mandag den 25. februar 2013

Overproppet

Jeg har en taske som, udefra, ser stor og rummelig ud. Men når man skal pakke noget ned i den går det op for én hvor lidt plads der egentlig er. To liter mælk og en pose gulerødder, og så er det dét. Fjollet nok kunne jeg i går identificere mig med den taske. Jeg troede at jeg havde masser af plads i hjertet til, at kunne rumme et helt menneske, eller næsten. Men da jeg begyndte at pakke det, blev det meget hurtigere fyldt, end hvad jeg havde regnet med. Sad derfor med et propfyldt hjerte og græd i går. 

To dates på to dage lyder måske slet ikke værst. Men når man, som jeg, bliver fyldt til randen af en halv date, så får det pludselig en anden klang. Jeg sad derfor i min sofa hele dagen i går med hjertebanken, klaustrofobi og 4 pakker kleenex. Det hele var blevet for meget. Alt gik godt på vores "hæng ud og hør plader"-date, og Manden var hverken for meget eller for lidt. ALT gik godt. Og jeg tog mig selv i at tænke: "Det her kunne godt gå hen og blive seriøst". Men pludselig kunne jeg slet ikke holde ud at være i det. Jeg fik kvalme og hjertebanken og havde brug for at komme væk. Jeg prøvede at rationalisere min reaktion og kom frem til at jeg skulle have lov til at synke det. Og minsandten, i dag er det hele fint igen. Venter dog stadig lige et par dage med at kontakte ham. Har brug for lidt luft, ellers er jeg bange for at få tilbagefald. 
          Min teori er at hjertet ligesom bliver mindre når det ikke bliver brugt. Lidt ligesom med jeans fra Cheap Monday. Hvis man har haft det samme par på to dage i træk, så bliver de næsten for store. Men første dag man tager dem på efter vask, og voldsom varm tørretumbling, så er det næsten umuligt. Man er overbevist om at det ALDRIG bliver rart og at de ALDRIG vil give sig. Men det sker, også selvom det er lidt ubehageligt i mellemtiden. Så mit hjerte er måske stopfyldt nu, men det skal bare have tid til at give sig. Og måske det går hurtigere hvis man overpropper det lidt fra tid til anden. 

Jeg har i anledningen af ingenting valgt at holde fri fra universitetet i dag. Det er sjovt som jeg hele tiden føler at jeg er bagud med læsningen. Og selvom jeg læser er der ikke altid mere plads i mit hoved til at lagre al´ den nye viden. Måske det bare skal overproppes, ligesom med hjerter. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar