Jeg tror måske at jeg er blevet ramt, men det har taget mig noget tid at forstå. Det var faktisk først igår morges da jeg vågnede op hjemme hos Århusianeren at det gik op for mig. Det var ca. samtidig det gik op for mig at han måske også er ramt. Jeg vågnede omkring kl. 8:30, tre en halv time efter vi var gået i seng, lå derefter vågen i to timer og besluttede mig til sidst for at tage hjem og lade Århusianeren sove videre. Jeg tog mit tøj på og vækkede ham for at sige at jeg gik. Men han insisterede på at jeg blev. Endte med at lægge mig i sengen igen og kom først ud af døren halvanden time senere. For lige pludselig var det helt umuligt for mig at sige farvel til ham. Det var svært bare at give slip på hans hånd. Og han havde det vidst på samme måde.
Aftenen før havde jeg mødt en af hans venner der var meget opmærksom på mig. Han vidste nogle helt ligegyldige ting om mig som jeg har fortalt Århusianeren. Han observerede mig når jeg stod tæt på Århusianeren og i det hele taget følte jeg at jeg skulle godkendes. Jeg tror at det lykkedes.
Jeg er også blevet pirrelig omkring hele Århusianer-situationen. Hvis nogen antyder at jeg kun finder utilgængelige mænd føler jeg at de allerede har dødsdømt mit og Århusianerens forhold. Anna, der er ude at rejse og snart har været væk i fem måneder, skrev i en mail at hendes veninde der har arbejdet sammen med Århusianeren havde nævnt, at han var typen hun burde date. Er sjældent blevet så ked af, og vred over, så ubetydelig en information. Også selvom han tidligere har talt om aldersforskelle og at han ikke ville date en der var mere end et par år yngre end ham (læs:Anna er 4 år yngre end Århusianeren og derfor er det slet ikke en mulighed). Desuden sidder hun pt. på den anden side af jorden og har aldrig mødt manden. Al den pirrelighed giver kun mening hvis jeg er forelsket. Og alt hans "mød min ven" og "du må ikke gå" giver kun mening hvis han også er forelsket, eller i det mindste på vej til at blive det.
Min veninde Mira tror ikke på at han ikke er klar til at få en kæreste, som han sagde for en måned siden. Hun tror på at han mente det da han sagde det, men hun er overbevist om at der har ændret sig siden da. Alt det han gør for mig, husker om mig og de ting han siger til mig, giver ikke mening hvis han stadig bare er følelsesmæssigt ustabil og ikke er interesseret i, at blive kærester med mig på et tidspunkt. Jeg er blevet nødt til at give hende ret. Jeg tror dog ikke, at han har tænkt sig at afsløre sine ændrede planer før om et par måneder. Jeg tror at han holder fast for at beskytte sig selv. Og det passer mig udemærket. Jeg har nemlig virkelig svært ved at stole på mænd efter mine, efterhånden en del, forliste forsøg. Så jeg har brug for tid til, at turde stole på ham. Ikke at han har givet mig grund til andet, men jeg skal overvinde min egen frygt før det kan lade sig gøre. Men i bund og grund er vi vidst begge godt på vej.
Nu hvor jeg har konstateret at jeg er forelsket, og at Århusianeren nok også er ved at blive det, er næste skridt at afkode hvilken slags forelskelse der er tale om. For jo, jeg glæder mig til at se ham men jeg er ikke ved at dø selvom der går en uge imellem. Jeg er ikke helt forblændet, men kan heller ikke finde nogen store fejl ved ham. Jeg føler mig tryg og får en følelse af 'os' når vi er sammen, men er bare 'mig' når jeg går og jeg føler mig stadig hel selvom han ikke er der. Denne her forelskelse må være en af dem der kommer snigende. Måske oven i købet en af dem hvor man kan bevare sin identitet på trods. En af dem hvor man komplementerer, og ikke ændrer, hinanden. Men også en af dem hvor man frygter at det går galt, selvom man slet ikke har nogen grund til det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar