Jeg har overvejet om det er muligt at blive helt og aldeles følelsesløs. I så fald er det, det jeg er! Jeg føler glæde når jeg er sammen med mennesker, men det er umuligt at finde den glæde frem når jeg er alene. Jeg føler alting når jeg er sammen med andre, men alene er jeg følelsesløs. Føler at jeg går glip af livet, glip af alle de skønne følelser det fører med sig. Måske det bare handler om tid..
E har hentet alle sine ting ude på trappen i morges, og jeg har stadig ikke talt med ham. Er blevet enig med Anna om at han har en brist. En KÆMPE brist. Der er da ved gud ikke nogle normale mennesker der opfører sig sådan!
Skulle have spist middag med Ozzy i dag men jeg aflyste. Vi skulle pludselig ud og spise med hans venner, og det var mere end hvad jeg kunne overskue i dag. Så der røg min rebound-date. Det er 2. eller 3. gang vi aflyser. Måske man bare skulle tage det som et tegn og droppe nogensinde at spise middag med ham.
Anna har sluttet alt med manden, Mira er mere vild med Napoleon end nogensinde, Petruska flytter snart ind i en lejlighed rundt om hjørnet og jeg står stadig i nul i livets-bank.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar