Livet vs. Elva

Burde skælde mit liv ud for at kaste sådan rundt med mig. Burde tage hårdt fat i armen på det og kigge det vredt i øjnene. Men hvad gør man når noget usynligt og uhåndgribelig skaber sig og det hverken har arme eller øjne? Følger med så godt man kan eller sætter hælene i?

E er tilbage. For fuld styrke! Han skylder stadig en undskyldning, men tror at han prøver at brygge noget sammen. Han sagde i hvert fald at den nok skulle komme. Har besluttet at han er en stakkel der ikke kan gøre for det. Han er sygelig forelsket i 'den grimme stemme', og 'den grimme stemme' er bare sindssyg. Hun har tjekket hans computer og har fundet beskeder fra en i hans harem. Er derefter gået grassat på staklen (der i forvejen bliver groft udnyttet af E), og har givet E hans livs største møgfald. Derfor kom han altså krybende herop i eftermiddags, og virkede ret skyldbetynget. Det er nok for mig hvis han lider en smule, men vil egentlig bare have at han er lykkelig. Og helst sammen med en anden..

Ozzy's og mit forhold er brudt helt og aldeles sammen. Mødte tilfældigt hinanden i dag, og jeg stak af. Da jeg senere stod udenfor sammen med Anna og T, valgte Ozzy at ringe til T i stedet for at komme over og tale med ham. Har tænkt på hvad der er gået galt. Jeg kan simpelthen ikke komme frem til noget som helst! Måske det er blevet så mærkeligt fordi vi ikke har talt om det overhovedet? Eller måske det er blevet så mærkeligt fordi en af os (læs:Ozzy) har noget i klemme? Prøver at fange ham i en brandert engang og tvinge ham til at tale om det. Indtil da er al kommunikation mellem os ikke-eksisterende.

Tror at livet har taget førergreb på mig. Har ikke andre muligheder end at følge med, selvom jeg nogle gange ville ønske at det var mig der kontrollerede livet og ikke omvendt.