Han kom, han så, og han skabte kaos. Sådan var det med T. Nu er han taget af sted igen, og jeg er endnu en gang blevet efterladt med en følelse af.. ingenting? Jeg har intet kunne mærke de sidste to uger. Lige indtil i går hvor jeg pludselig kunne mærke det hele. Om det er tømmermændene efter den enorme mængde snaps jeg drak i forgårs, til årets første julefrokost, eller om det var manglen på søvn der bragte det frem er uvist. Men frem kom det.
Nogle gange fylder man et tomrum ud med mere tomrum. Minus og minus giver plus, og da T tog afsted valgte jeg at droppe at føle. T forvirrede mig ved først at forføre mig og senere lade som om ingenting var sket. Jeg valgte ikke at fortælle ham om mine følelser, og nu går der to måneder før jeg ser ham igen. To måneder hvor jeg kan undertrykke min følelser, gætte på hans motiver. Det var meningen at jeg skulle være følelsesløs men da jeg vågnede i går morges savnede jeg ham pludselig helt ekstremt. Jeg savner ham så meget at det gør ondt at være vågen. Jeg prøver at benægte det, men jeg er forelsket. En fuldemands snak med en ven i fredags kastede en smule lys over min tidligere følelsesløshed, og det giver mening nu. Når man virkelig er forelsket, når det føles rigtigt, kan man blive nødt til at gemme det hele væk. Især når det ikke bliver gengældt. For hvor gør det ondt! Og hvad med T? Er det derfor han prøver at lade som ingenting? Eller er det virkelig fordi han ikke kan føle noget lige nu?
Jeg tager væk på tirsdag. Tager en lille pause fra København og alle minderne. Gør som jeg plejer og flygter fra det hele. Bilder mig selv ind at det bliver bedre når jeg kommer hjem, men det ved jeg godt at det ikke gør. Jeg prøver at erstatte T med andre mænd, men jeg ved godt at det kun er et midlertidigt plaster på såret.
Filmen i mit hoved kører på repeat. Jeg bliver ved med at tænke på da vi talte sammen første gang for 2 1/2 år siden. Følelsen af at jeg kendte ham, og hans besvær ved at tale med mig når vi kiggede på hinanden. Allerede dengang var der noget. Da jeg gik fra Uffie var han der. Jeg havde ikke regnet med at han nogensinde ville komme så tæt på mig, men pludselig kendte han alt til mine håb og drømme, og jeg kendte hans. Jeg havde på meget kort tid lukket ham ind, men der gik alligevel næsten ni måneder før at mine følelser pludselig eksploderede. Og selvom han skulle afsted lod jeg mit hjerte løbe af med mig. Og da han pludselig dukkede op igen troede jeg at jeg kunne styre det. At vi bare kunne gå tilbage til at være venner. Men nu sidder jeg her så igen. Sidder og venter på at han skal komme tilbage så jeg kan få lov til at føle. For selvom jeg savner ham så er alle andre følelser stadig blokeret. Er ikke engang i stand til at føle savn til nogen andre, kun lyst af den overfladiske slags.
Og folk omkring mig forstår det ikke. Ingen ved hvor dybfølt det er. Selv ikke Anna og Mira. Jeg skammer mig over at skulle bringe det op, mest af alt fordi jeg føler mig dum og naiv. Hvordan kan jeg, pigen der kan kontrollere alt, falde så dybt i? Hvorfor har jeg ikke undgået det? Svaret er simpelt. Jeg kan ikke kontrollere alt selvom jeg prøver. Men det behøver andre ikke at vide..
Jeg er sat på standby de næste to måneder. Jeg laver ikke andet end at vente på at han kommer hjem igen. Han kom, han tog afsted igen og han tog det meste af mig med. Mira har lovet at skrive en bog om mig og T hvis det lykkes når han kommer permanent hjem om syv måneder. Jeg håber at næste kapitel bliver mere lykkeligt end det jeg er midt i nu.
