Jeg har meldt mig ud af dating-vanvidet. Eller.. det havde jeg indtil i søndags. Lige som jeg var blevet tilfreds med at opfatte mænd som mennesker ligesom alle andre, og ikke blot som byttedyr. Lige som jeg var blevet tilfreds og ikke længere nærede et ønske om at finde min bedre halvdel. Lige der, midt i al min selvtilfredshed dukker der en mand op. Og selvfølgelig gør der det. Det er det alle snakker om. Når man stopper med at lede dukker der en op. Hermed ikke sagt, at jeg på nogen måder er sikker på, at det bliver til mere end én date. Men der dukkede en op!
Historien om hvordan vi mødte hinanden fremstiller mig som en kujon, men den stiller ham i et ret godt lys, så jeg fortæller den alligevel. Var ude med min studiekammerat Frida, og efter at have set både E sammen med sin nye flamme, meget irriterende mand fra vores studie og pige fra min projektgruppe jeg har et yderst anstrengt forhold til, på samme bar, valgte Frida og jeg at flygte. Vi endte på halv-snusket værtshus og faldt, for tredje gang den aften, i snak med nogle mænd vi aldrig havde mødt før. Talte med meget sød mand, men grundet min nyfundne selvtilfredshed gik det først op for mig op for mig, at vi havde ret god kemi da Frida og jeg stod udenfor baren og havde sagt farvel til mændene. Sagde det højt, mest bare fordi jeg var fuld, og Frida spurgte om jeg havde fået hans nummer. Det havde jeg selvfølgelig ikke, og jeg nægtede at gå ind igen. Frida sendte mig mod bussen hvorefter hun selv gik ind på baren igen og gav manden jeg havde talt med mit nummer. Han var, ifølge Frida, blevet glad men havde undret sig over at jeg ikke selv havde givet det. Frida havde bortforklaret det med at jeg var genert. Hun kunne lige så godt have kaldt mig kontaktsvag. Det fantastiske var, at han allerede skrev lørdag kl. 15, under 12 timer efter at vi havde sagt farvel. Ingen mindgames, ingenting. Han inviterede mig på vin i næste weekend. Så på lørdag kl. 20 står jeg altså ude foran hans dør og prøver at samle mod til at ringe på.
Jeg ved ingenting om ham. Jeg kender hans navn, hans studieretning og hvilket semester han går på. Resten af vores samtale handlede om alt og ingenting. Jeg ved ikke engang hvor gammel han er. Har ellers lovet mig selv ikke at date mænd under 25, men den holder ligesom ikke hvis jeg glemmer at spørge om mændenes alder inden jeg siger "ja tak" til deres invitationer.
På trods af at der, endnu en gang, er dukket en mand op har det ikke ødelagt min selvtilfredshed. Har aldrig hvilet så meget i mig selv som jeg gør nu. Er stadig ganske uinteresseret i mændene omkring mig når jeg er ude i offentligheden. Er stadig helt og aldeles tilfreds med at være single, og er derfor også langt fra desperat når det handler om at finde en kæreste. Derfor går jeg heller ikke på date med nogle forventninger om, at det bliver til noget. Nok mest fordi, at selvom solen dukker oftere op end den plejer, og stille og roligt tør mit dybfrosne hjerte op, så går det vidst lidt tid før det når op på 37 grader igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar