Forholdsfobi

Når et forhold er ovre har man, som oftest, brug for tid til at få styr på sit indre. Der er dog ingen der ved hvor lang tid det vil tage. Nogle flirts kan man være måneder om at komme sig over, og langvarige forhold tager, i nogle tilfælde(læs:mit), kun et par uger. Men hvornår er det helt præcist at man bliver klar til det der kærlighed igen? Og hvad nu hvis man aldrig bliver klar?

Jeg har det godt. Rigtig godt. Jeg er glad for at være alene og uafhængig. Jeg har nok i mig selv. Alligevel bliver jeg frustreret når jeg møder en mand og gerne vil kunne li´ ham, men at det ikke sker. Da jeg havde sovet hos 'den utro kæreste' fik jeg klaustrofobi. En følelse af at jeg blev frataget min kontrol. Tænk nu hvis, at det i virkeligheden er fordi jeg er bange for nærhed? Måske er jeg blevet så skræmt over mine oplevelser med mænd det sidste år, at mit indre nægter at lukke andre ind.
          Min manglende tro på kærlighed bunder måske også i frygt. Selvfølgelig findes kærlighed. Selvfølgelig findes det, hvad er det ellers der holder folk sammen? Jeg elsker mine veninder, derfor holder vi også kontakten. Jeg elsker min hund, derfor går jeg ture med ham, giver ham mad og tvinger ham til at ligge i ske med mig på sofaen når jeg har tømmermænd. Fejlen er dog at mange tror, at kærlighed bare opstår. Jeg tror at kærlighed opstår fordi vi får noget igen. En slags afhængigheds forhold. Hvis man ikke har brug for en person (eller hund), så elsker man dem ikke.        
         Så konklusionen er altså at jeg, i kraft af min angst for at blive såret og min derfor manglende tro på kærlighed, har valgt at blive helt og aldeles uafhængig. Jeg har, ubevidst, sørget for at kunne klare mig uden nogen form for romantisk kærlighed. Jeg har masser af kærlighed i mit liv, bare ikke nogen romantisk. Og fordi jeg ikke har brug for romantisk kærlighed opstår den altså heller ikke. Jeg må altså prøve at kortlægge de behov jeg ikke får dækket nu, og som kun kan dækkes hvis jeg forelsker mig i et andet menneske. Noget med nærhed, sex og..
          For at være helt ærlig er jeg i tvivl om hvad der ville blive bedre hvis jeg fik en kæreste. Når jeg hører om kærestepar bider jeg altid mærke i, at de ikke kan fungere uden hinanden. At de har dårlig samvittighed overfor venner/kæreste pga. tidsmangel. Men på den anden side er der helt sikkert også fordele. Jeg skal bare virkelig tænke mig godt om for at komme i tanke om nogen.

I virkeligheden er det jeg frygter mest, at jeg ender med at gro sammen med et andet menneske. At jeg mister min identitet og bliver til den ene del af 'os', i stedet for at være et selvstændigt menneske. Jeg er bange for ikke at kunne elske den anden part tilstrækkeligt. Jeg er bange for at den anden forlader mig. Jeg er bange for at vi pludselig vokser fra hinanden, og at det liv jeg havde forestillet mig pludselig smuldrer. Jeg er bange for at nogen forelsker sig i mig, og at mit forskruede hjerte pludselig mister interessen. Jeg er i bund og grund bange for at jeg ikke kan finde ud af det med at være nogens kæreste. Jeg lider af forholdsfobi.