Noget om at leve.

En tur på kirkegården giver mig altid noget at tænke over. Jeg kan til tider gå helt i stå, og føle at jeg er ubetydelig. Føle mig uværdig til at være til. Men når jeg går på kirkegården forstår jeg at mit liv er NU. At jeg skal leve det og at jeg bør gøre alt det jeg har lyst til. Skal altså både sende demoer til samtlige pladeselskaber, sende ansøgninger til diverse magasiner, begynde at købe dyrt og lækkert tøj, kysse med alle hipster-typerne, gå i tårn-høje hæle, rejse med Tyfon (min hund) og udvide mit harem.

Det gik op for mig i går, at jeg nu i to måneder har boet i E´s lejlighed. Jeg fik pludselig en følelse af klaustrofobi. Jeg savner mine ting, og min duft og det at have mit HELT eget. Savner at lave smykker og at læse i mine bøger. Jeg havde ikke regnet med at skulle blive boende særlig længe, men jeg er her altså stadig.

I og med at jeg har boet her i to måneder, er det altså også to måneder siden at jeg gik fra Uffie. Det er to måneder siden at jeg tog beslutningen om at nok var nok, om at jeg ikke længere skulle være frivilligt utilfreds, om at jeg fortjente at være lykkelig helt ud i håret. Det føles som meget mere, men måske er det bare fordi at tempoet er blevet sat betydeligt op. Har levet mere de sidste to måneder end jeg har gjort de sidste to år.

Det kan selvfølgelig være sørgeligt at tænke på hvor meget tid jeg har spildt, men på den anden side er jeg jo videre nu. Det er sørgeligt at jeg har lagt så meget energi i et forhold der var dødt, men nu bruger jeg min energi på det rigtige. Lige nu vil jeg bare gerne være lykkelig, så det er jeg!