Ventetid

Ventetid er en mærkelig størrelse. Den er oftest ubehagelig på den ene eller den anden måde. Man kan vente på jordens undergang, det er knap så rart. Man kan vente på at man skal ud og rejse, så snegler tiden sig afsted. Man kan også vente på at manden, man så tidligere på dagen, svarer på ens sms hvor man foreslår møde på snusket værtshus snarest muligt, det er ulideligt!

Første møde med manden, efter sidste fredag, forløb ganske fint. Ingen tegn på at manden har en kæreste. Ingen hentydninger. Ingenting. Vi gik og talte i noget der ligner fire timer. Ingen kys. Ingen unødvendige berøringer. Bortset fra et enkelt forsøg, fra hans side, som jeg ikke reagerede på. Er åbenbart blevet autistisk og har mistet evnen til at læse kropssprog. Men bare fordi der ikke skete noget i dag betyder det vel ikke at vi ikke kan ses igen? Han gav da også selv udtryk for at det havde været hyggeligt, og at vi skulle gøre det igen snart.

          Men helt ærligt. Er det for tidligt at skrive tre timer efter man sagde farvel og minde ham om at man glemte at give ham penge for kaffe og at han derfor har en øl til gode, og at han bare skal sige til, så finder vi ud af noget? Jeg er færdig med dating-regler. I virkeligheden skulle jeg have ventet tre dage og ikke bare tre timer. Men hvis man vil se nogen må man vel give udtryk for det. Det er muligt at det virker desperat, og det er det egentlig også. Ikke på "JEG VIL HAVE EN KÆRESTE"-måden, men mere på "jeg synes virkelig at du er fantastisk, og jeg kan ikke vente en hel uge på at se dig"-måden.

          Når nu ens hjerte har besluttet sig for at opføre sig som en fuld provinspige (læs: vælte rundt og råbe højt), hvad skal man så fordrive tiden med? Jeg har lyst til at danse det ud af kroppen, men kan ikke beslutte mig for til hvilken musik. Jeg kunne løbe det ud af kroppen, men er overbevist om at det fysiske pres vil føre til, at det psykiske pres bliver for stort og at jeg begynder at græde på halvvejen. For sådan er det at være vild med nogen. Det er stressende og fylder så meget at der skal helt uroligt lidt til, at vælte hele ens verden. Jeg har prøvet at lave musik, men kan ikke holde ud at høre min egen stemme eller mine egne akkorder. Har overvejet at tegne, men har hverken lyst til at bruge blyant eller tusch. Orker ikke at lave mad, og har egentlig heller ingen appetit. Jeg har overvejet at gå i seng, men tror ikke at jeg kan sove for min hjertebanken.

Da jeg var barn havde jeg svært ved at vente på juleaften. Nu har jeg svært ved at vente på at det bliver min tur i Netto. Jeg har svært ved at vente på at jeg bliver færdiguddannet. Jeg har svært ved at vente på at få børn. Det er som om, at jo ældre jeg bliver des sværere får jeg det med ventetid. Som om at jo kortere tid man har tilbage at leve i, des mere uudholdeligt bliver det at spilde sin tid på at vente. Især hvis man venter på noget som måske aldrig sker. Som for eksempel, at manden svarer på min sms