Har mistet troen på at man kan blive lykkelig. Har mistet troen på at man kan elske, og blive elsket lige så meget tilbage. Har også mistet troen på retfærdighed.
Lavede redningsaktion sent i går aftes. Napoleon var gået fra Mira, og Anna og jeg forsøgte at holde samling på stakkels Mira. Det er længe siden jeg har følt så meget med et andet menneske som i går, men blev selv forfærdeligt ked af det. Og samtidig med det fik jeg en trang til at beskytte hende og skælde Napoleon ud til hans storhedsvanvid var ikke-eksisterende. Men det må komme en anden dag.
Min selvmedlidenhed fra i går er vendt til vrede. Har fået en begrundelse for min middelkarakter, og er uenig på så mange punkter. Kan give dem ret i to ting, men resten er ganske ubegrundet. Tror at jeg vælger at klage. Lige nu er jeg dog for sølle til at foretage mig noget som helst. Sidder i nattøj, der er rødvin på gulvet, jeg har ikke noget mad i huset overhovedet, mit kort er lænset for penge og jeg har mistet troen på kærligheden.
Er blevet slået ud af dårlige karakterer og dumme mænd. Til gengæld skinner solen, og så kan man da i det mindste fornemme at resten af verden går videre selvom ens egen er gået i stå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar