligt uden.

Mira var på date i går med Annas bror, og de havde det skønt. Vil derfor lægge alt på hylden i forhold til ham og håbe på at noget andet, og mindre besværligt, dukker op. Det er også dumt at blive involveret med sine veninders familiemedlemmer, når København er ét stort tag selv bord for single kvinder i starten af 20´erne. Helt ærligt, hvor svært kan det være at finde en ordentlig mand for en kvinde som mig? 

Har overvejet at tage mig sammen. At opsøge mænd i den kæreste-modne alder, og invitere dem på dates. Men er reglen ikke at man skal betale hvis man er den der inviterer? I så fald har jeg ikke råd til det. Og da jeg i virkeligheden holder utroligt meget af mænd der tager kontrollen, så giver det ikke rigtigt mening at jeg opsøger dem og ikke omvendt. På den anden side er jeg heller ikke typen der bryder mig om at se passivt til imens mit liv stryger forbi. Men jeg har så sandelig heller ikke tænkt mig at ende som E. At blive kærester med en jeg egentlig ikke kan se mig selv med i fremtiden. Så jeg vælger en mellemvej. Jeg inviterer mænd på dates, men lader dem tage styringen derfra. Og lige meget hvor desperat jeg bliver, NÆGTER jeg at blive kærester med nogen medmindre jeg virkelig føler noget.

Kon-cen-tra-tion

Jeg kan simpelthen ikke holde koncentrationen. Måske fordi det kræves af mig. Lidt ligesom når man har lovet ikke at grine inden ens veninde betror en et pinligt problem, og man alligevel bryder ud i et eksplosionsagtigt latter anfald. Sådan har jeg det!

Har lavet overspringshandling på overspringshandling den sidste uge. Hvordan skal jeg kunne bevare koncentrationen når jeg har så meget andet i hovedet?

Det er klart at jeg ikke kan koncentrere mig når:

- Solen skinner.

- Jeg konstant dagdrømmer om mænd jeg ikke har mødt endnu.

- Jeg er så træt af at være træt, at jeg bliver mere træt.

- Jeg har en deadline på en sang, og der absolut ikke kommer noget som helst inspiration til mig.

- Nogen ovenpå har hosteanfald hvert 10. min.

- Jeg har brug for ferie.

- E poster mærkelige billeder på min væg på facebook, og ud af ingenting spørger om hans veninde må låne min xylofon.

- Min eks kæreste Uffie og hendes nye kæreste har profilbilleder de har taget sammen på facebook.

- Facebook eksisterer.

- Jeg bliver ved med at lave overspringshandlinger. (Dette blog indlæg er én stor overspringshandling)

Jeg vil derfor holde fri resten af dagen og lave alt andet end at læse op. I morgen kan jeg måske bedre koncentrere mig.

Og så levede de... til de døde!

Det er ikke let at være en tilfreds single kvinde. Hvis det ikke er problemer med for mange bejlere er der problemer med manglen på samme. Jeg prøver virkelig at kæmpe imod og være lykkelig alligevel, men jeg kan få så usandsynligt ondt af mig selv når jeg sidder alene i min sofa for 3. dag i træk og ikke har været på date én eneste gang de sidste 2 måneder. Jeg prøver at overbevise mig selv om at jeg ikke har brug for mænd, nærhed eller sex, men helt ærligt.. hvem prøver jeg at narre? Jeg lader som om at mænd jeg er tiltrukket af er "blah" når mine veninder spørger. Jeg prøver bevidst at undgå fysisk kontakt, i mit forsøg på at overbevise mig selv om at man sagtens kan leve uden. Jeg foregiver at jeg får kvalme når Anna og T skal på date, men kun fordi jeg prøver at skubbe mit ønske om det samme væk.

Det er faktisk virkelig egoistisk. Jeg burde lade være med at gemme mig bag spydige bemærkninger og lade være med at bilde mig selv og andre ind at kærlighed er overvuderet. For selvfølgelig skal jeg være glad på Annas og T´s vegne, og selvfølgelig burde jeg ikke omtale folk, som jeg egentlig er tiltrukket af, som "lidt for stylede" bare fordi jeg ikke vil afsløre at jeg måske er interesseret, og jeg burde slet ikke ikke bebrejde min veninde, der er kærlighedshungrende som en i helvede, noget som helst. Nej, jeg burde faktisk opføre mig ordentligt! Lade være med at skubbe min usikkerhed og mit savn over på andre og bare gennemleve det. For når man først tillader sig selv at føle, så er det sjældent så slemt som man havde frygtet.

Nu jeg er igang, så undskyld til alle jer jeg har trådt over tæerne. Og jeg synes ikke at ham fyren er helt uinteressant, holder mig bare tilbage fordi min kærlighedshungrende veninde "så" ham først, og fordi jeg ikke kender ham overhovedet (og måske også fordi det er Annas bror!). Og selvfølgelig kan jeg godt forstå min veninde når hun hopper på alt der interesserer sig for hende, i håb om at han er den eneste ene. For hvem ønsker sig ikke at være en del af en fabelagtig kærlighedseventyr der ender med "Og så levede de lykkeligt til deres dages ende"? ..Altså lige bortset fra mig? Ok, måske er jeg ikke helt kurreret, men det gør vel heller ikke noget at jeg har nogle få spydige bemærkninger i ærmet i tilfælde af at nogen virkelig har fortjent dem?

KREA-knust-TI-hjerte-VITET

Jeg har fundet ud af at kreativitet lever af sorg, stress, tårer og vrede. Aldrig i mit liv har jeg været mere kreativ som da jeg lige var gået fra Uffie, og min turbulente affære med E stod på. Det væltede ud med sange, blog indlæg og mere eller mindre gode ideer. Men nu hvor jeg er flyttet og har stoppet mit forhold til E er min kreativitet næsten væk. Den er i hvert fald skrumpet ind og har forlagt sig et sted mellem pandekagerne, pige-pladderen og plateau-skoene. Jeg har i hærdigt prøvet at finde den frem, men med en virusinficeret computer, og derfor et musikprogram der ikke virker, er det forfærdeligt svært. Den kommer heller ikke når man kalder.. Jeg har prøvet.

Selvom mit liv er ganske fejlfrit, altså lige bortset fra delelejligheden vi kun kan bo i, i et år, manglen på en mand, for mange cigaretter, lidt for få kroner på kontoen og...
..Måske er det ikke så fejlfrit alligevel. For jeg savner faktisk en mand. Ikke på den desperate måde, og ikke som i at jeg vil have en kæreste. Bare som i, at det ville være rart at der kom en mand forbi engang imellem og opvartede mig. Jeg ser mænd over det hele i øjeblikket. Tiltrækkende mænd. Og de ser også mig. Det er muligvis forårets skyld og derfor hopper jeg ikke på den. Nej, jeg venter og ser tiden an. Det ville simpelthen være for dumt at have en kæreste når man skal starte på ny uddannelse. Der vrimler det jo med unge mænd, og kan lige så godt tjekke udvalget der inden jeg hopper på noget som helst. Jeg er ikke typen man narrer forår!!

På den anden side ville en ulykkelig forelskelse måske pynte. Kunne godt bruge inspiration til en ny sang eller tre, og er faktisk også ved at være træt af at skrive forholdvist ligegyldige blog indlæg. Så måske jeg bare skulle kaste mig ud i det? Altså blive forårs forelsket.

Kære liv..

Mit liv har det, som før nævnt, med at te sig. Det opfører sig som et 2-årigt barn og er udelukkende styret af lystpricippet. Dette gør min tilværelse ret omskiftelig, og selvom det bringer en del spænding, bringer det også stress og forvirring med sig. Mit liv er dog tilbage til status quo, og selvom det er trygt er det også død kedeligt. Ved dog at det hele ændrer sig om et øjeblik, og nyder derfor hvert et sekund af denne stille periode.

Ozzy havde inviteret mig på middag i dag, men endte med at aflyse. Han var sløj og mente ikke at han var særlig selskabelig. Jeg tror dog at det bunder i at han har fået kolde fødder. Han har før inviteret mig ud hvorefter der, på dagen, pludselig er kommet noget i vejen. Tror ikke at dette tilfælde er anderledes. Men hvad er det helt præcist han vil så? Ved han det overhovedet selv? Har siden han inviterede mig ud, undret mig over om det var en venne-middag eller en date-middag. Kom aldrig frem til noget, og nu er jeg endnu mere nysgerrig.

E er definitivt ude af mit liv, men jeg er åbenbart ikke helt ude af hans. Selvom jeg har gjort det klart at det er slut, flirter han uhæmmet når jeg tilfældigt møder ham. Så snart jeg er færdig på skolen til sommer sletter jeg alt der kan forbinde ham til mig. Hans telefon nummer, facebook og twitter. Aldrig mere egocentrerede mænd med mindreværdskomplekser, hang til modeller eller ulykkeligt forelskede "nyskilte" kvinder.

Er flyttet, og ikke alene. Er flyttet ind i en lejlighed med Anna. Da jeg lærte hende at kende for ca. 6 mdr. siden fortalte hun om hvor rart det var at have en roomie. Jeg gøs ved tanken dengang, men nu sidder jeg her selv. Midt i VORES lejlighed. Og hun havde ret. Hvor er det rart at have en roomie. Det er ligesom en allieret. Vi er os mod alle andre. Lidt ligesom med en kæreste, bare meget lettere.

Jeg ved at stilhed oftest betyder at det går løs om lidt, men helt ærligt så har jeg ikke tid. Står om 2 uger midt i eksamener til over begge ører, og skal have scoret nogle 12-taller for at komme ind på min videregående uddannelse. Så selvom jeg keder mig passer det egentlig udemærket ind, at mit liv har lagt sig i dvale. Det skal bare helst forblive sådan indtil 1. juli, men så må der også godt ske noget.


Kære liv

Vil du ikke være sød at opføre dig pænt indtil d. 1/7-12? Jeg har brug for at du samarbejder med mig selvom du plejer at gøre det modsatte af hvad jeg beder dig om. Jeg lover til gengæld at du må have det lige så sjovt du vil henover sommeren, og du må også selv bestemme dine sengetider..

Jeg håber at du vil tage det op til overvejelse.

Mvh. Elva