Okay, jeg er altså ikke gravid. Jeg er til gengæld tæt på sindssyge. Aldrig i mit liv har jeg grædt så meget som jeg har de sidste par dage. Mine tårekanaler minder mest af alt om et utæt spinklersystem. Græder over alt og ingenting på én gang. Græder når jeg ser en fugl, når min taske er for tung, når min roomie kommer ind af døren og når min kaffe er kold. Det er absolut ingen sammenhæng mellem begivenhedernes karakter og de kaskader af vand der står ud af hovedet på mig. Måske det er en hormonel ubalance? Eller resultatet af 3 måneders konstant stress?
Det skuffede mig en kende at jeg ikke var gravid. Ikke at det var drømmescenariet at skulle have et barn alene, eller med T for den sags skyld, men blev pludselig så forelsket i ideen om at få et barn. At have en jeg kunne tage mig af, en der havde brug for mig, en som jeg kunne elske ubetinget. Tænk at have en hverdag der hang sammen, fordi den skulle. En hverdag med morgenmad ved spisebordet, og ikke stående eller løbende rundt i lejligheden i "sidste øjeblik"-stress. En hverdag med hentning og bringning, og ikke en dag der starter med at afgøre om jeg GIDER at stå op og en indre diskussion med mig selv senere om hvor lidt jeg kan nøjes med at sove, fordi jeg hellere vil sidde på bar end at gå hjem i seng. En hverdag med aftensmad, og ikke kun én gang hver 14. dag. En hverdag med børnetime, og ikke med kriminalserier som udelukkende handler om død og ondskab, og som jeg virkelig ikke kan tåle at se. En hverdag med børnesæde bag på cyklen, og ikke en stiv mand eller 3 flasker vodka og 5 pakker cigaretter. En hverdag med barn, og ikke en hverdag med mig selv som eneste levende indslag (Har selvfølgelig også Tyfon, men han gælder altså ikke). Nej, jeg ville gerne have et barn. Der vil selvfølgelig også være nætter med gråd og mangel på søvn. Dage hvor man bare gerne ville være fri for al´ ansvaret. Perioder hvor man forbander sin egen naivitet, for hvem havde troet at det ville være så hårdt at være forælder? Men jeg er klar! Jeg mangler bare en mand..
Og hvor fanden opstøver man efterhånden sådan nogen? Har snart opgivet. Skal starte på en ny uddannelse, forhåbentlig, og der vil der selvfølgelig være mænd. Men også en til mig? Måske er det noget jeg udstråler der får folk til at behandle mig som om jeg ingen følelser har. Enten virker jeg for selvstændig, og ud fra det konkluderer mænd at jeg kun vil have sex. Eller måske virker jeg ynkelig og hjælpeløs, og så er jeg et let offer hvis DE kun vil have sex. Det er i hvert fald det eneste jeg bliver "brugt" til. Sex. Og selvom jeg virkelig prøver at udstråle at jeg leder efter en mand, ja så er det alligevel de forkerte jeg ender sammen med. Jeg bliver ualmindeligt hurtigt forelsket, eller det er i hvert fald det jeg tror, og lige så hurtigt af-forelsket når det går op for mig at objektet for mine følelser ikke gengælder dem. Jeg frygter at det ender i en Uffie-situation. Hvor jeg tror at jeg er forelsket, men det i virkeligheden er mere ideen om et forhold end personen jeg er forelsket i. Jeg har jo altid den mulighed at trække mig fra kød-markedet og forblive single til evig tid, det er bare ikke særlig tiltalende.
Konklusionen er altså at jeg skal finde en mand som jeg kan få et barn med. Men gudhjælpemig hvis manden jeg dater finder ud af det. Så er det i hvert fald slut. For hvilken mand under 30 år ønsker sig brændende en barn og er klar til at opgive sit ungkarle liv for en skrigende klump kød? Hvis de findes er de forstandstyperne der bare gerne vil have en stationcar, et job som tømrer og sovs og kartofler til aftensmad, og så vil jeg hellere være alene. Måske jeg bare skal tilbage til min oprindelige idé om at date mænd over 30. Prøvede med den 28-årige, nu 29-årige, og det var en fiasko. Men hvem siger at alle mænd på næsten 30 er ligesom ham? Jeg prøver sgu. Kan jo lade forsøget løbe indtil jeg selv bliver 30. Så får jeg alligevel et barn med mig selv og så behøver jeg ikke længere en mand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar