Grådighed står højt på min liste over karaktertræk jeg ikke kan forlige mig med. Jeg er i denne weekend blevet konfronteret med det på tæt hold, det dukkede nemlig op hos en person jeg virkelig godt kan lide, men som jeg ikke vidste indeholdte dette dybt ucharmerende karaktertræk.
Jeg har også problemer med en del fysisketræk. Et øje der skeler er på top-ti listen over turn-offs. To øjne der skeler er på top-tre. Anna så en mand lige da jeg mødte hende som på alle måder er perfekt. Han kan ALT! Han ser faktisk også ganske godt ud, hvis det altså ikke lige var for hans lazy eye.
Anna har selv foreslået at jeg prøvede at se om det kunne blive til noget med Manden. Som søstre vi dele, så derfor er det helt i orden at tage den andens aflagte mænd. Jeg er da også dybt fascineret af ham, men kan simpelthen ikke se hvordan jeg skal kunne distrahere fra hans øje. Det sidder trods alt midt i hans ansigt. Nej, bryder mig altså ikke om det. Anna siger at man hurtigt vænner sig til det, og hun har muligvis ret, men jeg kan ikke se hvordan jeg skal kunne holde det ud i mellemtiden.
Jeg har fået at vide, hele tre gange på en uge, at jeg er alle mænds drømmekvinde. Grundene dertil kommer her: (ja, jeg laver en liste over hvorfor jeg er en perfekt kvinde, så hvis egocentriske mennesker er på din liste over ting du ikke kan døje, er jeg altså også!)
Hvorfor mændene i mit liv synes at jeg er perfekt:
- I mit 4-årige lesbiske forhold har jeg fået nok af følelser! Orker ikke "Jeg føler at du er ligeglad, når du siger at du føler, at det føles som om..", og orker slet ikke når man selv skal gætte sig til hvad den anden part er sur over. Er derfor meget ligefrem. Hvis jeg er sur siger jeg det, og jeg bærer ikke nag. Laver ikke en scene, og NÆGTER at råbe, skrige og smække med dørene i flere timer!
- Jeg er ret selvstændig og kan derfor ikke holde ud hvis jeg skal være i selskab med det/de samme mennesker altid. En kæreste ville derfor ikke være fast inventar i min lejlighed, men derimod en jeg så tre-fire gange om ugen.
- Jeg er, som følge af min selvstændighed, også en ret habil handy-woman, og spørger derfor ikke om hjælp til at sætte hylder, lamper osv. op.
- Jeg er på ingen måder jaloux anlagt. Jeg har en grundlæggende tillid til mennesker. Stoler altså fuldt og fast på folk, indtil noget giver mig grund til andet. Og da jeg selv er en ret heftig flirter skal der meget til før jeg føler mig stødt over min kærestes flirten.
- Jeg kimer ikke folk ned. Skriver én besked eller ringer én gang og venter på svar, medmindre det er akut, men det er virkelig sjældent. Er ikke typen der ringer indtil jeg får svar. Der kan være mange grunde til at man ikke tager sin telefon, og det kommer virkelig ikke mig ved hvorfor. Heller ikke hvis det er en kæreste jeg ikke kan få fat på.
- Jeg har ikke drømt om at være hvid brud siden jeg var 8 år gammel, og har i det hele taget aldrig drømt om at blive gift. Har ikke brudekjole, bordplan og blonde-underkjole liggende i tilfælde af et frieri, og panikker i virkeligheden en kende når "..til døden jer skiller" bliver sagt.
..Jeg har da helt sikkert også mine fejl. Jeg er en smule egocentrisk og til tider neurotisk og indadvendt. Men hvis alt det andet er perfekt kan de vel se bort fra mine fejl? Men hvad med mig selv? Kan jeg se bort fra Mandens dovne øje? Hvis jeg nu ikke var så satans kræsen kunne jeg vel sætte pris på alle hans evner og lade øje være øje. Han er trods alt ikke grådig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar