Symbiose

Igen gik det ikke med den mand livet havde tildelt mig. Denne gang var det dog mig selv der afsluttede det. Århusianeren var ikke ligefrem psykisk stabil, og til sidst blev det for meget for mig. Desuden er et forhold med to der lider af periodevis sindssyge ganske uholdbart. Jeg har derfor sat mig i hovedet, at hvis jeg skal være kærester med nogen må den anden part fungere som den stabiliserende faktor. Ikke mig. Alt i mens jeg har droppet mit forhold til Århusianere, har Mira og Anna fundet nogle nye mænd. Jeg er derfor den eneste uden hverken flirt eller potentiel mage i kikkerten i min omgangskreds. Og derfor har jeg taget min holdning til forhold og mænd op til grundig overvejelse. For hvordan vil jeg egentlig gerne have mit liv til at se ud? Vil jeg være alene? Eller skal jeg aktivt søge efter en mand? Og er der egentlig ikke en mellemting?

          Jeg har længe påstået, at jeg ikke tror på kærlighed. Jeg har også, mest overfor mig selv, holdt lange taler om, at ens livskvalitet ikke nødvendigvis bliver forbedret bare fordi man er i et fast forhold. Og det agter jeg at holde fast i. Men måske det alligevel ville være rart med en mand i mit liv engang. Som en slags fast inventar. Men hvis det nogensinde skal lykkes bliver jeg nødt til at ændre holdning til den der kærlighed. Problemet er bare, at jeg efterhånden har fundet mig rigtig godt til rette i min single tilværelse. Jeg har vitterligt svært ved at se hvorfor jeg skulle have brug for en partner. Og så er vi igen tilbage til min manglende tro på kærlighed. For hvis nu man er dødeligt forelsket i et andet menneske, så ønsker man sig jo ikke andet af tilværelsen end at være sammen med sin udkårne. Så meget kan jeg da huske. Konklusionen må være at jeg ikke har været forelsket siden E, som jeg droppede for over et år siden.
          Imens jeg sluger min nyvundne visdom har jeg brug for, at tage et andet emne op. Nemlig Mira og hendes nye mand. Jeg synes tit, at Mira kaster sig lidt for hurtigt ud i kæreste tilværelsen med de mænd hun møder. Sidst var det en fra hendes studie som hun kastede sin kærlighed på, og på første date spillede kort med, lavede mad med, så film med og sov sammen med. Sådan noget som kærestepar gør. Denne gang er hun gået all-in på Lille Jul og har på anden date præsenteret ham for sine bedsteforældre og sovet sammen med ham i hendes mors hus, imens moren var hjemme. Hvis det var mig ville alt det aldrig være sket før jeg havde været kærester med ham i mindst fire måneder. Og det med kæreste-tingen var ikke sket før efter tre. Mine forældre ville altså først få lov til at møde min nye mand efter jeg havde kendt ham i omegnen af syv måneder. Mira har valgt at lade det ske efter to uger. Da hun fortalte det blev jeg skræmt på hendes vegne. Jeg ved hvor ked af det hun bliver hvis det ikke kommer til at gå med Lille Jul, fordi hendes familie nu er involveret. Men måske det er den naive tilgang til kærligheden jeg mangler. En tro på, at det nye er smukt og svøbt i kærlighed på trods af tidligere fiaskoer.
          Hvis jeg skal få noget ud af al´ denne analyseren frem og tilbage bliver jeg nødt til, at vende tilbage til min manglende evne til at forelske mig. Det skyldes muligvis flere ting. Et, jeg har ikke mødt nogle mænd der havde hvad der skulle til for at slå benene væk under mig. To, jeg forbyder mig selv at blive forelsket af frygt for, at det endnu en gang vil ende i en tragedie. Og sidst men ikke mindst min distance til de forhold jeg prøver at etablere. Her på bloggen har jeg, af hensyn til min anonymitet, valgt at kalde alle ved alias'er. Men det er desværre ikke kun her på bloggen det sker, men også i virkeligheden. Jeg erkender de følelser jeg har for de mænd jeg dater, men jeg erkender ikke hvem mine følelser er rettet imod. I stedet for at kalde Ozzy, Århusianere, Min nye bedste ven (bedre kendt som T) og Manden ved deres rigtige navne, holder jeg mig til deres alias'er. På den måde får de ikke lov til at komme tæt på. Det samme sker med Miras nye mand, Lille Jul, som jeg kun kan holde ud at omtale hvis det er ved brug af hans alias. Alt andet giver mig kvalme. Og alt arbejdet for at gøre mænd så identitetsløse som muligt bunder vel i, at jeg ikke vil anerkende, at jeg har følelser for et andet menneske. Jeg tør ikke at give min lykke et navn. Og nu har det åbenbart bredt sig til, at jeg heller ikke tør at give andres lykke et navn. Jeg insisterer på, at dem jeg dater skal være bi-personer i MIT liv for jeg er dødsensangst for at de bliver hele mit liv. Det tør jeg ikke at lade nogen blive igen. At lade et andet menneske være grunden til, at man står op om morgenen, trækker vejret og spiser.

Kærlighed er så stor en del af vores liv. Men hvad nu hvis man er bange for den? Jeg er bange for at den overtager og kommer til at styre mig. Jeg holder krampagtigt fast i min selvstændighed og min frie vilje. Frygten bunder i en still-going-strong-forelskelse i den halvandet år gamle selvstændighed og "jeg"-følelse der opstod efter mit brud med Uffie. Måske er det okay at være forelsket i sin frie vilje og sig selv et stykke tid efter et fire-årigt katastrofe forhold støvsuget for ovenstående. Men helt ærligt, det kan jo ikke vare for altid. Måske jeg skulle prøve at bryde den symbiose jeg har dannet med mig selv og gøre plads til andre mennesker i mit liv? Eller måske jeg skulle starte i noget terapi? Jeg tror at jeg fortrækker at bryde min symbiose. Seperationsangst here I come!