Søvnløs

Burhan G har lavet en sang om det, måske jeg også skulle gøre det? På den anden side tvivler jeg stærkt på at mine sangskriver evner formår at indfange fænomenet lige så smukt som Burhan. Som fx dette uddrag fra hans eminente tekst til selv samme nummer:   

Ja vi besluttede, at vi sluttede
Ja vi sagde begge stop
Så jeg prøvede få det væk
Få det ud af min krop
Men mine tanker holder mig vågen nu (åh åhh)

Jeg taler selvfølgelig om at være søvnløs. Ikke helt af samme grund som stakkels Burhan, men jeg kunne snildt have skrevet en lige så hjernedød tekst. For det er nemlig hvad der sker når man ikke får sovet nok. Ens hjerne smelter langsomt, men sikkert, og til sidst kommer der udelukkende klichéer og banaliteter ud af munden på en. Ikke en eneste intelligent tanke har jeg tænkt den sidste uge, og det skyldes alt sammen at jeg ikke sover.

Nu lyder det umiddelbart ganske festligt det der med ikke at sove, men tro om igen. Jeg har selvfølgelig piftet min intro op for at indfange jer kære læsere, men i virkeligheden er det hele ganske kedeligt. Jeg har, siden januar engang, sovet utroligt dårligt. Jeg kan ikke falde i søvn om aftenen og jeg vågner efter 3-4 timers søvn. Den sidste uge er mængden af søvn dog faldet drastisk. Jeg har haft to meget søvnløse nætter, og har kun sovet 2 timer pr. nat de resterende nætter. Min krop er ved at falde fra hinanden og mit sind er ved at være så overbelastet at det snart lukker ned. Og nu sidder i sikkert derude og er kloge med råd som varm mælk med honning og et varme bade inden man skal i seng, men det virker ikke! Jeg har prøvet alt. Intet virker. Grundet min søvnmangel oplevede jeg i forgårs mit første rigtige 'breakdown'. Vi taler ikke om sådan noget med at tude. Nærmere vrangforestillinger.
          Jeg skulle hverken til møder eller på universitetet i onsdags, og min hjerne havde derfor masser af tid til at gå godt og grundigt i selvsving. Det første tegn var da jeg pludselig var overbevist om, at min veninde Anna, der de sidste fem måneder har været ud og rejse, var død. Pludselig var det den mest naturlige forklaring på hvorfor hun ikke havde været en fast del af mit liv det sidste stykke tid. Det værste var, at jeg ikke engang blev ked af det. Det hele føltes så naturligt. Derefter begyndte mit hjerte at hamre derudaf mens jeg sad i min sofa. Jeg har længe været stresset og et galoperende hjerte har derfor også været en fast del af min hverdag, men denne gang blev jeg bange. Jeg var sikker på at min hjertebanken havde noget med Århusianeren at gøre. Pludselig fik jeg også en klump i maven, og så stod det hele klart. Århusianeren havde fundet ud af at han ikke længere ville se mig. Jeg sad derfor og ventede på at han ringede eller skrev og overbragte nyheden, men det skete ikke. Efter at have ventet i to timer blev jeg pludselig klar i hovedet igen. Jeg vidste at Anna var et sted i Sydamerika og havde det godt, men følelsen af at der var noget galt med mig og Århusianeren kunne jeg ikke slippe. Jeg skrev derfor til ham og spurgte om han var ved at trække sig. Det var han selvfølgelig ikke. Tilbage sad jeg og følte at jeg havde haft en ud-af-kroppen oplevelse. Det var jo ikke mig der troede at Anna var død og det var heller ikke mig der troede at Århusianeren var ved at droppe mig. Det hele fandt sted et sted i min hjerne som jeg sjældent har besøgt i vågen tilstand. Midt i min underbevidsthed. Alt det jeg frygter mest var det der kom op til overfladen, og det er alt sammen min søvnmangels skyld. Min fornuft plejer at kunne holde styr på alle mine langt ude tanker, men i takt med at mit søvnunderskud vokser lukker vitale dele af min hjerne også ned. Og i dette tilfælde var det altså min fornuft og muligvis også dele af min hukommelse der lukkede ned.

Det der med at ligge søvnløs er egentlig ikke det værste. Det er mere at skulle gå rundt en hel dag med kun to timers søvn, eller slet ingen, i rygsækken og prøve at få det til at række. Og selvom at Burhan og jeg umiddelbart har en del tilfælles, i hvert fald det med at være søvnløse, så tror jeg at jeg lader ham om at skrive sangene om det. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at udgive en sang der er skrevet på baggrund af søvnmangel. Men kære Burhan G, jeg respekterer dit mod når du, som med nummeret søvnløs, tør at udgive en sang med så lidt indhold. Du er en værdig repræsentant for os andre søvnløse der render rundt og siger dybt uintelligente og banale ting fordi vores hjerner er blevet nødt til at skrue ned for blusset. Tak.

Forelsket?

Forelskelser kan antage mange former. Der er "jeg-kan-ikke-leve-uden-dig"- forelskelsen der ofte ender med en katastrofe (jvf. Romeo og Julie). "Du-er-da-egentlig-meget-sød"-forelskelsen der opstår grundet mangel på alternative partnere. "Jeg-hader-at-elske-dig-og-jeg-elsker-at-hade-dig"-forelskelsen der er den mest komplicerede forelskelse. "Du-er-SÅ-lækker"-forelskelsen der udelukkende er opstået på baggrund af ens partners udseende, og sidst men ikke mindst, "Der-var-du"-forelskelsen der får de ramte til at føle at de endelig har fundet den de hele tiden har ledt efter. Men hvordan er det nu lige, at man finder ud af om man er forelsket?

Jeg tror måske at jeg er blevet ramt, men det har taget mig noget tid at forstå. Det var faktisk først igår morges da jeg vågnede op hjemme hos Århusianeren at det gik op for mig. Det var ca. samtidig det gik op for mig at han måske også er ramt. Jeg vågnede omkring kl. 8:30, tre en halv time efter vi var gået i seng, lå derefter vågen i to timer og besluttede mig til sidst for at tage hjem og lade Århusianeren sove videre. Jeg tog mit tøj på og vækkede ham for at sige at jeg gik. Men han insisterede på at jeg blev. Endte med at lægge mig i sengen igen og kom først ud af døren halvanden time senere. For lige pludselig var det helt umuligt for mig at sige farvel til ham. Det var svært bare at give slip på hans hånd. Og han havde det vidst på samme måde. 

          Aftenen før havde jeg mødt en af hans venner der var meget opmærksom på mig. Han vidste nogle helt ligegyldige ting om mig som jeg har fortalt Århusianeren. Han observerede mig når jeg stod tæt på Århusianeren og i det hele taget følte jeg at jeg skulle godkendes. Jeg tror at det lykkedes.

         Jeg er også blevet pirrelig omkring hele Århusianer-situationen. Hvis nogen antyder at jeg kun finder utilgængelige mænd føler jeg at de allerede har dødsdømt mit og Århusianerens forhold. Anna, der er ude at rejse og snart har været væk i fem måneder, skrev i en mail at hendes veninde der har arbejdet sammen med Århusianeren havde nævnt, at han var typen hun burde date. Er sjældent blevet så ked af, og vred over, så ubetydelig en information. Også selvom han tidligere har talt om aldersforskelle og at han ikke ville date en der var mere end et par år yngre end ham (læs:Anna er 4 år yngre end Århusianeren og derfor er det slet ikke en mulighed). Desuden sidder hun pt. på den anden side af jorden og har aldrig mødt manden. Al den pirrelighed giver kun mening hvis jeg er forelsket. Og alt hans "mød min ven" og "du må ikke gå" giver kun mening hvis han også er forelsket, eller i det mindste på vej til at blive det. 

          Min veninde Mira tror ikke på at han ikke er klar til at få en kæreste, som han sagde for en måned siden. Hun tror på at han mente det da han sagde det, men hun er overbevist om at der har ændret sig siden da. Alt det han gør for mig, husker om mig og de ting han siger til mig, giver ikke mening hvis han stadig bare er følelsesmæssigt ustabil og ikke er interesseret i, at blive kærester med mig på et tidspunkt. Jeg er blevet nødt til at give hende ret. Jeg tror dog ikke, at han har tænkt sig at afsløre sine ændrede planer før om et par måneder. Jeg tror at han holder fast for at beskytte sig selv. Og det passer mig udemærket. Jeg har nemlig virkelig svært ved at stole på mænd efter mine, efterhånden en del, forliste forsøg. Så jeg har brug for tid til, at turde stole på ham. Ikke at han har givet mig grund til andet, men jeg skal overvinde min egen frygt før det kan lade sig gøre. Men i bund og grund er vi vidst begge godt på vej.

Nu hvor jeg har konstateret at jeg er forelsket, og at Århusianeren nok også er ved at blive det, er næste skridt at afkode hvilken slags forelskelse der er tale om. For jo, jeg glæder mig til at se ham men jeg er ikke ved at dø selvom der går en uge imellem. Jeg er ikke helt forblændet, men kan heller ikke finde nogen store fejl ved ham. Jeg føler mig tryg og får en følelse af 'os' når vi er sammen, men er bare 'mig' når jeg går og jeg føler mig stadig hel selvom han ikke er der. Denne her forelskelse må være en af dem der kommer snigende. Måske oven i købet en af dem hvor man kan bevare sin identitet på trods. En af dem hvor man komplementerer, og ikke ændrer, hinanden. Men også en af dem hvor man frygter at det går galt, selvom man slet ikke har nogen grund til det.

Mission Århusianer

Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Mission Århusianer

Efter flere mislykkede forsøg sættes der hermed hårdt ind, for at redde Elvas hjerte. Hun har denne gang udvalgt sig et eksemplar af arten Mand med rod i følelserne hvilket hun generelt har en tendens til. Dette eksemplar har dog udvist en ærlighed der gør den helt speciel. Og da Elva nu har udråbt dette eksemplar, Århusianeren, til en af de få "eneste ene´r", er det derfor også ekstremt vigtigt at denne misson lykkes. Hvis ikke vil det betyde at Elvas hjerte igen vil briste, og denne gang i så mange stykker, at det er uklart om det nogensinde vil kunne samles igen. 

Første fase

Missionens første fase er allerede, i skrivende stund, gået i gang. Elva har valgt at blive ved med at se Århusianeren, på trods af at det ikke vil føre nogle steder. Det er dog ekstremt vigtigt at påpege at Århusianeren ikke virker hverken afvisende eller uinteresseret på trods af rodet i følelserne. Målet i missionens første fase er, at vise interesse for Århusianerens følelses rod. For at bekæmpe fjenden (læs: følelserne) må man lære den at kende. Dette gøres bedst ved at spørge ind til hvornår følelserne opstod, hvorfor, for hvem osv.

Anden fase

Missionens anden fase består i at Elva skal udvise tålmodighed og stabilitet. Disse egenskaber er dog ikke nogle Elva besidder og det vil derfor kræve en hel del arbejde og proteindrikke. Tålmodigheden vil, hvis alt går vel, få Århusianeren til at føle sig mindre presset. Hvis Elva formår at udvise en tilpas mængde rummelighed, vil dette give Århusianeren tid og plads til at bekæmpe følelserne (læs: fjenden). Stabiliteten bliver muligvis Elvas største udfordring da hun skifter mening, og planer, som andre mennesker skifter strømper. Det er dog den vigtigste del af planen da Århusianeren, grundet sine følelser, næppe har et særligt stabilt indre. Elva kan derfor overtage rollen som den stabiliserende faktor i Århusianerens liv, og på den måde gøre sig uundværlig.

Tredje fase

Missionens tredje fase er, hvis alt går efter planen, den sidste. Det bliver sikkert også den længste. Efter at Elva har lært fjenden (læs: følelserne) at kende og har gjort sig uundværlig, skal der ventes. Dette bliver dog ikke en fase hvori Elva kan se passivt til. Det er her hendes rolle som kvinde skal udfoldes. Det er i denne fase, at omsorgen for Århusianeren skal udføres. For at bekæmpe fjenden (læs: følelserne), skal samtlige dårlige oplevelser erstattes af nye og gode. Dette gøres bedst ved at udvise omsorg, omtanke og ved at få Århusianeren til at grine. Det er derfor også en fase der kan trække ud, alt efter hvor grundig Elva er i sin uddrivelse af de dårlige oplevelser. Det skal dog bemærkes at Elva, hvis hun presser på, sætter udviklingen tilbage, og at derefter vil blive nødt til at gentage anden fase, hvis hun altså er så heldig at Århusianeren ikke flygter helt. 

Denne mission er særdeles farlig da den skal udføres af en impliceret. Elvas følelser risikerer derfor at påvirke hendes handlinger, og kan i værste fald udløse en katastrofe. Det er derfor af største vigtighed at Elvas veninder vil være til rådighed, dag og nat, i tilfælde af at Elvas følelser løber af med hende. Det er ofte sket at Elva handler på impulser, og det vil på ingen måder gavne missionen. 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  - Top hemmeligt  

To skridt frem og et tilbage

To skridt frem og et tilbage. Dette er sådan rundt regnet hvad der er sket på dating-fronten. Havde en skøn første date med Århusianeren. Anden date var også ganske vellykket, og endte med at vi sov sammen (læs: havde sex). Men daten i dag, som jeg have besluttet mig for skulle være sådan en hvor vi ikke havde sex, blev mærkelig og skabte en distance som jeg absolut ikke brød mig om.

Jeg er ikke desperat. Jeg har ikke travlt med at give afkald på min frihed som single. Ikke fordi jeg har brug for at se andre mænd end Århusianeren, mere fordi jeg endelig har fundet mig til rette med rollen som single powerkvinde. Dermed ikke sagt at jeg er følelses forladt, for det er jeg bestemt ikke! Da jeg kom hjem fra Århusianeren i eftermiddags talte jeg med Mira, og pludselig gik det op for mig at forelskelses-frøene er begyndt at spire. Omend der er langt til en reel forelskelse er den dog på vej. Men alligevel havde jeg en fornemmelse af at der var noget galt.

        Har netop talt med Århusianeren om min fornemmelse, og havde endnu en gang ret. Han er stadig ikke følelsesmæssigt på toppen efter hans eks kærestes exit fra hans liv i vinters. Men jeg har besluttet mig for at det ikke skal forhindre mig i at nyde hans selskab. Desuden er jeg ret fast besluttet på, at han er den rigtige. Eller, det vil sige at han er en af dem. Er gået tilbage til min tidligere overbevisning om, at der findes flere 'rigtige'. Den eneste ene er, i mine ører, stadig noget vås. Men tanken om flere 'eneste en´er' tror jeg på. Og han er en af dem. Derfor bliver jeg ved med at se ham, velvidende at han er følelsesmæssigt utilgængelig. For som den naive kvinde jeg, trods alt, er tror jeg på at det bare handler om tid. Jeg tror ikke på at han kan forblive et følelsesmæssigt rod i mit selskab. Ikke for evigt i hvert fald. Og når nu min mavefornemmelse plejer at være rigtig, hvorfor så ikke også denne gang? Måske han i virkeligheden bare stejler over det der med at skulle binde sig. Jeg tror i hvert fald på det, og så længe jeg gør det forbeholder jeg mig retten til at se ham og stille håbe.

Jeg har aldrig lært at danse hverken vals eller noget der minder om det. Jeg har altid været bedst til at danse alene. Men nogle gange er der alligevel nogle der byder en op til en dans som man ikke har mulighed for at sidde over. Livet bød mig op for halvandet år siden, og grundet mine manglende evner på et dansegulv er jeg blevet trådt en del over tæerne. Men jeg tror at jeg efterhånden har lært at danse med livet. To skridt frem og et tilbage, to skridt frem og et tilbage, to skridt frem og et tilbage..