To skridt frem og et tilbage

To skridt frem og et tilbage. Dette er sådan rundt regnet hvad der er sket på dating-fronten. Havde en skøn første date med Århusianeren. Anden date var også ganske vellykket, og endte med at vi sov sammen (læs: havde sex). Men daten i dag, som jeg have besluttet mig for skulle være sådan en hvor vi ikke havde sex, blev mærkelig og skabte en distance som jeg absolut ikke brød mig om.

Jeg er ikke desperat. Jeg har ikke travlt med at give afkald på min frihed som single. Ikke fordi jeg har brug for at se andre mænd end Århusianeren, mere fordi jeg endelig har fundet mig til rette med rollen som single powerkvinde. Dermed ikke sagt at jeg er følelses forladt, for det er jeg bestemt ikke! Da jeg kom hjem fra Århusianeren i eftermiddags talte jeg med Mira, og pludselig gik det op for mig at forelskelses-frøene er begyndt at spire. Omend der er langt til en reel forelskelse er den dog på vej. Men alligevel havde jeg en fornemmelse af at der var noget galt.

        Har netop talt med Århusianeren om min fornemmelse, og havde endnu en gang ret. Han er stadig ikke følelsesmæssigt på toppen efter hans eks kærestes exit fra hans liv i vinters. Men jeg har besluttet mig for at det ikke skal forhindre mig i at nyde hans selskab. Desuden er jeg ret fast besluttet på, at han er den rigtige. Eller, det vil sige at han er en af dem. Er gået tilbage til min tidligere overbevisning om, at der findes flere 'rigtige'. Den eneste ene er, i mine ører, stadig noget vås. Men tanken om flere 'eneste en´er' tror jeg på. Og han er en af dem. Derfor bliver jeg ved med at se ham, velvidende at han er følelsesmæssigt utilgængelig. For som den naive kvinde jeg, trods alt, er tror jeg på at det bare handler om tid. Jeg tror ikke på at han kan forblive et følelsesmæssigt rod i mit selskab. Ikke for evigt i hvert fald. Og når nu min mavefornemmelse plejer at være rigtig, hvorfor så ikke også denne gang? Måske han i virkeligheden bare stejler over det der med at skulle binde sig. Jeg tror i hvert fald på det, og så længe jeg gør det forbeholder jeg mig retten til at se ham og stille håbe.

Jeg har aldrig lært at danse hverken vals eller noget der minder om det. Jeg har altid været bedst til at danse alene. Men nogle gange er der alligevel nogle der byder en op til en dans som man ikke har mulighed for at sidde over. Livet bød mig op for halvandet år siden, og grundet mine manglende evner på et dansegulv er jeg blevet trådt en del over tæerne. Men jeg tror at jeg efterhånden har lært at danse med livet. To skridt frem og et tilbage, to skridt frem og et tilbage, to skridt frem og et tilbage..