Med vilje

At gøre ting "med vilje" bliver oftest brugt i beskyldninger og når folk skal forsvare sig. "Du kørte med vilje for stærkt!" eller "Jeg gjorde det ikke ikke med vilje!". Men hvis man skiller ordene ad er det egentlig en ret positivt vending. At gøre noget med vilje. Vilje er når man har besluttet sig for noget. På ordnet.dk bliver vilje beskrevet som: "Drivkraft i bevidstheden der tilskynder én til at tage beslutninger og føre dem ud i livet, evt. på trods af modstand fra omgivelserne eller usikkerhed eller manglende evner hos én selv". Men vi glemmer at bruge "med vilje"-vendingen positivt, og det vil jeg gøre noget ved.

I sidste uge mødtes jeg med en ven. Vi valgte at gå en tur rundt om søerne, og snakken faldt på Århusianeren. Ud af det blå udbryder min ven: "Skal i til at være kærester eller hvad?". Det er første gang, i de to måneder jeg har datet Århusianeren, at nogen har spurgt om det. Ingen har spurgt ind til om vi skulle være kærester, ikke før min ven gjorde det. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare og skøjtede let og elegant henover det med et "Naaahh, tjaaah, maah..". Men spørgsmålet var i virkeligheden ganske aktuelt, for hvad vil jeg egentlig?
          Da jeg et par dage senere mødtes med en min veninde Mira forelagde jeg min vens kæreste spørgsmål for hende. Mira prøvede, at fiske et svar ud af mig, men det endte i stedet i en one-man terapi-session med mig i stolen. Pludselig gik det op for mig, at jeg hele tiden har prøvet at sabotere mit og Århusianerens "forhold". Jeg har ikke lavet andet end at skubbe ham væk, for derefter at byde ham indenfor og alligevel smække døren i hovedet på ham når han stod på dørtrinnet, i overført betydning altså. Men når jeg nu er opmærksom på det, så må jeg kunne vende det om. Jeg ringede derfor i sidste uge til Århusianeren, bare for at snakke. Og da han skrev forleden og, i sjov, beskyldte mig for at have smittet ham med min søvnløshed, var mit svar omsorgsfuldt. Og det blev belønnet med, at Århusianeren roste mig for at være sød.
            Men nu melder der sig selvfølgelig et problem. I min verden (læs:København) er der en snert af afvisning i ordet "sød". Hvis en jeg dater bliver for "kæreste-agtig" og jeg ikke er klar til det, vil jeg, som en form for afvisning, sige "Hvor er du sød". På den måde har jeg hverken sagt for meget eller for lidt. Men læser Århusianere det samme ind i ordet som jeg? Måske betyder "hvor er du sød" lige præcis det, det altid har gjort, nemlig "hvor er du sød". En konstatering af, at min betænksomhed bliver registreret og at der bliver sat pris på den.

Når nu jeg, med vilje, har prøvet at skubbe Århusianeren væk tror jeg at mit næste move skal være at trække ham tættere på, med vilje. Jeg vil bruge min vilje til at ændre min adfærd så jeg kan finde ud af, om jeg har lyst til at blive kærester med ham. For lige nu er jeg langt fra sikker på, at det er dét jeg vil have det hele til at munde ud i.