torsdag den 17. januar 2013

Karma

Undskyld, men hvad fanden er det der sker med det der karma? Har åbenbart en del dårlig af slagsen i bagagen, og agter at skille mig af med det. Hurtigst muligt. Er det muligt at sælge sin dårlige karma på de gule sider? Eller måske bare bytte sig til noget god karma? Pretty please?

          For helvede. Samtalen med T gik langt værre end forventet. Men jeg var modig. Jeg fortalte det hele. Alt imens han forvandlede sig til mr. Hyde. Vi har, ifølge T, aldrig været rigtige venner. Ved ikke om det gjorde mest ondt i mit hjerte eller i hans skuldre. Der dumpede i hvert fald mindst 30 kilo dårlig karma ned i hans rygsæk for den udmelding. Han blev yderligere 10 kilo dårlig karma rigere for hans udtalelse om, at han havde været sammen med mig fordi jeg var nem. Hele miseren endte med et akavet kram og ham der sagde "vi ses". Jeg tvivler på at jeg nogensinde ser ham igen. Jeg håber i hvert fald ikke at det sker.
          Min succes i den akademiske verden er næsten i minus. Fik en kæmpe lussing med en meget våd og tung udgave af Berlinske i eftermiddags. Jeg har faktisk overvejet at droppe ud. Jeg har også overvejet at starte på noget andet. Mit største problem er manglen på et 2. fremmedsprog på mit eksamensbevis og en stærk uvilje mod at flytte til Århus. Den umiddelbare konklusion er at jeg bliver hvor jeg er. Om et år bliver al´ ting anderledes derude, og så får jeg lov til at lave det jeg vil. I hvertfald i et halvt års tid.
          Jeg er trods mine nederlag ikke ked af det. Jeg har ikke grædt én eneste gang. Måske jeg virkelig er ved at blive en ægte super kvinde?

          Jeg synes egentlig at karma er et forfærdeligt begreb. Hvem har lyst til at have en stor sort sky fyldt med dårlig karma hængende over sit hoved, og leve med frygten for at der pludselig går hul på den, og at det regner med død og ødelæggelse? På den anden side er ideen om at jeg, det sidste år, har handlet i god tro, og at det derfor må have resulteret i en overflod af god karma på min konto i livets bank, ganske tiltalende. Og så synes jeg egentlig også kun at det er fair hvis T skal leve med frygten om død og ødelæggelse. Bare lidt.

                                                                                 


Kære karma.

Jeg havde sikkert fortjent den portion dårligdomme der har hærget mit liv de sidste par dage. Men nu synes jeg også at jeg har fortjent en del, om end bare en lille en, af den gode karma jeg har optjent det sidste år. Og forresten, den dårlige karma jeg har til gode skal overføres til kontonummer 19584730285. Og du må meget gerne vedhæfte en lille besked. Der skal stå: Hej T. Håber at du har haft det sjovt på min bekostning. Nu er det vidst på tide at jeg får del i morskaben.

Mvh. Elva

søndag den 13. januar 2013

Konfrontationen

E er ude af billedet. Guitar manden er ude af billedet. T er stadig ude et sted i det store udland.

.. Eller det troede jeg i hvert fald indtil for en time siden.

          T er tilbage for en kort periode. Han tager snart afsted igen. igen igen. Og nu er det at jeg pludselig skal tale med ham, skælde ham ud og fortælle det hele som det er. Og det er ikke fordi jeg ligefrem nyder at konfrontere gamle gode venner med min forelskelse i dem. Oven i købet en forelskelse der grænser til det ekstreme. Hvordan fanden starter man?

"Hej T. Har du haft det godt? mmhh. Okay. Ja.

Om jeg har haft det godt? Altså.. Nej! Jeg bliver simpelthen nødt til at skælde dig ud først. Hvad fanden bilder du dig ind? Du vidste at jeg havde været/var forelsket i dig, og det udnytter du. Det er fandeme at synke lavt. Hvad havde du tænkt dig? At jeg bare skulle stå til rådighed? Er du klar over hvor dårligt jeg har haft det imens du har været ude og opleve verden? Er du?! JEG HAR HADET DIG FOR DET! HADET DIG!!!!

Nå, men ellers har jeg jo været meget på uni, og så har jeg været ude og rejse med..."

Det går i hvert fald ikke! Men hvad så? Det er på tide at få det ud af verden. At få sagt det hele som det er. Og som så mange andre har pointeret er det nok ikke det store venskab tilbage efter alt det her. Så hvis det ikke er fordi vi skal være kærester, og det kommer vidst ikke til at ske, så handler det vel bare om at komme af med al´ galden så jeg ikke behøver at jonglere mere rundt med den. Det er bare ikke let. Og slet ikke for mig.

          Min mor bliver ved med at sige "Bare rolig, du møder ham derude et sted". Og selvom det er en smuk tanke, så ved jeg godt at det ikke hænger sådan sammen. En af mine venner opfordrede mig til at begynde at net-date. Han mener ikke at det er hverken ynkeligt eller pinligt, men helt ærligt.. Folk der net-dater er virkelig desperate. Og er det sådan en jeg vil møde? Nej! Jeg vil gerne møde en der giver mig modspil. En der hviler i sig selv. En jeg kan snakke med, diskutere med. Og så er vi tilbage til T. For hvis han skulle være den rigtige, bare en lille smule, så skal jeg også kunne tage snakken med ham. Snakken om at jeg har været følelsesløs siden han tog afsted. Snakken om at jeg har været ulykkeligt forelsket i ham i snart et halvt år. Snakken om at han ikke kan være bekendt at bruge mig som en trøst når han VED hvordan jeg har/har haft det med ham. Det er vidst på tide at jeg bliver modig. Man kan ikke rende rundt og være næsten midt i tyverne, og stadig ikke turde at tage følsomme emner op på andre måder end skriftligt. Nej. Jeg tager konfrontationen denne her gang.

fredag den 4. januar 2013

Nye fortsætter

2012 handlede, for mig, utroligt meget om kvantitet. Flere mænd, flere ridser i lakken og flere højhælede sko. Set i bakspejlet var det måske ikke den helt rigtige løsning. Jeg har derfor besluttet mig for at 2013 skal handle om kvalitet. Jeg har derfor kun ét nytårsfortsæt.

                   Kvalitet fremfor kvantitet

          Dette skal selvfølgelig gælde i alle livets henseender. Hellere én skøn mand end flere, mere eller mindre uduelige mænd. Hellere én smuk kjole der kan holde lææænge end flere kjoler lavet af nylon der holder i max 6 mdr. Hellere spise mindre mængder økologisk kød end ekstreme mængder konventionelt. Hellere se mine venner færre gange og virkelig være i det når jeg gør, end at se dem hele tiden og stresse over at jeg burde lave alt muligt andet.
          Jeg har faktisk glemt noget. Jeg har også besluttet mig for at jeg ikke vil finde mig i dårlig service mere. Jeg er SÅ træt af ekspedienter der siger "Hej" men ikke kigger på en. Ekspedienter der taler privat med deres kollegaer imens de ekspederer en. Ekspedienter der sukker og vender øjne når man spørger om hjælp, eller i værste fald siger "Er du sikker på at der ikke er flere? Har du kigger ordentligt efter?". Jeg nægter at finde mig i, at folk der har valgt et job i servicesektoren ikke orker service-delen. Det skal i hvert fald ikke gå ud over mig! Fra nu af går jeg hvis jeg ikke synes om service niveauet. Så kære ekspedienter, opfør jer venligst ordentligt eller væn jer til at jeg vender ryggen til jer og går uden varsel. Mit andet nytårsfortsæt lyder altså:

     Man skal ikke finde sig i dårlig service

       2013 bliver altså et år med færre ting, bedre ting og ingen flabede ekspedienter. Hvis det altså står til mig. Og det gør det!
          Jeg ville virkelig gerne indføre noget regelmæssig træning i mit liv i 2013, men det bliver ikke med et nytårsfortsæt. Det bliver med stædighed og vedholdenhed.. og nok også noget med bare at melde mig på et yogahold og droppe fitnesscenter-stilen. Jeg tror bare ikke at det er mig med vægte, løbebånd og maskiner. Så vil jeg hellere slæbe mine indkøb op af trappen til fjerde sal i stedet for at tage elevatoren, løbe en tur i naturen eller cykle i stedet for at tage bussen. Det virker dumt at betale penge for at svede og ligne en idiot i et rum med 25 andre når man kan gøre det alene. Derfor bliver det altså yoga.

Alt i alt ønsker jeg bare at 2013 bliver er fantastisk og begivenhedsrigt år. For et år siden havde jeg ikke kunne forudse, at jeg ville være hvor jeg er i dag. Så jeg glæder mig til at blive overrasket. Hvem ved, måske bor jeg i et helt andet land om et år. 

tirsdag den 1. januar 2013

Elva´s årsopgørelse 2012

Det er på tide at opgøre året 2012 i tal.  Så, her kommer det:

Elva´s årsopgørelse 2012:

Antal forelskelser: 4 - to reelle (E og T) og to indbildte (den 29-årige og Ozzy).

Antal gange mit hjerte er blevet knust: 2 - den 2. gang er stadig ikke overstået

Antal kærester: 0

Børn: 0 - medmindre Tyfon, min hyperaktive hund, tæller?

Antal gange jeg har lovet mig selv væk: 2 - Kom til at foreslå den 29-årige at vi kunne gifte os så han slap for at blive pebersvend. Til mit forsvar var jeg ret fuld! Og så har jeg lovet T at hvis vi ikke har fundet andre når vi bliver 30, så finder vi hinanden. 

Afsluttede uddannelser: 1 - Oven i købet med et snit på 10,9

År til jeg er færdiguddannet: 5 1/2

Antal opførte koncerter: 1 - Helt alene og med hele 7 selvkomponerede numre

Antal rejser til udlandet: 3 - Barcelona, Berlin og Wien

Allergier: 1 - Hvilket er en fordobling siden sidste år. Farvel pasta, brød, yndlings lakridser og øl. Gluten, vores veje skilles her.

Kr. på opsparingskonto: 0

Penge brugt på tøj: Alt for mange!

Cigaretter røget: 8.509.274.936.175

Liter ren alkohol indtaget: 592 - mindst..

Psykiske sammenbrud: 49 - eksklusiv 734 tøjkriser

Bristede drømme: 90.374.650

Drømme opfyldt: ..Ingen


         I bund og grund et ganske begivenhedsrigt år. Det levede bare ikke op til mine forventninger. Hvor blev MANDEN af? Hvor blev min mulighed for at flytte til Paris af? På den anden side kan de fleste af mine nytårsfortsætter fra sidste år krydses af.



Nytårsfortsætter for 2012:


Ikke én mand, flere mænd -  Hele 4 af slagsen.

Ingen baby - Opfyldt.

Flere ridser i lakken - Har aldrig fået så mange ridser i lakken på ét år.

Få en fed frisure og rent faktisk vedligeholde den - Pagen har fulgt mig i mange forskellige variationer det sidste år.

Flere bøder for blufærdighedskrænkelse - Denne kan jeg ikke prale af at have holdt. Og gudskelov for det!

Flere højhælede sko - Samlingen er blevet udvidet med tre par.

Færre cigaretter - Er ikke blevt holdt. Det er nærmere blevet til flere. 

Bygge flere huler - Er heller ikke blevet holdt. Overhovedet.

Komme videre med min musik - Eftersom at jeg har spillet min første solo koncert vil jeg våge at påstå, at jeg er kommet videre. 

Være lykkelig helt ud til fingerspidserne - Det skete for mig i næsten en hel uge i sommers. Dengang jeg troede at mine følelser for T var gengældt.

Opgive ideen om at E er god nok på bunden - Idéen er opgivet, men lysten til at se ham er ikke blevet mindre. 




          Mine nytårsfortsætter har været en succes, med få undtagelser. Så jeg kan måske forme 2013 med nogle nye. Det må dog blive en anden dag hvor jeg ikke har dunkende hovedpine og en følelse af,  at nogen har tapetseret mine tænder med frotté.

         


                 Tak for et dejligt år, jeg ved at 2013 bliver endnu bedre.