Hvorfor skræmmer grå hår og begyndende rynker mig ikke? Hvorfor bliver jeg ikke frastødt af lidt for høje tindinger? Har jeg virkelig allerede brudt mit gamle mønster?
Min krop har valgt at udleje 1. salen (også kaldet maven) til et par sommerfugle. Og selvom dem på 2. sal (bedre kendt som hovedet) prøver at ignorere det, ender det nok med at de må lære at holde af deres nye underboer.
Det er sjovt som sådan noget altid kommer ubelejligt. Det er når man nyder sit liv som single aller mest at det kommer snigende. Det er når man har planlagt med Anna at de næste 4 år skal bruges på at feste. Det er når man prøver at samle et harem, og for én gangs skyld ikke har nogle følelser indblandet. Det er når man føler at livet er på vej til kosmos igen. Det er dér det sker!
Har virkelig ikke brug for en forelskelse. Man bliver helt ude af stand til at fungere i hverdagen, og det passer forfærdeligt dårligt i forhold til min skole. Hvis tilflytterne på 1. sal alligevel får charmet sig ind på overboerne på 2. sal, så bliver jeg nødt til at ansætte en støttepædagog. En til at sørge for at jeg laver mine lektier, spiser sund mad og husker at gå tur med Tyfon tre gange om dagen.
Men jeg ved godt hvad jeg vil vælge. Grå hår og sommerfugle i maven er nemlig SÅ meget bedre end hipster-hår og sten i hjertet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar