Man skal altid lade mænd tro at de er i førertrøjen, også selvom de absolut ikke er det. Den 28-årige (det navn bliver dumt når han fylder 29) fik mit nummer i lørdags. Og da han, efter næsten en uge, stadig ikke have kontaktet mig, valgte jeg at kontakte ham på facebook. Han sendte derefter den sødeste sms og fortalte at han havde haft lyst til at invitere mig ud lige siden sidst, men at han havde været bange for at blive for nærgående. Men fordi jeg tog kontakten turde han godt at tage næste skridt, så nu skal vi drikke kaffe på tirsdag!
Det er have en hund når man er single, er lidt ligesom at have et barn. Ikke på den måde at jeg skåner Tyfon for møder med de mænd jeg ikke skal se fast, mere på "..Jeg har en hund fra et tidligere forhold"-måden. Tænk hvis mit crush er allergisk? Eller bare HADER hunde fordi vedkommendes farmor engang havde en hysterisk puddel?
Den 28-årige er dog vild med hunde, og Tyfon er vild med de fleste mænd, og jeg er vidst lidt vild med den 28-årige..
Jeg kæmper en indre kamp. Er virkelig ikke sikker på om jeg er klar til kun at se én. Er ikke sikker på om jeg er klar til at binde mig til noget som helst. Når jeg tænker på det bliver jeg klaustrofobisk. Det er første gang i mit liv at jeg har haft den følelse, så det er nok bedst at jeg følger den. Men på den anden side vil jeg heller ikke være alene for evigt. Men hvis jeg møder den rigtige, og ikke er klar, så venter han forhåbentlig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar