Nej det er ikke altid ovre selvom man tror det. Følelser forsvinder ikke bare, og det gør E åbenbart heller ikke. Overraskede mig med en "Du skylder stadig en middag"-besked. Og fik MEGET ufrivilligt sommerfugle i maven. Jeg har virkelig ikke tænkt mig at falde i igen. Konfronterede ham med F og kæreste-tingen. Hans svar var som forventet "Vi er sådan semi-kærester". Manden holder stadig alle døre åbne.
Nej mænd som ham skal man ikke gå tilbage til. Jeg er kun interessant fordi jeg er kommet på afstand. Han er vel ved at samle et harem udenom F. Et slags sikkerhedsnet. Men det kommer jeg ikke til at indgå i.
Mira har været på endnu en date med Annas bror, og jeg er nu helt glad for at jeg ikke var den udvalgte. Efter et tabt spil backgammon valgte han nemlig at skubbe spillet så langt væk som muligt og næsten råbe "Fuck det lort!". Jeg HADER dårlige tabere. Jeg hader i det hele taget folk der reagerer sådan på småting. Men heldigvis betyder det ikke noget særligt for Mira der lykkeligt fortsætter sit date-forhold til manden.
Jeg er heller ikke den bedste til at tale "mandsk". Nej, jeg taler følelser og det kan godt komplicere tingene en del. Jeg prøver virkelig at være logisk og rationel når jeg taler med mænd, men det er ikke altid det lykkes. Som i dag da E mindede mig om det med middagen og jeg svarede "Tja.. Orker bare ikke rigtigt". Jeg skulle have skrevet "Det er muligt. Men jeg har ikke lyst fordi..".. Fordi hvad? Fordi jeg stadig er forelsket og derfor synes at det er for hårdt? Det er næsten umuligt ikke at tale "kvindsk" når det nu engang er det man er vant til.
Vi kan lige så godt indse det. Mænd og kvinder taler ikke samme sprog, og det kommer vi heller aldrig til. Selv ikke selvom vi bilder os ind at den bløde moderne mand eksisterer. For det gør han ikke! Jeg falder dog selv i fælden gang på gang og tror at det interesserer mine mandevenner hvem jeg ser for tiden, hvad jeg tror jeg føler og hvor svært det er at finde den helt rette balance mellem desperat og tilbageholdende. Men de er jo egentlig ligeglade. Informationen om at jeg ser en og hvad han hedder er nok for dem. Så kunne jeg briefe dem en gang i mellem og sige: "Det går fint med *indsæt navn*", eller "*Indsæt navn* har sluttet det hele, har du en ven der vil overtage?". Ikke for mange detaljer, mænd kan simpelthen ikke rumme det.
Vi kvinder derimod, elsker at mæske os i detaljer og analysere vores mænd til uigenkendelighed. Hvilket også er det der gør de fleste kvinder, mere eller mindre, neurotiske. Vi analyserer gerne vores forhold til atomer, hvorefter vi ikke kan finde ud af at samle det igen, og efterlader det på en bænk i Enghaveparken eller i et køkken i Vanløse. Og hver gang det sker efterlader vi en person der mest af alt ligner et IKEA møbel der mangler nogle skruer. Nogle af skruerne har vi gemt i vores dametasker i tilfælde af at vi skulle få brug for dem, resten har vi bare spredt udover hele indre by. På alle de caféer og restauranter hvor vi livligt har diskuteret vores forhold i stykker, i alle de butikker hvor vi har brokket os over vores kæresters ligegyldighed, på alle de gader hvor vi, fulde på vej hjem fra byen, har overvejet at tage med en anden hjem. Og så står mændene der og falder fra hinanden, indtil der kommer en ny kvinde forbi og prøver at samle dem med de skruer hun har taget med fra sit tidligere forhold. Og nogle gange lykkes det, andre gange er der simpelthen ikke nok skruer og så ender det med at kvinden efterlader manden i et tog på vej til Farum med dametasken fuld af skruer.
Det er på den måde ikke altid muligt at få det til at fungere med en mand. Ikke fordi man ikke vil, bare fordi man mangler skruer. Og sådan er det med E. Jeg har simpelthen ikke nok skruer til at samle ham. Han bliver ved med at falde fra hinanden, lige meget hvor meget jeg prøver. Og så må man bare indse at det ikke kommer til at lykkes, og i stedet prøve at finde en mand der mangler knapt så mange skruer. En mand man kan samle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar