Alene

Jeg elsker at være alene. Jeg nyder at være uafhængig og egoistisk. Derfor er forelskelser også en af de mest absurde ting der, trods alt, gang på gang finder vej til mit liv. Jeg bliver både afhængig og ganske uselvstændig af det, og det ligner mig meget lidt. Jeg bryder mig faktisk ikke om det! ..Jo selvfølgelig er det rart at mærke varmen og suset når man ser sin udkårne, men når det hele er overstået og jeg kigger tilbage bliver jeg så mærkeligt utilpas. For hvor var JEG i al forelskelsen? Jeg forsvinder helt og aldeles, og det er ret skræmmende.

Jeg er netop landet i København efter en mindre rejse. Jeg er fyldt op i alle henseender. Jeg er derfor vendt tilbage med en ro og afklarethed jeg ikke var i besiddelse af inden jeg tog af sted. Jeg kom ind af døren kl. 23:45 og fandt E´s og F´s tasker på min sofa. Var lige ved at ødelægge min indre ro, men følte efter og opdagede at jeg ingen grund havde til det. Min mave vendte sig ikke og mine tanker løb ikke af med mig. Jeg var præcis lige så rolig som jeg hele tiden havde været. Det var mit tegn på at jeg var fri. Endnu en gang har jeg vendt min forelskelse til ro. Jeg har formået at vende de aller mest ukontrolerbare følelser til fred.

Har brugt min ferie med en familie jeg ikke har mødt før. De minder en del om min egen, lige bortset fra at de er en storfamilie. Jeg er enebarn, og det er ikke noget man mærker. Har, heldigvis, altid været meget nøjsom og ydmyg og er derfor ikke blevet et kommanderende og umuligt menneske. Men jeg ville ønske at jeg havde nogle søskende. Jeg har været stand-in storesøster for en 10-årig pige de sidste par dage, og jeg ELSKEDE det. For helt ærligt.. mine forældre lever ikke evigt, og så står jeg der alene! Det er muligt at jeg har mine venner, og forhåbentlig selv har fået en familie til den tid, men jeg er stadig alene. Ingen vil kunne fortælle om min barndom, andre end mig selv. Og hvem skal minde mig om hvordan min far altid fortalte lange historier om "dengang han var dreng", og at min mor var så forbandet forvirret at hun fortalte anekdoter og derefter glemte at de nogensinde havde eksisteret? Hvad skal der blive af fortællingen om mig?

Det er muligt at jeg nyder tiden i mit eget selskab, men hvad nu hvis jeg ender som en trist, grå, buttet 40-årig single?! Og hvad så når jeg bliver helt alene, uden mine forældre, og alle mine venner har stiftet familie? Skal jeg så stå på sidelinjen og kigge på, mens alle vil klappe mig på skulderen og fortælle hvor flot det er at jeg ikke går på kompromis og bevarer min selvstændighed, trods udsigten til et laaaangt og ensom liv? Jeg vil ikke være en af dem!! Det er jo ikke på den måde jeg vil være alene, vil bare gerne have lov til at beholde mit indre for mig selv.
..Det behøver man da ikke at være alene for, vel?